#et lille lys i mørket

[politirapporten]

Mørketid: Vestegnen sætter fokus på skoleelevers cykellygter og reflekser i de kommende uger, hvor repræsentanter fra kommuner og politi besøger de vestegnske skoler om morgenen. Tænd for lygterne, på med reflekserne og frem med pangfarverne - så bliver du set i trafikken og ikke en kedelig del af statistikken. Sådan lyder budskabet, når repræsentanter fra alle 11 kommuner og politiet på Vestegnen besøger en stribe skoler fra i dag mandag den 9. januar til fredag den 20. januar. Det sker i den fælles kampagne ’Jeg husker lygterne’, som sætter fokus på lys, lygter og reflekser hos de unge cyklister, så de bliver set i vintermørket. - Vi kommer for at tale med børn og unge om cykler, lys, reflekser og pangfarver. Det handler om, at de kan begå sig sikkert i trafikken, er synlige i mørket og husker cykellygterne,” siger politiassistent Cecilia Kisbye, Københavns Vestegns Politi. Hun afslører, at der vil være en lille anerkendelse til de mange, som kører med gode og stærke lygter. ”I vintermørke, tåge, regn eller slud kan det være svært for bilister at se en cyklist – især uden lygter, og det kan blive farligt. Så hvis vi møder et barn uden lys på cyklen, sætter vi et par cykellygter på,” siger Cecilia Kisbye. Lokalpolitiet dukker op på 40 skoler, og dertil får yderligere et antal skoler besøg af færdselspolitiet og patruljetjenesten i løbet af de to kampagneuger. Bliv set i mørket Cykellygter skal være synlige på 300 meters afstand og være tændt i lygtetændingstiden – det vil sige fra solnedgang til solopgang, hvilket aktuelt er fra cirka klokken 15.55 til 8.20. Det er også en god idé at køre med refleksvest, bruge pangfarver eller have lys på cykelhjelmen. Jo mere synlig, desto bedre. Sammen om sikkerhed i trafikken Vestegnens Trafiksikkerhedsråd er et trafiksamarbejde mellem alle 11 kommuner på Vestegnen og Københavns Vestegns Politi. Det er fjerde år i træk, at en fælles vinterkampagne sætter fokus på at unge cyklister er synlige i den mørke tid. Mere info til dig om dit barns cykeludstyr Cyklens udstyr Spænd cykelhjelmen korrekt

[maelkevejen]

Trille - Et Lille Lys i Mørket

Sådan er der altid et lille lys i mørket. Det står og blafrer der et sted. Men hvis du vil kunne se det, så må du ikke være mørkeræd.

[lesbianjonimitchell]

1. Strikketøjet gemmes, naar Mørket falder paa, for det er sket, at Ting er sket, som ingen kan forstaa. Nattelampen tændes,  før Natten bryder frem, for Mørket faar de syge Sjæle til at længes hjem. Nattevagten hyller sig i Sjal og Listesko, det hænder, at hun blunder lidt imellem ti og to. Lange Timers Aandedrag, en Sitren og et Suk — Foraarsnatten gaar forbi, betagende og smuk, til den bitre Morgen naar det triste Hospital, og tyve trætte Kvinder vaagner op til deres Kval.                      2. Sjæle i Nød flakker mod laaste Ruder, Paaskemorgen vaagner i Klokkeklang. Skyggerne staar i Gryet af glemte Guder, øde er Dagen, regnbedrøvet og lang. Øde er Dagens Lyde, nøgne og hvide som Hjemløshedens Skridt i en evig Ring. Værgeløse imod dem, Side om Side,  lytter vi ængsteligt efter de kendte Ting: Køkkenpigernes haarde, klirrende Færden, Vaskefadenes Raslen, Komfurets Ild; den ganske lille og upersonlige Verden, der sænker sig over en sjæl der er faret vild. Langsomt spredes de tunge, betændte Skyer, Solen flakker blaalig og feberspændt — stærke Mennesker lever i store Byer, Skygger staar om os af onde Ting                                                     der er hændt. Stærke mennesker gaar i de brede Gader, en eller anden dér kommer os ved — en eller anden elsker vi nu eller hader, en eller anden delte vi Dagene med. Dæmpet taler vi sammen                                       om Paasken og Vejret  — sjældent, sjældent græder vi eller ler — vi gør os i Stand, taalmodigt og ubesværet, kendt med de dulmende Ting                                             der hænder os her. En ligger stum med evigt foldede Hænder  — sjældent, sjældent bryder vi ud i Skrig — en anden venter Besøg; hendes Øjne brænder som skinnende Fluer                              der summer omkring et Lig. Og Kvinderne uden Mænd og uden Glæder ser paa hinanden og taler om kendte Ting og ved, at den de elsker er andre Steder og ved, at Livet gaar i en dødsdømt Ring. Og ved, at han der kommer                                             med Søndagstoget og bringer Blomster og Smil og forkerte Ord, dybt i sit villige hjerte har svigtet noget, der gennemlyste hans Sjæl som et Stjernespor. Og hun der venter                               med feberbrændende Øjne og Hænder som Fugle paa Flugt                                                 i et lukket Rum glemmer hvergang,                at /de/ Hænder var haarde og nøgne, der efterlod hende her, forfærdet og stum. Og hun, der ængstedes for                                           hvad Folk vilde sige og tav til hans grove og dovent skjulte Bedrag, har Dødens og Haabets Drømme                                                  i Mundens Vige og lyver sig skælvende gennem den øde Dag. Roligst er hun der venter                                   ved Vanviddets Strande paa en som ingen i Verden                                       har set eller kendt — hun alene ejer et Lys om sin Pande som en, hvem usigeligt                                   dejlige Glæder er hændt. Snart gaar Portene op, og den grove Jakke, den hvide Flip og de pudsede Sko træder ind. Hænder vil søge hinanden og Læber snakke, Ord flagre magtesløst mod forpinte Sind. Og kvinderne uden Mænd                                         har pjuskede Vinger og søvnløse Øjne, med Flager af Ensomhed skjult i de søgende Hænder der intet bringer, men søger og venter                                hvad ingen i Verden ved. Og snart er vi glemte igen og alene tilbage, med Lugt af Tobak og Søndag                                       i Hænder og Haar — en lille Flok Mennesker                          drevet til Havs paa en flage af Lede og Længsel som ingen derude forstaar. Maaske faar vi Mod engang                                       til at se paa hinanden og kende vort eget stedse brændende Savn — vi der vandred mod Lyset i Himmelranden og knustes af noget                       ��     vi ikke tør nævne ved Navn.

SYGE SIND by Tove Ditlevsen, Blinkende Lygter, 1947

[lumendaylightde]

Se og bliv set

Lys giver større sikkerhed af flere grunde.

I denne artikel vil vi kigge på forskellige køretøjer både lands og til vands, samt et par lys-anbefalinger til disse.

LED lys til MC

Godt lys er vigtigt på motorcyklen, så man kan se og blive set af andre i trafikken. Enkle opgraderinger på din MC, såsom et pæreskift kan give et markant bedre nærlys og fjernlys. Vi har fjernlys, markeringslys, nummerpladelys, parkeringslys, hovedlys og alt indenfor lys til din MC. LED-lys til motorcykler er populære som aldrig før. De ser ikke bare utroligt godt ud, men gør det også meget sikrere for dig at færdes i trafikken.

Rigid D-serie Spot

D-serien fra Rigid er nogle små kompakte lygter med en god effekt. D-serie spot fokuserer på god kastelængde og passer perfekt som fjernlys. Disse små ekstralys er enkle at placere, og er dermed perfekt til ATV og motorcykel. De er også lige velegnede til biler, og er et populært sæt som ofte købes for at få et opgraderet fjernlys. De sælges som sæt og er godkendt til vejbrug i Danmark.

Rigid Ignite Mc Kit

Rigid Ignite MC-kit er en genial pakke med to kompakte LED-ekstralys designet specielt til MC, Snescooter og ATV. MC-kit versionen af Ignite-serien kommer med en indbygget dimmefunktion, som lader dig skifte mellem 20% styrke eller fuld 100% styrke. Dette gør at lampen vil fungere perfekt som et ekstra nærlys og fjernlys, eller du kan justere styrken alt efter behov.

Led lys til Båd

Det er lige vigtigt at se og blive set både til havs og på land. Lumen Daylight har et stort udvalg af LED-lys til både og maritimt brug. Vi har lamper med forskellige lysbilleder og størrelser for at kunne passe til netop din båd og dit formål. Det er utroligt vigtigt med godt lys — også til havs — for at kunne se de potentielle farer som måtte dukke op, og ikke mindst for at blive set når du færdes på havet. Vi har lygter og LED-ramper til både, både til professionel og normal brug. Alt fra rimelige LED-lys på fiskebåde og skibe til LED på små både.

Rigid Marine D-XL PRO

Rigid har gjort den populære D-serie en tand større, og med endnu større effekt end før. Den er også ekstra robust og holdbar med syrefaste elementer, og et kraftigere beslag. Det unikke ved denne opgradering er den sindssygt gode effekt du får fra lyset. Lampen lyser hele 9504 lumen, hvilket er helt vanvittig kraftigt, når man tager dens størrelse i betragtning.

Rigid Marine D-serie Pro

Dette er en LED arbejdslampe som passer perfekt til både. 3168 lumen er utroligt meget lys, hvilket til sammenligning er mere end 3 halogen lyskastere. Det er helt ufatteligt at Rigid har pakket så meget lys ind i en så lille lampe. Her får man et arbejdslys i absolut topklasse, med god spredning og en uovertruffen kvalitet.

LED lys til vandscootere

I de seneste år har vi desværre set mange tragiske ulykker med vandscootere i mørket. En hel del af disse ulykker kunne højst sandsynligt have været undgået hvis man havde brugt LED lys til vandscootere. Derfor ønsker vi at oplyse dig om, at du har en enkel mulighed for at opgradere sikkerheden på din vandscooter. Vi snakker altså ikke bare om LED-lanterner, hvor det handler om at andre skal kunne se dig, men også nogle gode LED-lygter som lyser op et godt stykke foran dig i mørket. Og som desuden gør dig opmærksom på skær, fiskeudstyr og andre farer som lurer foran dig.

Lazer Linear 6 Elite

Denne lampe har ikke blot det perfekte lysbillede, men den er også utroligt kraftig med hele 4050 lumen. Dette er lige så meget som 5 halogen tusindmetre! Høj effekt, kombineret lysbillede og et rigtigt flot design er tre gode grunde til at vælge netop denne lampe.

Rigid Ignite Spot

Ignite er en utroligt lille lygte, men lad ikke dens størrelse snyde dig! Med hele 1000 Lumen har Ignite åbnet op for en helt ny verden af muligheder. Denne lygte gør nemlig det meste muligt. Dette er en perfekt lygte at montere på trange områder, som baklys eller som et bærbart arbejdslys.

[arketypisk]

Du asker sin cigaret imens du undgår mit blik. Udenfor har jorden åbnet sig og regnen står i stråler ned i mulden der væsker og bobler. Jeg vil åbne munden og skrige ham ind i hovedet, men jeg siger ingenting. det gør ondt bagerst i min hals, bag bardisken er bartenderen ved at pudse glas. Han holder dem op imod det svage lys og pudser grundigt.

Lige da vi mødte hinanden kørte vi lange ture om aftenen. For det meste ned til vandet. eller forbi din gamle skole, din første barndomsgade, din park, dit cykelskur, dit skovbryn, din skumring. Din svømmehal. Jeg forestiller mig at det svage blålilla lys som er tusmørket tilhørte dig at det strømmede ud af dig og ud igennem bilens nedrullede vindue og ind i skoven og rundt om træstammerne.

Svømmehallen er lukket og der er helt mørkt derinde på nær det svage lys fra poolen. Det ligner at den gløder. Du har en ekstranøgle fra din ven der arbejder der i weekenden som livredder. Du låser os ind. Kantinen er lukket, frituren hænger stadig i luften. vi går neden under igennem prøverummene det gnistrer fra neonlamperne da du tænder lyset, der lugter kraftigt af klor, din hånd er varm og blød og stor om min knyttede næve, du holder den som et lille dyr. Helt fast. Helt fast. vi går ud i hallen hvor poolen strækker sig fra den ene ende til den anden, for enden tre vipper. Du trækker din trøje over hovedet, du klæder dig af og jeg gør det samme. Hurtigt som om vi konkurrerer med hinanden. Du vender dig imod mig presser din nøgne krop imod min. Jeg kan mærke dit hjerte banke kraftigt, jeg kan mærke din pik imod mit lår, dine knæ der vender til indad, jeg kan dufte din sved og jeg kysser dig grådigt og vådt i mørket og poolen gløder vi har vand til livet og du vender mig forover over kanten på poolen og trænger op i mig. vi er stille som om det ikke er okay at sige en lyd, som om stilhed er at foretrække, den eneste lyd er skvulpende fra vandet. Kloren hænger i luften. Det minder mig om at være syv år og ligger i vandet til man blev helt rynket, at tage tag frem og tilbage i baner, brystsvømning og crawl og butterfly imens Mette, min idrætslærer, stod på kanten og råbte, hvordan rummet kun eksisterede i glimt når man brød overfladen for at trække vejret, de andres ben nedenunder vandet, stilheden og roen dér, en verden for sig. Det er den stilhed der hersker her i rummet og det er det jeg tænker på imens jeg kommer voldsomt.

vi er stille på vej hjem i bilen, måske var vi allerede dengang klar over at vi ikke kunne blive ved. Jeg husker at mine tænder klaprede og at jeg kunne smage kloren på læberne. Mit hår lå vådt ned af min ryg og klistrede til mine kinder og min pande. Udenfor græssede et hjortekid i skovbrynet. Tusmørket havde veget for natten. Vandet i svømmehallen havde lagt sig igen. Jeg tænker stadig på den engang imellem. Hvordan det ville være at tage tilbage. Om den overhovedet ville eksistere på samme måde i dagslys, fyldt med mennesker og larm og lys.

[gloeder]

skønhedsafdeling

blod på gulvet

ødelægger flisemønsteret

det ret grimt

du er forelsket

og forslået

og forrådt

og fortumlet

og forvirret

og forvekslet

med din egen voldsmand

eller bliver din voldsmand forvekslet med dig?

fuck nu det

skønhedsafdeling

blod på gulvet

det en lille pøl

eller

nu er den ret stor

sjovt hvordan den bevæger sig

og hvordan du ikke gør det

når nu du løber væk

og bare ligger der

og løber væk

og kigger

på den store pøl

der vel i relativ forstand er ret lille

båndet klippes i hvert fald

som overkommercialiserede små røde og grønne stykker papir

eller forhud

men fuck nu det

skønhedsafdeling

eller ikke længere?

nej vent

skønhedsafdeling

hvor der godt nok står en

halvliters tuborg rå

og det staver de tuborg RÅ

ja store bogstaver

og en lille blodpøl

der nu også er ret stor pt

det er ret forvirrende at den tuborg RÅ står der

men du er altså også ude på gaden nu

eller ligger du derinde?

det er mørkt

derinde og derude

godt nok i lidt forskellige henseender

men klokken er 4:22 uanset hvad

lad være med at spørge om det er i den ene eller den anden ende

men du ved

himlen minder lidt om dine pupiller

uendeligt små sorte punkter omringet af noget andet

og nu skulle skumringen eller solens pendulbevægelse i den ene eller den anden ende så være det der andet

men den er der jo ikke

så det er bare dine pupiller

din pupil

udspilet

derude i mørket

for den vil så gerne finde noget lys derude

og er næsten et punktum derinde

godt nok flækket, så mere et komma når man tænker over det

og der er ikke rigtig nogen

men du løber

altså derude

du løber også derinde

godt nok i en lidt anden forstand

for derude løber du væk fra lyset

det er blåt og det blinker

og derinde løber du hen mod lyset

det er ikke blåt og det er dig der blinker

ja, du ved sgu ikke hvad du skal kalde det

et lys er det i hvert fald

og blinkene bliver hurtigere derude

og langsommere derinde

skønhedsafdeling

blod på gulvet

og om der er en eller to skyldige er lidt svært at forklare

for du ligger derinde og du løber derude

derinde og derude altså

det fucked op når man tænker over det

nu ligger du ikke derinde længere

du løber heller ikke derude længere

der ligger godt nok stadig blod i skønhedsafdelingen

og det løber igennem alle de små sprækker

men det er jo ikke dig

men blodet

blod

gulv

skønhed

på afdelingen

[visibilityisatrap]

Et blekt, blåsvullent ansikt. I sentrum av seg selv, midterst i skrekken. I redselen. Vær så snill Lille snøfnugg. Vær snill.

For noen ting er det rett og slett for vanskelig å forestille seg. Som hvordan et menneske helt konkret går til grunne. Hvordan de bare kan ligge der klamrende et sted mellom svette og sigaretter, i et gyllent lys, som hverken er frelse eller forbannelse, det er bare virkelighet. To tomme øyne. Totalt romantikkløst, bare stygt og privat og nådeløst. Men sånn var det bare, totalt nådeløst, og det vil fortsatt gå mange år før jeg får bukt med den historien, før jeg forstår hva som faktisk skjedde der inne på fabrikken, på vaskeriet, på det iskalde gulvet hver morgen, inne på stumfilm-visningene på bedehuset. Under kjellerluka, der jeg hørte hendene skrape mot gulvluka. Men tro meg: jeg skal fortelle, tro meg, jeg skal fortelle dere alle, hva slags svin dere er

Det var ikke bare darkness. Noe skulle oppstå i et glimt, som en scene filmatisk vakkert mot et lerret. Det var ingenting som lignet film eller levende bilder mot noe som helst. Det flimrende blå lyset, dette var alt annet enn flimrende. Det var kaldt som et moderne barn med hettegenser. Et menneske gående helt alene, i et hav av håpløshet. Med to tomme øyne. Iskalde. Helt bunnløse av tristhet, fulle av is. Lille snøfnugg, kom hjem. Det rant over for meg.

Det var isfjell helt mørke, og alle skalv i skyggen av dem, med stemmer så tynne som sjeler, skrikende ut av alt som åpnet seg. Det rant over for meg. Men alt som kom ut var bare pipelyder, forslåtte pipelyder, tynne armer som ble dratt avgårde langs bakken. Lille snøfnugg, dette går bare ikke. Bare fordi de der ute hadde lært seg forskjellen på stemme og gråt, på barn og voksen, mellom språk og smerte, mellom fødsel og kjærlighet, på hva som kom til syne i dagslyset og hva som ble liggende igjen i mørket, inne i magen, nedenfor fjellet, inntil huskanten, under haka, mellom hendene, selvom alt det ble liggende, betydde det ikke at man hadde noen bredere forståelse av Gud, av Guds lys, av tilgivelse. Fattig var fattig, nakent var skittent, det betydde ingenting, det betydde nada, så lett det er å glemme når man befinner seg i stridens øye, ingenting betydde noe om det ikke kunne beskytte seg selv, ingen kunne lære nåde, de måtte erfare det, og nettopp derfor eller snarere tvert i mot, lå det store raseriet over dem. For det rant virkelig over for meg, stridens øye lå i meg som en grunnleggende kvalme, det fantes ingen krefter som ville trekke noen vekk fra kjernens midtpunkt, det blinket nesten foraktfullt i øynene deres når de så meg. Under hver eneste varme håndflate som bevegde seg gjennom den lille bygda, lette jeg, Lille snøfnugg, jeg lette etter deg, med alle celler i min kropp, jeg ropte på deg, etter det mykeste jeg visste om, etter det mest overgivne. Skrittene i kulda, jeg hørte deg, men det var umulig å lokalisere hvor du kom fra. Men alle visste hvor du var på vei.

Ta dette med deg ut på jordet og skyt det sa de. De sa det. De sa ting som at det måtte dø først som sist. Slike ting sa de der ute på fabrikken. Mens det var iskaldt og de lagde forklaringer ut av helt syke ting, alt det så tydelig når det var kaldt, frostrøyken og forakten i øynene deres, og jeg så det så tydelig, hvordan ingen tok vare på deg, jeg så det hele tiden. Lille snøfnugg, de bare sendte deg vekk. Selvom du kom og tagg om å få være der. Det gikk bare noen få år, før de sendte deg nordover. De gjorde det fordi de trodde det var best.

Med lepper man kysset i stykker. Lille snøfnugg. Kom hjem ropte jeg. Jeg trenger deg.

[kulturformidlet]

Klimakrise og ligestilling i Sherwood

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Mange ting har ændret sig i Sherwoodskoven, men helt i Eventyrteatrets ånd er Robin Hood en flot, musikalsk opsætning fyldt med talentfulde børn på scenen. Den woke modernisering af det gamle folkesagn bliver til tider for søgt og favner for bredt, men andre aspekter fungerer glimrende; Ikke mindst musikken og de onde er en fest! Eventyrteatrets længe ventede Robin Hood-forestilling (aflyst sidste år pga. corona) har netop haft premiere. Det er fast tradition med en ny familiemusical fra deres hånd hvert efterår op til skolernes efterårsferie, og i år er der intet mindre end 30 års jubilæum.

Stykkets mange amatør-børneskuespillere tager flot imod os, imens vi går fra Tivolis indgang ned mod Glassalen i den gamle have. Det er effektfuldt, som de står der i fuld make-up og byder os velkommen til Sherwood, og allerede her er min lille syv-årige ledsager behørigt imponeret.

At man ligeledes kan komme helt tæt på i pausen udenfor, har på samme måde stor attraktionsværdi, og man fornemmer tydeligt glæden ved at optræde hos de medvirkende.

Sherwoodskoven er ikke den samme

Ligesom Folketeatrets opsætning af 'Robin Hood' sidste år (se anmeldelse, red.) er der her igen tale om en vældig kæk modernisering af det gamle folkesagn. Det bliver til tider for søgt med Gunvor Reynbergs mange woke ligestillings-omskrivninger, men andre elementer fungerer glimrende. Bl.a. de mange referencer fra alt til 'Star Wars' og Donald Trump undervejs er et kærkomment nik til det voksne publikum, og frem for alt må både musik og kostumer fremhæves.

’Alice i Eventyrland møder Robin Hood’ er første tanke, da det står klart, hvor eventyrlig skoven er blevet befolket. Middelalderen møder i hvert fald fantasy-genren. Kostumier Christine Brincker har fantasifuldt kreeret de smukkeste, mest farverige dragter til skovens insektlignende væsener, kaldet Sprites, der kommunikerer med kliklyde og tilmed har lys i deres hovedudsmykninger, så de også – helt poetisk – lyser op i dansende formationer, når mørket omslutter dem. 

For også denne 'Robin Hood' er trods alt en historie om det gode mod det onde.  Med til at give dette aspekt ekstra pondus er glitrende fe-lignende druider i skoven, der ikke blot lever i pagt med naturen, men også, med tanke på ikke mindst 'Ringenes Herre', har imponerende overnaturlige kræfter.

De hvide, smukke druider vil kun alt godt i verden, og bliver nemt lidt kønsløse. Anderledes smæk for skillingen er der hos de sortklædte druider, der er så onde, at det driver ned ad klippehulevæggene med grøn, giftig tåge. Klima-referencerne ligger lige for, så udover Nottinghams borgere, Lady Marian m.v. er vi nu også ude i, at naturen skal reddes.

De onde stjæler rampelyset

Uretfærdighederne fra den sadistiske sherif og den pengegriske Prins John er som altid helt uhørte, og de spiller begge så overbevisende, at de mindste publikummer gyser i sæderne. Førstnævnte ligner Kaptajn Klo fra Disneys 'Peter Pan' på en prik med sin lilla jakke og det lange sorte hår, som han skridter rundt i lange sorte støvler. Med sine mænd skaber han rædsel blandt Nottinghams fattige, og salen hujer triumferende når en velanrettet pil i rumpen giver disse griske skatteopkrævere, hvad de har godt af. Falden-på-halen komik er der nok af, og det rammer aldeles plet hos målgruppen.

Samuel Traum som Prins John er et decideret scoop, og en man må forvente at se mere til. Som en anden Nik eller Jay, med hovedet på skrå og godt med attitude stiger han op ad scenegulvet med ordene; ’Denne her går ud til alle jer, der fatter hvad det hele handler om’ inden han lægger salen ned med en selvfed rap i bedste west coast-stil, om hvor sej han er, og hvor mange penge han har.

Det er en omskrivning af Fort Minor’s ’Remember the Name’ nu med ’100% superpower-prins, der sparker røv’. At denne skamløse selvpromovering også dækker over et vældig lavt selvværd, er endnu en fin krølle på figuren, der på mange måder stjæler showet.

Det swinger

I andre af de musikalske indslag er vi ude i trommende Safri Duo-dance med electric boogie på scenen, så det hele svinger ned til bagerste række. Referencer til gamle slagere og tekstbidder fra diverse popnumre sættes sammen på ny.

De ondes sang til slut vækker latter, som de lover os, at de er gode nok på bunden og ’er startet til psykolog’. Rå rockguitar-riff’s akkompagnerer Lady Marians duet med vores mandlige Robin Hood – mere moderne er stykket trods alt ikke, om end det er hende, der ender med at fri.

Robin Hood har skiftet køn

Og det er en anden betragtelig omskrivning, man bliver nødt til at nævne. Vores fredløse bueskytte-hovedperson, der tager fra de rige og giver til de fattige, er nemlig i denne udgave af hunkøn og hedder Rosalinde. Hun kalder sig bare Robin, fordi det er nemmere at få respekt som dreng(!) og for at mindes sin afdøde storebror – korsridderen Robin af Locksley.

Da han vender tilbage og viser sig ikke at være omkommet, skaber det selvfølgelig en del forvirring og forvikling, og vi har følgelig hele to Robin Hood-helte, der sammen må kæmpe for at få retfærdigheden til at ske fyldest.

Trods sangtekster om ’at være lige uanset om vi er dreng eller pige’, kommer der aldrig rigtigt skub i hverken parløb eller rivalisering imellem denne bror og søster Hood. Der er langt mere på spil i druide-søstrenes kamp på godt og ondt, for slet ikke at nævne originalens brødre-fight imellem Prins John og Kong Løvehjerte, som vi desværre kun får en flig af i denne opsætning.

Den noble bestræbelse på at sætte både klimakrise og ligestilling på dagsordenen i en familiemusical, rummes desværre ikke så godt i fortællingen, der vil for meget og får for lidt ud af konflikterne i sit glimrende forlæg. Det er de farverige skurke og de velskruede musikindslag, der gør aftenen til et hit.

For tag ikke fejl; min lille ledsager er høj på lykke, da vi cykler hjem og bliver til græskar igen.

Af: Gudrun Hagen FAKTA Eventyrteatret: Robin Hood - Manuskript: Gunvor Reynberg. Instruktør: Bo Skødebjerg. Musik: Christian Dahlberg. Kostumer: Christine Brincker. Scenograf: Kirsten Brink. Koreograf: Tara Toya. Medvirkende: Rosa Olsen, Jacob Spang Olsen, Ella Kring Henriksen, Line Hersløv, Iris Mealor, Julia Bircow, Sophia Bircow, Nanna Giversen, Samuel Traum m.fl. Varighed: Ca. 2 timer inkl. 20 min. pause. Aldersgrænse: Fra 5 år. Spilleperiode: 9.-24. oktober 2021. Set til forpremieren 8. oktober 2021 i Glassalen i Tivoli, hvor den bortset fra 18.10 spiller hele efterårsferien fra 16.-24. oktober med to daglige forestillinger.   https://www.eventyrteatret.dk/forestillinger/robin-hood***(Teateravisen anmelder ekstraordinært Eventyrteatret forestilling i anledning af teatrets 30 års-jubilæum, red.)

[gucciimama69]

Michael Strunge

NATMASKINEN

Langsomt oplades natten af byens lys. Stjerneknapperne blinker og på måneskærmen ses de første billeder. Åh, jeg vugges som på en damper, et tungt exprestog gennem mørket, flyver højt i natmaskinen. Skyerne af drømmedamp hvisker hvidt til jorden. Natmaskinen arbejder og absorberer menneskenes sjæle. Mørket fyldes tæt af en summen af energi …

Jeg er til koncert i Rockmaskinen. Ugens overlevende trænges om den lille scene luften er hed af musik. Vi er i trance og trang transcenderende grænserne mellem køn, mellem dimensioner af virkelighed, dansende i tranceformationer et sted i den sovende by. Vi er forkomne englebørn med vinger af fremtidssang, med barnet i blodet og smøgen i kæften.

Vi har hud af den sarteste drøm og hjerter der lyser mere end neon. Vi er kvæstede af dagens skarpe lyde, blødende lyserød sne, spiddet af avisoverskrifter. Vi er en del af Natmaskinen transformerer angst til venskab. Vi bærer vore hjerner med stolthed bytter drømme og cigaretter, fylder os med rus og musik bytter køn og masker ... Senere tager vi hjem hver for sig drager gennem Natmaskinen med nye identiteter ad offentligt fastlagte ruter. Der falder sorte klumper af søvn fra oliehimlen ned i vor øjne. Vi sover ind som encellede organismer fra dengang jorden var hav.

[wellenoughaboutme]

Her er nogle af de ting, jeg lærte

Her er nogle af de ting, jeg lærte Gud er god, når verden ikke er det Når livet ta’r kvælertag på dit hjerte Gud er god, når livet ikke er det!

Jeg har lært, en at kende, som ikke vil mig andet end at afvise mig og anklage mig ud over kanten Som Frodo i Gollums jerngreb i et bjerg af ild Bortset fra, at den bor nede i mørket dybt indeni mig selv Jeg har aldrig drukket gift eller prøvet mig af som cutter, men jeg tror, jeg kender larmen fra den samme lille spotter.

Jeg har lært, at når man befinder sig i en lillebitte båd på det mørkeste hav; og man ik’ kan se noget. Og hverken ved, hvad der er frem eller tilbage eller op eller ned, så er det så god en anledning som nogen til at lære lidt tro og tillid.

Og siger jeg: “Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig,” så er natten lys som dagen. Mørket er slet ikke mørke for Dig, mørket er som lyset.

Mørket er som lyset!

Og jeg har lært, at nåde ik' kun er dråber til en ørken-vandrers knastørre mund Men høje bølger, som banker og banker ind over min kyst Og mærkes som stød fra elefanthegn i mit bryst. Som mit bæger og bassiner og store oceaner der flyder over, gennembløder og blødgør og vander. Som at alt fortabthed og mørke ender som leret i et par kreative og nænsomme hænder så at alt brudt bare er på nippet til at blive skabt. så at anklageren allerede har tabt. Det er her i nåden, alt levende får vasket sine fødder. Li'som livstræet, der skyder fra korsets rødder. Li'som Helligånden, som råber "Abba far!" og slukker sorgen. Og så ruller bølgerne igen. For nåden er ny hver morgen.

Du er den vej, jeg går på, den sandhed, som renser mine forvirrede tanker fra frygtens frekvenser. Nu vender jeg tilbage med Dit “Alt er dit!”. “Alt er givet!” Du er vejen og sandheden og livet.

Ud af mit hoved. Ind i Dit hjerte!

Her er nogle af de ting, jeg lærte: Gud er god, når verden ikke er det.

[qarajhcreations]

D & D One-off campaign Danish, Story.

Efter nogle år på vejene i Fellmir, befinder I jer nu i Catacrach, den største by i Fellmirs ellers ret øde land. Da I først ankom til byen, var mængden af mennesker og andre humanoider ganske overvældende. Som en normal handling, er noget af det første I gør, at gå ind på den første, den bedste kro, for at få noget at drikke og spise, samt at høre rygter og lignende.

Der er masser af rygter der går omkring, men I fornemmer at disse rygter ikke rigtig er noget der fanger jeres særlige interesser. I stedet spørger I kromutteren, i et øjeblik hvor hun har tid, hun peger jer mod et et notits-skilt som er sat op på Fjodors Plads. I finder jeres vej ud af kroen igen, og ud i mængden af folk der er ude for at handle. Enkelte byvagter kan ses rundt omkring, i deres blå og sorte uniformer, men ingen af dem virker særligt årvågne. Fra kroerne og de enkelte huse til beboelse, er der en tæt og ret langsom strøm af forskellige folk i begge retninger, og endelig kommer I ud på selve Fjodors Plads, som er en gigantisk markedsplads. De fleste boder og butikker ligger ude langs de høje, indre mure som opdeler Catacrach’s distrikter, omend enkelte vogne og mindre boder er placeret i midten, omkring en cirka 40 meter høj statue af en mand iført en kappe og en stav.

En væg af træ, overdækket med et tag på begge sider. Plankerne er dækket af forskellige pergamenter. Ved nærmere inspektion, er pergamenterne forskellige småjobs og reklamer fra handlende. I hører en banken, og går om på den anden side. Her er en kronraget Dværg med tre fletninger i hans rødbrune skæg. Han står på en lille trappe og banker et søm ind i et pergament. Han er iført en kåbe, med en strid pelskrave, rævepels at dømme efter farven. Han træder ned fra trappen, sætter hammeren i en nøkke i hans bælte og får øje på jer, først giver han jer bare et simpelt nik. Men, efter at have set jer to an nærmere, klør han sig på hagen: “Hmm... I ligner nogle der kan... håndterer jer i en pinipel situation. Hvis I er interesseret i at tjene nogle mønter... Eller rettere en del mønter.” Da I ikke kunne overskue at kigge samtlige pergamenter igennem, besluttede I jer for at høre hvad Dværgens foreslag går ud på.

Dværgen fører jer hen til en lille gruppe af byvagter, og siger, til dem: “Så, nu har jeg fundet nogle hmm... venlige folk som gerne vil hjælpe.” Byvagterne nikker og en af dem, en mandlig Elver træder frem. Dværgen vender sig mod jer igen, “Men, hvor er mine manerer? Mit navn er Khodrin Askenglød, jeg er en handelsmand her i byen. Og jeres navne?” da Dværgen spørger om dette, tager et ungt menneske, iblandt vagterne, en lille bog frem og fisker en fjerpen og et blækhus fra sin rygsæk og gør sig klar til at skrive. I mens at hun skriver jeres navne ned, står den mandlige Elver rør ved siden af Dværgen, som ser ud til at være utålmodig. Det unge menneske nikker lettere nervøst til Dværgen, da hun har skrevet alt ned. “Godt så, det som opgaven går ud på er ret simpelt. Jeg har muligvis solgt en hjelm der blev givet til mig af min svigermor, til den forkerte person. Og da jeg forsøgte at købe den tilbage, forsvandt vedkommende i mængden, og blev sidst set flygtende ned i kloakerne. Faewinn her,” Han rækker op og klapper Elveren på skulderen, ”satte efter, men vedkommende flygtede videre ned i Himmorgl, som er de ældste kloaker fra tiden før Catacrach blev bygget. Faewinn vil tage med jer, og rapporterer tilbage til byvagten, så jeg vil råde jeg til at holde ham i live.” Dværgen griner let til sig selv. “Udemærket, jeg forventer at hjelmen er i min besiddelse igen indenfor senest en måned. Held og lykke, og må Moradin være med jer.” Med det vender Dværgen sig om, og forsvinder ind i mængden igen. Gruppen af byvagter deles og de fortsætter deres normale patruljer.

Faewinn vender sig imod jer. Hans stemme er venlig, men en anelse tilbageholdt: “Jeg formoder at I har alt det udstyr I skal bruge? Der vil ikke være mulighed for at købe nyt udstyr efter at vi er taget ned i kloakerne, omend en måned er forholdsvis lang tid.” Faewinn fører jeg hen til en fordybning i indermuren, et set massive jernbarrer blokerer indgangen til en mørk tunnel, som går nedaf under jorden. Faewinn finder et nøgleknippe frem, og finder hurtigt en nøgle der passer, og svinger jernbarrerne tilside med relativ lethed, og I bevæger jer ned i de fugtige og temmelig klamme kloaker under Catacrach. Tunnelen I går i, har en cirka 30x30 cm rille i midten og der er cirka to meter op til det buede loft. I kan høre brusende vand længere fremme, og indenfor kort tid munder den nuværende tunnel ud i en større der går på tværs. En forholdsvis klar strøm af vand løber i midten, i en meget bredere og dybere rille. Faewinn holder en fakkel tændt og tager fronten, uden at kigge sig over skulderen, siger han, noget dæmpet, “Det er vand fra Drunhollow floden der løber gennem de østlige distrikter af byen, det er også derfor at der ikke lugter så slemt her i denne del af kloakerne.” I faklens lettere flakkende lys ser I broer bygget på tværs af kanalen. Stenarbejdet virker minutiøst og meget massivt, lavet af professionelle håndværkere. Faewinn leder jer gennem flere større rum, hele tiden, langsomt, kan I mærke at I bevæger jer nedaf, dybere ind under byen.

Efter hvad der har været cirka en time, hvor I næppe ville kunne finde op til overfladen igen uden en guide, drejer Faewinn af ned af en tunnel der er væsentligt stejlere end noget I før har gået over. Hvad der ved første øjekast ligner en sort væg, viser sig at være en dyb, dyb og mørk afgrund, hvor det brusende og temmeligt ildelugtende vand vælter ud over kanten, og ned i dybet, vandet larmer ganske meget her, men Faewinn virker rolig. Uden at sige noget tænder han en ny fakkel, og sætter den i en holder lige ved kanten. Da lyset rammer udover kanten, kan I se det første trin til en jernstige, der er fastsat på denne side af vandet. Faewinn tænder endnu en fakkel, sikrer sig at flammerne har fat, og lader den falde ned lige ud for stigen. Der går et stykke tid, men endelig nikker Faewinn og vinker jer frem til stigen, “Herfra har jeg aldrig været før, jeg ved ikke hvad der findes i Himmorgl, det er meget sjældent at byvagten kommer så dybt ned i kloakkerne. Ønsker en af jer at gå først, eller skal jeg sikre stigens bund?”

Da I alle er kommet ned på bunden, er det et væsentligt andet udseende. I stedet for tilhuggede, omend fugtige, sten, er det nu et rimelig flat, fast sten-gulv og mørke jord- og stenvægge. Hvis der var fugtigt oppe i kloakkerne, så er det om muligt endnu mere vådt her. Vandet samles en en stor sø, som har et brusende flodløb som udløb, dybere ind i hulerne. Vandet er så bredt at I ikke kan se over på den anden side. Der en lugt af fugtig jord, iblandet med hvad der nu engang er i vandet fra kloakkerne. I kigger op og kan se den fakkel, Faewinn efterlod ved toppen af stigen, der er cirka 50 meter op.

I begynder langsomt at bevæge jer ind i nogle fugtige og mørke gange, med en tryggende fornemmelse af at være dybt under jorden. Følelsen af at nogen eller noget holder øje med jer, er snigende i starten, men i takt med at I kommer dybere ned i de mørke, hvælvede gange, bliver følelsen mere og mere markant. I er næsten sikre på at noget følger efter jer, et eller andet sted i mørket.

Da gangen munder ud i en naturlig hule, med stalagmitter og stalakitter, slukker Faewinn sin fakkel og peger mod den fjerneste del af hulen; i distancen kan I se et orange skær skinne fra en bygning af palisader og tilfældigt sammensatte sten.

Efter at have besejret Orkerne, og ikke fundet hjelmen blandt dem, beslutter I jer for at bevæge jer dybere ind i orkernes underjordiske befæstning. En dyb latter runger ud fra befæstningens øverste tårn. Da I kommer nærmere kan I se en stor port, lukket af et massivt rust-rødt faldgitter. Faewinn pointerer at det måske ville være en idé at snige sig ind, frem for at storme befæstningen, men vil lade beslutningen være op til jer. Det virker til at orkerne enten ikke har opdaget jer, eller bare ikke haft nogle flere vagter på denne del af befæstningen.

Inde i selve fæstningen, som ikke ligefrem virker som fantastisk håndværk, findes der mange lange og brede rum, fakler ser ud som om de bliver udskiftet rimeligt ofte. En stor stentrappe leder dybere ind og ned i fæstningen; der kommer en stram lugt af fugt og mug dernede fra, og mens I holder været kan I svagt høre dybe grynte-lyde, tilsyneladende fra noget nede i kælderen. For enden af den store sal, løber en majestætisk trappesats op til de øvre niveauer. Fra faklernes lys kan I se fire etager op, hver etage syntes at indsnævre sig selv, som i et tårn. En gang imellem kaster faklerne skygger; når en person går forbi, men I formår at holde jer ude af syne.

Kælderen er lige så fugtig, som I formoder den til at være. En lang gang leder forbi hvad der ligner fangehuller, enkelte skeletter ligger med afgnavede ben i nogle af dem. For enden af gangen er der nogle der har brudt gennem væggen og gulvet, en gravet hule leder nedaf. Hulen er overraskende stor, og da I kommer nærmere bliver luften nærmest kvalmende; omend værre end oppe i kloakkerne. I nærmer jer forsigtigt, og da I runder et hjørne, ser I en stor figur stå over hvad der ligner en kiste. I hans ene hånd, holder han en stor kølle, der mest af alt ligner et lille træ.

[healthmaria]

Vi ønsker vores venner og familie en glædelig jul og Godt Nytår!

Året har vi mest foretaget små ture i Danmark med og Sverige. Henrys ene hofte begyndte at strejke så meget, at vi har været nødt til at blive hjemme. Vi har haft sjove gæster via airbnbværtskabet, hvor vi lejer værelser ud efter behov. Robert Bacon, en skotsk elite idtrætudøver i Triathlon deltog i juni i E.M. i Herning og i juli kom verdensmesteren i BMX Simon Andresen og hans mekaniker Emil et par dag under D.M. BMX i mudder. De ejer en café med cykelværksted i Klampenborg, som vi besøgte i august.

Verdensmester i BMX bor hos os under DM via AirBnb

De fine meget dyre cykler

Simon og Emils cykel Café i Klampenborg

Løbeklubben hjælper ved Triatlon eventen

Robert Bacon dygtig Triatlon deltager fra Scotland

Ærteblomster i haven

  This slideshow requires JavaScript.

Efter en vellykket operation fik vi mod til at planlægge en ferie i Californien i november. (Forsinket sølvbryllup).Vi havde modtaget en invitation til Thanksgiving hos Paulas datter i kystbyen Oxnard tæt på Los Angeles. Hvornår får vi en sådan chance igen?

Paula & Mike med os på tur rundt i landet

Vi sørgede for at besøge i alt tre byer for at se så meget som muligt og vi fandt ud af, at togene “Amtrak” klarede at tage os fint rundt. Busser tog os fra og til stationerne. Ingen amerikanere vidste meget om det, men heldigvis kunne vi selv finde ud af at bestille billetter. Paula har vi lært at kende gennem blogging, idet hun har skrevet en bog om sin næsten glemte far Hans Pedersen, der immigrerede til U.S.A. i 1884 og var med til at opbygge Seattle og andre byer på Vestkysten. Henry har skrevet om ham i linket undet navnet.

This slideshow requires JavaScript.

Ferien i november i Californien blev uforglemmelig, fordi den var så varieret. 6 dage i San Fransisco, som er en verden at udforske. Vi kom rundt ved hjælp af rejsekort til bus og sporvogn. De stejle gader var ellers svære at komme op og ned ad for Henry. Heldigvis er ikke alt stejlt.

Street cars genindsættes i 1995

Street car i Market St.

Street car på vej til Fisherman’s Warf

San fransisco Street car på Market street

Der er en berømt park “Golden Gate Park”, som blev berømt under ”Flower Power” tiden sidst i 1960’erne. Den er skabt som Central Park i New York på et stykke jord, som ellers var helt goldt pga. beliggenheden tæt ved Stillehavet. I en anden park ”Lincoln Park” lå et imponerende “Legion of Honor” kunstmuseum, som vi var meget glade for at se. De havde kunst fra alle perioder. Der var udsigt til Golden Gate broen derfra. Den bro var vi vilde med og så den i regn, i mørke belyst af byens mange lys og i fuld solskin.

For at opleve mere af byen flyttede vi hotel de to sidste dage. Det var et historisk Victoriansk hotel fra 1906 tæt på den berømte Fisherman’s Wharf. Det sjove ved det var at kun de mest opgraderede fik håndvask på værelset. Alle måtte dele toiletter og til gengæld var der et såkaldt ”royal flush” altså ”træk og slip”. Alt var renoveret i den gamle stil og personalet var meget venligt. Det at alle skulle tage hensyn gav stedet en oplevelse af, at være på pensionat. Vi var også tæt på en transferbus, som kunne tage os til togstationen i Oakland. Det var med stort besvær at vi fandt ud af det, da det ikke er almen viden, hvordan man klarer sig med tog som transportmiddel.

San Remo SF hotel fra 1906

San Remo SF

San Remo kongeligt skyl

Det endte med at blive en stor oplevelse at rejse med almindelige folk i de store tog i to etager. Der var café og spisevogn. Der var langt mellem stationerne og i god tid fik vi at vide at toget standsede og folk kunne gå ud at få luft, ryge, men kun en bestemt afstand fra dørene. Vi skulle huske at lægge mærke til tiden, for det var ikke sjovt at blive ”left behind”. De havde styr på, hvem der var med og alle fik en seddel med destinationen, som vi skulle sætte fast under hattehylden. Det gjorde at personalet kunne se, at vi også kom af de rigtige steder. Var der ikke plads i spisevognen kom personalet med mad til os på de rummelige sæder. Vi kørte med Amtrak to gange. Først 3-4 timer til Salinas og med transferbus til kystbyen Monterey og siden igen til Salinas og videre mod syd til Oxnard. Buschaufføren behøvede ikke at se billetter, han råbte bare vores navne op!

Klimaet blev varmere og varmere jo mere vi kom sydpå. Efterår/sensommervejr i San Fransisco og sommervejr i Oxnard. Der var meget at se på vejen i form af øde bjerglandskaber og til sidst selve kyststrækningen.

Der anvises pladser i der rette vogne på Salinas station

I Monterey på vej til Salinas

  Monterey var meget anderledes end San Fransisco, idet det var grundlagt som det første i Californien af Spanierne. Byggestilen var mexicansk inspireret. Da guldfeberen rasede og byen var ny forlod folk deres nybyggede huse for at drage videre til en anden del af Californien.

Monterey hovedgade

Monterey hovedgade

Pelikaner på kajen i Monterey

Historisk bygning og område Monterey

Historisk bygning og område Monterey

Monterey

Robert Stevenson boede og skrev i Monterey

Den kendte forfatter fra Scotland Robert Stevenson har været med til at gøre byen berømt. Han har blandt andet samlet inspiration til ”Skatteøen” i disse omgivelser. Der var pelikaner og søløver at se i havneområdet og historiske bygninger, som man fik guidede ture i af volontører om historien. Vi var der i to dage.

Stillehavet, Oxnard med view til The Channel Islands

Et af de pænere huse i Solvang

Sightseeing nord fra Oxnard i retning af Santa Barbara

Coach museum fra San Inez Syd Californien

Paula & Mike med os på tur rundt i landet

The Getty Center LA

Den sidste uge i det varme Oxnard nær Los Angeles var en helt anden ferie. Vi blev taget med rundt på sightseeing i bil af vores værter Paulas datter og svigersøn. I denne rigmands by kan man ikke komme omkring uden bil. Uden en kender af området ville vi have siddet fast i trafikken, men Ellen kendte bagvejene. Vi mødte Paula og det var meget spændende. Hun var dog meget udmattet efter en lang rejse til det kolde Seattle for at samarbejde med sin Publisher om sin bog. Det er et kæmpe arbejde at lære, hvordan man promoverer en bog.

Klimaet var meget behageligt. En tør varme, der gjorde at vi aldrig frøs. Mørket faldt på kl 17 og det blev koldere derefter. På selve Thankgiving Day blev vi sejlet i deres lille elektriske båd med soltag i ca 2 timer i de mange havneløb i byen. Vi var også lidt ude på de vilde våger på Stillehavet. Om formiddagen havde jeg løbet langs stranden en tur på 8 km. Det var i 26 grader varmt. Vi spiste buffet på deres yacht klub.

Der var alt det de har til Thanksgiving: Kalkun, skinke, laks og masser af tilbehør. Tranebærsovs, kartoffelmos og søde kartofler, grønne salater og græskar pie. Til dessert alle slags kager blandt andet Pecannødde pie. Vi behøvede ikke mere den dag.

  I løbet af året har vi ofte været i Aarhus i forbindelse med løb og har der mødt Ditlev og som regel besøgt Aros, der som regel har gode særudstillinger. På Amalienborg så vi en spændende udstilling med mange ting, som kongehuset har brugt. En barnevogn, som blev brugt til en af prinsesserne og en vugge fra dronning Margrethes egen tid i 1940.

barnevogn fra Amalienborg fra fyrrene

Fra Amalienborg dronningens vugge

Vi havde en længere tur i maj i Sverige, hvor vi havde sommervejr. Vi var mange steder i Sydsverige blandt på Ikea museet, hvor jeg med møje fandt en side i 1968 kataloget, som min far brugte til at kopiere en seng og et bord til mig. Han havde lavet det noget om, hvilket gjorde at jeg ikke genkendte siden med det samme. Han kunne lide at lave alt selv, selvom det må have været billigere selv dengang at købe direkte fra Ikea.

Huskvarna Vandrehjem

“Sølvbryllup” på Slöjmolnsvägen i Storvreta, hvor vores bryllupsbillede var taget

Solnedgang i Sydsverige maj 2017

Oliver i Pelle Svanslös i Uppsala

Motala Henry på jernhesten

Huskvarna Smedeby

Jeg møder børnene maj 2017 i Uppsala

Huskvarna Vandrehjem

Ikea POP68

  Til sidst nåede vi op til Uppsala for at se Andreas og hans familie. Zoe er tre år og den lille Oliver blev 1 år i maj. Familien var i Sydafrika fra august til oktober, hvor børnene fik lejlighed til at være i deres mors land og møde hele den store glade slægt og fik set en masse skøn natur og dyr i reservater og Zoo.

Zoe på stranden i Sydafrika september 2017

Zoe og Oliver på safari i Sydafrika september 2017

Oliver og Zoe på stranden i Sydafrika september 2017

Oliver og Zinhle på stranden i Sydafrika september 2017

Oliver og Zoe på safari i Sydafrika september 2017

Zoe på stranden i Sydafrika september 2017

Zoe kigger på solnedgang i Sydafrika 2017

  Vi var flere gange med Ella 6 år og Erika 2 år på Frilandsmuseet og det var sjovt at se det gennem deres øjne. Der var meget liv der, da både skoleklasser og børnehaver var på udflugt i sommeren. For de mindste kunne man lede efter tøjmus i de gamle huse og se små uddrag af eventyr af dygtige skuespillere. Til min store glæde har Erika arvet min interesse for dukker og dukkevogne og legede meget intenst med mine gamle ting de to gange hun har været hos os i 2017.

Erika nyder lavendler Frilandsmuseet

Mormor og Erika ordner en dukke, mens vi passer hende for første gang her

Cecilie og familien i Kroatien juli 2017

Erika med den lille Oddervogn april 2017

Erika i mellem mine gamle dukkevogne september 2017

Vi var også må en fin tur til Tyborøn for at se ”Sea War Museum” Der er en stor udstilling om Jyllandsslaget i 1916. Et kæmpe slag fra første verdenskrig med mange døde til ingen nytte. I området udenfor i klitterne ses kunstværker, der illustrerer de mange involverede tyske og engelske skibe og hvor mange, der døde fra hver besætning.

Sea War Museum i Thyborøn

Lidt af mindeparken for Jyllandsslaget i Thyborøn

Forårsløb i Aarhus i godt vejr 2.4.2017

Den 4. juli tog vi til Jelling egnen og lagde en hjemmelavet mindekrans på en amerikansk pilots grav. Vi syntes at han fortjente det. Henry har sat sig ind i historien om Jack Hodge og skrevet om ham. Det har medført at en blogger fra U.S.A. og en fra Australien har læst og kommenteret hans artikler, der kan google oversættes.

Kransenedlæggelse ved gravstenen

Kransenedlæggelse ved gravstenen

Sølvbryllyppet blev fejret af børnene på restaurant i Virum og vi fik fine gaver i Kgl. porcelæn. Torben og Lis gav os et ophold på Comwell Holte og en fin gourmet frokost i Humlebæk, hvor vi samtidigt fejrede Lis 60 års fødselsdag.

Torben, Lis jeg og Henry i Humlebæk

En af de to Kgl. porcelænsgaver

  Henry har også gjort et stort arbejde i at digitalisere og scanne alle min mors venindes breve fra deres livslange venskab fra 1946 til deres død i 2008 og 09. John, Joseys anden søn har vist stor interesse og har ordnet alt kronologisk og vil hjælpe os at få det udgivet. Han har opdaget masser om sin mor, som han aldrig har vidst og han anerkender, at det var ”et brillant træk af Ruth at gemme brevene” og han er også glad for at jeg i det sidste brev til hende fortæller hende, at vi har alle brevene.

Juleberetning 2017 Vi ønsker vores venner og familie en glædelig jul og Godt Nytår! Året har vi mest foretaget små ture i Danmark med og Sverige.

[morconny]

Ugen uden mange aftaler

- og så alligevel ...

Umiddelbart stod der ikke noget særligt i kalenderen i den forgangne uge. Men der kom alligevel til at ske lidt på forskellige fronter.

Søndag var der forsinket fejring af Mortensaften sammen med børnene og Frida. Det blev en god generalprøve på julemaden. Anden kom i en Römertopf 6 timer i ovn ved lav varme, dertil frisk rødkålssalat og kogt rødkål, stegte kartofler og en forbavsende god sovs, som ellers ikke er min spidskompetence. Til jul skal vi derudover også have gammeldags “vreden” hvidkål. Før maden nåede vi heldigvis også en lille tur på skolens legeplads med Frida, så vi fik frisk luft og god snak med de voksne.

Til skovfitness onsdag var vi hele 9 deltagere, heraf et par nye. Vi kan udnytte en sti i yderkanten af skoven, hvor der er relativt fast bund og - ikke mindst - lys. Jeanett laver så nogle “stationer” med øvelser, som vi skal igennem to gange, gerne med løb mellem hver station. Denne onsdag var den ene station hulahopringe og sjippetov. AV, hvor kan en hulahopring gøre ondt både på ben og hofter. Jeg har ikke helt knækket koden endnu og ser vist ret morsom ud med min særlige teknik.  

Torsdags løbepas forløb i tørvejr. For første gang havde hele holdet (tre i alt denne gang) pandelamper med, så vi prøvede at løbe en tur inde i skoven. De andre kendte en rute med godt fast underlag, så det gik faktisk ok, selvom jeg ikke er helt tryg ved mørket. Men når bare vi har lys og er flere, så går det. Efter de godt 3 km lavede vi nogle tekniske øvelser, hvor vi havde særligt fokus på at bruge lårene og løfte benene. Det tager mange kræfter og virker i starten ret kunstigt, men med tiden kan kroppen måske vænne sig til en bedre løbestil.

I ugens løb blev der tid til de første juleforberedelser. Jeg fandt i skabet hele to tidligt indkøbte gaver, der er fuldstændig passende som adventsgaver til Frida, nemlig et par gode solide bøger og en DUPLO-kasse. Jeg har derudover strikket den førnævnte halsedisse, der skal gives sammen med et par lækre, varme vanter. Endelig er der fra en webshop en supplementspakke til Magformers på vej. Det gav mig lidt ro i julesindet - indtil videre.

Det var også ugen, hvor jeg fandt ud af, at jeg både har stemmeret til og er valgbar til Ældrerådet i kommunen. ÆLDRErådet! Det føler jeg mig ikke kvalificeret til!

Jeg måtte lige slå op på det store internet for at finde ud af, hvad det er for en størrelse. Det er et folkevalgt råd, der skal høres i forhold, der har med ældre at gøre … men de nævnte forhold har da også en del med andre aldersgrupper at gøre. Jeg har endnu ikke fundet ud af, om der er et tilsvarende ungeråd. Det er lidt som om, at man mener, at kommunalbestyrelsen kun er for dem i den erhvervsaktive alder.

Ugen  blev afsluttet med indløsning af den næstsidste fødselsdagsgave, som var fra Pinsebevægelsen (vi bevæger os i pinsen). Ud over de fysiske gaver tilbage i september fik jeg også at vide, at jeg skulle sætte den 18. november af. Det viste sig, at vi skulle ud på en 11 km vandretur med middag bagefter. Turen gik fra Christianshavns Torv metro ud langs havnefronten til Slusen, over Sjællandsbroen og videre ud gennem noget af den gamle Sydhavn, bl.a. Sydhavnstippen, som er et naturområde på opfyldt grund. Vi nåede i tusmørket til Åmarken st., hvorfra vi kørte hjem til Holte. Vejret var flot tørvejr, og tusmørket gav et ganske særligt skær, fx til Avedøreværket:

Jeg er vild med det område, vi gik i, og det er ikke ofte, jeg kommer der, så det var alletiders ekstragave.

[tesrotica]

Den galliske forløsning

- H.C. Kommersen

Det var en kold efterårsaften i slutningen af september. Asterix traskede træt gennem skoven. Han var på vej hjem til sin galliske hjemby. Det var en meget lille flække med nogle få træhuse og en cirkel af høje massive spidse pæle dannede et hegn om byen. Nu stod han på højen udenfor byen og tænke, at cirklen var et perfekt symbol for byen. ”det er lige meget et hul og en nul” sagde han altid når han havde slugt for meget mjød og fik en djævelsk lyst til at se Obelisk, det stor svin, løbe grædende hjem. Han elskede nemlig byen, men Asterix havde en stor udlængsel. Der havde altid været noget uforløst i ham. Hvad det var han ville erobre ude i den stor vide verden vidste han ikke, men han kunne mærke, at der var noget derude der kunne fylde ham helt ud. Han slog blikket ned, for rejse kunne han jo ikke – han var trods alt byen bedste soldat.

Senere samme aften efter mørket havde taget hårdt fat om dagen, sad Asterix alene i hytten. Han havde aldrig fået en kone, som det ellers var gallisk skik for en mand i hans alder. Folk i byen jokede med, at han var mest til Obelisk – måske var det derfor han havde behov for at mobbe ham regelmæssigt. Han havde tændt op i bålstedet, og det var blevet godt hedt i den smalle hytte. Han havde lige vasket sig, men hans glinsende pande afslørede at han havde det varmt.

Pludseligt bankede det på døren. ”Der er gæster ved porten” sagde en dyb og sløv stemme udenfor. Arkimedes var ikke i byen, og Asterix kom i tanke om, at det derfor var hans opgave at tage imod fremmede, og vurdere om de kunne gives ly for natten.

Udenfor porten kunne han se en 4 skikkelser med sjove huer på, og lange vinterkapper. ”Vi er kommet for at besøge Asterix” sagde en munter stemme i et seriøst tonefald. Asterix genkendte ikke stemmen. Vagten kiggede nysgerrigt og dovent på Asterix, som ledte efter et svar – en forløsning i sit hoved. Han havde ingen anelse om hvem de fire var, men noget dybt i ham sagde, at der skulle ske noget livsforandrende denne nat. ”Luk dem ind, de kan overnatte hos mig” sagde han bestemt.

Kort efter stod de alle i Asterix lille hytte. Der var næsten ingen ild i pejsen. Han smed en kæp, en kævle og en gren på, og langsomt tog ilden fat, og lyset bredte sig i rummet. Han kunne nu se, at deres sjove huer var nissehuer. ”Kære Asterix. Vi er Nissebanden, mit navn er lunte, og dit største ønske er blevet opfyldt af julemanden”. Asterix var målløs. Stod Lunte, Gemyse, Skipper og Pil virkelig i hans lille stue?

I mens Asterix stod som forstenet midt i sin egen stue begyndte nisserne at klæde sig selv og hinanden af. De bevægede sig elegant og afslørede kærligt de sprøde nissekroppe, der afslørede deres aktive og fysiske arbejde.

Da de alle var helt nøgne på nær de struttende røde huer vendte de sig mod Asterix. Deres smukke former spillede i lyset fra flammerne. Asterix blev med et varm, og det begyndte at kilde hans aubergineformede lem. ”Nu er det din tur” sagde Gemyses blide stemme. I en perfekt rytme hjalp de fire nisser Asterix af tøjet. Han stod nu nøgen i en ring sammen med nisserne, og hans stive sjover var rejst som et flag i midten. Pil kiggede med store øjne på det store svulmelegeme i deres midte, og udbrød fornøjet ”det er jo mere end man kunne håbe på”. Det gav Asterix selvtilliden tilbage. Denne chance skulle ikke spildes. Alle hans fantasier skulle udleves nu i denne nat.

Lunte begyndte at kysse ham liderligt, mens gemyse satte sig på knæ foran ham. VENT hørte han sig selv næsten råbe. ”Trylledrikken”! Han sprang atletisk over og hentede sin flaske der som altid sad i b��ltet. Han tog en stor slurk, og sendte den rundt mellem nisserne. Det var som om hans køn i dette øjeblik voksede til endnu usete dimensioner. Han kunne se, at det samme skete for både lunte og Skipper, der smilede bredt – det var tydeligvis første gang, de skulle kneppe under påvirkning af trylledrik. ”Hold da kæft det skal nok blive sjovt det her” skreg Skipper i det han løftede Pil op på den dirrende gren, og stående vuggede hende op og ned under dybe suk. Gemyse slikkede sig om munden og satte sig tilbage i den tidligere position, og tog Asterix pik dybt ned i halsen i første ryk. ”Er hun ikke god” sagde Lunte. Asterix nåede ikke at svare inden Lunte snavede ham imens han aede Gemyse i håret. Lidt efter sad Lunte nede ved siden af Gemyse, og tog lige så godt for sig af retterne. Asterix var i ekstase og ønskede at denne nat skulle vare for evigt. Havde det ikke været for trylledrikkens virkning, havde han for længste sprøjtet sine safter ud i hovedet på Gemyse og Lunte.

Pludselig blev han afbrudt i sin nydelse at Pil der pludselig stod ved hans side, at sagde drillende ”nu vil jeg slikkes”. Hun var hoppet af Skippers imponerende nissestav uden Asterix havde registreret det. Hun tog bestemt fast i Asterix lyse hår og trak ham med ned på det store bjørneskin og helt ned i hendes varme skød, der allerede var mærket af de mange stød af Skippers slambert. Hendes unge lille mis var en fryd for øjet og tungen. ”Slik mig, som jeg aldrig er blevet slikket før” skreg hun for at intensivere hans allerede trylledriks påvirkede overnaturlig arbejde med tungen.

I mellemtiden var Gemyse kravlet op på Lunte, og red ham som en kane der susede gennem nyfalden puddersne. De lå ved siden af hinanden og flød sammen i en organisme der bevægede sig i en advanceret rytme. ”Kunne det blive vildere tænkte Asterix” – Det kunne det. Skipper var begyndt at kæle for det numsehul Asterix havde stritte med i luften mens han slikkede Pil. Han udbrød et lille hvin da Skippers tunge legede i med det følsomme hud omkring anus. Stille og roligt trængte Skipper massive pølse op i Asterix. Nu var han endelig fyldt helt ud!

Derfra var de alle fem en stor bunke, en organisme, i konstant udvikling, i balance. Der var krop, sex og nydelse overalt. En perfekt rytme eksploderede timer senere i en et festfyrværkeri af et klimaks af gigantiske dimensioner.

De faldt omgående i en dyb søvn, og vågende første ud på formiddagen. Asterix serverede vildsvin og de grinede alle mens nisserne pakkede deres ting, og sagde farvel til Asterix.

Da han dagen efter igen stod på højen og kiggede ned over den lille galiske flække han kaldte hjem, var det med minderne om den fantastiske nat. Det gav ham et smil på læben og en stiv pik, der holdte et helt år indtil NisseBanden igen kom på besøg som lovet.

[modoest]

Mod Tusheti

Ud af byen. Op på bjerget. Det var planen. Det var Matts fødselsdag i sidste uge, og jeg havde derfor planlagt en tur til Tusheti, som ligger i det nordøstlige Georgien på grænsen til Tjetjenien og Dagestan. Efter ugevis med 35-40 grader og ingen vind, var det højst tiltrængt at komme ud, ud, ud.  

En Toyota Land Cruiser samler os op ved Isani metrostation. To andre rejsende skal også med. Georgiere. Det er uvist, om de kender hinanden. Beso, chaufføren, smider vores tasker ind i bagagerummet og speeder op. Vi bumler ud af byen uden sikkerhedsseler. Jeg sender en sms til min far og erklærer, at jeg er ukontaktbar de næste fire dage. På internettet har jeg læst, at internet er sparsomt i Tusheti. Ligesom elektricitet, rindende vand og stabile veje.

Vejen til Tusheti går igennem Abanopasset. Zigzag op og ned af bjergsider, gennem vandfald og floder og skyer. Det er umuligt at tage turen uden en firhjulstrækker, og jeg har hørt, at det er en af verdens farligste bilruter. Den er lukket fra oktober til maj, hvor regn og sne gør det for risikabelt at køre den smalle, uafskærmede veje. De fleste familier forlader Tusheti i denne periode og tilbringer halvdelen af året i landsbyen Alvani, der ligger for foden af bjergene.

Halvanden times kørsel fra Tbilisi gør vi holdt i Telavi, som er hovedstaden i Kakheti. Der er støvet, varmt på stationen, hvor marshrutkaer og taxaer holder stille med ildvarme motorer. Små butikker sælger tandbørster og motorolie og honning. Damerne på frugt- og grøntsagsmarkedet sælger frugt og grøntsager. Vi kigger os omkring, mens Beso suser rundt og læsser kasser med tomater, peberfrugter, agurker, løg og æg ind bag bilen. Ti minutter senere kører vi videre, og den gigantiske sæk mel, Beso i al hast kastede op på taget inden afgang, drysser stille, mens vi kører ud af Telavi.

Beso taler ikke engelsk, så vi ved ikke rigtigt, hvad der foregår, da vi drejer ind på smallere og smallere beboelsesveje med høns og får i vejkanten. Det viser sig, at vi skal have en kop kaffe hos en af Besos kusiner i Alvani. Huset er stort, men gammelt og nedslidt. Jeg får en ret overvældende fornemmelse af fattigdom. Måske er det de beskidte vægge. Måske er det fluerne på fluepapiret i køkkenet. Måske er det de enorme plysbamser, der sidder på fjernsynet i stuen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men synet af de bamser virker på en måde så trist.

Vi drikker en kop nescafe, og siger ”didi madloba” til kvinderne i huset. Matt og jeg spiser vores medbragte sandwich med skinke og ost. Vi købte dem samme morgen i den franske bagerkæde Entree i Tbilisi. Det virker som længe siden nu. Beso veksler en håndfuld lari til to lammekøller, og så hopper vi tilbage ind i bilen. Husholdningens yngste medlem, Mariami, hopper med, og nu er vi fire på bagsædet. Uden sikkerhedsseler, men totalt i spænd.

Det tager næsten seks timer at tilbagelægge de knap 100 kilometer til landsbyen Dartlo i Tusheti. Beso, der hidtil har haft et rimeligt afslappet forhold til færdselsreglerne, kører sjældent mere end 20 kilometer i timen. Det er tydeligt, at han har kørt turen hundredvis af gange, så vi føler os relativt trygge, mens vi bumler hoveder og kroppe sammen i svingene. 

Vi stopper af og til for at fylde vandflaskerne med kildevand og tage billeder. Jo længere vi kommer, jo smukkere er naturen. Ind imellem er der små alterlignende monumenter med billeder og navne på rejsende, der er kørt galt. Foran ligger der bildele og flasker med øl og chacha.

Kort efter rutens højeste punkt på 3000 meter, spørger Beso gennem Mariami, om vi vil have noget chacha. Vi siger ja, hvorfor ikke, og Beso parkerer bilen og finder en colaflaske med klar væske frem under førersædet. I handskerummet ligger et horn fra en ged, som han fylder op til randen, inden han rækker det til Matt. Han tager en tår og giver hornet til mig. Jeg tager en tår og giver det til Matt, som tager en tår og giver det tilbage til mig. Beso er ikke tilfreds. Man tømmer hornet på én gang. It’s our tradition, siger Mariami, og så fylder Beso hornet en gang til og rækker det til Matt, som trækker vejret dybt og tømmer det i én slurk. Jeg forsøger at afværge, men snart har jeg endnu et fyldt horn i hænderne og hele bilen som publikum, så jeg drikker den lunkne chacha og skylder efter med en halv liter vand.

Så er jeg lidt fuld og taler meget. Kort efter falder jeg i søvn, hvilket ikke burde kunne lade sig gøre, og jeg er sikker på, at mit hoved ramler ind i samtlige passagerer på bagsædet. Da jeg vågner, er vi i Dartlo. Vi skal bo i et gæstehus i den lillebitte landsby på bjerget over Dartlo, men bilen kan ikke køre hele vejen, så vi stopper halvvejs oppe. Bagagen spændes fast på et par heste, og vi går cirka tyve minutter på en smal sti, får våde fødder i et vandløb, og så er vi fremme. Klokken er 18.30. Vi forlod Tbilisi klokken 10.00.

Vi finder vores værelse og kan konstatere, at vi er de eneste gæster foruden de to andre passagerer i bilen. Vi sætter os på verandaen og er helt overvældede over omgivelserne. Jeg tror aldrig, jeg har været så smukt et sted før. Vi får serveret aftensmad umiddelbart efter – ti forskellige retter med kartofler, tomat, aubergine, squash. Suppe med lammekød. Khinkali. Brød. Salat. Og chacha naturligvis.

Efter midnat går vi ud og kigger på stjernerne. Vi beslutter os for at gå over til nogle forladte stenbygninger et stykke væk fra gæstehuset, hvor der ikke er noget kunstigt lys. Da vi slukker telefonerne og kigger op, taber jeg vejret. Mælkevejen strækker sig som et hvidt bånd henover himlen. Vi sidder stille, og der er så stille. Efter noget tid har øjnene vænnet sig til mørket, og pludselig kan vi se stenbygningerne, vi sidder på i lyset fra stjernerne. Vi funderer over de sædvanlige ting, man funderer over, når man bliver mindet om universets uendelighed og sin egen ubetydelighed. Jeg forsøger at tage et billede, men stjernerne lader sig ikke fotografere. Og så går vi i seng.

Dagen efter er det Matts fødselsdag. Vi lejer nogle heste og en guide ved navn Marita og rider rundt til små landsbyer i dalen. I den første landsby drikker vi kaffe med Mariami fra dagen før. Vi går en tur i den lille by (måske 50 huse), hvor børn leger tagfat i gaderne, og hvor heste, køer, får, hunde og katte strejfer rundt, som de har lyst. Under en teltdug brænder et bål, og mænd synger sange og drikker chacha, mens kvinder laver mad over ilden. Kebab med lam og oksekød. Ingen svinekød. Det bringer uheld, mener folk i Tusheti. Det var godt, vi spiste vores sandwich i Alvani.

Der er andre mærkværdige traditioner i Tusheti. I alle landsbyer findes der såkaldt hellige steder, bjergtoppe, monumenter, som er forbudt område for kvinder over 12 år. Hvis en kvinde går derhen, bringer det ulykke og dårligt vejr. Så mændene sørger for, at alt er, som det skal være ved at forsamle sig på de hellige steder og drikke chacha.

Matt har nogle problemer på sin hest. Den er kæmpestor og har en vild og hoppende gang, selv når den bare traver stille og roligt af sted. Matt forsøger uden held at få den til at slappe af. Han bedyrer, at det er meget smertefuldt. Da vores guide siger, at næste landsby er cirka 45 minutter væk, får han et desperat udtryk i ansigtet og bliver helt tavs. Min hest vil modsat Matts allerhelst stå stille, uanset hvor meget jeg dasker den på benene og siger ”atju”. 

I landsbyen spiser vi suppe i et lille gæstehus, og Matt ømmer sig. Ved nærmere eftertanke synes han, det er meget sjovt. Efter frokost stiger vi op på hestene igen. Matt får min hest, jeg får Maritas hest, og Marita får Matts hest. Marita vil ride videre mod fjerne landsbyer, men af hensyn til Matts forplantningsevne beder vi hende om at vende snuden mod Dartlo i stedet. Så det gør vi. På vejen tilbage lader Matt til at finde en form for fred med sin nye hest, og til sidst mener han, at han faktisk er en helt uovertruffen rytter.

Den sidste dag går vi en tur rundt i dalen, spiser frokost i Dartlo og slår smut i floden. Om aftenen spiser vi vores ti retter, kigger på stjernerne og går i seng, og om morgenen begynder vi rejsen hjem til Tbilisi klokken 9.00. Vi har fået en ny chauffør, Besos ven, som modsat Beso ikke lader til at frygte bjergene. Vi tilbagelægger turen til Telavi på fire timer, hvorefter han overdrager os til en anden vanvittig chauffør. Vi er tilbage i Tbilisi klokken 15.30 og sætter os helt omtumlede ind på en café og bestiller frokost.

Nu har vi været tilbage i Tbilisi i fire dage, og jeg er allerede klar til at komme ud igen. Her. Er. Så. Varmt. Når jeg ikke er på Transparency, er det svært at finde et sted at arbejde, hvor der er til at holde ud at være. Heldigvis tager vi et smut til Danmark i næste uge, hvor vi forhåbentlig får et par dage med overskyet, blæsende, dansk sommervejr. 

[nils-elmark]

Langs Albert Embankment

Jeg holder af at gå gennem byen om natten. Allerede som dreng læste jeg fascineret om Charles Dickens’ natlige vandringer i 1800-tallets London. Jeg nyder mørket, at være alene med mine tanker, og hvis jeg ellers kan tage hovedtelefonerne ud af ørene, kan jeg hører byens stilhed.  

Jeg har sagt farvel til nogle venner kort før midnat foran pubben Tamesis Dock, der er en ombygget flodpram, nu går jeg langs Albert Embankment, der strækker sig en mile langs sydsiden af Themsen fra Vauxhall Bridge til Westminster Bridge.

Albert Embankment begynder ved Vauxhall Bridge, hvor den britiske Secret Intelligence Service - MI6 - har til huse. Chefen for tiden hedder Alex Younger, og han er som alle sine forgængere i stolen den eneste i MI6, der har ret til at skrive med grønt blæk. Han underskriver som sine 15 forgængere gennem mere end et århundrede alle dokumenter med et grønt ”C” - en tradition Sir Mansfield Cummings indstiftede i 1909.  Super-spioner med ret til at skrive med grønt! 

Men jeg vender MI6 ryggen i den klare nat og går under Lambeth Bridge langs vandet. Nu er der helt stille og jeg hører ingen trafik. Foran er den lange lige promenade etableret af det daværende Metropolitan Board of Works, der var sat i verden for at udbygge infrastrukturen for det også dengang voksende London. Promenaden blev indviet i 1869, opkaldt efter Dronning Victoria’s afdøde mand Prins Albert og udstyret med de fantastiske gadelygter, som forestiller fisk og delfiner, der snor sig op af standeren. 

På den anden side af floden er det oplyste Westminster Palace og Big Ben med sit grønne lys. Det er fantastisk at gå helt alene i natten; det er som at være sat tilbage i Victoria-tidens London. Om lidt kommer tågen og så vil Sir Arthur Conan Doyle rejse sig fra en af bænkene længere fremme. I det fjerne kan man se alle neon-lysene på skyskraberne; men de tilhører en fjern fremtid, som jeg ikke er kommet til endnu. 

Jeg fortsætter ad Albert Embankment og jeg glæder mig over, at træernes blade skygger for Londons store røde pariserhjul. Ved Westminster Bridge går jeg op af trappen og fortsætter ud på midten af broen. For et par måneder siden kørte en terrorist i sin bil med næsten 90 km/t ind i menneskemylderet på fortovet og dræbte 5 mennesker og sårede 40 tilfældige fodgængere. Jeg stopper et øjeblik og bliver mødt med et fantastisk syn: 

Præcist over gerningsstedet og lige under fuldmånen stråler planeten Jupiter. Man kan se den, som den lille lysende prik på fotoet. Det er ikke en sjælden begivenhed som fx en solformørkelse. Men det er et usædvanligt syn, og for mig er det et oplivende syn. Jeg har fulgt Jupiter på himlen i 10 år, og resten af mit liv vil jeg huske denne aften, hvor jeg står midt på Westminster Bridge og ser Månen og Jupiter som et samlet strålende mindemærke over de uskyldige mennesker, der blev dræbt foran Storbritanniens parlament den 22. marts 2017.