#jeg har følelser

[ordbog]

jeg tror faktisk ikke at jeg /ikke/ har følelser, jeg tror bare at jeg ikke har de følelser jeg føler jeg burde have på specifikke tidspunkter, fordi jeg ikke kan mærke, hvad det vil sige, at have mine egne behov. tror nogle gange jeg har følt "jeg burde elske en person" i stedet for "jeg elsker ikke denne her person" og så givet mine følelser skylden, i stedet for at indrømme at jeg ikke elsker denne her person. jeg tror aldrig rigtig jeg har vidst, hvad jeg føler meget af tiden, og dermed har fået mig til at handle på fuldstændig forkerte ting, fordi når man ikke kan kende foreskel på følelser, hiver man bare hvad end ud, der blusser mest frem og giver mest mening ift hvad der er forventet, uden egentlig at kigge ordentligt på det

[anonymiskabet]

💕 U P D A T E 💕

jeg havde egentlig tænkt mig at det her skulle have været en hel anden slags update.

lad mig starte med den store nyhed: R og C havde sex sammen for første gang for lidt over to uger siden. efter den første gang var de sammen hele natten - og de mødtes igen den efterfølgende aften for at spise mad sammen og knalde to nætter i træk. måske updater jeg jer om deres sexliv senere, men at de to skulle være sammen har været længe undervejs.

i starten synes jeg at det var det vildeste, frækkeste og mest spændende i hele verden (det gør jeg stadig btw). jeg var helt ustyrlig de første par dage. tanken om dem sammen var bare så … aaaargh 🥵🥺

nu hvor jeg er faldet lidt ned igen, er jeg begyndt at overveje mange ting som jeg ikke havde tænkt på før. jeg er begyndt at tænke på hvad R+C betyder for R+mig i forhold til tid, følelser, fremtidsplaner osv.

f.eks. har R har normalt lavere sexdrive end mig. men nu er hans opmærksomhed splittet mellem to piger. samtidig har R og jeg længe snakket om at flytte sammen på et tidspunkt. men nu hvor R og C ses, så ved jeg ikke hvad der kommer til at ske med det. skulle de så ses hjemme hos mig? og have sex i min seng? i starten tænkte jeg "oh god, yes!". nu er jeg lidt i tvivl. måske jeg alligevel godt kan lide at noget er helligt. såsom min seng. eller vores lejlighed.

den slags følelser er jeg gået rundt med de seneste par uger, og min usikkerhed er vokset. det sjove er, at jeg stadigvæk er helt okay med at de er sammen seksuelt. jeg er faktisk mega glad på deres vegne, og jeg kan forstå at de også er meget kompatible. jeg tror bare, at alt det logistiske og "voksen-agtige" har overtaget mine følelser en smule.

i går aftes mødtes jeg så med C, og det var alt jeg havde brug for.

min snak med C

vi mødtes sent, og vi nåede faktisk ikke at være sammen særligt længe før jeg begyndte at åbne op.

jeg var meget ærlig og følelsesladet. jeg føler faktisk at min tone var en smule nasty, nu hvor jeg tænker tilbage. hun blev obviously lidt forbavset, men hun forstod meget hurtigt hvad mine bekymringer drejede sig om. jeg sagde at jeg ikke er jaloux på at de ses, kysser, boller, whatever - jeg er bare usikker på hvad det betyder for "R og mig". jeg begyndte at græde lidt, og hun holdt om mig og trøstede mig. hun var så god til at lukke alle mine bekymringer ned.

hun tog mig i hænderne, og sagde at R's og mit forhold kommer i første række, og at det jo er ham og mig, der sætter grænserne sammen. hvis R og jeg flytter sammen, er det os der bestemmer, hvad der sker. og at det jo er R's og mit forhold, så det er os der sætter reglerne. det lyder meget obvious, men jeg tror bare jeg havde brug for at nogen fortalte mig det, og det betød så meget for mig at det kom fra C.

de seneste par uger har jeg tænkt, at det hele ville have været meget nemmere, hvis R bare havde været sammen med en stranger i stedet for. men så havde jeg aldrig fået den her åbenhed og kærlighed fra "hans partner". en stranger ville aldrig have holdt om mig, kysset mig på panden, sagt at hun forstår mine bekymringer, sagt at hun vil gøre alt for at hjælpe mig af med dem, fået mig til at smile, fået mig til at grine, krammet mig, tørt mine tårer væk, eller sagt at hun elsker mig.

min nat og morgen med C

før vi nåede hertil, var det nået at blive virkelig sent. C spurgte så, om jeg ikke ville blive og sove hos hende i nat, og det ville jeg gerne.

jeg lånte noget tøj at sove i. hun plejer at sove i oversized t-shirts, så på mig var det oversized oversized.

vi har puttet rigtig mange gange sammen, men den her gang var bare så anderledes. jeg følte mig meget, meget tryg. vi spoonede og snakkede om alt mellem himmel og jord. det meste handlede dog om fremtidsplaner, usikkerheder og livet generelt. vi lå og grinede i mørket og holdte om hinanden og holdte hinanden i hænderne ❤️

efter vi vågnede lagde vi os i ske igen, og jeg var store-ske. jeg sagde direkte til hende, at jeg altid har været mega jaloux på hende: hendes krop, hendes udseende, hendes væremåde. sagde endda at hun var alt det jeg ikke var.

vi havde faktisk en virkelig god snak. jeg åbnede op for alle mine fysiske usikkerheder. at jeg altid har været jaloux på hendes bryster, hendes røv, hendes hofter, hendes lår, hendes læber, hendes bryn og øjne, osv. osv.

og det sjove er: hun har altid været jaloux på min mave og slanke figur, mine tynde ben og arme, mine små bryster og min lille røv. faktisk de fleste af mine allerstørste usikkerheder.

girlhood i guess 🥺

mens vi snakker tager C min hånd og siger: "her, mærk mine bryster", og får mig til at holde og klemme hendes bryst lidt uden på trøjen. så løftede hun op i t-shirten og jeg mærkede hendes mave

det endte med at vi begge sad op i sengen og nussede hinandens ben og maver, mens vi snakkede om hvad vi elskede ved hinandens kroppe lol. sådan: "jeg synes bare min mave er for blød", hvor jeg var sådan "neej, jeg ville ønske min var sådan, og at jeg havde den slags former". hun sagde hendes bryster hang for meget. jeg sagde at mine ikke hang nok lol.

btw, vigtigt at sige: det var ikke seksuelt på nogen måde. bare sådan… informativt/lærerigt? hvis det giver mening. jeg har været sammen med en pige før, men hun lignede måske for meget mig til at jeg kunne "lære noget" (+ jeg havde andet i hovedet dengang lol). selvom jeg er bi, og C er den flotteste kvinde i verden, så er jeg sjovt nok ikke rigtig tiltrukket af hende seksuelt. "i don't wanna be with her, i just wanna be her" i guess.

vi plejer ikke at skifte tøj foran hinanden, men det gjorde vi så her til morgen. havde kun set C helt nøgen en gang før, og wow hun er så flot. komplimenterede hende ofc, og hun fortalte at eftersom hun ikke havde været sammen med en fyr i næsten to år, havde det dræbt hendes selvværd en del. hun fortalte at R virkelig havde repareret hendes selvtillid og sexlyst.

vi snakkede om hvorfor hun ikke havde været sammen med nogen i den periode, og om hendes selvtillidsproblemer. jeg kunne relatere så meget, og det gjorde også meget for mig at høre at den smukkeste kvinde i verden har samme problemer som mig. om fyre sagde hun at selvom hun aldrig havde haft en decideret dårlig oplevelse før R, havde hun aldrig rigtig haft en god oplevelse før R.

C droppede lidt en bomb og sagde, at ja, hun synes R er vildt sød og flot, men at hun kun rigtig turde overveje at være sammen med ham, fordi hun vidste, at det var mig der havde åbnet op for idéen, og at jeg ville være der som støtte omkring hendes første seksuelle partner i næsten to år. "jeg føler mig meget sikker med ham, fordi jeg ved, at du har god dømmekraft og ved hvad der er godt for mig". jeg blev mega rørt.

C sagde også sådan: "jeg synes vi skal prøve at være nøgne sammen noget oftere. tror det er godt for vores selvværd". jeg grinede, men jeg gav hende også ret 🥹

mine sidste tanker

nu er jeg så hjemme igen.

efter mit besøg har jeg fået det så meget bedre med mig selv og med mine bekymringer. og jeg føler mig også endnu tættere med C. hvem havde troet at vores forhold skulle blive bedre af at hun kneppede min kæreste? lol.

jeg har indtil videre haft lidt svært med at bringe mine bekymringer op for R. har været lidt nervøs, nok uden grund. men efter min snak med C bliver det hele meget lettere. og så er der næsten ingenting at snakke om længere. jeg føler at mine bekymringer er ægte, men fordi jeg har R og C, så ordner alt sig gennem deres fantastiske kommunikation og kærlighed.

og så en detalje jeg synes binder det hele sammen: jeg fik OGSÅ en tandbørste af C, fordi jeg ikke havde min egen med. så nu står der tre tandbørster hos hende: hendes, R's og min ❤️

[litteraturhistorikeren]

Min kæreste og jeg har haft et nyt skænderi. Vi fik talt om tingene sidste weekend, men i går fortalte han mig, at han har inviteret sin eks med til midsommer næste weekend. Så mens jeg tager til Danmark for min eksamen, skal han sove i telt med hende hele weekenden. Hende han var mig utro med for to uger siden. Jeg smeltede helt ned i går. Han sagde, at jeg har vidst, han var poly helt fra begyndelsen. Jeg sagde, at det her ikke handler om at være poly, det her handler om ikke at respektere mine følelser. At han igen gør, hvad han vil, sprinter 100 km/t og forventer, at jeg følger med. Jeg har brug for tid, tålmodighed, og det giver han mig ikke.

Hold kæft, nogle uger jeg har haft.

En spontan abort for en måned siden, et regelbrud i vores forhold for to uger siden, og om en uge skal jeg så være i Danmark til eksamen og tænke på, at min kæreste sover i telt med hende, han var mig utro med, da han kyssede hende foran mig og brød en regel i vores forhold.

Jeg ringede til en veninde tidligere og forklarede hende det hele. Jeg begyndte at grine, fordi det simpelthen er så absurd

[falskeforventninger]

MEN nu sidder jeg bare i en solstråle i haven og glæder mig mere og mere over mit liv og måden jeg har formået at skabe min tilstedeværelse på. alt er faktisk helt okay. jeg har dejlige mennesker omkring mig - ikke flere end jeg kan rumme. jeg er i et fag som jeg elsker og jeg kan se alt det gode omkring mig. så er det pludselig også meget nemmere at være bagklog og forholde sig til sine følelser <3

[etfortabtsind]

JEG ER EN FUCKING TABER OG JEG ER SÅ FUCKING TRÆT AF DET

jeg er en mand i mine 20’ere, som opfører sig som et barn. jeg er en voksen mand, som knapt kan rejse mig fra sengen, og som skal tage tilløb til at redde den når jeg endeligt får rejst mig. hvor sølle er jeg ikke lige, når jeg kan ikke rengøre min egen lejlighed. mine altaner har lignet lort siden nytår, men jeg lukker mine øjne når jeg går forbi. jeg kan ikke vælge den sunde løsning over den nemme løsning. jeg er syg i flere uger af gangen, minimum en gang om måneden, og det er så pinligt. jeg går 300 skridt om dagen i gennemsnit, og ikke i længere ruter end ud til min bruser. jeg vasker først mit tøj, når kurven er overfyldt, og jeg bruger det forkerte vaskemiddel hvis jeg ikke har mere af det rigtige tilbage. jeg bestiller wolt fra meny, på trods af det vitterligt tager 30 sekunder at gå derned. jeg spiser kun en gang om dagen, hvis det overhovedet sker - og ikke hvis jeg skal løfte en finger. jeg drikker for lidt vand, og jeg sover for dårligt. jeg svarer for langsomt, og jeg ignorerer alle indtil jeg er nødsaget til at afvise - også dem jeg elsker. jeg skjuler mine hemmeligheder, især de største. jeg er alt for clingy, og jeg er pisse irriterende. jeg kommer for sent til de enkelte aftaler, som jeg ikke kan aflyse, fordi jeg er tvunget til at komme. jeg sover over mit vækkeur, og jeg ignorerer dine opkald. jeg finder på dårlige undskyldninger, som egentligt slet ikke er sande. jeg glemmer at hilse, og jeg dræber stemningen. jeg glemmer at købe hvad du bad mig om, og jeg har ikke fået hentet dine pakker, selvom jeg kørte lige forbi. jeg køber din fødselsdagsgave på dagen, eller bruger undskyldningen at den ikke nåede frem hvis jeg har glemt det.

jeg tjener en fandens masse penge, som jeg på ingen måde har fortjent, og jeg udnytter andre folks motivation - for så at bruge dem på dumme ting. jeg tanker først min bil, når nødlampen blinker, for jeg orker simpelthen ikke at holde ind i 3 minutter. jeg vejer alt for meget, og jeg dyrker ikke motion. jeg har ingen muskler, og jeg bilder mig selv ind at min krop bare er anderledes og ikke er i stand til at have dem. jeg ryger for mange cigaretter, og bruger det som undskyldning for at være træt. jeg stirrer ud i luften og tænker om natten, men bilder folk ind at jeg knokler når de spørger hvorfor jeg ser så træt ud. jeg lyver for alt og alle, og jeg er ikke til at stole på. jeg lader mit vasketøj ligge lidt for længe i vaskemaskinen, fordi jeg er for fucking doven til at hænge det op. jeg udskyder min frisør-tid, jeg plukker ikke mine øjenbryn og jeg møder op til tandlægen på den forkerte dato. jeg betaler mig ud af de mindste problemer, og bestikker dig til at gøre dumme ting. jeg lover guld og grønne skove, og leverer ikke andet end skuffelser. jeg er altid forkert på den, og jeg tager altid fejl. jeg gemmer mig bag forskellige brugernavne, og bruger min skærm som et skjold. jeg spiller alt for smart, og jeg har intet at have det i. jeg udskyder vores middag, fordi jeg ikke kunne orke at støvsuge i dag. jeg er bange for at snakke, og jeg fejer alle spørgsmål væk med et kort og simpelt svar. jeg tør ikke møde dine venner, og jeg tør ikke at ringe til lægen. jeg ryster når jeg møder op, og du vil altid føle at jeg ikke bryder mig om dig. jeg skriver mine tanker og følelser ned, fordi jeg ikke tør snakke om dem. jeg ødelægger mit liv, og jeg lader det gå ud over dig.

nok er nok. jeg er træt af at være en taber. jeg er fucking færdig.

[soelvfisk]

Den ser forladt ud. Og samtidigt ligner den sig selv, hver gang jeg kører forbi. Lejligheden. Bjergets hjem. Den ligger på vej mod min psykiater. Den ligger på vej mod centrum. Som et uundgåeligt fortidslevn, der beviser at det hele skete. At Bjerget findes uden mig.

Jeg drømmer om at eksistere trygt. Det kan være svært, når man har mange utrygge minder, der dagligt hjemsøger én. PTSD er et spøgelse på den måde. Og ingen sød person kan redde mig fra det. Heller ikke mine forældre. Det er svært at acceptere. Men jeg forstår det. Når jeg er trigget, får jeg brug for space til at regulere mig selv. Når andre er i nærheden, regulerer jeg mig efter dem. Det er ikke min egen ro, jeg finder ind til. Og jo længere tid jeg kun kan blive rolig i nærheden af andres ro, jo dårligere bliver jeg til at være alene og jo mere tillid mister jeg til mig selv. Jeg internaliserer andres følelser, fordi de pludselig er ansvarlige for min trivsel… så jeg føler mig ansvarlig for deres. Retfærdigt, tænker jeg… uden at det overhovedet er retfærdigt.

Jeg synes det er hårdt at erkende, fordi det lyder ensomt. Jeg skal have plads til at trøste mig selv. Jeg ved godt hvilke tårer, der har noget at gøre med min sorg og hvilke tårer, der har noget at gøre med mit hjerte. Det kan være svært for andre at se… forståeligt nok. Gråden, der kommer fra så mange steder i kroppen. Gråden, der kommer fra så mange steder i livet. Jeg kan ikke formidle det på andre måder. Jeg har brug for at græde alene. Det er min måde at ære mig selv. At være mig selv. Efter at have oplevet ting der ikke rummede mig.

Bjerget havde færre tårer end mig. Og jeg var kun alene, når jeg følte mig forladt. Det er dysregulerende for mig. Min dysregulerede hjerne begynder at tolke mine omgivelser på dysregulerede måder… som om den gennemgår en traumatiseret facitliste… hvor alt resulterer i livsvarig smerte. Håb udryddes, som en barnlig naivitet og mine lunger klapper sig sammen. Gisper efter luft, som min krop ikke har plads til. Mine skuldre, der låser sig… indtil min krop er én stor knude. Den vil have at jeg skal græde. Den vil have at jeg skal skrige. Den vil ikke røres ved eller tales til. Den vil ikke ses af andre end mig. Den skriger på mine egne kærtegn. Den skriger efter min egen ømhed. Min egen opmærksomhed. Min egen ro. Den kræver at jeg har tillid et eller andet sted i mit indre… tillid til at jeg kan sortere i hvad der er konstruktivt lige nu. Og når ikke jeg har den slags tillid til mig selv, ender jeg med at træffe dårlige valg og føle mig uduelig og håbløs.

Jeg skal bo et sted hvor det er oplagt at passe på mig selv. Jeg skal aldrig tilbage til Bjergets lejlighed. Aldrig tilbage til Stenen. Aldrig tilbage til den her kælder, når først jeg er ude.

[overtaenkendebarn]

hvorfor vågner jeg nu ! skal lige siges klokken er lidt i 05:00 og jeg ligger alene på mit værelse.

er tbh træt af at sove alene, men tanken om rent faktisk at sove med en, kun for at have den mest cute aften og bruge de næste 27 dage på kun at tænke på det. nej tak, har vi gjort for mange gange før.

sjovt hvordan ting der engang bragte en glæde, bare ikke er worth the pain længere.

for 3 år siden havde jeg gjort det om og om og om igen, selvom jeg efter hver eneste gang, har grædt tykke tårer. levede i en periode hvor jeg satte pris på oplevelser frem for, idk mit mentale helbred ig. selvom jeg virkelig oprigtigt kan huske hvordan det bragte mig glæde, spænding og ikke mindst, en helt rutsjebanetur igennem tanker og følelser. til sidst stoppede det bare med at veje op, tror jeg.

jeg elsker at møde mennesker, kan dog ikke lide at sige farvel. ved godt det lyder wildin at sige, at et farvel, til en du knapt nok kender, kan være hårdt men som sagt, så elsker jeg mennesker. når jeg først har mødt dig og vi har åbnet os op overfor hinanden, så er jeg helt sikker på jeg aldrig møder en som dig.

erstatninger af folk er ikke eksisterende for mig. hvert eneste individ jeg møder på min vej er helt og særdeles specielt, så selvom i wish og det helt sikkert havde gjort det hele meget nemmere, så er der kun en dig: du siger farvel, jeg bliver nød til at ligge dig i glemmebogen, som jeg kun besøger til tider for at mindes det hele og føle det vi engang skabte sammen.

fordi føler jeg det hele tiden, velvidende om at du ikke gør. just hurts to much in the run.

nu har jeg lovet at passe på mig selv og ikke udlevere mig selv til hver eneste person jeg møder på min vej. husk ikke alle mennesker er som dig.

ikke at jeg er den bedste eller at det altid er en dårlig ting, tror bare jeg er født under en uheldig stjerne, fordi jeg møder aldrig helt en som kigger på mig, ligesom jeg kigger på dig.

[corvid-language-library]

Dette er kanskje den tredje gangen jeg har trukket begerens ti denne uka. Det passer i dag siden jeg skal snakke med broren min og niesa mi på videochat om en time. Jeg gleder meg!

Visste dere at jeg leser tarot? Jeg tror jeg har snakka om det her før. Jeg tror ikke det spår framtida eller noe slik tull, men jeg synes det kan være et nyttig redskap for å utforske dine følelser, ønsker og frykter, og kanskje gi deg muligheten til å betrakte situasjoner fra nye vinkler. Det å trekke begerens ti spår ikke at jeg skal ha evig lykke med en A4 familie; det minner meg bare at familien er en kilde av lykke. Det minner meg å se opp i himmelen og søke etter regnbuer, og så peker dem ut til folk jeg er glad i når jeg finner dem. Det minner meg at lykke finnes både utendors og innerst i hjerte. Det minner meg at det er viktig å skape gode minner sammen med folk jeg setter pris på. At det er kun når det regner at regnbuer finnes.

Hvilke følelser påkaller dette kortet i deg?

[oestvind]

Jeg har besluttet mig for kun at date folk som virkelig behandler mig godt. Gider ikke settle længere for folk som behandler mig som om at jeg ikke har andre muligheder end dem. Jeg vil gerne prøve at blive behandlet som man ser i film og læser i bøger, selvom det virker urealistisk. Jeg er blevet alt for glad for mit eget selskab og på trods af at et forhold kunne være nice så gider jeg ikke sårer mine egne følelser eller lade et andet menneske give mig mindreværdskomplekser.

Idag var jeg på vej på date og jeg er i lidt god tid hvor vi har aftalt at mødes, og jeg tænker det er okay fordi i mit hovede hvis du skal hente en date så er du i god tid og hvertfald ikke forsinket, men han kommer ikke til tiden. Jeg venter 5 minutter og skriver til ham om han er forsinket. Han svarer ikke. Efter 10 minutter så går jeg. Så sender han et billede af hvor han holder. Jeg skriver at jeg er gået og at jeg ikke synes det okay at man kommer forsent, synes det okay af mig taget i betragtning af at han bor 10 minutter fra mig hvilket betyder han er kørt hjemme fra EFTER at klokken var det tidspunkt vi aftale at mødes. Nænæ, så tog mig selv på date og gik en lang tur.

[litteraturhistorikeren]

Kokken giver mig ro. Vi havde en skøn Netflix & chill date lørdag, og dagen efter havde jeg en god snak med min kæreste om mine følelser, når han tager stoffer. Nu er der Vappu i Finland - de går helt amok før 1. maj, fest overalt, jeg er vild med det. Jeg er… glad. Måske er det okay, at jeg bare er glad og ikke overtænker for en gangs skyld. Jeg er sammen med gode venner, jeg er så forelsket i den skønneste mand, og jeg er begyndt at date en ny mand, der også virker virkeligt skøn. Måske kan jeg tillade mig bare at være glad. Måske er der ikke et glasgulv denne gang, der truer med at give efter under mig. Måske er jeg ved at bygge et godt grundlag for et liv, jeg aldrig havde forudset. Men et liv fuldt af kærlighed, hvilket er dét, jeg altid har ønsket

[greaseonmymouth]

"I posen er to spandauere, en håndværker med rejeost til Carl og en grovbirkes med smør og ost til Assad. Carl spiser sin håndværker stående, tror ikke han kan rejse sig igen hvis han sætter sig. Han tager låget af sin kaffe og stiller den i mikroovnen, et minut så burde den være varm igen."

måske "DVD commentary" om scenen med deres domestic fluff og mad/kaffe valg i "Iskaffe?"

!! det her bliver lidt en lang post fordi du lige ramte kernen i hele serien. :') jeg vil prøve at gøre det så kort som muligt.

du skal lige forstå om mig først at jeg generelt har en ting om mad når jeg skriver - det er en form for smutvej til at skrive om følelser. det hænger nok sammen med den måde jeg er vokset op på, min familie elsker at bage og lave mad til hinanden og det er den måde vi fortæller hinanden at vi holder af hinanden. vi er ikke gode til at sige til hinanden (og slet ikke højt) at vi elsker hindanden - så det er bare mad, hele vejen. vi ved hvad hinanden kan lide og vi samles om mad, hver gang, hvis ikke vi bare lige smutter forbi hindanden med noget vi har bagt osv. (eller, det vil sige, mine søskende gør, fordi jeg nu bor i et andet land og ikke bare lige kan komme forbi.)

noget af det allerførste jeg lagde mærke til den første gang jeg så filmene jeg ved ikke hvor mange år tilbage, er at Assad stort set aldrig taler om sig selv. vi ved næsten intet om ham. men noget af det første han gør når han møder Carl er a) tilbyde ham kaffe b) lave kaffen mildere til Carl næste gang c) tage ham med på sin yndlingsrestaurant hvor han spiser hver dag. han prøver at skabe et venskab eller et partnerskab eller et eller andet form for forhold til sin nye chef/makker igennem mad. det er vel også den mest socialt acceptable måde at gøre det på, på en arbejdsplads i Danmark når man ikke kender hinanden (idé: en fic hvor Rose prøver at skabe en kageordning i Afdeling Q og det falder fuldstændig fra hinanden allerede første gang.)

den restaurantscene har jeg set så mange gange nu fordi jeg bare VIL forstå hvad der foregår. Carls reaktion 'du spiser her hver dag?' skeptisk? forundret? uforstående? fordømmende? Assads modreaktion 'de har også salat' som om det var en joke, som om han måske føler sig lidt dømt. hvorfor spiser han der hver dag? har han ingen familie at spise med? har han aldrig lært at lave mad? der er nok rigtigt mange måder at tolke den scene på, men jeg vælger at tage a b og c som tegn på at Assad gerne vil være venner i det mindste, han giver Carl små bidder af sig selv (og får så ingenting tilbage...i hvertfald til at starte med)

Carl ved vi er et vrag af et menneske som ikke kan finde ud af at snakke om sine følelser (ærligt) til andre mennesker. han ringer til Vigga fordi han bare lige vil høre 'hvordan det går'. han bliver overrasket over at Jesper gerne vil bo hos ham nogle dage, og virker ikke rigtigt som om han kan håndtere det. i Fasandræberne når Jesper vækker ham er han stadig overrasket over at Jesper er der, selvom det nu efterhånden må være et godt stykke tid siden skilsmissen! og så - mega vigtigt i mine øjne - vælger Carl at anerkende det ved at spørge om de ikke skal spise middag sammen. han vil endda købe ind! de skal lave mad sammen! (at han så ender med at spise sammen med Assad på hans yndlingsrestaurant i stedet er så en anden sag) og til sidst i filmen ser vi ham banke på Jespers dør med forsoningsøl fordi han kludrede i det og han vil jo gerne Jesper. Carls reaktion på Kimmies stedmor som ikke gad hende tror jeg har ramt ham dybt. så det har jeg selvfølgelig låst mig fast på, at måske Carl lider af samme fejl som jeg og min familie og vi simpelthen bare...vælger at udtrykke vores følelser igennem mad i stedet for at sige det højt.

nu kommer vi så til stykket! 

Baklava skulle have været en meget længere fic men jeg stødte ind i det problem at de to halvdele af den ikke rigtigt passede sammen. Den er fra Assads synspunkt og handler rigtigt meget om den tvivl jeg forestiller mig han føler om hans og Carls forhold efter at Carl har været på sygeorlov i nok en hel del måneder uden at give lyd fra sig og uden at tage telefonen når Assad ringer, især hvis man antager at de var sammen inden og nu måske ikke er det. og han føler sig såret også fordi Carl er så udreagerende hele vejen igennem Flaskepost fra P. Assad går meget varsomt om Carl hele første halvdel af filmen, det er først efter det der med walkie talkien han ligesom begynder at slappe af igen synes jeg? så det jeg ville med Baklava var at få dem tilbage til et punkt hvor de godt kunne finde sammen igen. Og når så jeg havde gjort det, skulle der være noget domestic fluff og kissemissen og hvad ved jeg, men det hang bare ikke sammen. Så jeg afsluttede der hvor Assad tager beslutningen om at lukke Carl ind igen i sit følelsesliv: "Tag tøjet af, siger Assad og slår dynen til side." og gik så videre med næste fic i serien.

Iskaffe er den anden halvdel af Baklava, men efter jeg fandt ud hvorfor jeg ikke kunne få det til at virke første gang (første skridt var at skifte synsvinkel og starte forfra). I forlængelse af Baklava, hvor vi kort ser at Assad ved at Carl hader oliven: "Assad sætter sig ved siden af ham, og tager de oliven som han ved Carl ikke gider spise, og giver ham i stedet kibbeh fra sin egen tallerken." - altså jeg tænker jo at fordi de har kendt hinanden i en del år på det her tidspunkt, må de have en idé om hvad hinanden kan lide at spise! vi ser dem ikke spise sammen ofte i filmene, men filmene viser dem jo heller ikke ofte i hjemlige situationer. det var det her kendskab til hinanden jeg gerne ville afspejle, men fra Carls synsvinkel.

Så: Carl har googlet sig til hvornår Ramadanen slutter så han kan foretage sit smoove og tage Assad på sengen. men! han har også tænkt så langt at han har bestilt en kaffe som han ved Assad kan lide (stærk kaffe, med sirup - bare min headcanon men jeg forestillede mig efter Carls ansigtsudtryk i Kvinden i Buret at Assad laver stærk tyrkisk kaffe, som jo er ufiltreret og forholdsvis sød fordi den koges med sukker). I forhold til morgenbrød - jeg må kort afsløre at da jeg gik i gymnasiet arbejdede jeg to år i den lokale familieejede bager, så jeg ved hvordan wienerbrød og morgenbrød bliver lavet. franskbrød og morgenbrød er lavet på den samme dej, den eneste forskel er størrelsen, formen, og om der er birkes på (og om det er blå eller hvide birkes) eller ej, så jeg synes det er lidt sjovt når folk synes det ene eller andet smager bedre når det er nøjagtig samme brød :D nå men spandauere solgte vi langt de fleste af så det tænkte jeg var meget normalt Carl havde valgt sådan to fremfor kringlestykker eller hindbærsnitter eller noget andet.

tilbage til morgenbrødet. man kunne også for en ekstra skilling få smurt morgenbrød hos os så det går jeg ud fra man også kan hos andre bagere. hvis du ikke har prøvet grovbirkes med smør og ost - og helst en forholdsvis moden ost, som fx blå eller sort klovborg - så går du glip af noget her i livet min ven. det er min yndlings og jeg valgte det til Assad udelukkende af den grund. (jeg tænkte også lidt at fordi Assad ligesom jeg ikke er dansker, ikke har det samme forhold til dansk morgenbrød som en dansker har så han måske også ligesom mig vælger det lidt mere utraditionelle fordi han jo ikke er vokset op med rundstykker, jordens meste kedelige morgenbrød (sorry).) Jeg tænkte også at Carl og Assad har på det her tidspunkt i deres forhold spist morgenmad sammen ofte nok til at Carl ved hvad han kan lide fra bageren, og valgte ud fra det. han har jo en Plan om at få Assad tilbage, han har taget de sikre valg!

Til Carl havde jeg oprindeligt valgt rundstykke med ost og skinke, men så tænkte jeg, nej, han er jo taget ud til Assad fordi han vil have him tilbage, han er ikke dum nok til at putte hamburgerryg på sit rundstykke. der er ikke nogen muslimer jeg kender der vil blive fornærmet over at jeg spiser bacon foran dem, så det er ikke sådan det skal forstås, men mere i retning af, denne morgen vil Carl ikke begå et eneste fejltrin. Han vil simpelthen ikke risikere at Assad bliver skuffet eller ked af det eller smider ham ud. Jeg forestiller mig også at han er meget bevidst om at hans bemærkning i Flaskepost fra P om at Assad aldrig ville opleve stegt flæsk med persillesovs var meget sårende. Hans ordvalg her er også interessant, fordi han kunne jo have sagt flæskesteg med rødk��l, eller bare bacon for den sags skyld, men han valgte en dansk ret som jeg ville betegne som meget mere traditionel dansk end flæskesteg. det fortæller mig lidt at Carl nok er ret meget kartoffeldansker og godt kan lide ganske almindelige danske ting, så derfor blev det rejeost, som jeg har svært ved at forestille mig en mere dansk ting at smøre på sit morgenbrød. (rejeost er sjovt nok også en af de få danske oste du kan få i scandikitchen her i London.)

Og til sidst: grunden til jeg valgte det skulle være en håndværker i stedet for et rundstykke var KUN fordi jeg tænkte at den måtte være svær for google translate at oversætte og jeg meget trodsigt ikke ville gøre det nemmere. jeg skrev på dansk; jeg ville gerne gøre det så dansk som muligt, så. derfor blev det en håndværker med rejeost til Carl.

og til aller sidst: jeg kender kaffesnobber som aldrig nogensinde kunne finde på at varme deres kaffe i mikroovnen og hellere hælder den ud i vasken for så at lave en frisk kop kaffe til sig selv, men jeg kender også folk som er skideligeglade fordi kaffe bare er kaffe og den skal drikkes varm. så hvis de ikke når at drikke deres kaffe før den bliver kold så ryger den en tur i mikroovnen. den sidste synes jeg er mere Carls stil. :D

og til aller aller sidst: jeg havde ikke planlagt fra starten at der skulle være en serie, men da jeg tog beslutningen om det og skulle finde en titel fordi ao3 vil jo gerne have man giver serier en titel...jeg havde intet andet valg end at kalde den afdeling q men det handler om mad i stedet for mord :'D fordi. kernen i serien er. det handler om mad :'D i stedet for følelser mord :'D

...det var så det om MAD, men noget andet jeg også rigtigt gerne ville vise med Iskaffe (og Ingefærte) er at når man har været sammen så mange år, så kender man hinanden rigtigt godt og man har etableret nogle rutiner og et indbyrdes sprog/forståelse for hinanden. så da Carl fik ondt i ryggen var det ikke en overraskelse for nogen af dem, det er sket før, de kommunikerer om det (en af de få ting de kan finde ud af at kommunikere om? :'D), de har en rutine. de har slet ikke et gnidningsfrit forhold, men nogle ting må godt være gnidningsfri, hvad er pointen ellers? :) de hjemlige scener er der hvor jeg giver dem lov til at læne sig op ad hinanden og udvise lidt ømhed og omsorg for hinanden, fordi når de er på arbejde er der ikke plads til det.my fi

[soelvfisk]

Nu er jeg overvældet og færdig med dagen. Klokken er 17 og selvom det kun er mig og hund i en hytte, er der altså sket rigeligt. Gider ikke engang remse det op. En masse med ord. At få svaret på ubesvarede beskeder… hvilket kræver MEGET. Og der er stadig en masse tilbage. Men wow… ene fine ting. Ene søde mennekser, der har måtte vente på min notifikation i flere uger og måneder.

Tænker så meget på at jeg slet ikke skal savne Bjerget mere. Det er underligt. Men indså pludselig at han talte så meget til mit indre barns utrættelige behov for at blive passet på… og så passede han ikke engang på mig, sådan som han havde talt om. Ord er ikke nok. Intentioner er ikke nok. Det skuffede os begge to. Men det gør ikke nogen af os utilstrækkelige. Vi skal bare videre. Og jeg skal i gang med at gennemskue de ting jeg var i gang med, dengang jeg mødte Bjerget. Min helt egen stabilitet. Mine helt egne behov. Mine helt egne rutiner. Ambitioner. Følelser. Min krop - som jeg ikke længere skal dele. Bare mig. Skal bare kende mig. Det har jeg haft brug for længe. Og jeg kan ikke udskyde det mere, for det føles ulideligt meget som om, at jeg så forevigt aldrig vil kunne blive mig selv på en holdbar måde. Nu er det NU.

Hund var et forsøg på at trøste mig selv og acceptere min skæbne… manifestere RO ind i mit liv. Virker som en modsætning at skaffe sig en hund så… men… det er meget man ikke kan med en hund. Og de ting man kan uden en hund, får mig tit til at brænde ud. Jeg bliver til en udgave af mig selv, der håber på at mine udfordringer hverken kan ses eller mærkes. Men guess what…:))))) MED HUND BLIVER JEG NØDT TIL AT TAGE STILLING TIL AT JEG IKKE ER PROBLEMFRI. Med hund kan jeg ikke ignorere mine egne behov og lade som om at jeg sagtens kan være spontan og livlig, bare fordi noget i mig så inderligt ønsker at være ung uden også at være syg og udfordret. Jeg må være ÆRLIG. Der er ting jeg vil og ikke vil - ting jeg kan og ikke kan. Og de ting skal jeg også selv lære at kende forskel på!

Jeg lod Stenen få AAAALT for meget magt over mig. Og hun ville have det på den måde… at jeg forevigt skulle stå i gæld. Men det var ikke mit ansvar og har ALDRIG VÆRET mit ansvar, at beskytte hende og forsvare hendes løgne! Bare fordi hun også er et menneske der skammer sig. Hun synes, at hendes skam er mit ansvar, for hvis jeg taler om det der skete og røber hendes hemmeligheder, er det mig der er skyld i hendes ubehag. Automatisk bliver hendes ubehag til noget der er min skyld… selvom det mere end noget andet handler om, at hun GODT VED at de ting hun gør IKKE ER OKAY. Hun vil bare slippe afsted med at gøre ondt på folk, fordi hun synes det er uretfærdigt hvis det skal gøre ondt på hende, hvis hendes adfærd har konsekvenser. I cannot. Jeg vil ikke findes i samme verdens som hende. Men hun har fyldt alt i min verden… og jeg har fyldt intet i hendes. Hun fyldte alt fordi mit liv blev én stor konsekvens af hendes abuse. Og hun sagde at det var min egen skyld, så jeg turde ikke fortælle om det, fordi jeg følte mig som en latterlig hater der bare klynkede og pegede fingre. Jeg skulle have tilladt mig selv at være SÅ FUCKING VRED. At SPRUDLE SOM EN HELVEDES KONSEKVENS-DÆMON OP AD ASKERNE FRA VORES RELATION. SAGT FRA RÅBT NEJ OG FJERNET MIG FRA HENDE OG LEVET MIT BEDSTE LIV. Det var selvfølgelig ikke en mulighed og det er jeg nok stadig i sorg over. Især var jeg i sorg dengaNg jeg troede, at nu var det alt alt for sent at være vred. Pff. Girl. Det er ikke for sent. DET ER PÅ TIDE.

Jeg vil gennemskue en FUCKING MÅDE AT VÆRE VRED OG GLAD OG MIG SELV OG TYDELIG OG HEMMELIG OG SÅRBAR OG STÆRK OG SELVSTÆNDIG OG GENSIDIG. Jeg er færdig med selvopofrende kærlighedserklæringer og identitets-opløsende underdanighed. Jeg vil være en ILD DER BRÆNDER MIT EGET NAVN IND I MIT LIV, SÅ INGEN ER I TVIVL OM AT JEG ER MIN EGEN. Jeg har mig. Jeg er så træt af at være deprimeret og selvmordstruet. Jeg er så træt af at føle at jeg ikke har mig selv…. for depressionen gør det til en sandhed. Derfor skal jeg ikke stole på den. Jeg er mere end min depression og det glemmer jeg. Den får det til at ligne, at jeg står med tomme hænder… den får det til at føles som om, jeg ikke kan holde fast i noget… alt der sker bekræfter den… den fodres af mine nederlag… den fodres af alt det dystre fra min fortid og bilder mig ind at min fremtid vil fordoble min smerte. Den maler med tvivl og afsky og sorg henover alt jeg elsker. Den udsletter mig seriøst. Men jeg forstår dens sår!!!! For min depression kan heller ikke overskue noget. Min depression ser ingen mening. Stakkels depression… hvor skulle den få mod og livslyst fra? Den kan tydeligvis ikke opdigte det selv. Men måske den skal forståes? Hvorfor laver du oprør i mit indre, på den her altødelæggende måde? Okay… jamen det kan jeg godt forstå. Du har det hårdt. Hvorfor vil du have at vi skal dø? Okay… jamen det kan jeg godt forstå. Du formidler en håndgribelig ende på lidelsen. Men ærligt - det er ikke os der skal dø. Vi trænger til en løsning vi ikke kan se. Det giver mening. Vi har lukkede øjne. For vi er jo fjernet fra os selv. Min depression har fjernet mig fra mig. Den har lagt låg på min vrede. Pyt med at være glad lige nu - den tager vi senere… men… WOW, hvor er der mange reaktioner der trænger til at SKE! Følelser der skal føles. Uden at nogen opdrager os ud af det med fordømmende ord og opdragende blikke. Vi trænger til at findes. At stemme overens med alt hvad vi er. Jeg har mig. Min depression lyver. Stenen løj. Og jeg er færdig med at have mere tillid til de to, end jeg har til mig selv.

Og intet af det, der er sket, er spildt. Det er så vigtigt. Mit år i hi har været nødvendigt. Jeg forstod det ikke før, men jeg forstår det bedre nu. Jeg er ikke i underlig benægtelse længere. Jeg har ikke længere travlt med at hele for andres skyld. Det giver mening at jeg er udmattet. Jeg skal gennemskue et liv der tager hensyn til, at jeg er udmattet. Jeg er nok - også selvom jeg er forandret. Jeg skal ikke blive hvad jeg var før. Jeg er allerede sket. Nu skal jeg bare se det uden sorg og dom og ærgelse og ængstelighed. Behøver ikke være stolt. Men jeg trænger til at værne om min virkelighed, istedet for KONSTANT at fordømme den og mig selv. Jeg gør virkelig hvad jeg kan. Selvom jeg ville ønske jeg kunne mere. Det betyder ikke at jeg ER utilstrækkelig. Det betyder bare at jeg har høje forventninger til mig selv. Og set behøver jeg ikke at have lige nu.

Jeg er her og jeg har mig. Jeg følte mig færdig fordi jeg var træt. Jeg var nem at vælte, fordi jeg allerede lå ned. Det giver mening. Det handler ikke om mig der er umulig.

Nu er jeg smadret i kroppen på en helt anden måde, som kalder på the og hunde-nusning. Er så træt jeg ku græde. Det er hårdt at mærke sin vilje, når den har været væk så længe.

[minvaerrehalvdel]

Det er nu mere eller mindre et år siden, at jeg faldt ned på knæ og mærkede en kosmisk balance i alt som eksisterede udenfor og indeni mig (sober). En spiritual awakening, en ubeskrivelig oplevelse, som jeg alligevel prøvede at sætte ord på. Alle det følelser har jeg ikke mærket i lang tid nu, de forsvandt mere eller mindre da hun gik. Den mest fortryllende tid, efterfulgt af de værste da vejret skiftede. Det tog mig et helt år, at komme over en person, som jeg blot havde mødt én enkelt gang. Er stadig mindblown over det. Håber på, at sommeren vækker nogle af de følelser tilbage. Har virkelig brug for dem, nu mere end aldrig før.

[fantasifuld]

Jeg tror, at jeg bliver nødt til at fortælle det her til jer. Ved ikke hvem jeg ellers skal sige det til.

Men jeg var i byen for et par uger siden, og der mødte jeg en fyr. Jeg var virkelig fuld. Men vi havde det grinern, og dansede sådan set bare. Vi førte en meget kort samtale, da vi var oppe i baren. Det var sådan set bare hinandens navne vi fik, og så ville han gerne vide hvor gammel jeg var hahah. Og så var det ellers bare på floor igen, hvor vi dansede med hver vores gruppe. Da jeg er på vej hjem, tager han fat i mig (jeg havde håbet, at jeg kunne snige mig udenom haha). Nå, men jeg er sådan set meget fuld og ret iskold (sådan er jeg tit når jeg er fuld). Så jeg er meget afvisende, og han fisker (efter min tolkning) efter at få mig med hjem. Men det skal jeg jo self ikke. Men for ligesom at kunne slippe af med ham og komme hjem, så giver jeg ham mit nummer. Og i stedet for at give ham et forkert nummer, giver jeg ham mit rigtige (så dumt jo). Nå, men han skriver og ringer der om natten, og jeg svarer meget koldt. Har lige set beskederne igennem igen, og jeg er jo faktisk næsten tarvelig den måde jeg svarer ham på. Tror faktisk bare jeg sur over, at man nu ikke kan have det grinern og have haft det sjovt på floor, uden at fyren tror at man er interesseret i mere. Nå, men han giver ikke op og skriver dagen efter. Der har jeg jo selvfølgelig både fysiske og moralske tømmermænd. Både over for ham og min kæreste. Da jeg ikke føler jeg kan være helt ærlig, så skriver jeg ligesom bare, at jeg ser en. Rigtig dumt endnu engang. Men han tager faktisk alt rigtig pænt. Han prøver stadig at invitere mig ud, men jeg får ligesom hurtigt sagt at jeg ikke kan tage på en date osv., hvilket han forstår. Vi får ligesom forventningsafstemt og er enige om ikke at lægge noget i det. Så vi aftaler at mødes helt chill. På daværende tidspunkt havde jeg været ærlig om, at det kun kunne blive til et venskab, det er vigtigt for mig lige at pointere. Men jeg savner så meget at møde nye mennesker, og endelig var der en som var frisk og ikke havde forventninger om alt muligt. Dog er jeg sådan lidt, det er lidt mærkeligt ikke at have nogle forventninger på den måde som fyr, når man havde prøvet så meget. Der er også nogle andre ting, som fortæller mig, at der er et eller andet med denne fyr. En eks som han ikke er kommet sig over eller sådan noget. Det var hvad jeg havde af fornemmelser ud fra vores samtaler. Men han skriver så en aften, at han skal fortælle mig noget. Og jeg får en klump i maven. Han fortæller så, at han havde en kæreste og forlovede (de skulle giftes til sommer), men at hun på tragisk vis havde mistet livet i efteråret. Puha. Det var noget af en mundfuld, og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. Dog havde jeg det lidt på fornemmelsen, så samtidig var jeg ikke så overrasket. Det er jo så forfærdeligt. Jeg tror slet ikke man kan sætte sig ind i det. Men pludselig gav alting ligesom også mening. Hvorfor han ikke ville lægge for meget i det, hvis vi mødtes, fordi han føler det stadig er utroskab, bare han skriver med mig. Men nu står jeg lidt i en underlig situation. Jeg vil jo ikke trække i land, men shit jeg synes også lige pludselig, at det er en stor mundfuld, og ved ikke om jeg kan håndtere det. Og samtidig har jeg dårlig samvittighed over for min kæreste, selvom jeg ikke har gjort noget. Der er bare så mange tanker og følelser.

[linglinginjapan]

Mandag 15. Mars: 終業式 Avslutningsseremoni

Siste skoledag før vårferien starter! Her er det ingen påskeferie, siden de kristendommen ikke er utbredt her. Heldigvis har de nesten 2 uker skolefri allikevel.

Fikk vite at vi får ny klasse neste år. For meg er det både spennende, skummelt og trist. Mange følelser på en gang. Når jeg endelig følte at jeg hadde begynt å gå ett godt forhold til vennene mine i denne klassen, så får vi beskjed om at vi skal bytte klasser til neste år (etter vårferien).

Ble skikkelig skremt da læreren sa at jeg måtte bli igjen etter skoledagen. «Hva har jeg gjort nå da?», tenkte jeg. Det viste seg å ikke være noe å være redd for da, hun ville bare gi tilbake følelsen av takknemlighet for at jeg ga henne noe på Valentines dagen. Fikk sjokolade.

En av mine beste venner her på skolen Sayo skal bytte skole til neste år. Hun sliter en del fysisk virker det som, så det er derfor hun har vært så mye borte fra skolen i år. Håper hun får en skole som legger til rette for det hun trenger. Er fortsatt trist da, men er ikke sikkert vi hadde kommet i samme klasse uansett.

Trist er kanskje en underdrivelse, jeg ble faktisk ganske sjokket da hun sendte meg melding om det i går. Glad for at hun iallefall sendte meg melding, men ville grine litt der og da. Hun har alltid tatt seg tiden til å snakke med meg, og ventet på meg før vi går til gymtimen sammen (de gangene hun er på skolen). Det er alltid artig å snakke med henne, fordi hun lytter aktivt og viser interesse. Kunne ønske det var flere som henne her. Hun vil bli savnet.

Ny klasse betyr kanskje by lærer til neste år! ;( Vil ikke ha ny lærer da.

[maelkevejen]

De der sange der

Nogle gange falder jeg over tilfældige sange og kommer i tanke om, at de på et tidspunk noget særligt, fordi de mindede mig om en bestemt person - som regel en ekskæreste - og at jeg har haft en hel playliste dedikeret til den her person på Spotify. Jeg bliver lidt ærgerlig over, at jeg har slettet de her playlister, for det ville være skægt at høre dem nu og se, om jeg kan huske følelserne. Jeg mener, det giver mening, at jeg har slettet dem, fordi breakups er “the wooooorst 🎶”, så jeg holder det ikke op imod mig selv eller noget. Det ville bare være skægt at hive dem frem senere. Jeg har fx lige hørt The Pina Colada song, og jeg har en fornemmelse af, jeg engang har skrevet noget ned her om at være ved at brække mig over, at den blev spillet i radioen, fordi den mindede mig om Emanuel, og det gjorde mega ondt. Det er… pudsigt… ? hvordan det slet ikke rør mig nu. Altså det giver god mening, men det er bare en løjerlig tanke. Det føles enormt fjernt. Hvad lå der egentlig ellers på den playliste? Hvad hed den overhovedet? Hvis jeg kender mig selv ret, hed den et eller andet mærkeligt hehe. Jeeeeeg… tror nærmest at hele soundtracket til Guardians of the Galaxy lå på, en masse Vulfpeck (især Back Pocket, bless that song) og sikkert også noget fra Muse’ Drones. Uh, og den der sang han støvsugede til…! Hvad sævens var det nu for en… Jeg ledte Emanuels tag her for at finde den video (Den er i øvrigt stadig vildt skæg) og fik kastet en masse andet gammelt musik i hovedet. Better Together! Åhr, det kan jeg godt huske. Jeg hørte den på vej til toilettet da jeg var ude og spise med mit arbejde (meget romantisk) kort tid efter Emanuel var taget til Tanzania, og den røg direkte på playlisten. Føler det var sangEN. Det havde jeg helt glemt. Og Tårn! Det er virkelig mærkeligt, hvordan det ingenting betyder længere. Eller… er det vel ikke. Og det er ikke fordi, det ikke betyder noget længere, der er bare ikke nogen følelser tilknyttet sangene. Kun minder. Det er spøjst.

Jeg har haft den samme oplevelse med sange, der engang lå på en tilsvarende playliste til Gustav. Den ville jeg ekstra ønske, jeg ikke havde slettet; jeg kan endda huske, da jeg tog tilløb til at gøre det. Jeg ville ikke rigtigt ønske, jeg ikke havde slettet den, for det var det rigtige at gøre, men jeg ville alligevel ønske, at man kunne grave den frem fra et eller andet arkiv. Jeg har nogle sange tingene på en gammel CD, jeg engang gav ham i fødselsdagsgave, og måske (?) har jeg også en gammel I-pod-playliste liggende et sted fra dengang vi sagde farvel til hinanden på efterskolen for… fucking… 13 år siden, hvad fuck sker der 🙃. Jeg ved i hvert fald at der lå noget Saybia på og Drott & Marsk. Ærligt, det er derfor, jeg skriver kunstner og navn på alle sange jeg lægger op, i tilfælde af at videoen forsvinder fra YouTube eller sådan noget, for så kan jeg altid se, hvad det var for en sang.

Jeg…! Kan godt lide at gemme lidt på den slags ting. Lidt på samme måde som at føre dagbog. Det er noiern, hvordan ting bare glider ud af ens hukommelse og bliver til én stor pærevælling af ligegyldighed, jo mere voksen man bliver, fordi tid bare sådan… flyder sammen. Jeg ved ikke, om det lyder fucked, men jeg bliver glad af at falde over minder, jeg troede, jeg havde glemt, og jeg kan genkende, at jeg på et tidspunkt mærkede noget andet, end jeg gør nu, rigtig, rigtig, rigtig meget. At komme i kontakt med de her perioder af mit liv på en meget klarere måde en som et spredt, falmet minde. Det lyder lidt som om, jeg er fyldt 110… men… jaer. Jeg føler, jeg er nødt til at holde lidt fast på mig selv og hvad jeg har været. Ikke fordi jeg ikke er noget nu eller der hvor jeg er nu i mit liv ikke er vigtigt, og heller ikke fordi, jeg skal leve i fortiden, men det er alligevel bare rart at komme i tanke om, at der har været andet. Og at jeg er vokset. På en måde? Hvis det giver mening.

Sidenote: Havde jeg overhovedet nogen sange med Jeppe…? Der er ikke rigtigt noget, der dukker op. Ah! Ja okay, Aerosmith, haha, det havde jeg glemt. Hehe. Åhr man.