#fuck hvor jeg græder

[ilonacho]

i keep thinking abt across the 🕷verse and burst into tears

[maelkevejen]

Jeg ledte efter noget i mine gamle dagbøger fra udskolingen. Jeg fandt det ikke, og var egentlig lidt afholdende i forhold til at læse i bøgerne, fordi jeg er bange for ikke at kunne lide mig selv, men endte med at gøre det lidt alligevel. Og det er faktisk rigtig ubehageligt. Én ting er hvad jeg selv foretog mig og talte om, men en anden ting er at læse, hvordan jeg blev behandlet af min mor. Jeg ved godt, der har været nogle episoder, jeg oplevede som voldsomme, men jeg har egentlig glemt, hvad det præcist gik ud på og har aktivt valgt at tilgive min mor og ikke se tilbage på det for meget (og det er i og for sig relativt ligetil, når man ikke rigtigt kan huske det). Men 2008-Ida oplevede det hele og skrev noget af det ned.

Man skal ikke kalde sine børn for mærkelige. Man skal ikke sige til dem, de ikke er normale og de skal på pigeskole. What the fuck. Jeg var meget udadreagerende og vred, men det er der da ikke noget at sige til - jeg fik ikke den hjælp, jeg havde brug for. Jeg tror ikke, jeg blev set.

Så var der noget med, at jeg var blevet provokeret og rasende af noget, min søster havde sagt og havde slået hende (ikke i orden, det er der ikke nogen undskyldning for) men så har jeg noteret: “jeg ved, de snakkede om mig, da jeg skred. Bagefter kunne jeg høre dem grine. Græder”

“Mor slukkede for nettet (…) så gik ned og satte mig på en stol. Stirrede… hun spurgte ‘hvad ka’ jeg gøre for dig’ i et rigtig surt tonefald. Kan ikke huske hvordan det gik til, men pludselig snakkede vi (diskuterede rettere sagt) og hun sagde at psykologerne sagde (allerede her ku jeg mærke at jeg blev hidsig) at når man slog sine søskende og sin mor (havde revet hende da hun tog fat i mig før) da var man ikke normal. Så blev jeg så vred at jeg kastede Olivers halsbånd efter hende og gik (roligt) op på mit værelse, hvor jeg smækkede døren (to gange). Så ku jeg høre hende komme løbende op af trappen, så jeg skyndte mig at gemme mig bag døren. Men efter et andet skænderi kendte hun gemmestedet og hev mig frem og skubbede og rev i mig for at få mig ned af trappen, mens hun råbte og skreg at hun ikke ville ha mig og jeg sku UD. Jeg græd selvfølgelig og gjorde modstand. Satte mig ned foran trappen og tudbrølede, mens hun skreg at jeg sku udenfor og ud i regnen. Hun tog fat om min hage og klemte og tvang mig til at vende hovedet mod hende. Det gjorde så ondt! X kom ud af badeværelset og sagde ‘ej mor kan du så være lidt sød’. Det lyder underligt, men faktisk lød X ret sur på mor da hun sagde det. Men mor klemte bare videre og hev i min arm, mens hun stadig skældte ud. X: ej mor, hun ligner mig når Z har slået mig! Men mor tog sig ikk så meget af det. Jeg trykkede mig ned mod gulvet og græd. Måske hjalp Xs ord lidt, for mor gik ned igen… mens hun bandede. Så lå jeg der, og opdagede at jeg lå og svedte. Jeg var helt varm i kroppen. Jeg turde ikke flytte mig… X: Gå ind og hør noget musik… eller gå i seng, det plejer at hjælpe… Men jeg kunne ikke flytte mig. Jeg turde ikke. X gik bare rundt på sit værelse. Jeg ved ikk, hvor lang tid der gik, men på et eller andet tidspunkt var jeg inde på mit værelse igen. Jeg aner ikke, hvordan jeg kom op. Skriver med Dina (på) sms. Hun spørger om hun ska hente mig, men jeg tør ikk. Det er gået op for mig, at mor ikk er normal. Normale mødre gør ikke noget, der gør ondt på deres børn. De kalder dem heller ikke smatso. Min mor er ikke normal. Mens jeg skrev her, ku jeg høre de diskuterede om mig nedenunder. Mor og X. Mor græd frustreret, men jeg har ikke medlidenhed med hende. Jeg tager over til Dina imorgen. Mor skrev også en sms. Noget med: hvad kan vi gøre for at få det bedre sammen? Skal vi forsøge at blive gode venner? ELLERS TAK!! svarede ikke på det”

Hvad i… okay jeg vidste godt, der engang havde været en slem episode, hvor min mor prøvede at tvinge mig til at flytte mig og det endte med, at jeg var så chokeret at jeg fik koldsved og noget med en følelse af total afskårethed og forkerthed, og jeg ved, det var den værste episode, men min krop blev bange, da jeg læste det der. Kaldte min mor mig for smatso? Ville hun smide mig ud? Jeg var 13 år gammel, uanset hvor slemt jeg kunne have opført mig, var jeg jo bare et barn…? Jeg var bare et barn…? Jeg skulle da ikke have ansvar for min værges handlinger på den måde. Hvorfor var der ingen, der samlede mig op og trøstede mig og holdt om mig og fortalte mig, at jeg var okay og elsket uanset hvad? Hvorfor fanden var der ikke nogen, der kom og trøstede mig?! Hvorfor sendte min mor mig bare en sms og lagde ansvaret for vores relation over på mine skuldre på den måde - det var da 1000% hendes ansvar i den situation. Jeg var bare et barn!

What the… what the fuck? Jeg har en klump siddende i halsen. Stakkels mit 13-årige jeg. Tænk at blive overladt til sig selv i sådan en situation, skulle bearbejde det helt alene.

Jeg skrev i dagbogen et par dage efter om den efterfølgende dag som om det var ingenting. Åh… altså det… puha… puuuuha… Det virkede ikke som om, der var nogen, der bragte hændelsen op bagefter, heller ikke min mor. Var der overhovedet nogen der sagde undskyld. Jeg har ondt i maven. Jeg ville ønske, jeg kunne give mit dagbogsjeg et kram. Eller mig selv.

[natteravn]

ME gjorde det mest manipulerende, jeg nogensinde har oplevet før.

havde spurgt hende et par gange igår om hun var okay, fordi hun virkede som en, der overtænkte og var sådan ret fjern, og hver gang var hun sådan “ja”. og det kom til et punkt, hvor jeg blev ked af det, fordi jeg følte mig ducking irriterende, fordi jeg jo blev ved med at spørge, imens der angiveligt ikke var noget galt. det ender så med at være mig der er meget ked af det, fordi min hjerne samtidig begynder at sige en masse lort til mig om hvad ME tænker om mig. og sådan jeg ligger og hulker og har svært ved at trække vejret fordi jeg er så ked af det.

først da jeg er faldet til ro igen, fortæller hun mig, at hun faktisk havde overtænkt, men bare ikke kunne få sig selv til at sige det. og dermed at hun basically har ligget og set mig græde velvidende over hvad og at hun var skyld i det og kunne have stoppet det.

først var jeg forvirret. så blev jeg ked af det og såret. og så blev jeg fucking sur. heldigvis nåede hun at forklare sig selv før jeg gik, fordi fuck jeg var tæt på at være sådan “jeg har brug for noget luft”.

men altså hun forklarede hvorfor det var sket og det var sådan en situation hvor man er sådan det bliver værre og værre og dermed også sværere og sværere at stoppe. så jeg har tilgivet hende og vi er ok, men jeg tror, jeg går amok, hvis noget lignende sker igen. det er simpelthen så manipulerende at få mig til at føle mig som så stor en idiot i en sådan grad at jeg ligger og græder og hun ved at jeg har ret, men ikke siger det.

[valmuemarken]

mediedækningen af vidnerne til skyderiet har været ikke mindre end forfærdeligt, jeg har ikke set det mest omtalte interview, men de andre med folk, der lige var kommet ud, var helt fucked up?? 'hvordna havde du det derinde' ?????? 'har du så kontaktet din familie' bruh??????????? det kan godt være at de ikke så tydeligt berørte ud men de er sgu da i chok tilstand?? og så live sendingen ude foran traume centret igår?? OG :) da jeg var derinde med min veninde, og hun forklarede politiet i indgangen, hvordan hendes situation havde været, blev vi AFBRUDT af en journalist, der gik imellem os og sagde 'undskyld må jeg låne toilettet, jeg er fra dr :) ' FUCK jeg var vred:D og så i dag til mindehøjtideligheden, hvor der er kameraer overalt, fotografer der zoomer ind på folk der græder, alt bliver broadcastet!!!! hvad FUCK sker der

[douchebaggen]

byen er fucking deprimerende, jeg hader at høre på piger der græder over deres skod kærester på toilettet, fuck hvor er det synd

[bangebarn]

Depressive tanker er trættende i længden for alle involveret

[dagdroemme]

Jeg bliver opfattet som introvert. Det er også helt ok, da mange af mine personlige træk er lig de samme som en introverts.

Jeg er så bare ekstrovert. Tro det eller ej. Det er nok fordi, jeg hader small talk, hader overfladiske venskaber. Nå ja, så tror jeg også at angst og depression har haft sit snit med i det.

Som lille har jeg været meget genert, men altid udadvendt. Jeg kunne godt lide at bestemme over andre, være centrummets midtpunkt - indtil en klasselærer i 0. fortalte mig, at ingen nogensinde kunne lide en person, der var som jeg. Så jeg lod være med at bestemme, lod andre komme til. Men jeg forsøgte altid at få folk til at grine, og syntes om mig.

... Indtil at folk syntes det var sjovt at drille mig, som senere hen gik over til grov mobning.

Jeg som barn, var ikke rigtig interesseret i kærester, eller at gå i det smarteste tøj. Jeg ville sgu aller helst bare lege, tegne, synge og danse. Det vigtigeste for mig var bare at få lov til at smile og være glad hver dag. Jeg havde nok nogle lidt atypiske hobbyer som barn, hvilket gjorde at folk syntes jeg var mærkelig og ‘barnlig’. Sjovt nok, var jeg nu også et barn?

Jeg kommer fra en familie med en handicappet storebror. Jeg holder rigtig meget af min storebror. Selvom han aldrig har været en rollemodel, og stjålet lidt af opmærksomheden der hjemme, havde jeg det godt med ham som barn. Så da dem fra min nye klasse syntes det var på sin plads, at sige at jeg var lige så mærkelig som min bror, gjorde det ondt. Det gjorde ondt fordi alle de gange, min far tog ham med ud i gården for at lege, råbte mine såkaldte ‘veninder’ “monsteeeeer!!!” og skreg imens de gemte sig. Det gjorde ondt fordi, han ikke kan gøre for, at han er som han er. Fordi det er min storebror, som for det meste er rigtig sød og kærlig. 

Det er da klart at når en lille pige råber og skriger, og prøver at slås med en dreng, at det er sjovt. Jeg var aldrig bange for drenge, da jeg er vokset op med en lillebror, som jeg har sloges rigtig meget med. Indtil jeg skiftede skole i 2. klasse, hvor drengene blev modbydelige fordi jeg ikke ellers var bange for dem.

Jeg siger ikke, at jeg selv har været en engel igennem min skolegang. Der er ting, som jeg fortryder at jeg har sagt eller gjort, og det må jeg stadig gå med i den dag i dag. 

Men kan du forestille dig, at de veninder eller venner du har i klassen, vælger at skifte skole, og du står alene tilbage som denne her særling. Jeg måtte starte forfra i 6. klasse med lærer nye venner at kende, og de gamle jeg havde tilbage var lidt af den jaloux type. Til tider kunne en veninde godt finde på, at mase sig ind i de nye vennegrupper jeg fik dannet, for at skubbe mig ud. Det var sgu lidt hårdt, engang i mellem, for selvom vi tit blev uvenner og venner igen, måtte jeg ikke være uafhængig af hende.

Det hårdeste var dog nok, da selv samme veninde, som jeg anså for værende min daværende bedsteveninde, i 7. klasse valgte at blive mobber istedet for mobbet. 

Vi gik fra at være skabs buddies med morgenhilsner, til at der ikke blev sagt god morgen længere. Det gjorde rigtig ondt, og jeg følte mig virkelig ensom og alene. Folk havde opsnappet at jeg var et let mobbe offer i 6. hvor de ignorerede min eksistens, og begyndte at komme med grove bemærkninger i 7. klasse. 

Jeg blev kaldt rigtig mange ting. En freak, klam, grim, tyk, dum, nørd, men mest af alt bare klam og grim. I mange år har jeg haft det rigtig svært med mig selv på grund af det, fordi jeg ikke syntes jeg var smuk, og stadig den dag i dag, syntes at jeg er tyk. Nørd kunne jeg godt stå inde for, for det var jeg, og jeg var stolt af det. 

Hvad der har været værst, ved jeg faktisk ikke engang. Om det var at blive banket af en kost af en klassekammerat, da jeg og overnævnte veninde var på dukse tjansen; og en voksen som var ansat i klubben sagde “det er sket under skole tiden, og det har jeg ikke noget ansvar for”. Eller at blive truet på livet af flere forskellige klassekammerater. Måske var det nok opfordringen om at tage mit eget liv fra andre klasse kammerater, som var værst.

Og så er der sikkert nogen, som ville mene at hvis jeg bare havde sagt fra, så ville jeg ikke havde endt i den position, som jeg gjorde. Problemet ligger bare i, at det gjorde jeg. Jeg kom engang med en racistisk bemærkning til en klassekammerat, og blev taget i kvælertag for det; hvor resten af klassen grinede af, hvor ynkelig jeg havde været da jeg ikke kunne få vejret. Jeg gav fuck fingeren til nogle af de drenge, som til hverdag chikanerede mig mest, for at de hentede en lærer, og jeg fik skæld ud over ikke at ville åbne en dør for dem, selvom jeg var igang med noget andet. Jeg havde på et tidspunkt været til et “nørd” arrangement og var kommet glad i skole, til at samme elev som havde slået mig med en kost, stod og hånede mig foran hele årgangen; hvor størstedelen grinede af mig.

På et tidspunkt blev jeg engang så rasende på en elev, som tidligere havde været en rigtig god ven, der konstant kaldte mig klam; at jeg gav ham en lussing. Min eneste tanke i hovedet var, at han skulle bare ned og ligge, og så skulle jeg rive hans arme a led. I stedet blev jeg sendt hjem, fordi jeg var for oprevet og ked af det. 

Jeg endte med at ingen venner have på den skole, hvor en hel årgang mobbede og bagtalte mig. De eneste venner jeg havde på daværende tidspunkt, var folk jeg havde mødt via chatforums på internettet eller “nørd” arrangementer. 

Når man kun er 14 år gammel, og får at vide at alt, hvad man gør er dumt og forkert, og at man ikke bliver elsket af nogen af 10 elever, og resten ikke gør noget for én. Så kommer man altså på et tidspunkt i sit liv, hvor man hellere ville ophøre med at eksistere. Jeg følte mig så lammet, at det eneste jeg i en periode kunne føle var når jeg skar i mig selv med en sikkerhedsnål. Til sidst holdte jeg bare op med at tage i skole, og skjulte det for mine forældre.

Jeg havde flere gange nævnt at jeg gerne ville skifte skole, men mine forældre tog det først seriøst da jeg fik et nervøst sammenbrud af at gå i skole, og udviklede angst for at tage i skole.

Så jeg gik altså fra at være udadvendt og smilende, til at hade mig selv, ønske at jeg ikke behøvede at eksistere i så ondskabsfuld en verden. Jeg blev aldrig diagnostiseret af en psykolog, da min mor frygtede at jeg ville blive påtvunget en masse forkert medicin osv. Hun tror i øvrigt ikke på at man kan være psykisk syg. Men det er vist ret tydeligt at jeg var ude og svømme i depression og angst.

I dag er jeg 22 år gammel, og har det langt bedre end da jeg var 14-15-16 år gammel. Det hjalp at skifte til en privat skole, efter at være blevet mobbet ud af to folke skoler. Jeg var selv så opsat på at blive bedre igen, at jeg selv fik båret mig igennem meget af det. Der er ingen tvivl om, at jeg stadig bærer på rigtig mange ting som stammer fra dengang, men jeg bruger det ikke som en undskyldning. Faktisk er jeg helst helt fri for at snakke om de år af mit liv, fordi jeg ofte ender med at blive virkelig sårbar. Jeg er kommet videre fra dengang, ikke nødvendigvis tilgivet de personer, men jeg er kommet videre.

Så når folk syntes jeg er introvert, så er det ok, jeg forstår det godt. Alt det jeg gik igennem i folkeskolen har haft sine virkemidler på mig, og dem slipper jeg nok aldrig helt af med. Selv i dag tør jeg stadig ikke stå foran en forsamling mennesker og tale, fordi frygten stadig er i mig. Jeg har ikke særlig mange overfladiske venner, fordi frygten stadig er i mig. 

Til slut har jeg bare at sige; uanset hvad du syntes om en person, uanset hvordan person opfører sig og behandler andre, så har alle en historie bag sig, og derfor bør du ikke dømme en person. 

[maelkevejen]

“Det hele går jo ikke bedre, bare fordi han køber en is til en”

Sagde min veninde og jeg følte mig ramt og misforstået og lille og lidt småfornærmet og bange for at være forblændet og tungnem. Det var ikke rettet mod mig som sådan, og så alligevel.

Jeg har så svært ved at rumme det, jeg tolkede som stor skuffelse over mig. Jeg vil eddergerne holde op med at tage ansvar og ejerskab over andre menneskers følelser, især Mathias’, for de er jo ikke mine, og man må godt bare have lov til at være i dårligt humør. Det er simpelthen ikke mit ansvar at ændre det. Man må godt prøve, men det skal være uden at træde over i den andens jordbærbed. Og hvis ikke det lykkedes eller den anden ikke er interesseret i at tale om det, så må det jo bare være det. Men jeg føler mig næsten fysisk ude af stand til ikke at forsøge at følelsesregulere. Jeg burde bare håndtere mine egne følelser om det, tage vare på mig selv i stedet, men det er som om, jeg ikke kan og det absolut må foregå igennem den anden.

Først for nyligt er jeg blevet opmærksom på, hvor meget, der i virkeligheden må have fyldt i min opvækst. Jeg har ikke pakket det hele ud endnu, men jeg er pinefuldt bevidst om, at det for det første stadig gør sig gældende og at det stadig påvirker mig. En del endda, tror jeg. Både direkte og i mine egne forhold. Jeg er bange for at ende i samme… rutiner eller med samme adfærd som mine forældre. Som om jeg ikke kan leve uden en partner at spejle mig i. Jeg er bange for, jeg allerede er der, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det; jeg har mest lyst til at lukke øjnene for det, men så ender det galt. Det er et tveægget sværd, for samtidigt bliver jeg mere bevidst om mønstrene og jeg har frygteligt dårlig samvittighed og føler mig skrækkelig ved ikke at reagere på offerrollen som ønsket. Det er også enormt ubehageligt at se det men ikke kunne gøre noget. Man kan jo ikke sige til andre mennesker, at de spiller offerrollen. Altså det kan man bare ikke. Det er jo virkeligt for dem. Men det er deres eget ansvar, og der er virkelig ikke noget at gøre. Jeg er også bange for konsekvenserne og mit hjerte gør ondt for min mor. Jeg talte med min søster om det i går, og jeg ytrede en spæd angst for at miste, fordi jeg “ikke har andre”. Min søster fnyste af mig, og jeg blev igen bevidst om færden af et problem. Måske… er jeg virkelig… uselvstændig. Åh fuck. Fuck fuck fuck fuck. FUCK. Ender jeg sådan? I en evig offerrolle, svøbt i overbevisningen af egne tolkninger, passiv aggressivitet, selvynk? Jeg skammer mig over at skrive det. Jeg er slumrende overvældet over mængden af arbejde og selvudvikling, jeg virkelig virkelig burde gå igennem.

Jeg er IKKE ansvarlig for den gode stemning! Og jeg kan ikke tvinge andre mennesker til at forstå eller til selvindsigt. Jeg kan ikke. Jeg skal ikke redde andre mennesker. Jeg burde redde mig selv! Men hvordan… gør man det? Midt i alt det andet liv? Det er hele tiden nu eller aldrig og jeg sidder bare her i stuen og har antimestret tidsstyring og er uhyggeligt bevidst om, at noget er faretruende tæt på kanten, at jeg eller mit nervesystem eller min krop eller det hele på en gang er i en utroligt uholdbar tilstand, og at det er alvorligt, og at det er mit ansvar at gøre noget ved det. Mit ansvar at trække grænser op og handle på det. Mit ansvar at regulere mig selv, elske mig selv, acceptere mig selv, lytte til mig selv, forstå mig selv. Holde af mig selv. Sådan rigtigt.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst græd så ofte, som jeg gør for tiden. Jeg græder og græder og græder, men især, når jeg er alene, fordi det er forbundet med skam og frygt for at være eller reagere forkert og for ikke at blive grebet. Hvis ikke jeg reagerer på min indre tumult, gør min krop det for mig og jeg oplever igen og igen mærkelige kropslige reaktioner, jeg ikke kan genkende fra det, jeg stadig er tilbøjelig til at kalde mit rigtige jeg. Men hvad er det overhovedet. Jeg er ikke sikker på… jeg kommer tilbage igen. Det hele er overvældende i en sådan grad, at jeg nogle gange tænker, at det ville være nemmere at give op, for jeg er frygter ikke at kunne overkomme det selv, frygter at være utilstrækkelig og ende med at være… værdiløs i bund og grund. Det må være det bedste ord, jeg kan beskrive det med. Patetisk, ynkelig - jeg skammer mig over at skrive det. Det er mindre og mindre tilforladeligt at have ting, der skal arbejdes med, jo ældre man bliver. Jeg burde blive voksen. Jeg burde være… mere eller andet. I stand til at holde sammen på mig selv og mit liv. Jeg burde da for syv sytten kunne regulere mig selv. Hvorfor har jeg ikke lært det? Kan alle andre det? Det er så skræmmende at være alene om sig selv.

[kaertbarn]

og så sidder vi jo der i mit køkken og taler og taler og taler og jeg siger ting jeg aldrig har sagt før og det gør han også og det føles bare så rigtigt. så euforisk at dette venskab giver så god mening. vi har kendt hinanden i en uge og vi kan snakke om det hele. vi kan hjælpe hinanden. og nu græder jeg inde på værelset for det er sgu hårdt altså. men fuck hvor er jeg glad for at jeg har mødt sådan et helt igennem godt menneske.

[hvidogtraet]

græder omg mødte DRØMMEFYREN i byen, han var sjov, men også seriøs, ikke nødvendigvis objektivt attraktiv, men, u kno, typen der bare hviler i sin egen akavethed??? sådan, vi slutdroppede sindssygt meget og dansede grimt, og han grinede konstant af, hvor mærkeligt jeg dansede og mine jokes, og vi bondede over nogle sjove typer, der var efter mig og min søs på dansegulvet og omg!!! det er bare sjældent, jeg møder nogen, hvor jeg er sådan 'fuck hvor kunne jeg bare snakke med dig resten af mit liv?' han var SÅ charmerende. tror aldrig jeg har været så tiltrukket af nogen, haha, og hvis jeg ikke havde snakket med ham, ville jeg slet ikke være til hans udseende. humor og selvironi og bare den der forståelse af verden (??) er KEY. var seriøst parat til at skrive til ham med det samme og være sådan "hey har du lyst til at lave noget sammen i morgen?", OG DET VILLE JEG ALDRIG I MIT LIV GØRE ELLERS!! og spurgte søs så mange gange på vejen hjem, om han var single, men så har vi lige været inde og stalke :)) OG HAN HAR DEN SMUKKESTE KÆRESTE og kunne ærligt græde over tabet af en fukken soulmate:/// hvad er der gALT med mig??? mit mindset lige nu er klar på at vente, til de slår op:) er jordens største idiot og fortjener ikke kærlighed

[romanceisatickettoparadise-blog]

Mallorca d. 7. Maj

Jeg er taget til Mallorca for at skrive om mændene. Måske for at forstå hvorfor jeg er så meget på Tinder. Jeg fantaserer om at klæde mig ud som dem og tage selvportrætter som dem. Ham der ghostede mig, efter jeg i 7 måneder havde nægtet at blive hans, ham der er min far, måske ham jeg eventuelt er forelsket i. Måske flyder historierne lidt ind i hinanden, to mænd bliver til én og jeg’et og du’et kan ikke rigtigt finde ud af det, hverken sammen eller hver for sig, finde ud af noget. Og så midt i historien sker der måske noget der får mig til at afsky mænd som koncept eller kosmisk helhed.

Hører Post Malone og skriver om døde killinger på Mallorca

jeg har ikke tænkt mig at elske nogen før December

Du er en killing

og jeg er insekternes yndling.

er noget af det her overhovedet troværdigt, men lad nu være med at tænke så meget, hæng med for helvede.

Min mor siger: når kattene ser mig om morgenen, så slikker de sig om munden. Det er ren udnyttelse.

Fniser og tænker det er lidt som forholdet mellem mig og Tinder, og det får mig til at elske mine katte betingelsesløst.

Ja, planen var som sagt at skrive om Tinder men fuck: nu har jeg ikke lyst til at skrive om Tinder længere! Jeg har lyst til at skrive om dig. Vi kender ikke engang hinanden fra Tinder (vi kender egentlig ikke rigtigt hinanden), men fra en fucking fælles ven??? Jeg forråder mig selv som sædvanligt. Snyder mig selv for den metode, det greb jeg havde besluttet mig for at bruge! Nu føles det som om jeg pludselig er klar til frygtløst at kaste mig ned i kærestesorgens dybe romantiske smerte med skalpen der rammer helvedet først.

Vi er som de to meget store avocadoer jeg har købt på et spansk marked i dag og lagt på en stol på balkonen til modnelse. Egentlig frugtige og saftige hvis man gav dem tid, men stenhårde og usikre ligger de nu med røven mod solen og venter på nogens bekræftelse, på at nogen tager dem med ind i et køkken og op på en tallerken og med kærlige snit deler dem til deres inderste og drysser Mallorcinsk olivenolie og Himalaya salt ned over deres lysegrønne flæsk. Det er os.

I færd med at blive forelsket i dig. Helt suicidal og bipolar er du, men også krebs. Du minder mig om mine forliste forhold. Om mine ekskærester hver og én undtagen ham jeg aldrig var forelsket i men som jeg vistnok havde det fineste og sundeste forhold til (har jeg hørt). Hvordan helvede hænger det hele sammen!

På vores første date fik vi en kop kaffe på en café i Göteborg. På vores anden date hørte vi en kvinde blive myrdet i en lejlighed i Stockholm. Fantaserer om hvordan den tredje date skal blive.

Du siger at jeg nok bliver nødt til at flytte hjem til dig og tage mig af dig med hjemmelavet jysk kødsuppe selvom du er vegetar hvis du ikke kommer ind på Konstfack og jeg får lyst til det men mine gode venner siger jeg ikke må tage ansvaret for din glæde og jeg skal forsøge at tage ansvaret for min egen glæde

åh

hvor

kedeligt!

Om en uge kommer du til at spørge mig om du må læse de tekster jeg skriver. Hvad skal jeg så svare dig. Den sidste fyr jeg datede droppede mig efter at jeg læste højt for ham. Var det teksternes forudsigelse om forholdets forlis dato, eller var det detaljerne om også at blive stranguleret af andre mænd? Var ellers så nøjsom med at halvlyve mig vejen igennem “konceptet fiktion”.

Løgnene er meget smukke.

_

Ser en baby i V-neck med sixpence på sin lille nuttede skalp og føler mig først irriteret og så på en måde: umoden.

Babymanden smiler overbærende til mig og til alle andre i sporvognen, helt ufortrødent, som praler han med sin angstfrie tilværelse fra barnevognens trygge moderkageefterlignende vattering. Han er på vej til fejring af Valborg og har følgeskab af sin moder. Én stor vacker svensk misforståelse, den højtid, som en blanding af Sankt Hans og en tilfældig grillpølsefest hvor man ikke brænder hekse af på bålet, fejrer svenskerne forårets komme.

Jeg er også taget til Valborg bål med mine venner. Der er en kvinde der danser til nogle afrikanske trommerytmer. Hun har rødt hennafarvet hår. Hun synger også højt med, højt. Tror ikke hun aner, hvad hun synger, og på en og samme tid afskyr jeg hende med hele kroppens ængstelse for at ende sådan dér selv, og beundrer jeg den måde hvorpå hun lykkeligt behandler sin eksistentielle grundangst ved at danse rundt på en offentlig anlagt strand foran et indhegnet Valborg bål. Hvide heks.

Vi taler højt om hende og bagefter kommer hun hen og sætter sig ved sin mand som sidder en meter fra os, så vi bliver nødt til at gå hjem lidt hurtigt.

Det minder mig om dengang jeg på to minutter blev et bedre menneske. Det hele takket være en ung pige i en slikbutik i østjylland. Historien er så forfærdelig at jeg tøver. Mine gamle veninder vil sikkert også gerne glemme den, men nej det kan I ikk, for nu har jeg nedskrevet den til evigt minde om hvor frygtelige børn vi var her kommer den:

Vi står i Kandis i Ry og skal købe den obligatoriske fødselsdagsgave som vi hver, eller vores forældre, har givet 20 kroner til. Det er Tabita’s fødselsdag snart. - SKINNY PRIVILEGIER - FAT SHAMING (efterfølges af Lasse tekst). Link til thigh gap historie?

_

Jeg føler at alting i mit liv er kommet til mig ret let

Det føler jeg også

Vi var så unge og jeg har aldrig været mere forelsket. Du er den eneste jeg nogensinde har været forelsket i. Nogen gange tror jeg vi skal giftes. Måske vil du ikke giftes? Men jeg vil gifte mig med dig.

Vi var så unge og det her var vores første ord om privilegier uden at have ord for dem. Vi havde bare en følelse af at alting var kommet let til os i livet.

Vokser op på landet i en cirkel af bindingsværkshuse der omkranser og beskytter

Vokser op på præstegården med en far der melder sig ud af folkekirken i arrigskab det var jeg altid stolt over

elskede historien om min far der meldte sig ud af folkekirken fordi præsten ville bestemme at hans datter skulle døbes spæd det kunne min far ikke ha

farvel folkekirke

farvel gud

en beskyttende cirkel af bindingsværk og træer med pærer så store som tyreklunker og hunde der løb frit: fnuggi freja aila illa

det var dér jeg kom fra og det var derfor jeg syntes alting var kommet let til mig i livet

åh

udsigten over himmelbjerget

Engang mødte jeg dig i Himmeriget

fortalte mine venner at jeg syntes du var ulækker og havde fået en københavnsk dialekt

fordi

hver morgen gifter vi os påny

i mine drømme og

jeg kærtegner din mave på Mars

Du var dårlig til at bolle, en søstjerne

lå altid på ryggen med arme og ben ud til siderne og pikken op i luften

en skruetvinge

men jeg var god til at give blowjobs og jeg elskede at give dig dem på dine forældres sofa i stuen i Viby Jylland

så så vi en melankolsk film som gav dig angst og vi slog op

Nogle måneder efter i Paris så jeg den med min nye fyr og han fik angst og bollede med sin ekskæreste og skrev det til mig på sms

morgenen efter

og efterfølgende troede jeg alle blondiner i Paris undtagen mig selv var hende

hun var også dansk

og du var også fransk

og så endte det alligevel med at vi kørte rundt i Californien i lejede biler i mange dage i træk og ved en fejl endte jeg med at bo i din seng i fire år

og det var ikke engang dig jeg ville giftes med!

_

Jeg har altid bidt negle men så stoppede jeg

den sidste halvdel af mit 27. år ender med at blive helt neglebidningsfrit

min mor spurgte engang om jeg hvorfor jeg altid havde bidt negle om jeg var nervøs for noget

Så skulle jeg have været nervøs hele mit liv ånder jeg tilbage irriteret

I virkeligheden havde jeg bare set min søster gøre det

Ja?

Ruller øjne af hende men indeni føler jeg hun hentyder til min far eller til Egon som jeg kalder ham

Egon og mor selvom de begge to er mine biologiske forældre

det har jeg altid haft dårlig samvittighed over

jeg kan huske engang

super tydeligt

Egon sagde dét har jeg ikke hørt dig sige I rigtig lang tid

og jeg sagde hvad

og han sagde far

og jeg havde ikke engang lagt mærke til det selv, den dag i dag betvivler jeg, at jeg rent faktisk sagde det og måske han hørte forkert men Egon har nu altid haft ret god hørelse i modsætning til min mor og søster og jeg

Jeg var altid bange for ham som barn

jeg kan ikke rigtigt forbinde ham med den bløde mand han er nu

men jeg ved ikke om det er ham eller mig der har ændret sig

jeg håber det er mig men jeg frygter det er os begge

Forældre skal altså ikke ændre sig

de skal bare have det fucking perfekt og være forældrene og have selvtillid

det stikker stadig i hjertet når jeg tænker tilbage på den dag for ja hvad skal vi sige 8 år siden hvor du råbte: jeg har ikke nogen selvtillid i det hus her!

Og jeg sagde: så vil jeg foreslå dig at snakke med en psykolog!

og du sagde: det er jo kun når jeg er her!

problemet er egentlig: du bor der stadig

og det gør min mor også

det er egentlig problemet

Og mor ville gerne splitte huset op så hun kunne få underetagen og du kunne få overetagen men det ville du ikke og det var da også en helt håbløs ide

en ide for dem som ikke tør og

det er vel egentlig problemet.

Du sagde til os dine døtre: jeg har på fornemmelsen at I kommer til at hade mig

og intet andet end den sætning har jeg nogensinde hadet dig for

En af mine neglerødder begyndte at bløde for en måneds tid siden og således begyndte jeg den sidste halvdel af mit 28. år med at bide negle.

_

Tar på svartklubb

snaver

snaver noget mere

sover en time

boller en time

easy breezy beautiful doggystyle

henholdsvis ser og hører din nabo blive myrdet

Køber cigaretter, 3 Kex, 2 snickers, 1 stor flaske Ramlösa som du sprutter ud over dig selv imens vi venter på at blive afhørt og jeg griner hjælpeløst malplaceret og overvejer et sekund om politiet dermed mistænker mig for mord

køber frysepizza

ser Vem bor här? Falder i søvn og finder aldrig ud af hvem der bor hvor eller hvem der har myrdet din nabo for den sags skyld

Vågner op, angsten vågner op med mig, men du laver en angstnedsættende fiberhavregrød som er en ø i en sø af tyk hvid mælk og så mødes jeg med tjejerne på Starbucks og græder.

Bagefter går vi i to forskellige kirker i Stockholm og Sephora. Cecilie taler om at hun skider kattelorte og tjejerne fortæller også at en kvinde er blevet voldtaget på tunnelbanan en time efter de selv gik hjem fra svartklubben.

Er pisse træt af mænd der voldtager og dræber og udnytter kvinder og det er lige dér angsten sætter sig hos mig som en betændt knude der hedder Donald Trump eller Rasmus Paludan eller systemsamfundet og det er lige her historien begynder at ændre sig. Du siger at du ikke føler noget for den kvinde vi hørte blive myrdet i går og jeg forstår dig (du er mand) men jeg føler

så

meget

for den kvinde vi hørte blive myrdet i går. Han skar halsen over på hende imens hun råbte på hjælp to meter fra vores nøgne kroppe, adskilt af nogle kilo beton.

Romance is a ticket to paradise

På dagen i dag har jeg intet tilovers for mænd der opfører sig underligt. I kirken er der en mand der går målrettet op til alteret for at bede. Bagefter går han ud så kommer han tilbage ind og kigger på os og jeg siger hurtigt ud! og han går op til alteret og så tilbage mod os og så tilbage mod Jesus og mit hjerte hamrer og når vi haster mod døren nærer jeg et kolossalt had til ham, til mændene. Mændene der skræmmer ved deres tilstedeværelse, ved deres blotte væren, med muskler og skægstubbe og en syge i deres hoveder og med deres ikke-eksisterende selvværd der er så fucking farligt som intet andet. Mænd med forsmåede egoer er det farligste der findes i den her verden og med den erfaring friskt i erindringen går vi på Joe & The Juice og får en Pick me up.

_

Killingen skal dø

Jeg er ikke så gammel på det tidspunkt hvor killingen skal dø

Jeg vil egentlig ikke have killingen der skal dø

den forrige blev delt i flere knoglede killingedele under et Arriva tog der sikkert også var forsinket

splattet ud under passagerer der lo beregnende ved tanken om rejsetidsgaranti og gratis teletaxa fra Ikast til Birk Centerpark

Nej jeg vil jo egentlig ikke døden, men så forklarer Egon mig noget: killingen skal alligevel dø på et tidspunkt, så man kan lige så godt nyde den, så længe den ikke er det (død)

og det har han ret i!

Så jeg får mig den killing der skal dø, og en mere, og sådan fortsætter det indtil hele baghaven der grænser op til togsporet er dækket af hjemmegjorte gravstene med de dertilhørende killingenavne og bårebuketter af orange

morgenfruer og blege mælkebøtter:

og således lærte min far mig at blive en livsnyder!

_

Føler os lidt frie fordi hovederne ikke ligger på hovedpuden og fødderne ikke ligger i fodenden

måske også fordi vi begge to er gået fra vores kærester og vores hormoners højeste ønske er: tilfældig sex med nuttede mennesker og for dit vedkommende en sommer fuld af euforiserende stoffer før du sådan for alvor bliver praktiserende læge

Dit grønne online øje bliver med med at poppe op

i dag læste jeg alle vores gamle samtaler igennem både på Tinder og på Messenger

siger til Cecilie at jeg ikke aner hvorfor og griner men Cecilie svarer at det er helt normalt fordi ham jeg datede i går gik fra mig i går så nu dater jeg ikke nogen i dag

Du bruger Google translate når du skal skrive til mig og det bliver noget sjusk a la: jeg har tjekket i næste uge på lørdag

mærkeligt fordi det er mig der forstår svensk og ikke dig der forstår dansk

Er lige ved at vinke til dig, shit alle ved hvad det betyder

undtagen Cecilie som bare tror det er sådan hej fra en gammel ven

nej, vinket det er sgu en anden variant af sliding into the dm's eller måske et superlike hvis man er Tinder typen, det kan jeg kun anbefale at være, det kan give et flot afkast hvis man er heldig at komme på date med en lækker læge som giver gratis smagsprøver på piller med koffein og to andre ingredienser jeg ikke kan huske, orker ikke at gå tilbage i samtalen og lede efter navnene

eller

jeg er bange for jeg kommer til at vinke til dig

selvom det ikke ville være det værste

_

Mallorca d. 9. Maj

Mændene ruller rundt i hovedet på mig. Jeg mærker efter for at se om der skulle være et forelskelsens sug i maven, ja ja det er der, og så er der vreden

vreden bliver en motor og jeg rider med på den i tempo

og uden at sove tænker på den gang jeg lavede mad til dig og du står ved min side og kigger direkte ned i panden hvor jeg tilbereder rasende tårer som jeg serverer for dig til frokost og senere hen forlader du mig uden et ord. Vil sove til middag men vreden tvinger mine øjne op hver gang jeg lukker dem. Hvorfor er jeg så vred når jeg er så glad, hvorfor er jeg så glad når jeg er så vred.

Har tænkt på hvordan jeg skal klæde mig ud som dig. Stoppe lårene med vat og tage en sort langhåret paryk på og ikke male skæg for det var du for ung til. Det irriterede mig at din yndlingsret fra den kinesiske var kylling med ananas i sursød sovs. Det mindede mig om at du var for ung og at jeg er for beregnende.

Har også tænkt på hvordan jeg skal klæde mig ud som dig. Medium skinny jeans og en grøn denim jakke fra Weekday og et navn jeg ikke kan udtale, du siger, jeg siger det som dine venner i Skåne og du siger at jeg har talenter.

Og skal jeg klæde mig ud som dig? Hvad hvis du nogensinde ser billedet. Overtegne min krop med sortgrønne tuschstreger og fylde t-shirten ud med falske muskler som du har opbygget i ryggen fordi din far plejede at slå dig der. Indimellem miste kontrollen i øjnene og være en anden og slå mig så hårdt jeg kan på låret. Gud hvor du gjorde mig bange og gud hvor du gjorde mig tryg da du holdt om mig på gerningsstedet.

_

Rotten med de sindssygt triste øjne lurer på os under hele turen. Spørger min veninde hvordan man kan være i et forhold med en mand som essentielt vil patte modermælk direkte fra den vordende ko måske endda hver eneste nat, og hun siger at det kan man nok ikke, men det kan jeg måske godt. Hun læser nogle stjerner og siger at jeg er en soul of 6 som også jesus var det, sådan en som kan hjælpe og bede for folk. Så jeg beder til at du kommer ind på skolen og det gør du sgu og så slipper du i virkeligheden for at stoppe med at være vegetar og jeg slipper i virkeligheden for at passe på dig, er jeg skuffet hører jeg nogen spørge, nej jeg er ikke så skuffet tænk hvis man kan ha et helt sundt forhold til en mand og så endda en syg en af slagsen! Gisper højt af glæde og veninden kører næsten galt da du i bilen sender en selfie med de sindssygt triste øjne og skriver du er kommet ind.

Hun siger også at jeg ville ha godt af at komme lidt ud af mit eget røvhul og hjælpe andre. Ved ikke om det også står i stjernerne eller det bare er noget hun siger til mig.

_

Der gik ikke en uge. Der gik en dag. Og du spørger ikke om du må læse mine tekster, du spørger, om du er i dem. Svarer: Oh. Kanske. Lite. Vet inte. Og en nervøs smiley. Rigtig godt svar. Hvordan fanden gør man det her??? Ønsker at ingen jeg kender nogensinde skal se noget af det jeg skriver, specielt ikke min mor og dig kun fremmede mennesker der med god samvittighed kan svømme omkring i mine beskrevne forhold til mænd.

Svarer dig, at jeg ville ønske, du aldrig havde spurgt, og du spørger hvorfor, og jeg siger at min sidste fyr droppede mig fordi jeg havde skrevet nogle tekster før jeg mødte ham men som han troede jeg havde skrevet efter jeg havde mødt ham og han bare troede sådan: “jeg var bare en del af dit kunsteksperiment” og jeg var bare sådan: “lol din fucking nar jeg følte mig tryg i dine arme” og sådan sluttede den ellers ret skønne syv måneder lange relation med en blokering på nogle sociale medier.

I virkeligheden tror jeg, du gerne vil have, jeg skriver om dig. Nej, i virkeligheden vil du gerne have at jeg skriver om dig. Det skriver du til mig på Insta, og du vil også gerne have at jeg skriver om din store pik og “ännu större intellekt”. Hermed gjort, dejligt du ville læse med! Du siger at jeg er nævnt i et af dine digte og på samme tid vil jeg og vil jeg ikke vide af det for jeg gider overhovedet ikke være en dansk nymfemusetype i en af dine digte, men gider sygt godt være en dansk nymfemusetype i din seng, åh herre jesus

_

På turen finder vi tilfældigvis ud af, at vi alle tre har bollet med summen: 21.

Fejrer med fika og en selfie. 3 fina fittor.

_

I flyet stirrer jeg på damens iPad. Billederne i den knivskarpe refleksion giver mig vejrtrækningsbesvær: en opgang indsmurt i blod. En amerikansk tv serie, præcis som den jeg forlod for præcis en uge siden og præcis som den scene jeg var så tæt på at kaste op i da vi med hjertet i halsen fulgte blodsporet ned ad din trappe med øjne så store som tekopper eller møllehjul.

Efterfølgende var de eneste spor af en kvinde der engang havde levet de hvide stænk på trappen der blev tilbage efter rengøringsholdets tur med bleach og gulvskrubbe. Tænk, de hvide små prikker på stentrappen overlever dig men dit hjerte og din hals gør det ikke. De er mit minde af dig. Jeg har aldrig mødt dig, men dit minde lever videre i hvide prikker afbleget med de skrappeste blegemidler på markedet i en opgang over en græsk restaurant der hedder Korfu på en stentrappe i Stockholm.

Udenfor på gaden vender du min torso fysisk med dine hænder og siger med heltemod i stemmen som kun unge mænd kan det: vänd dig inte. De er ved at putte den døde kvindes hvide nu røde klæder i sorte plastiksække. Du tror nok jeg ikke kan tåle at se blod. Det kan jeg godt. Men jeg kan ikke tåle kvindemord.

Manden i sædet skråt overfor mig på 1. klasse i flyet beder nu stewardessen om sin anden Bloody Mary.

_

Kigger på datoen på min telefon og beder til Gud om at det ikke er mors dag. Orker ikke skrive en sød besked til min mor og vide hvor skuffet hun er over mig mens min søster der tjener penge sender hende en kæmpestor buket roser der dufter fucking henrivende.

Men det er heldigvis først i morgen jeg skal skuffe mor.

Eller vent, nu kommer jeg i tvivl om det i virkeligheden er mere skammen overfor min søster om ikke at være en lige pil en søster der går i flagrende blomsterkjoler fra Asos og bruger Rio de Janeiro filter på Instagram og dét føler jeg en enorm skam over

Min mor sagde trods engang til mig, at hun synes jeg har en smuk sjæl, så i virkeligheden tror jeg et digitalt hjerte sendt på messenger er lige så henrivende som de fucking henrivende roser.

Min søster er jo lavet af stål

og jeg

jeg er lavet af blandingen:

stål

bomuld

og orkidéblomster

Drømmen om evig skønhed

og fucking grøn fluesvamp!!!

_

Jeg kunne måske skrive om hvordan det er at nyde at blive vurderet fordi det efterhånden er et grundvilkår, og det tilfredsstiller mig nogle dage og gør mig vred nogle andre

Som når jeg kommer hjem til dig og skælder dig ud og græder i frustration fordi du synes mine hofter er for store

og min røv

i virkeligheden har du aldrig sagt at mine hofter er for store

og min røv

men du skal fandme ikke sige mine hofter er for store og min røv

typisk dig tænker jeg, om noget du aldrig har tænkt

_

Hører Post Malone og skriver om døde killinger på Mallorca

Du er en killing

og jeg er insekternes yndling

(og helvede er en teenage pige)

_

The road to hell is paved with good intentions

Vi er lige ved at dø da vi kigger på gedekid og en lastbil kører mod os i den bane vi ikke burde ligge i, men her ligger vi fordi en babyged kom ned fra bjerget og bjergtog os. Bagefter er vi ved at dø igen halvtreds gange fordi midaldrende mænd på cykelbjergbestigning midtlivskriser den sindssygt langsomt ned ad bjergsidens snoede veje. Der er gedekid og mænd med slappe bryster i spandex løs på vejene tag jer i agt!!!

Efterfølgende sidder vi og snakker i din klinkegulvsbelagte kolde stue efter at have spist den sygeste blåskimmelost der nogensinde er løbet gennem svælget på en person og så siger du noget med selvfølgelighed der totalt er nyheder for mig:

Fremtiden findes jo ikke

den er bare ord

_______

Tilføjelser mandag:

Jeg ville ikke date mig. Stakkels stakkels mænd der dater mig.

Tilføjelser tirsdag:

I går tog jeg portrætterne. Var på shopping. Et bandana, briller, en sports t-shirt. Du var den eneste jeg ikke kunne få mig selv til at udføre. Du slipper, for denne her gang.

[detrenesoelv]

Jeg græder hele natte væk, søvn er ikke det jeg får mest af for tiden.

Ensomheden er altomsluttende.

Jeg har ikke været udenfor i dag.

Og min hjerne er ved at smelte

Jeg sidder på min telefon

uden at tænke

uden at føle

Det gør vores ungdom

Det er det eneste vi ved

Det er det eneste vi kan

Fuck hvor vil jeg bare ønske at jeg kunne være noget mere end det jeg er. Fordi hvad er jeg overhovedet? Alt er jo lavet stjernestøv

jeg er alt

du er alt

vi er alt

Men er min bevidsthed den samme som din?

Svaret er jo nej

Det ved vi godt.

Vi stræber alle efter at være individer som lever for vores helt egen specielle sag i vores helt egen verden. 

Måske er det derfor vi insisterer på at ødelægge planeten ikke af en ond mening men kun fordi vi ikke ved bedre og vi kan ikke se udover vores egen næsetip.

Vores helt egen boble og den eneste mulighed for at kontakte omverden er netop igennem vores telefoner.

Dopamin receptorne, eller hvad fuck det hedder, bliver ved med at blev aktiveret ind til det er det eneste som køre igennem mit hovedet.

Drugs, dopamin og dommedag, inden længe tro mig.

[valmuemarken]

OMG OMG OMG OMG OMG OMG JEG FIK 7 I MAT

DET ER KRAFTEDEME LØGN DET HER NEEEEEEJ NEJ NEJ NEJ JEG GRÆDER FUCK HVOR ER JEG MEGA OVERDREVET LYKKELIG ARE YOU KIDDING ME DET GIK VIRKELIG VIRKELIG LANGT OVER ALLE FORVENTNINGER JO OMFFFFG

[ungognaiv]

kl 5 pige

Jeg lever et sted lige nu. Hvor jeg er glad. Jeg ved, hvad jeg er værd. Men alligevel render jeg rundt og venter. Jeg keder mig. Jeg siger, jeg kender mit værd, men alligevel render jeg rundt og tager enhver dreng som vil give mig 1 times opmærksomhed. fuck hvor er det sørgeligt Astrid. du ik varm, du ik bare single. det ved du også godt. for der er en grund til, at du græder dagen efter hver gang. jeg giver alt af mig selv til den dreng, der er ledig kl 5. jeg er blevet en kl 5 pige. jeg forstår nu, hvorfor man er en kl 5 pige. fordi man leder efter fucking validation. om det så er fra en eller anden ligegyldig en. men jeg vil ik mere. jeg har bare været bange for at komme ned i et hul igen, så jeg prøver at holde det på afstand. men det kan jeg ik. det kommer snigende, kan jeg mærke. jeg kan ik gøre det mod mig selv igen. måske er det sjovt i øjeblikket, men jeg har aldrig følt mig så udnyttet og ligegyldig, som jeg har gjort de sidste par måneder. 

[videobog47]

det er meget ambivalent i forhold til stopbrikken på min depression. den har ikke kunne føles, mærkes, ses siden december sidste år. det er snart 7-8 måneder siden, underordnet præcis hvornår. har ikke grædt over tilværelsen siden i hvert fald. det er ironisk nok der, mange andre sikkert fik en såkaldt “vinterdepression”. det lyder flabet på skrift, jeg tror på raske mennesker kan få depressive perioder. har selv haft depression siden jeg var 12-13 år gammel, måske før, alt bliver meget sløret, når depressiv adfærd sættes i spil. det giver mening, jeg fik den. jeg var alene, bopælen spillede ikke, og så blev man da lige teenager. jeg har virkelig kæmpet med mig selv og folk omkring mig nogle gange. desværre. jeg har skubbet folk væk, der ville mig det godt, og heldigvis også dem, der har villet mig det dårligt. de ikke så rare mennesker, har dog brugt mit mentale helbred i mod mig. havde en ven, der efter jeg sagde fra (ubehagelige oplevelser og ja, krænkelser), gik fra at ville kysse mig til at skabe rygter til fællesvenner og bare fremmede mennesker, at jeg var helt ude at skide. det var så pinligt, helt ind til knoglerne. det har altid været pinligt egentlig, det at være ikke helt rask oppe i hovedet. og når jeg har italesat det, fortrød jeg det altid. det er rart at spytte alt ud, men jeg har sgu aldrig lært at snakke om det på en sund måde for begge parter, ja, før nu. og skal stadig tænke mig en ekstra gang, før jeg åbner munden om ubehagelige tanker om sig selv. i søndags og i onsdags, sad jeg seriøst og flexede at være ude af min depression. nuka blev virkelig glad, kunne jeg mærke. jeg har sagt det til venner, der overhovedet ikke vidste det. det er ok, de ikke vidste jeg havde lyst til at skære struben over på mig selv et par gange om måneden. eller jeg har grædt hver dag uden grund. og slået mig selv over hovedet over det. jeg kan ikke tælle de gange, jeg har sagt “hvad græder jeg over”, det runger stadig i mit hoved nogle gange, selvom jeg har grædt nok fire gange det sidste halve år. jeg er vel ude af det, behøves ikke mine piller. fuck, de var rare at være på, følte jeg var på de rigtige gode stoffer, kunne ikke sove pga. dem. så jeg tog flere stoffer. og helvedes masse d-vitamin. mit hoved føles bedøvende, men jeg har det vel stadig ikke sådan, idk godt. det er svære end troet, det med at udregne hvor godt man har det i hjernen, når ens hjerne i ti år har været et kæmpe mosehul, man prøver at kravle ud af. savner beklageligvis at have depression, gode øjeblikke føltes jo nærmest maniske. jeg kan ikke finde mig selv i det her. mit kompas peger på jeg skal have det dårligt, men det sker ikke. så det er som om jeg er på mit dødsleje, u know?

[natteravn]

har kæmpe downer i dag over at vi ikke længere er bedste venner på snapchat. ærligt, det er så sindssygt dumt, og jeg ved det godt, for en snapchat algoritme bestemmer eller dømmer jo ikke vores relation. men fuck, jeg får bare de der lorte usikre tanker igang og begynder at tænke, om han mon snakker med andre piger. tror virkelig jeg skal stoppe med st forvente noget af ham. det noget møg. jeg har skrevet at vi kan ses onsdag eller torsdag, hvis han har brug for en pause fra læsningen. har ikk tænkt mig st skrive inden da, tror jeg. må lige trække mig lidt, så jeg kan trække vejret og passe på mig selv. det er seriøst noget møg, det her. det er derfor jeg ikke fucking lukker folk ind, fordi det er så sindssygt angstprovokerende for mig og jeg bruger så meget energi på at overtænke det og være usikker på mig selv og relationen. det er decideret ubehageligt og usundt. og nu græder jeg, så det er super. men hellere at jeg anerkender mine følelser end at jeg fucking begraver dem og underkender dem, som jeg så ofte har gjort.

har også kæmpe dilemma for jeg føler jo at jeg presser ham og det er ham der er stresset, men omvendt føler jeg heller ik der sker en skid, hvis jeg ikke tager initiativ, men wow, hvor bliver jeg også bare træt af at prøve nogengange, når man gang på gang forsøger at initiate og bare lidt bliver fejet af vejen. tror jeg ringer til ham i weekenden hvis vi ikke ses inden da. bliver altså nødt til at få gjort noget ved det. det duer ikke at jeg går rundt og føler mig uønsket (selvom jeg 99% af tiden godt er klar over, at det ikke er tilfældet) og føler at jeg presser ham til at ses med ham.