#Nøgenhed | Explore Tumblr Posts and Blogs

dunderklumpen · 5 years

Photo

Nukâka Coster-Waldau for ALT for damerne, ph. Franne Voigt and Caroline A. Bagger.

This is part of a series on 10 of Denmark’s most interesting women and their “secrets”. In the interview (in Danish, below the cut) Nukâka talks about Greenland and identity, depression and being admitted to a psych ward, and being in a relationship with a girl when she was in her early 20s. It’s good, go put it through google translate.

Nukâka Coster-Waldau

Hun har set sig selv omtalt som Nikolaj Coster-Waldaus grønlandske kone og ved alt om, hvad fordomme gør ved mennesker. Og nu har hun besluttet at stå frem med alt det tabubelagte fra sit eget liv. Her fortæller hun om dengang, hun skulle være perfekt til alt og endte med at brænde sammen og bede sin mand køre sig på psykiatrisk afdeling. Og om dengang hun var kæreste med en kvinde.

Af MARIE-LOUISE TRUELSEN Foto FRANNE VOIGT & CAROLINE A. BAGGER Makeup & hår MALENE KIRKEGAARD

Tatoveringer er tegnet af Mel Dredd under supervisering af Maya Sialuk Jacobsen

***

SERIE

10 kvinder

10 hemmeligheder

10 forsider

Vi skyder det nye årti i gang med en helt særlig serie. 10 af Danmarks mest interessante kvinder stiller op til interview i ALT for damerne. Alle 10 bliver fotograferet til forsiden, og alle 10 åbner op for en hemmelighed, de ikke før har delt. I denne uge er det skuespiller Nukâka Coster-Waldau.

NUKÂKA COSTER - WALDAU, 48 ÅR

Skuespiller aktuel i tv-serien ”Tynd is”, der vises på C More og DR. Skriver på sit første filmmanuskript med titlen ”Kaffemik”. Født i Grønland og har boet i Danmark, siden hun var 20 år. Har medvirket i teaterforestillinger, film og tv-serier som ”Forsvar” og ”Forbrydelsen”. Har sit eget band, Suluit, hvor hun skriver sange og synger. Gift med skuespiller Nikolaj Coster-Waldau på 23 år. Sammen har de døtrene Filippa på 19 og Safina på 16 år.

***

Hvis Nukâka Coster-Waldau ikke var skuespiller, ville hun lade sig tatovere i ansigtet. En smuk klassisk inuittatovering for kvinder. Hun ville også få tatoveringer på hænderne. Udmeldingen kommer med største selvfølgelighed, da vi taler om, hvordan hun gerne vil se ud på forsiden af ALT for damerne, men den kræver en også forklaring.

– Der er flere og flere i Grønland, der har taget vores tradition Delle tatoveringerne i ansigtet og på hænderne tilbage. Flere generationer. Tatoveringer var en af de ting, der blev for budt, da kristendommen kom til Grønland med Hans Egede i 1700-tallet. Vi måtte ikke bruge vores tromme, de r måtte ikke være åndemanere, og vi måtte ikke længere tatovere os i ansigtet, som vi havde gjort altid. Men nu er der mange i Grønland, der er begyndt at få lavet tatoveringerne ig en. Nogle gør det, fordi de vil genfinde deres identitet. Fordi de er stolte af deres kultur og gerne vi vise det på bl.a denne måde. Andre gør det, fordi de gerne vil have de smukke tatoveringer frem igen. Det er rigtige tatoveringer, lavet med nål, og ja, jeg ville hundrede procent sikkert få lavet nogle inuit-tatoveringer, hvis jeg ikke var skuespiller, for jeg synes, det er smukt. Skønhedsidealer er jo forskellige, og jeg er stor fortaler for frihed til forskellighed. Jeg synes, at det er tid til at gøre op med at være fordømmende over for hinanden.

Nukâka er født og opvokset i Uummannaq i Grønland sammen med tre søskende og et hundespand på 20 Hun flyttede til Danmark som 20-årig og har boet her lige siden. Hun er uddannet fra Statens Teaterskole, gift med skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau og har to døtre, der er født og opvokset i Danmark.

– Som yngre var jeg så træt af, at man hele tiden skulle koncentrere sig om min nationalitet. Hvorfor kunne jeg ikke bare være en kvinde, hvis erhverv var skuespiller. Og hvorfor skulle medierne omtale mig som ”Nikolaj Coster-Waldaus grønlandske kone” og ikke bare som ”skuespilleren Nukâka Coster-Waldau”? I dag har jeg det sådan: Jamen, jeg ER jo grønlænder. Og jeg er stolt af at være grønlænder. Men det er sådan en dobbelt ting. For jeg er jo også bare en verdensborger, der forsøger at gøre verden til en bedre sted ligesom de fleste. Men i og med at jeg f.eks. nu bliver interviewet, føler jeg, at jeg bliver en stemme for mange andre grønlændere selvom jeg jo egentlig også bare skal være mig, uanset hvor jeg kommer fra. Og selvfølgelig kan jeg være på forsiden af ALT for damerne med tegnede ”tatoveringer” i ansigtet og på hænder ne, med grønlandske perler og med den nøgenhed, der var almindelig indendørs i gamle dage, hvor hytterne var ekstremt v arme og skindtøjet alt for varmt at have på indenfor. Men jeg føler et ansvar for at bruge min stemme på en eller anden måde, og når jeg gør det, får jeg så mange tilbagemeldinger fra specielt grønlændere, der måske føler sig overset. Intet menneske burde være usynligt.

– Dog siger jeg ofte nej til interviews, fordi det er sårbart for mig. Jeg øver mig stadig på at blive interviewet. Måske er det et forsøg på at passe på mig selv? Eller en usikkerhed. Jeg har gennem tiden kæmpet med et mindreværd, som jeg mener er adresseret nu. Og så er der jo også altid en bagside ved at stille sig frem. Ud over dejlige tilbagemeldinger fra folk har jeg også gennem tiden fået meget grimme breve og kritik af mig som person, og det kan godt være svært at håndtere, for jeg er jo også bare et menneske. Men jeg vil virkelig gerne være med til at sætte fokus på Grønland, og lige nu er jeg aktuel med spændingsserien ”Tynd is”. Serien sætter et nødvendigt fokus på den grønlandske kultur, der bl.a. kæmper for selvstændighed og med den store opmærksomhed udefra. I serien ser man, at grønlænderne føler sig oversete i det danske rigsfællesskab, og deres tilværelser bærer i den grad præg af klimaforandringernes konsekvenser. Ud over de vigtige emner og det fantastiske i at være en del af den utroligt velproduceret tv-serie er følelsen endnu større for os grønlændere, fordi serien indeholder ganske almindelige grønlandske hverdagshelte. Og tænk, at jeg skal sige sådan i 2020! Tænk at det stadig er sådan, at man skal understrege, at Grønland ikke kun handler om alkohol og sociale problemer. Fil m og tv er jo med til at fastholde fordomme, hvis roller, der er tildelt grønlændere, altid er stereotyper, som de har været hidtil i dansk tv. Jeg er også i gang med at skrive mit første filmmanuskript, for det ligger mig meget p å sinde, at vi også sætter grønlandske instruktører og producere i førersædet i samarbejde med udenlandske investorer og producenter, så vi på den måde også kan være medspillere i internationale produktioner og være hovedfortællere i vores egne historier.

Det mindreværd, du nævner, hvor kommer det fra?

– Ikke for at køre offer rollen her, men der ligger bare noget historie i mig, og der ligger noget mindreværd i mit dna, fordi mine forfædre har været andenrangsmennesker i eget land. Som grønlænder i Danmark møder man stadig mange fordomme. For nylig snakkede jeg med en ung fyr, jeg kender, som på efterskolen blev drillet med, at han nok ikke kunne tåle alkohol, for så ville han blive grønlænderfuld. Jeg har også en bekendt, hvis datters lærer på efterskolen op til flere gange kaldte hende og andre grønlandske elever for ”is-kinesere” foran de andre elever. Det er jo helt forkert. Og nu skal jeg ikke være hellig, for jeg har også fordomme over for danskerne, det indrømmer jeg. Men vi skal holde op med det. Det er så forkert, det laver afstand imellem os, og det kan verden ikke holde til. Så vi må starte med os selv. Vi skal viske alle de fordomme ud. Vi skal stille spørgsmål i stedet for at lave rygter om hinanden. Vi skal huske, at vi ikke aner, hvad andre mennesker dealer med i deres private liv, så bare være sød og venlig. Det er så simpelt. Jeg har selv skullet lære ikke at tilsidesætte de ting, der har været svære for mig. Jeg har skullet øve mig på at tage mig selv og min egen smerte alvorligt.

Hvor ligger den smerte?

Hun tager en dyb indånding. Holder pause.

– Jamen, den ligger vel mange steder. Jeg var barnet med masser af eksem. Masser af allergier. Fysisk kunne man se, når jeg havde det dårligt. Og den dag i dag får jeg stadig eksem, hvis jeg ikke lytter til mig selv. Min hals bliver helt eksembefængt. Så jeg er vel det, som folk kalder følsom, og jeg har forbandet min følsomhed og set den som en svaghed. Men den er en del af mig, som jeg har lært at elske, og faktisk er min følsomhed en af mine styrker, fordi det jo er en gave, der fortæller mig, når jeg overskrider mine grænser, og n år jeg skal stoppe op og være god ved mig selv. På den må de betaler jeg ved kasse et lige m ed det samme. Nogle mennesker kan gå meget langt, blive stressede og få depression – og altså, der har jeg også været. Men i dag kan jeg ikke vente så længe med at reagere, og det er jo en gave.

Hvornår havde du en depression?

– Det var i 2007. Jeg var i gang med noget børneteater og havde selv lagt på mine skuldre, at jeg også skulle være et forbillede for nærmest alle grønlændere, fordi jeg var den første grønlænder, der kom ind på Teaterskolen. Og som fremtrædende grønlænder bliver man automatisk ”døbt” som ambassadør for Grønland, så det skulle jeg også l eve op til. Oveni skulle jeg bevise, at man fandeme go dt kunne gå på Teaterskolen og få børn samtidig. Men det var simpelthen så hårdt at føle sig utilstrækkelig både som elev og mor på grund af tidsmangel.

Hvordan gav depressionen sig udslag?

– Jeg rallede en måned og sov mindre og mindre, fordi jeg havde været superwoman så længe. Nikolaj var meget væk med sit arbejde, og vi var en småbørnsfamilie, som jo kan være udfordrende i sig selv. Jeg ville bare lave ALT selv til mine børn. Jeg syede fastelavnskostumer, bagte små pizzaer og lavede miniburgere og hjemmelavet is til børnefødselsdage, selvom pigerne havde været lige så glade for regnbueis og røde pølser. De skulle bare ikke mangle noget. Jeg skulle bevise alt muligt, og jeg glemte helt at mærke mig selv. Jeg troede, det var fysisk, og jeg gik til lægen, fordi jeg havde ondt i maven. Nå, det var nok ”bare” mavesår, fik jeg at vide, det kunne man kurere. Men det var det ikke. Hvad så med galdesten? Det havde min mor haft, og det kan være arveligt. Det endte med, at jeg sad og googlede konstant på Netdoktor og gav mig selv værre og værre diagnoser, fordi jeg blev lidt skør af ikke at sove. Efter en måneds tid på den måde kunne jeg ikke mere og sagde til Nikolaj, at jeg troede, at det måtte være psykisk. Jeg er åbenbart god til at spille survivor, siden det tog så lang tid for mig at erkende det selv, men også for lægerne og mine nærmeste. Der var måneders ventetid på at kunne komme til at tale med en psykiater, og jeg turde i min angst ikke at starte på noget medicin uden en eksperts vejledning. Og her kommer så en af mine hemmeligheder: Jeg bad Nikolaj om at køre mig til psykiatrisk afdeling. Jeg havde fået at vide, at der ville jeg kunne komme til at tale med en psykiater. Men det var fredag, og psykiateren ville først være på arbejde om mandagen, så jeg blev indlagt over weekenden. Og det taler man jo ikke om. Det er jo stadig så VÆLDIG skamfuldt at have været indlagt på grund af psykisk sygdom. Endnu mere, hvis man er en offentlig person. Tænk, at den kendte mands kone blev indlagt!

Hvordan var det at blive indlagt?

– Jeg var så bange. Jeg græd hele tiden. Og stakkels Nikolaj, det er også så hårdt at være den ved siden af. Efter jeg havde tudet i to timer i venteværelset, skulle jeg skrive under på, at jeg skulle indlægges. Jeg skulle bo på et værelse med en anden, men det kunne jeg slet ikke overskue, jeg var bange for, at hun ville slå mig ihjel, mens jeg sov. Fordomme igen. Psykisk sygdom var ikke noget, man snakkede om dengang, vi kendte måske en enkelt, der havde haft depression, men man spurgte ikke til det. Jeg endte med at få mit eget værelse, og så tog Nikolaj hjem. Senere på dagen var jeg meget forbløffet over de tilbud af medicin, jeg fik. De kom simpelthen med en vogn og spurgte, om jeg skulle have noget. På det tidspunkt havde jeg kun talt med en sygeplejerske, og jeg syntes, det var meget mærkeligt, at jeg fik tilbudt medicin af den ene eller anden art, men jeg endte med at blive overbevist om, at det ville være godt med noget beroligende, så jeg kunne sove, så det fik jeg og sov i fire timer. Da jeg vågnede igen, tænkte jeg, hvad så nu? Jeg kunne ikke bare forlade stedet, for jeg havde jo skrevet under på, at jeg ville indlægges, og så har man pludselig et stempel i panden: ”Psykisk syg”. Jeg var ikke en person mere. Jeg var bare en af de psykisk syge. Det at blive navnløs og bare være en sygdom… Det var forfærdeligt. For der er jo et menneske bag sygdommen.

– Min søster var i København og kom forbi for at besøge mig. Og mens hun var der, skete der et skift i min hjerne. Med et er kendte og accepterede jeg, at jeg havde fået en depression, men jeg indså også, at jeg nok skulle få det godt igen. Der er ikke noget unaturligt i at brænde sammen, når man ikke lytter til sig selv. Så selvaccept var sådan et vendepunkt for mig. Og selvaccept er selvkærlighed. Det var en beslutning, jeg tog, efter at have været så langt ude i min angst for dødelige sygdomme, at jeg var begyndt at tvivle på, om jeg overhovedet ville se mine piger vokse op. Jeg besluttede samtidig, at jeg ville se på min indlæggelse som en oplevelse, og det har jeg gjort lige siden. For mig blev det en oplevelse, som jeg er glad for, at jeg har haft. Hvis jeg ikke havde fået depressionen der, ville jeg have fået den senere, hvis jeg var fortsat med at behandle mig selv på den måde.

Nukâka talte med psykiateren om mandagen, og hun blev efter samtalen udskrevet med antidepressiv medicin, der hjalp hende til at sove. Ni måneder senere, efter et par forsøg på at stoppe, kunne hun lægge medicinen på hylden.

Og har du så ikke været i nærheden af at have det sådan siden?

– Joh, jeg var da ikke bare sådan ovre det. Efter en depression kommer arbejdet jo. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at passe på mig selv? Hvorfor har jeg ingen grænser? Hvorfor fyld er mit pleaser-gen så meget? Det har taget mig mange år at finde ud af de ting, og jeg øver mig stadigvæk. Jeg øver mig også i at mærke efter og følge min intuition. Mange af os komme væk fra vores intuition og gør ting, vi tror er gode for os, fordi det står i et dameblad, eller fordi nogen siger, at det vil være godt for os. Men man skal jo mærke efter i sig selv. Vi er alle forskellige. Der er aldrig en one size fits all.

Hvordan har Nikolaj støttet dig?

– Det var faktisk ham, der tog initiativ til, at vi skulle prøve noget parterapi efter min depression. Det var også skidehårdt for ham. Den syge stjæler al fokus i et forhold. Men han bakkede mig fuldstændig op hele vejen.

Hvordan er du og Nikolaj gode for hinanden?

– Vi er som nat og dag, så forskellige altså, men det vigtigste er, at vi rigtig godt kan lide hinandens selskab. Gu’ har det da været hårdt somme tider, sådan er det i alle ægteskaber, men hver gang vi holdt fast og overkom udfordrende perioder, kom styrken, nærheden og kærligheden tifoldigt tilbage. Vi er megastolte over vores børn og vores 23 år lange historie sammen. Vi er sammen af respekt og dyb kærlighed og af lysten til at være sammen. Vi synes begge to, at fælles historie er så vig tigt og en smuk ting at dele. Selvfølgelig skal man ikke blive sammen for enhver pris, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at blive gammel sammen med Nikolaj. Nikolaj og jeg er jævnaldrende, han er 7 måneder ældre end mig, og jeg synes faktisk, der er noget hyggeligt ved at være to, der får grå hår sammen, og to, som skal have læsebriller på for at se, om hinanden har smukke øjne, ha ha. Jeg nærmer mig 50, men jeg har ikke så mange komplekser over at blive ældre. Jeg er nået til et sted i livet, hvor jeg ikke føler, at jeg behøver at lyde klogere, end jeg er. Hvor jeg gerne vil sige det højt, der skal siges. Og hvor jeg vil føle, at jeg er nok, ligesom jeg er.

Netop det med at sige tingene højt er temaet for denne artikel og de ni andre i samme serie, og det er faktisk også temaet for den film, som Nukâka er ved at skrive manuskript til. Så det er oplagt lige at spørge en ekstra gang:

Da du før snakkede om din indlæggelse, sagde du, at det var EN af dine hemmeligheder, ville du dele en mere?

– Den film, jeg skriver på lige nu, handler faktisk om det usagte, fordi jeg er enormt optaget af – og måske også TRÆT af – det usagte, og af at føle mig forkert og pynte på tingene.

Hun holder en længere pause.

– Sååå, hvis vi skal gå all in – og uden at det skal være en sensation – så kan jeg fortælle, at jeg var kæreste med en pige i fire år, da jeg var ung. Altså… Jeg har tænkt meget over, om det er en ligegyldig ting at fortælle, og det er det jo i princippet, men jeg kender så mange, der kæmper med deres seksualitet og ikke tør være sig selv. Unge mennesker, voksne mennesker, som føler sig forkerte. Der er også kommet mange flere køn, hvilket da godt kan forvirre mig, men jeg har stor respekt for det og lytter efter, når nogen prøver at forklare mig det. For de yngre er det meget naturligt. Sådan er verden i dag. Folk kalder sig kønsneutrale, aseksuelle eller bare seksuelle, og fred vær e med det, det må man selv om. Jeg har også talt med vores piger om det. De skal ikke føle sig forkerte. Der er ikke noget værre end at føle sig forkert. Jeg HADER den følelse. Og det kan så hurtigt ske i forhold til seksualiteten. Det starter jo fra barnsben, når børn begynder at lege numseleg og får at vide, at det må de ikke, puha, tag noget tøj på. Allerede dér vil man føle sig forkert i egen krop. Men seksualitet er jo en naturlig ting, uanset hvordan den kommer til udtryk. Vi har bare vedtaget, at det normale er at være gift med en af det modsatte køn. Men man skal da ikke føle sig forkert, hvis man vælger noget andet.

Hvor gammel var du, da du var kæreste med en pige?

– Det var, fra jeg var 21 til 25 år. Her i Danmark. Og jeg ved ikke, om det er lige så meget tabu i dag, men jeg kan huske, at da jeg blev gift med Nikolaj nogle år senere, var der nogle, der sagde: ”Ja, det skal nok ikke ud i offentligheden, at du har været kæreste med en pige”. Men det er jo en del af mig, så hvorfor skal det være en hemmelighed? Det er i bund og grund en ligegyldig ting. Men i den ældre generation kan det stadig været tabu.

Vidste din familie det dengang?

– Vi snakkede ikke rigtigt om det. Men jeg præsenterede hende som min kæreste for min familie.

Hvad skete der, da du holdt op med at være kæreste med hende?

– Så var jeg kæreste med en mand i et års tid, og så mødte jeg Nikolaj. Jeg havde det sådan, som mange unge mennesker har det i dag. Jeg blev forelsket i mennesker. Ikke i køn. Samtidig var det måske også en undersøgelse af min egen seksualitet. Måske blandet med noget oprør. Jeg var kendt for at være det søde , kønne, dygtige og venlige barn og senere den ung e kvinde, der var datter af en kendt politiker. Og jeg vil i øvrigt gerne lige sige, at jeg synes, det er så frækt, hvad folk kan finde på at spørge om, hvis man har været kæreste med en af samme køn. Jeg er f.eks. blevet spurgt: ”Savner du ikke at dyrke sex med en pige?”. Eller: ”Hvem er manden/damen i sådan et forhold?”. Man ville jo aldrig spørge en heteroseksuel så direkte til deres sexliv, vel?

Så er det lidt det samme som det at komme fra Grønland, at så snart man stikker lidt ud fra normen, så må andre godt stille grænseoverskridende spørgsmål?

– Ja, i virkeligheden er det præcis det samme. Jeg kunne da ikke finde på at spørge dig: ”Var der meget alkohol i dit barndomshjem?”. Men det er jeg blevet spurgt om , fordi jeg kommer fra Grønland. Og jeg ville aldrig sige til di g: ”Du er godt nok smuk af en dansker at være”. Det har jeg s elv fået at vide mere end én gang: ”Hvor er du smuk, man skulle ikke tro, at du var grønlænder”. Altså vi går nogle ting igennem i vores udvikling. Nogle mennesker lever tingene ud, andre gør ikke, men jeg har valgt kaste mig nysgerrigt ud i livet, og det er der kommet meget godt ud af. Jeg er jo den, jeg er, på grund af min historie, og den person kan jeg faktisk godt lide i dag.

Var det et tema for Nikolaj, da han mødte dig, at du havde haft en pigekæreste?

– Overhovedet ikke. Jeg havde faktisk nogle ekskærester med til vores bryllup – så meget mand er Nikolaj nemlig! Og det er fantastisk, synes jeg. Vi var aldrig i tvivl om vores kærlighed. Og jeg har det også sådan: Vælger man hinanden, så vælger man hinanden. Han har valgt mig. Jeg har valgt ham. Og det er smukt.

#ugh I love her 🥺#nukaaka coster waldau #nikolaj coster waldau #he's obv not the focus but she mentions him and my frozen heart melted #they 🥺🥺🥺🥺🥺🥺🥺🥺🥺#blind høne finder også korn #niko x nukâka

1K notes · View notes

naturalswimmingspirit · 4 years

Photo

homeiswhereiparkdk

If you truly get in touch with the summer rain, you get in touch with the soil, the free life, the sunshine. You get in touch with Mother Earth and touching in such a way, you feel in touch with true life, your roots, and that is what it's all about. If we think of life, every morsel of it, in that way we become grateful and when we are grateful, we are happy and free. .

Jeg elsker at bade, især når det regner, og som den kvikke nok har opdaget så bryder jeg mig ikke synderligt meget om badetøj. Jeg ser jo ud som jeg gør, min krop har ar, skrammer, hår på trælse steder, skæve tæer, blævrende lår, et forræderisk indre og grå hår på toppen - og jeg elsker det alt sammen. .

Jeg er vokset op med fælles-badning, at nøgne kroppe ikke (nødvendigvis) er lig noget seksuelt, og det afspejler sig i mit afslappede forhold til nøgenhed. Og det er jeg virkelig glad for. For jeg har set mere end én ung falde fra til glitrede damebladsversioner af livet...

Jeg er stor fortaler for, at vi viser meget mere frem af vores uperfekte, og netop derfor, helt perfekte kroppe. Og liv i det hele taget. Medierne har et kæmpe ansvar for at vise virkeligheden. Altså den virkelighed som langt de fleste lever i. At ingen er perfekte. At alle har noget. Lidt for meget. Lidt for lidt. Hist og pist. Og at vi alle er gode nok. Uanset. Men det sælger ikke ret godt. Candyfloss, mennesker at se op til, der kan beundres på deres kunstigt fremstillede piedestal er bedre. Det er det vi mennesker vil ha. Vi er bedre til at leve med, at se på noget vi ved er kunstigt, end vi er til at leve i nuet. Som det er. .

Og det er så trist, det har konsekvenser for selvopfattelsen hos mange, se feks hvordan unge mennesker går ned, stressede over aldrig helt at slå til, være gode nok, når meget kunne ændres ved at vi alle tager ansvar for at vise virkeligheden er sørgeligt. Ikke et glansbillede. Men realiteten. Livet som det er.

Det er som om vi glemmer vores indre, det hele handler om det forjættede ydre, de lange ben, perfekte former, det perfekte hus, krop og den flotte neglelak. Alt det overfladiske, som alt for mange vil indse de ikke kan opnå, jagtes imens vi mister vores autentiske sprog i livet.

114 notes · View notes

plasticineman · 3 years

Text

NØGENHED OG FETICHERET SEKSUALITET(=;PLASTICINEMAN)_[P]LAST[IK]. HUNDREDOGTRETTEN.

#P3119.

1 note · View note

metteglargaard · 7 years

Text

To mennesker på en strand uden en kluns

Ret tidligt i min kropsprocess, fandt jeg et retreat i Sverige, som gjorde mig nysgerrig. Et gudinderetreat.

Jeg ville gerne med, men det gjorde mig helt angst at tænke på, hvad underviserne kunne finde på at bede mig om.

Jeg talte med flere om det som sagde, at det jo var en fortrinlig mulighed for at øve mig i at sige nej til de ting jeg ikke ville. Derudover kunne jeg se, at der var en anden…

View On WordPress

#gudinderetreat #naturist #nøgenhed #strand

0 notes

hvidogtraet · 6 years

Text

har altid forbundet nøgenhed og skrøbelighed med smerte og ydmygelse, men det kan virkelig også være befriende

#upsi hvem blev emotional lige pludselig #u and me my friend

10 notes · View notes

tudeprinsesse · 6 years

Text

Da jeg var barn var alting meget lettere: det har man jo hørt før.

Men mit personlighedsforstyrrede, socialt utilregnelige, 21 årige jeg, besværliggør livet på alle tænkelige måder.

Når jeg ser på min 7 årige lillebror, som uden videre smider tøjet og leger rundt i et vandland sammen med hundredevis af andre børn, når jeg ser på ham bliver jeg en smule misundelig. Misundelig på børns naivitet, hvordan de ikke kender til de store problemer i verden, og intetanende løber rundt og leger, i deres egen lille boble af lykke.

Jeg beundrer børns mod og frygtløshed. Måden hvorpå min lillebror skruppelløst klatrer op i et højt træ; hverken skræmt af højden, eller chancen for at falde ned.

Så tænker jeg på min egen barndom, da jeg selv klatrede i træer uden nogen form for frygt, og hoppede i vandet lige så snart muligheden bød sig; uanset om jeg havde badetøj med eller ej. For nøgenhed var fuldstændig ligegyldigt, i mit naive og barnlige sind.

Det var før min krop blev et objekt, som er til for at tilfredsstille andre, og før min hjerne udviklede sig i en selvkritisk retning.

Dengang livet ikke var andet end sandkasser og leverpostejsmadder.

6 notes · View notes

kunsttyven · 3 years

Text

Hvad er mest naivt;

at glemme glæden eller at glemme mørket

ikke at kunne forestille sig et tilfrosset hav på en glødende sommerdag

når vinterjakker og nøgenhed er så langt fra hinanden

breddegrader på jorden bestemmer dagens længde; polarnætter og midnatssole

og alt hvad der er

er også i mig

og alt hvad jeg er

er helheden

men jeg vil så gerne huske og holde fast

og ønske

at jeg havde kendt til denne åbenlyse hemmelighed

før jeg ønskede mig et standpunkt

0 notes

studentikos · 7 years

Quote

Der er noget paradoksalt over unges forhold til nøgenhed. Mange unge bader for eksempel ikke til gymnastik. Men samtidig kan de godt lægge billeder op, hvor de ikke har meget tøj på, for at få anerkendelse

Sonia Livingstone, Information

2 notes · View notes

tankestreger · 7 years

Text

Når jeg tænker på den nat, er det ofte i brudstykker af små øjeblikke. Som en fremkaldt film af billeder, der viser brøkdele af helheden. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg tog hjem til ham. Jeg ved ikke, hvornår jeg nåede frem til beslutningen om, at netop dette ville være en god idé. Måske jeg vidste fra start af, at jeg begav mig ud på dybt vand, og ved gensynet af hans kælderdør, vidste jeg, at jeg ikke længere kunne bunde. Jeg spørger, om han har en tshirt jeg måtte sove i, og finder en hvid tshirt med lysegråt print til mig.Han forsvinder ud af værelset, og jeg tror vidst nok, at han siger han skal på toilettet, og så står jeg alene på hans værelse. Hans værelse er næsten præcist som det var, for tre år siden. Jeg tager mine bukser og bluse af, og folder det sammen til en lille bunke. Selvom han ikke er i rummet, vender jeg mig om mod hans skab, som jeg tager min bh af, og lader hans hvide tshirt falde lige under min numse. Jeg har kun hans tshirt og mine røde blondetrusser på, og jeg føler mig pludseligt pinligt bevidst om min nøgenhed. Især da jeg begynder at spekulere på, hvorvidt han vil synes, at det måske er mærkeligt, jeg klædte mig selv af på den måske. Om han måske burde havde klædt mig af istedet, sådan som det ses på film, hvor tøjet rives af med passion og hast. Men han er ikke kommet tilbage endnu, og der står jeg, med bare ben og fulde øjne. Vores studenterhuer ligger på bordet, med vores navne skrevet i guld, og da jeg prøver at læse beskederne i huen, flyder alle bogstaverne sammen. Jeg kan ikke få mig til at kigge i hans hue efter et lyn. Der ligger også en Emmanuel Macron biografi på hans sengebord, og jeg føler mig måske lidt stolt over at være sammen med en person, så velovervejet, at han viser interesse i selv Frankrigs præsident. Alligevel får det mig også til at tænke på, at jeg ikke selv har læst en bog i en måned. Pludselig føler jeg mig meget lille. Mange af bøgerne på hans bogreol er de samme som for tre år siden.

Jeg har ikke længere hals tshirt på, kun de røde blondetrusser, og jeg gemmer mig under de lyseblå dyner med hans arm under min hals. Jeg kan ikke huske min pinkode, men klokken er fire om natten, og jeg har endnu ikke skrevet til min mor, at jeg ikke kommer hjem i nat. Jeg kunne mærke hans varme, nøgne krop ved siden af min, og jeg føler mig meget bevidst omkring hvor meget af min hud, der rører ved hans. Situationen føles virkelig, og jeg kan pludselig ikke tænke på andet, end den sms jeg skal sende til min mor. Jeg er nødt til at få koden til internettet, og det er en akavet situation, for han er nødt til at finde koden i en gammel note. Jeg ligger bare der, og jeg gentager de numre og bogstaver hans mund former. Jeg forklarer ham, at jeg er nødt til at skrive til min mor, og han kysser min nakke da han beder mig om, please, at skrive til min mor, at jeg i hvert fald ikke sover hjemme. Jeg griner og siger bare, at der alligevel ikke går nogle busser. Jeg skriver til min mor at jeg sover hos min bedste veninde, hende, der også er hans nabo. Det er næsten ikke en løgn, for der er kun meter til forskel for den seng jeg påstår at sove i, og den jeg ligger i. Det er rart, at mærke hans ånde på min nøgne nakke, og jeg føler, at jeg flyver, forsvundet i øjeblikket og hans arme. Alligevel snerrer jeg af ham, som føler jeg, at jeg er nødt til at gå i forsvarsposition. Nødt til at være utilgængelig på den ene eller anden måde, og nødt til at føles lidt utilgængelig.Og jeg gør det, selvom jeg mere end andet ønsker at give mig hen. Men der lægger noget i mine ord, der fortæller fra start af, at jeg ikke vil. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke vil have sex. Hvorfor jeg blot ikke, er typen der vil. Hvorfor jeg ikke kan overskue at tage det skridt med ham, at jeg står ude på grænsen af klippen uden at ville hoppe.

Klokken er 6 og jeg kigger op i hans loft, tæller plankerne over mig og lytter til de svage snorkende lyde ved siden af mig. Jeg overvejer om jeg bare bør gå. Skynde mig ud og afsted, ignorere hele natten og håbe på han gør det samme, men så alligevel ikke. Han hiver mig ind til ham, og kysser min pande og mund, og jeg ender alligevel med at blive et par timer til. Da han er faldet i søvn igen, folder jeg hans tshirt sammen og lægger den på hans skrivebordsstol. Jeg håber på at den dufter af mig, når han lægger den til vask. Han spørger hvor jeg bliver af med en søvndrukken stemme, men jeg er på vej ud, og vi kysser farvel, som om vores afskedskys er et på-gensynkys.

6 notes · View notes

naturalswimmingspirit · 4 years

Link

36 notes · View notes

nazilakivi · 7 years

Photo

Swipe for citater i @politiken @politikenbogfolk Brugtvognsforhandlerfeminisme på nye flasker får tre utrolig slatne hjerter af mig. Og kun fordi jeg læste 'manifestet' som ikke er meget af et manifest, med det mest generøse anmelderhjerte nogen sinde. Seks udsagn der kommer 40 år for sent, overflod af neoliberalt-identitetspolitisk overtagelse af alt for let gentagelige buzzwords som intersektionalitet, cultural appropriation og privilegier, og nøgenhed uden nogen formål eller proteststrategi som feministisk nøgenhed ellers plejer at have. "[D]et fremgår ikke helt klart, hvad GirlSquad vil opnå, når de først har fået opmærksomhed gennem nøgenhed. Er der en protest i sigte? Er protesten simpelthen det, at nøgenhed og seksualitet skal accepteres? Jeg er yderst imødekommende over for forsøget på at kæmpe for at gøre det kvindelige, feminine, det sminkede, udskejende og seksualiserede fuldstændig kompatibelt med at være akademiker, forfatter og aktivist. Jeg har selv mødt de fordomme fra oldschool feminister, der mente, at man var en forræder, hvis man gik med rød læbestift. Jeg mangler bare, at spaden stikker lidt dybere, så vi kan få svar på nogle af disse spørgsmål: Hvordan ville et brud med respectablity politics egentlig se ud i dag, i vores hyperkapitalistiske samfund, hvor alt i sidste ende kan forsvares, hvis det smider håndører af sig og bliver til business? Hvordan virker det afstigmatiserende for kvinder at generobre ordet luder ved at være afklædte eller åbne om deres seksuelle forbrug? Kan det overhovedet lade sig gøre?" Jeg synes den eneste der har noget brugbart at sige i bogen er Christian Groes: Ordet luder stikker så meget dybere end så mange andre kønnede skældsord at det er alt for forsimplet at tro at man bare kan reclaime det. Og det nye jeg lærte i bogen var oprindelsen af ordet MEME :) tak for det ;) Jeg anbefaler at man læser bell hooks' Feminism is for Everybody og Kvinde Kend Din Krop i stedet <3 http://politiken.dk/kultur/boger/art6189253/Nikita-Kl%C3%A6strup-og-co.-vil-generobre-ordet-luder.-Og-hvad-s%C3%A5-... #books #bøger #reviews #anmeldelse #feministcritique

#feministcritique #anmeldelse #bøger #reviews #books

2 notes · View notes

opdageuropa-blog · 8 years

Text

Bulgarien

(30/07-03/08 2016)

Land nummer 13 blev en god oplevelse med et nyt bekendtskab, masser af sol, strand og opfordringer til nøgenhed i fuld offentlighed. Jeg nød to af de tre ting i fulde drag.

Lørdag morgen tog jeg fra Bukarest mod den bulgarske grænseby Ruse for senere at skifte til et tog til mit endelige stop, Varna. Jeg brugte en stor del af dagen i toget, da selv de internationale tog af en eller anden grund stopper ved hver enkelt station på vejen, hvilket betyder en meget meget langsom, kedelig og lang rejse. Jeg endte med at sidde skråt overfor de eneste andre turister på toget, en filippinsk-amerikansk dame, hvis navn jeg desværre har glemt nu, og en gruppe unge tyskere, der også skulle af i Ruse.

Da vi stod af var der stor forvirring; de andre skulle også videre med et nyt tog og ingen af stations-arbejderne kunne tale eller forstå engelsk eller at hjælpe os på vej. MEN! I Bulgarien skriver de på kyrillisk ligesom i Moldova og Ukraine, og det havde jeg jo lært! Denne gang kunne jeg spille den hærdede rejsende og hjalp mine medrejsende i nød. Win!

“Hvor skal i hen? Det kan være, jeg kan hjælpe jer”? “Vi skal til Varna...” Perfekt! Det var jo også der, jeg skulle hen.

“Varna bliver stavet BAPHA på kyrillisk, så i kan bare følge skiltene, eller følge med mig, jeg skal samme vej”, fortalte jeg meget klogt. Den tyske gruppe takkede mig og besluttede sig for at sidde ved en cafe og vente mens filippinsk-amerikanske dame fulgte mig, og sammen satte vi os i det nye tog, der var dobbelt så gammelt som det, vi lige havde forladt.

Fedt, endnu en lang og bumlende rejse....

Det viste sig, at hun endda også skulle bo på samme hostel som mig, så vi fulgtes ad hele vejen, og sammen klagede og bandede vi det bulgarske togsystem langt væk. Det var faktisk ret hyggeligt :)

Vi ankom til Varna kl. 23:20 (i følge programmet var det meningen vi skulle have været der kl. 18:00), hvilket betød at jeg havde været rejsende i ca. 27 timer fra Rumænien for blot at komme til nabolandet, så efter et mindre trek til vores hostel tog jeg et langt varmt brusebad og hoppede i seng.

Næste dag var det meningen at jeg ville udforske Varna, men min rejsepartner og nye roomie spurgte om jeg ikke havde lyst til at hænge på stranden dagen lang, og da det var 30-35 grader hele dagen, blev vi hurtigt enige om dagens planer... Strand!

Varnas kyst ligger ud til Sortehavet, som efter min mening ikke lige frem er verdens reneste kyst, så vi brugte ikke megen tid på at plaske rundt i vandet, men blev i stedet dejligt solbrune i sandet. Efterhånden blev vi sultne og søvnige, så vi satte os sammen med en australier, der spiste alene på en fuldstændig proppet fiskerestaurant på strandpromenaden. Her serverede de alle mulige interessante fiskespecialiteter for ret billige penge. Jeg fik mig et glas bulgarsk rosévin og friturestegte småfisk og blæksprutter.

Jeg ved ikke hvilken fisk det var, men det smagte i hvert fald godt! Anyone?

Efter den dejlige middag tog vi ned på pladsen, hvor der var godt gang i menneskemængden. Hvert menneske, vi gik forbi, havde enten en candy floss eller et glas øl i hånden, og folk flokkedes om den lille hip hop opvisning, der var i fuld gang på midten af pladsen.

A video posted by Nathalie Laursen (@nightale) on Jan 10, 2017 at 12:53pm PST

Det virkede som om, det var ret spontant hvem der stillede sig op og dansede, hvilket var ret cool. Fedt sted, gode mennesker :)

Den første august var en mandag, hvilket betød at ikke mange turistting var åbne. Ikke, at de har særligt mange turist ting i Varna udover souvenirbutikker, men nu var der slet ingen. Vi besluttede at gå en tur rundt i byen for blandt andet at se, hvor den internationale busterminal lå. Vi skulle begge videre til et nyt land relativt snart, så hvorfor ikke lige tjekke det hele ud. Hurtigt blev det dog tydeligt, at det bedste sted at være i denne by, var på stranden. Det havde vi intet problem med. Jeg valgte dog, ikke at tage mit badetøj på, så jeg blev i strandkanten og blev mere brun.

Her mødte jeg en mand ved navn Ferrari, hvilket i sig selv var fantastisk nok :) Han kunne intet engelsk, men en smule tysk og prøvede så vidt muligt at kommunikere med os med en blanding af tysk og vilde fagter. Desværre er jeg utrolig dårlig til tysk og jeg fandt ud af, at det er endnu værre, når sproget bliver talt med stærk bulgarsk accent. Det endte dog med at jeg fik forstået hans forespørgsel om et selfie med mig, hvilket jeg ikke havde et problem med. Hans næste forespørgsel var så, at tage min kjole af. Og ja, det var så her, jeg og min Filippinsk-amerikanske lånemor besluttede, vi havde fået nok af stranden for den dag, og tog ind i byen for at spise aftensmad.

Jeg insisterede kraftigt på, at vi skulle spise på denne fabelagtige restaurant ved navn Godzilla:

Det viste sig, at det slet ikke var nogen dårlig ide! Vi fik en super god bulgarsk pizza og lækker paella med det hele til deling. Og billig alkohol også!

Tidligt næste morgen tog min roomie og rejsekammerat videre til næste land på hendes liste, og for første gang i Bulgarien sov jeg dejligt længe, hvilket rigtige voksne mennesker jo foragter.

Senere på dagen købte jeg nogle stærkt trængte sandaler til kun 35kr. (og de var ikke engang de billigste sko i butikken!) og gik en tur rundt i den lokale park, hvor der i midten var et fint lille springvand med det mest blå og lysende vand, jeg nogensinde har set.

Det var seværdigheden, men da denne del af turen officielt var blevet min badeferie, tog jeg igen på stranden, hvor det stadig var 30 grader helt op til klokken 7 om aftenen. Denne lille aftendukkert blev efterfulgt af en lille aften-mojito eller to (eller tre) på strandbaren. Man aner et mønster.

Jep, jeg nåede at drikke den hele før jeg overhovedet tænkte på at tage et billede. Jeg kan godt lide mojito...

Efter det gik jeg halvfuld rundt i vandet og tog billeder af de smukke mørkeblå bølger.

Denne aften er nok en af mine bedste minder fra turen. Det var så fredfyldt og smukt at gå rundt i det stadig varme vand, med solnedgangens røde lys i øjnene og en god fornemmelse i maven. Den slags bør alle prøve. Med eller uden Mojitos.

Aftensmaden blev halv-sen og købt i supermarkedet lige rundt om hjørnet fra mit hostel. Jeg gik direkte i seng bagefter, da jeg skulle tidligt afsted til Tyrkiet næste morgen. Bussen forlod terminalen 9.30 og jeg ankom 9:25, forpustet, men lettet. Turen skulle kun tage 8 timer og var både billig, men også ret luksuriøs af en busrejse at være. Jeg fik gratis wi-fi, gratis drikkelse og gratis saltstænger! WIN igen!

Bedste bus længe!

Nyttige ord/fraser

Hej: Zdrasti

Please/Tak: Molya/Blagodarya

Ja/Nej: Da/Ne

#Bulgarien #travel blog

2 notes · View notes