#komme sig efter narcissistisk vold | Explore Tumblr posts and blogs

soelvfisk · 29 days ago

Text

Ligger på gæsteværelse i mormors hus. Passer hendes hund. De tager det som det kommer. Forsøger at nedjustere min egen bekymring, så den matcher deres cool. Min mor og lægerne og også min mormor. En meget rolig indstilling de har til det hele. De tackler det bare og ser hvad der sker. Helt fattet. Alle virker som sig selv.

Jeg forærede min mor et puslespil. Med det smukkeste blomstermotiv. Hun blev så glad at hun græd. Jeg blev rørt. Hun følte sig set. Og jeg ser hende. Tænk hvis jeg ikke kunne se hende. Er så glad for at jeg kan finde ud af at se hende. Tak univers.

Har underlige følelser. Kunne ikke forklare dem, da jeg sad på køkkengulvet tidligere. Selvom jeg prøvede.

Skal til samtale hos psykiater i morgen. Igen. Føler det er så basale ting der sker. Min ven skrev og fortalte om sin kandidat. Engang gik vi i klasse sammen. Jeg ku også ha været ved at skrive speciale nu, men jeg har brugt to år på at bo med Stenen og komme mig over Stenens abuse istedet. På at sørge over bortgang af nært familiemedlem. På at battle belastnings-relateret sygdom. På Bjerget og på at tale om renovering og hypotetiske babynavne wtf. På at flytte 6 gange. På at finde ud af hvad jeg nu lige er for et menneske. Ville hellere ha taget en kandidat sammen med sød ven. Tænk at det er TO ÅRS tid der bare er gået på den måde.

Og jeg kan ikke engang spise en hel skive toast.

Fatter ik hvor kæmpe et setback psykisk vold kan være. Seriøst. Tror jeg er i en form for chok over at tiden fortsatte med at gå mens jeg stod stille og famlede efter løsninger. Og det går op for mig nu, hvor galt det stod til.

Hvis jeg taler om hvad der skete med Stenen, så føler jeg, at jeg gambler med min tryghed. Og kaster mig selv tilbage i tid. Og jeg kan høre alle hendes argumenter - at jeg laver om på virkeligheden og hvorfor graver jeg i fortiden og at det aldrig er sket og at det har hun aldrig sagt og at jeg gjorde det hele mod mig selv. Så hvis jeg fortæller om det, er jeg nok bare bange for, at det viser sig at hun har ret. Det er jo derfor jeg har ville dø så meget. Når ens bedste ven behandler en sådan. Jeg troede at jeg var en narcissistisk psykopat til sidst og at verden var bedre uden mig. At min kærlighed var et manipulerende våben og at det var synd for alle jeg var søde imod. Min psykiater læste menneskerettighederne op for mig, fordi jeg ikke troede at jeg fortjente at have et navn og et hjem og behov. Fordi jeg troede at det var hensynsløst af mig. Jeg var helt smadret.

Det jeg har brug for, er at integrere det der skete som noget virkeligt. Så jeg kan forstå at min gigantiske reaktion er berettiget. Mister både tillid til mig selv og andre ved at tie stille. Men jeg tør ikke dele hvad der skete. For det føles som sladder og som ondskabs-snak og som om jeg spiller offer og gør noget strengt mod hende. Hvis selvomsorg er blevet kategoriseret som “narcissistisk adfærd” i min hjerne, så kan jeg godt forstå at det er svært at få det godt. Og at jeg også føler mig helt utroligt ussel, når jeg har det skidt. Dårlig samvittighed uanset hvad.

Det her værelse er beklædt i mørke træpaneler. Det er trygt. Som en hule. Jeg vil sove. Jeg er ikke dum. Jeg må gerne have behov. Jeg kan godt finde ud af at tage hensyn. Stenen er en del af fortiden, selvom den her reaktion og hendes content florerer overalt og fylder nutiden. Jeg er ikke i fare. JA! Jeg er ikke i fare. Jeg må gerne vælge stilhed, når ord føles uhyggelige. Det betyder ikke at jeg lader som om, det ikke skete. Det betyder ikke, at jeg giver andre lov til at behandle mig ligesådan. Det skal nok gå. Jeg er okay. Jeg er lige her. Jeg er i live. Jeg kender søde mennesker. Jeg vil hellere være mig end Stenen. Jeg vil hellere være ptsd autist på vej mod overfladen end forkælet og privilegieblind Sten i glashus. Er det meangirl sagt af mig. Måske. Jeg vil hellere have mine værdier, end hendes. Jeg må godt eksistere uden at være nyttig for hende. Jeg må gerne passe på mig selv og dem jeg elsker. Min kærlighed er ikke et fucking våben! Min sårbarhed er en tillidserklæring og et forsøg på at skabe trygge relationer med plads til at lade paraderne falde. Jeg vil leve et liv, som jeg kan leve i hele mit liv. Og det skal helst ske uden hende. Og sammen med andre. Og så er det ikke vigtigt at der er gået to år, så er det bare vigtigt at jeg er her endnu og prøver på at få det bedre. Lige så stille. Jeg vil ikke være venner med folk, der kun vil være min ven, hvis jeg finder mig i at blive nedbrudt undervejs. Skal ikke bevise min trofashed. Okay en lang tekst. Jeg sku måske bare ha gået i seng. Might delete later. Er bange for at jeg er ond, når jeg sætter grænser på den måde. Er bange for at jeg er ond, fordi det ikke er en generel betragtning, men hæfter sig på oplevelser med et individ der ikke har mulighed for at forsvare sig i dette space. Men hendes forsvar er knive. Og på den måde, kan jeg aldrig få sagt hvad jeg tænker. Nu har jeg forsøgt lidt. Adr. Væmmes over mig selv. Men det er måske ikke min egen væmmelse. Tror det er hendes væmmelse. Jeg ved hun ikke kan lide mine ord. Derfor føles det også hensynsløst at dele. Men jeg gør det ikke for at gøre ondt på hende. Men hvis det gør ondt på hende, er jeg så ikke lige så slem som hende. Og så burde jeg fjerne det. Slette opslaget. For ellers er det mig der udøver psykisk vold mod hende. Og jeg vil ikke være dét menneske. Vil ikke opføre mig sådan. Og så er jeg bare tilbage til at være stille, midt i en reaktion på noget jeg aldrig kan tale om.

9 notes · View notes