#fejl

[soelvfisk]

Fakeprofilen var mega spam og den findes slet ikke mere og det er heldigt. Var meget rå lige dér, da jeg blev informeret om den. Fordi jeg jo var øm over at vende tilbage. Til internettet og verden på en måde. At føle sig øm og passet på det ene øjeblik og rå og udstillet og brugt det næste. Modsatte oplevelser på én gang. Midt mens jeg lå alene på en madras i den nye lejlighed uden hund og med kun to mandariner i maven. Sådan en “jaja, jeg kan selv” dag, som jeg slet ikke kunne selv alligevel. Det håndterede jeg ikke så godt.

Jeg var glad for tanken om en lejlighed og så blev jeg ængstelig ved tanken om at flytte ind. Det føltes meningsløst at prøve på at bo selv, når jeg havde det så skidt. Nu er det 7 dage siden jeg overtog lejligheden og i dag sendte jeg min opsigelse afsted til udlejer. Flytter ud i weekenden. Og bliver indlagt næste uge. Forhåbentligt. Psykiatrien har det med at sende mig hjem, fordi jeg er for “kær og venlig”…. Min default høflighed får mig åbenbart til at virke “rask”. Problematisk.

Føler jeg har en ret skarp 7 dages radar på boliger. Hvor jeg kan mærke at jeg har begået en kæmpe fejl. Og at det kommer til at ruinere mig energimæssigt og økonomisk. Men at jeg må ud. Denne gang var det en blanding af hvor skidt jeg har det og det fact, at min underbo er sådan en to meter høj restauratør der æder menneskers livsgnist til morgenmad. Det var ham der skældte mig ud på gaden. Han spiller højlydt far-rock der runger i gulv og vægge og jeg er ikke parat til at betale en hel masse i husleje bare for at få lov at føre krig mod ham. For jeg ved at han vinder. Han er ikke et hensyns-menneske. Han er et “jeg vinder, når jeg råber - du taber, når du græder” menneske. Og jeg græder hele tiden.

Jeg vil leve roligt og ubesværet. Og helst ikke i nærheden af mænd der kun lytter til andre mænd.

Flytter. Så har jeg flyttet 6 gange på et år. Udmattende. Tænk at jeg lod Stenen beholde mit drømmehjem. Som jeg havde knoklet for at finde. Ak. Tænk at jeg overhovedet brugte kræfter på det shit. Jaja. Jeg forstår mig. Jeg troede, der var noget at kæmpe for. Men har lært at man ikke skal kæmpe for ting, der giver én lyst til at dø. Not worth it. Man kan ikke redde en relation alene. Man skal ikke bevise loyalitet og trofasthed, hvis det indebærer så meget smerte.

Vil spare sammen til en iPad så jeg kan spille stardew valley. Vil besøge min kræftsyge mormor og skåle i de kalorioholdige drikke fra apoteket, som vi begge drikker. Vil tænke på min morfar. Har købt brevpapir med sommerfugle på, så jeg kan skrive breve til folk nu hvor det er så svært for mig at åbne og læse og svare på beskeder… og være online. Og så vil jeg forsøge at rumme verden bid for bid, så jeg på et tidspunkt tør ting igen. Vil så gerne vise min taknemmelighed og give tilbage.

Fortalte min mor i dag om tumblr. Vi græd sammen. Over situationen. Søde mennesker herpå. Som passer på hendes datter. Det var spcielt. Jeg fortalte om hvordan det er, når nogen ser noget i ens adfærd, som man er vant til bliver overset. Hun kunne relatere på en anden måde. Der blev bygget broer. Føler også der er broer her. Det er vigtigt<3

Nu går jeg i seng. Godnat tumblr. Jeg tænker på jer alle og håber at i lander blødt og drømmer sødt. Håber sådan at lige pludselig en dag, så kan jeg mere end jeg kan nu. Kram

[vingefang]

Det er snart et år siden at H og jeg slog op. Jeg skrev ni måneder, men jeg tog fejl. Det var ti og tiden går meget hurtigt. Jeg taler ikke meget om ham i virkeligheden, skriver bare herinde når jeg tænker på ham (ikke hver gang, jeg tænker stadig på ham ofte, det er ikke farligt). Vi har ikke haft kontakt. Og den sidste kontakt vi havde var i april, hvor jeg skrev tillykke med fødselsdagen. og før det: i marts hvor han skrev tillykke med fødselsdagen. og før det jul og nytår og før det: vi var stadig sammen. jeg tænker meget på at skrive til ham. spørge om vi skal mødes og tale. jeg tænkte på det hele sommeren og turde ikke. jeg tør ikke. måske netop derfor burde jeg gøre det. jeg ved ikke hvad jeg vil, måske bare ikke være bange for at møde ham på gaden hele tiden når jeg er steder hvor han kunne være. måske spørge om nogle ting. måske også bare sige nogle ting. sige: jeg har tænkt så meget på dig og savnet dig. sige: vi havde det fineste breakup og jeg var helt ødelagt, men vi kunne ikke give hinanden noget godt længere. sige: jeg savnede dig så meget og jeg fattede ingenting. jeg ventede på dig i lang tid efter, håbede at du fortrød. sige: jeg blev så sur på dig, jeg synes at du havde været så tarvelig og jeg kan stadig tænke tilbage på tidspunkter og synes at du var så uretfærdig. sige: det er okay, vi var begge et mærkeligt sted. sige: det er okay.

jeg er meget bange for at se ham, fordi jeg frygter at det vil ødelægge mig. jeg har været tæt på, men også hele tiden arbejdet imod det. ødelæggelsen. jeg har ikke på noget tidspunkt rigtigt tænkt eller troet på, at det var fordi jeg ikke var god nok. jeg har hele tiden troet på, at jeg gjorde mit bedste og jeg gjorde alt jeg kunne. jeg er meget stolt og jeg har meget respekt for mig selv. men den følelse, af utilstrækkelighed, har ligget og luret. den gør det endnu. og jeg kan godt føle, at jeg ikke rigtigt har set den i øjnene, at jeg også har været fej. måske kommer den slet ikke når jeg ser ham, forhåbentlig ikke, men det er det jeg er bange for at den gør. både fx ved hvis han har fået en ny kæreste, det ville tale lige ind i usikkerheden: det var mig den var gal med. (jeg tror selvfølgelig ikke rigtigt på, at det er sådan det fungerer, det var os begge den var gal med, eller ingen af os, det er samme logik). men også bare at se hans ansigt. det er stadig ham jeg tænker på først, når der sker noget godt eller dårligt. eller noget sjovt. det er mærkeligt.

jeg er også bange for, at han vil sige nej til at mødes. eller at han ikke tænker på mig overhovedet. at han er ligeglad. at det er derfor han ikke selv har skrevet. det burde ikke være vigtigt, men det er jo vigtigt. jeg håber ikke at det er sådan. jeg håber at det er ud af respekt måske. omsorg. kærlighed. han sagde at han elskede mig lige inden han tog hjem og så har jeg ikke set ham siden.

mine venner siger at jeg har en enorm viljestyrke. de siger at jeg er modig.

jeg har også været meget modig. jeg er modig. jeg er ikke bange for særlig mange ting. men der er alligevel lidt.

jeg har fået et crush på nogen, det føles altid særligt og jeg får det ikke ofte og har ikke haft det meget det sidste år. nu prøver jeg og øver mig i at være modig i det, på den måde jeg nu kan!

kh

[litteraturhistorikeren]

Jeg tror, jeg er nødt til at slå op med min kæreste. Han går og har det frygteligt skidt, fordi jeg er så meget i tvivl. Vi har ikke haft særligt meget kontakt denne weekend, og i dag skrev han, at han ikke kan sove om natten. Jeg har så dårlig samvittighed over at ændre mening. Over at jeg ikke vil det, som jeg troede, jeg ville. Sandheden er, at jeg slet ikke aner, hvad jeg vil. Alting føles uklart. Jeg gik for hurtigt ind i et forhold, fordi han er skøn, og i virkeligheden nok også, fordi han er alt det, min eks ikke var; men jeg vil så gerne ville det her forhold, og jeg tror ikke, jeg rigtigt vil. Jeg tror, jeg er nødt til at hele. Jeg fik mit hjerte knust værre, end jeg nogensinde har prøvet før, for få måneder siden. Jeg troede, jeg var klar igen - håbede, ønskede det sådan - men det er jeg ikke. Og det er ikke fair over for den søde mand, som så helhjertet gerne vil mig, at jeg kun er halvhjertet i det.

Jeg vil fokusere på at færdiggøre det her semester, på mine venner, på mig selv. Jeg vil skrive mere, jeg vil rejse så meget, jeg kan. Det, jeg ved, jeg vil, kan jeg ikke få til at harmonere i mit hoved med at have en kæreste.

Jeg føler, jeg burde ville det. At jeg er et sted i livet, hvor jeg burde følge trop med de af mine venner, der slår sig ned og finder ro i dét. Min kusine er 32 og single og har fået at vide af en fertilitetsklinik, at nu skal hun til at prøve at få børn, for hvis hun ikke gør det nu, er det nok snart for sent. Jeg er 26, og jeg føler mig klaustrofobisk af alt det pres og alle de forventninger, der bliver stillet mig.

Jeg talte i telefon med min mor og papfar i går, og min papfar blev ved med at sige, at jeg jo også gør det nær umuligt for mig selv at få et seriøst forhold, når jeg lever så nomadisk et liv. Jeg sagde, at måske er det vigtigste i mit liv lige nu bare ikke at have et forhold. Mine forældre var så uforstående, de sagde, at jeg giver mig selv uro, når jeg ikke hører til ét sted. Jeg føler mig så misforstået; at rejse og leve mit lille nomadiske liv er det mest befriende, jeg nogensinde har gjort. At være i et forhold lige nu er det, der giver mig åndenød. Jeg føler mig fanget og låst fast.

Jeg ville så gerne ville det. Jeg ville så gerne være det, jeg føler, det forventes, at jeg skal være. Men det kan jeg ikke være. Mit liv er helt anderledes end nogen andens i min familie, og de vennegrupper, jeg har haft i årevis. Det får mig til at føle mig forkert, at ingen af dem lader til at forstå, at min lykke ser anderledes ud end deres. Min mor siger, at jeg flygter fra noget; men jeg føler, at jeg løber imod noget, ikke væk fra noget. Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen endnu, men det er det her, jeg skal. Vil.

Sikken tankestrøm, jeg orker ikke engang at rette det hele igennem for at tjekke, om det giver mening. Jeg begik en fejl, jeg gik for hurtigt frem, og jeg har så frygteligt dårlig samvittighed over, at jeg kommer til at såre et andet menneske.

Men jeg vil ikke det, jeg troede, jeg ville. Jeg vil ikke det, jeg føler, jeg “burde” ville

[etfortabtsind]

JEG ER EN FUCKING TABER OG JEG ER SÅ FUCKING TRÆT AF DET

jeg er en mand i mine 20’ere, som opfører sig som et barn. jeg er en voksen mand, som knapt kan rejse mig fra sengen, og som skal tage tilløb til at redde den når jeg endeligt får rejst mig. hvor sølle er jeg ikke lige, når jeg kan ikke rengøre min egen lejlighed. mine altaner har lignet lort siden nytår, men jeg lukker mine øjne når jeg går forbi. jeg kan ikke vælge den sunde løsning over den nemme løsning. jeg er syg i flere uger af gangen, minimum en gang om måneden, og det er så pinligt. jeg går 300 skridt om dagen i gennemsnit, og ikke i længere ruter end ud til min bruser. jeg vasker først mit tøj, når kurven er overfyldt, og jeg bruger det forkerte vaskemiddel hvis jeg ikke har mere af det rigtige tilbage. jeg bestiller wolt fra meny, på trods af det vitterligt tager 30 sekunder at gå derned. jeg spiser kun en gang om dagen, hvis det overhovedet sker - og ikke hvis jeg skal løfte en finger. jeg drikker for lidt vand, og jeg sover for dårligt. jeg svarer for langsomt, og jeg ignorerer alle indtil jeg er nødsaget til at afvise - også dem jeg elsker. jeg skjuler mine hemmeligheder, især de største. jeg er alt for clingy, og jeg er pisse irriterende. jeg kommer for sent til de enkelte aftaler, som jeg ikke kan aflyse, fordi jeg er tvunget til at komme. jeg sover over mit vækkeur, og jeg ignorerer dine opkald. jeg finder på dårlige undskyldninger, som egentligt slet ikke er sande. jeg glemmer at hilse, og jeg dræber stemningen. jeg glemmer at købe hvad du bad mig om, og jeg har ikke fået hentet dine pakker, selvom jeg kørte lige forbi. jeg køber din fødselsdagsgave på dagen, eller bruger undskyldningen at den ikke nåede frem hvis jeg har glemt det.

jeg tjener en fandens masse penge, som jeg på ingen måde har fortjent, og jeg udnytter andre folks motivation - for så at bruge dem på dumme ting. jeg tanker først min bil, når nødlampen blinker, for jeg orker simpelthen ikke at holde ind i 3 minutter. jeg vejer alt for meget, og jeg dyrker ikke motion. jeg har ingen muskler, og jeg bilder mig selv ind at min krop bare er anderledes og ikke er i stand til at have dem. jeg ryger for mange cigaretter, og bruger det som undskyldning for at være træt. jeg stirrer ud i luften og tænker om natten, men bilder folk ind at jeg knokler når de spørger hvorfor jeg ser så træt ud. jeg lyver for alt og alle, og jeg er ikke til at stole på. jeg lader mit vasketøj ligge lidt for længe i vaskemaskinen, fordi jeg er for fucking doven til at hænge det op. jeg udskyder min frisør-tid, jeg plukker ikke mine øjenbryn og jeg møder op til tandlægen på den forkerte dato. jeg betaler mig ud af de mindste problemer, og bestikker dig til at gøre dumme ting. jeg lover guld og grønne skove, og leverer ikke andet end skuffelser. jeg er altid forkert på den, og jeg tager altid fejl. jeg gemmer mig bag forskellige brugernavne, og bruger min skærm som et skjold. jeg spiller alt for smart, og jeg har intet at have det i. jeg udskyder vores middag, fordi jeg ikke kunne orke at støvsuge i dag. jeg er bange for at snakke, og jeg fejer alle spørgsmål væk med et kort og simpelt svar. jeg tør ikke møde dine venner, og jeg tør ikke at ringe til lægen. jeg ryster når jeg møder op, og du vil altid føle at jeg ikke bryder mig om dig. jeg skriver mine tanker og følelser ned, fordi jeg ikke tør snakke om dem. jeg ødelægger mit liv, og jeg lader det gå ud over dig.

nok er nok. jeg er træt af at være en taber. jeg er fucking færdig.

[tragedykery]

[ID: the prophecy from percy jackson and the lightning thief transcribed into tengwar, tolkien’s elvish script. the prophecy reads:

you shall go west and face the god who has turned / you shall find what was stolen and see it safely returned / you shall be betrayed by one who calls you [a] friend / and you shall fail to save what matters most in the end.

/end ID]

ipa transcription + rambling under the cut!

this was originally practice for my phonemic english tengwar mode with inherent vowel schwa but it got. a bit out of hand lol. tenchnically the mode’s still under construction but that’s mostly bc I’m running into issues with the guide I wrote for it (mainly font & accessibility issues)

both the ipa and the tengwar transcripts are based on how I personally would pronounce the prophecy if I were to read it aloud slowly & carefully. which is to say I don’t sound that much like a stuck up ass irl lmao. the ipa is mostly based on geoff lindsey’s transcription guidelines for standard southern british, with a few adjustments. also I didn’t use stress markers in monosyllabic words bc I’m lazy

ipa (so warning for screenreaders):

jʉw ʃal gəw wɛst and fejs ðə gɔd hʉw has təːnd | jʉw ʃal fɑjnd wɔt wɔs stə́wlən and sij ɪt séjflij rɪtə́ːnd | jʉw ʃal bij bətréjd bɑj wʌn hʉw koːlz jʉw frɛnd | and jʉw ʃal fejl tʉw sejv wɔt mátəz məwst ɪn ðij ɛnd

[greaseonmymouth]

til solen står op (2361 words) by nerakrose Chapters: 1/? Fandom: Afdeling Q | Department Q (Movies) Rating: Mature Warnings: No Archive Warnings Apply Relationships: Assad/Carl Mørck, Assad & Carl Mørck Characters: Carl Mørck, Assad (Afdeling Q), Marcus Jacobsen Additional Tags: Aftermath of Violence, Police Brutality, All Cops Are Bastards, Whump, Forced Outing, Eventual Happy Ending, Assad Whump, WIP Tags Summary:

"Der er to tusind klagesager mod politiet hvert år. Vi vinder dem allesammen. Er det fordi vi aldrig begår fejl eller fordi vi beskytter hinanden?" - Carl Mørck, Journal 64

[blondinehjerne]

Du gør det ikke godt nok. Du skal gøre det hurtigere. Du skal gøre det bedre. Du skal lade være med at gøre det. Du skal gøre det. Ej nu glemte du også det. Nu gjorde du det igen. Alle synes jeg gør det dårligt. Min chef synes sikkert jeg er ringe. Jeg bliver sikkert fyret. Ej men hvor er det dumt. Hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor er det så svært. Hvorfor ser det så nemt ud for hende. Hvad er der galt med mig. Hvorfor kan jeg ikke bare finde ud af det? Hvad med at se den anden side af historien. Du gør det faktisk godt nok. Du behøver ikke at stresse. Du har intet bevise. Mennesker laver fejl. Mennesker glemmer ting. Også to gange. Ingen tænker på dig, de har travlt med sig selv. Hvis din chef har et problem med dig, vil han med alt sandsynlighed fortælle dig det. Så længe du ikke har fået noget at vide er chancen for du bliver fyret ikke særlig stor. Det er ikke dumt, du skal bare snart have frokostpause. Du behøver ikke at forklare dig, især ikke til dig selv. Det må gerne være svært. Det er nemt for hende, fordi hun har gjort det i årevis. Der absolut intet galt med dig. Fordi det tager tid at lære ting og du skal give dig selv lov. Lov til fejle, lov til at prøve og ikke mindst bare lov være, eksistere.

[offer2012]

sps, praktikgruppe, fredagsbar, ordkløveri, pjæk, ensomhed, madpakke, valgfag, teori, emperi, kedsomhed, misundelse, dum, koncentration, angst, ven, fejl, udelukkelse, mangfoldighed, depression, drop-out,

[t4tfitpac]

Her er mit bidrag til dag 2 af Fitpac-ugen ! Jeg har opfyldt prompts'ene Happy, Empty og Potions ! Værket er Pac-centreret og fokuserer på Pacs eksperimenter med forskellige miksturer som modgift til Lykkepillerne, og så er det skrevet på dansk som den første QSMP fic på ao3 :D

Here's my submission for @fitpacweek day 2 ! Fulfilling the prompts Happy, Empty, and Potions ! It's Pac-centric, set around Pac experimenting with concoctions as an antidote for the Happy Pills. Oh, and it's in my native language, Danish ! First of its QSMP-kind on ao3 :D

feyscape | T | Slash | Day 2 | Happy / Empty / Potions

[indiestar]

Jeg skal skrive på dansk måske, da jeg bor i Danmark. Men mit dansk er dårligt og jeg laver så mange fejl, flere end jeg har gjort i mit live med andre ting. Jeg bruger Google Translate og jeg skammer mig over det. Er der plads til mig i dit liv? Jeg har en stor følelsesmæssig bagage og måske er det bedre jeg er alene. Jeg kan ikke være poetisk på dansk, mindre end på engelsk, mindre end på italiensk. Ingen bryder sig om det, ikke engang mig. Og det føles som jeg ved ikke det. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Ved du, hvad du vil?

[fjilde]

I fejl like drawing Human versions og crk cookies

[soelvfisk]

Nogen gange om natten er det lettere at tænke klart. Føler natten er en lomme af tryghed der indhyller mig i ro, på en måde hvor jeg ikke længere er bange for at lave fejl. Som om natten ikke ægte findes. Er sikker på at jeg havde været stjernekigger og himmel-heks før i tiden.

Tænker sommetider på at ændre retning i livet og lave alt om. Studere biologi eller arkæologi eller geologi. Vil både have en kandidat i neuroscience og en kandidat i forhistorisk arkæologi og en kandidat i geoscience. Har købt flere grundbøger fra pensum til de forskellige uddannelser. Så jeg kan sidde med overstregningstush og highlighte de ting jeg gerne vil vide i ro og mag. For jeg kan ikke studere på uni. Har prøvet flere gange. Er meget meget dårlig til gruppearbejde. Får angst over at skulle være parat til at løse konflikter og præstere på én gang. Synes ikke en uddannelse behøver at føles som et socialt eksperiment, når det man allerhelst vil, er at sidde fordybet i et jordhul eller på et laboratorie.

Jeg føler mig “social” når jeg kigger på min families stamtræ. Alle dem der hedder Ane og Peder. Alle dem der hedder navne jeg ikke kan udtale. De har skulle overleve en masse for at jeg kunne eksistere. Så føles mit liv meget værdifuldt. Gid jeg kendte dem nok til at kunne mærke hvad de ellers har givet videre. Om vi ligner hinanden sjæleligt. Føler jeg leder efter en retning i livet og føler at de kender svaret. Som et gigantisk bagland. De sidder et sted og sukker over hvor rodløs jeg er i en kælder. “Du er en bi” ville de sige. Og mene at jeg har et tydeligt formål. Jeg kan bare ikke selv se det.

Men lidt bedre om natten. Tænker fx på nu, at jeg skal læse mine bøger noget mere. Elsker faglitteratur. Elsker at kigge på et vildfarent blad i vinden og blive mindet om nervebaner. Elsker at kunne mærke min hjerne knitre fordi den kan sætte mine omgivelser i allemulige kontekster. Så føler jeg mig ikke så forvirret. Ikke så urtyg. Det kræver bare ro at vide ting. Jeg ved ikke noget, når jeg har det kaotisk - det er faktisk utroligt. Jeg bliver så blank, at jeg knap kender til de mest basale ting om mig selv. Alt bliver et mysterie.

Vil hellere have at mysteriet er til at undersøge… og ikke noget der forhindrer mig i at gribe livet. Ved at jeg har en tipoldefar der var skrædder. To tipoldefædre der var gartnere og havde store planteskoler og gartnerier. En oldefar der var taxachauffør. En oldemor der var pianistinde. Det må have været svært så definitivt at vælge hvad man vil være. Eller bare ende med at være noget… Selv nu - så mange år efter - er de stadig dét. Sikke et pres. Ville ønske jeg kendte dem for andet end deres profession, agtigt. De er jo mere end bare dét. Det handler måske ikke om at være en bi, men om at huske at man er det. Der vigtige er at man finder noget meningsfuldt at lave honning på. Af? På? Af. Et sted hvor ens indsats bliver anerkendt og værdsat. Honning er mere end hårdt arbejde. Honning er mere end et resultat af en slags funktion.

Det minder mig om at bier er magnetiske. Det er sejt. De kan orientere sig efter jordens magnetfelt, fordi de i deres pubertet gror magnetisk materiale i deres mave. Så de kan finde vej. OVERVEJ hvis vi også bare lærte at finde vej så definitivt i vores teens.

[dugiskoven]

Husk at lave fejl

[litteraturhistorikeren]

Jeg har været i Belgien i en uge nu. I dag gik jeg hen til et vaskeri med en ny udvekslingsven, ingen af os har måttet bruge et vaskeri før, det var hyggeligt. Min nye ven er fra Østrig, en early bird ligesom mig; introugen starter først på mandag, så de fleste udvekslingsstuderende ankommer først deromkring, men vi ankom begge i sidste uge.

Jeg hentede også mit nye studiekort og fik en lille velkomstpakke med en kalender af universitetet. Jeg aner endnu ikke noget om mine fag, værtsuniversitetet har ikke godkendt dem endnu, men det finder jeg nok ud af i næste uge (håber jeg).

Mit lille kollegieværelse er enormt hyggeligt. Det er fremlejet af en 20-årig pige, alt er meget lyserødt og Hello Kitty, og jeg er vild med det.

Det regner ofte, men det har været rimeligt lunt indtil i dag - i dag bider efteråret i kinderne.

I lørdags talte jeg i telefon med min ekskæreste, han var til en poly camp henover weekenden. De talte om regler og grænser i polyamorøse forhold, fortalte han mig. Det fik ham til at tænke på mig og de fejl, han begik i vores forhold. Noget at lære af til fremtidige forhold, svarede jeg bare. Døren er lukket med min finske bartender, om han har accepteret det eller ej. Jeg kan på nuværende tidspunkt heller ikke forestille mig at være i et poly forhold igen, selvom jeg ikke fortryder noget af det.

I morgen skal jeg til Antwerp og besøge en ven, fra da jeg var på udveksling i Finland. Mine venner fra forskellige lande skriver til mig for at planlægge at besøge mig her, og jeg føler mig meget heldig og beæret over at kunne leve et liv, hvor jeg holder af så mange mennesker fra så forskellige steder.

Jeg er meget spændt på at se, hvad det næste halve år på udveksling endnu en gang, men et nyt sted, vil byde på. Hvad jeg vil opleve, hvem jeg vil møde. Hvordan jeg vil udvikle mig og vokse

[maelkevejen]

Et sygt sted i min hjerne, bliver det overvejet om jeg burde begå selvmord, hvis ikke jeg når i mål med det her. Som om det er liv eller død, hvad der sker med mit speciale. Som om der ikke er andet i livet, der har værdi, øh, som om jeg ikke har anden værdi. Det er jo absurd. Så hvorfor føles det sådan? Jeg føler mig næsten desperat efter at undslippe, men det kan ikke komme på tale at udskyde eller blanke eller noget som helst, og når det ikke føles som om, jeg kan pløje mig igennem, og jeg drukner i mindreværdskomplekser og skam over ikke at kunne det, jeg gerne ville, at skuffe alle mulige som slet ikke betyder noget i sidste ende, fordi det er jo bare mig, jamen så må løsningen være at fucking flygte fra det hele og bare dø, for så slipper jeg for det. Fordi det giver mening.

Det... er meget anstrengende. Og... jeg tør ikke glæde mig, til det er overstået, for jeg kan ikke forestille mig at nå igennem og jeg er hunderæd for at spænde ben for mig selv, og den tanke kan jeg bare ikke bære. Men det er jo ikke vigtigere end alt andet...! Jeg er så bange. Ikke for at jeg pludselig beslutter mig for noget, for det gør jeg ikke, men jeg er fucking bange for at... at fejle. At aflevere noget lort. At gøre et dårligt stykke arbejde, jeg ikke selv kan stå inde for. For ikke at være god nok. Ikke at have gjort mig fortjent til det her, at det er pinligt. Jeg skammer mig så sindssygt meget. Har jeg overhovedet fortjent at være her eller har jeg bare... snydt alle. Jeg er så bange for, at jeg er dårlig. At jeg slet ikke dur til det her. Det ved jeg godt sikkert er normalt, men jeg mener det virkelig; jeg føler mig slet ikke god til det her, i hvert fald ikke de rigtige ting, og det jeg kan og er god til er ikke vigtigt uden alt det andet. Jeg vil så gerne tro på, at det hele nok skal gå, men tør ikke rigtigt, og jeg har det dårligt, når folk siger "iih, du er så dygtig, det skal nok gå godt", for de aner jo ikke, hvad de snakker om.

[pastelfarvet]

Nogle gange kommer jeg til at klikke ind på min eks' tumblr, og det er lidt en fejl hver gang. I mean det kunne være så meget værre men aaaaaaaa

Den her går ud til dig J, hvis du også klikker dig ind på min tumblr og fortryder det igen