#Fra 8 år

[litteraturhistorikeren]

Jeg havde en crazy spontan aften i går, var i byen, hang ud med min eksveninde og fik talt alting igennem 1,5 år efter hendes svigt af mig (ikke tilgivelse, men closure). Jeg tog hjem til en fyr og har sovet i max 4 timer og er nu i skole og er hamrende bagstiv, og tømmermændene er ved at snige sig ind på mig, og jeg føler mig herreparanoid over, at nogen skal opdage, at min promille bestemt ikke er på 0 fra kl 8 en fredag morgen.

Og!! Min vape virker ikke?? Ud af det blå, den vil bare ikke tænde eller oplade, så jeg må i vape shoppen efter kl 12, når jeg endelig har fri. Må bare ryge smøger indtil da.

Føler mig som en rebelsk teenager frem for en 25-årig kandidatstuderende i dag, wtf

[pastelfarvet]

Hvad er det der livet værd at leve, for dig?

at føle sig set af andre og føle en forbindelse. at bruge tid med dem jeg holder af og får ny energi af. mødet med nye mennesker som giver mig ny eller anderledes indsigt. at lære nye ting og få aha-oplevelser. at mærke hvordan relationer kan blive dybere og udvikle sig med tiden og gennem årene. at føle jeg er del af noget større - uanset om det er min familie, politisk, vennegrupper, de klasser/hold jeg har været del af de sidste ~8 år, osv. at have god og sjov og spændende sex som udvider mine horisonter og bringer mig intimitet og nydelse. i langt højere grad de sidste par år - at lære at værdsætte hvem jeg har mens de er her, og give mig selv plads til at sørge over og ære dem når de er væk. at skabe nyt - hækle og skrive og brodere og tegne. at have mulighed for at vise verden hvem jeg er gennem stil, makeup, tatoveringer osv.

tak for din ask, du skal være velkommen til at sende flere 🤍 den har været rigtig rar at give svar på efter en lang tid hvor jeg har følt noget af det er blevet taget fra mig og blevet brudt ned, så jeg har måtte bygge meningen med livet op igen.

[linglinginjapan]

Fredag 8. Mars: Avslutsningsseremoni for Senpai.

Har du hørt ordet "Senpai" før? Isåfall, så er det kallenavnet vi bruker for dem som er i høyere klassetrinn enn oss selv på skolen. Det motsatte kalles "Kouhai".

Selvfølgelig har vi Senpaier i tennisklubben også, bare at de omtrent aldri dukker opp til treningene. Lurer du på hvorfor, så er det fordi at tredjeåret på VGS her i Japan går nesten bare ut på å studere til opptaksprøven til den høyskolen de vil gå videre på. Tror jeg kanskje allerede har skrevet det, men her i Japan er det en prøve du må bestå for å komme inn på den ønskede skolen. Det samme gjelder ungdom-, videregående-, høyskole/universitet. De fleste prøver nok på flere skoler, men har som regel én skole de aller helst ønsker å komme seg inn på.

Utdannelse er en viktig del av livet, så de fleste velger å stoppe å dra på klubbaktiviteter for å fokusere på å studere når de blir 3. års studenter.

Mine beste Yukki og MeiChan kommer nok også til å slutte å komme på klubbaktivitetene etter måneden Mai, så da er spørsmålet hva jeg skal finne på etter det. Blir loner jeg da.

Etter 3 timer på skolen og flere hundre bilder tatt, dro jeg, Yukki og MeiChan på Mr.donuts. Er fortatt forundret over hvordan japanske folk er så tynne når de har et så usunt kosthold. Det er nok heller at de er underernærte enn spesielt sunne, vil jeg si.

Yukki fortalte meg noe som gjorde hjertet mitt så lykkelig. Hun sa at fra jeg joinet tennisklubben, har atmosfæren blitt bedre og lykkeligere. Dette gjorde meg veldig glad, for hittil har jeg tenkt at det ikke ville utgjøre så mye forskjell om jeg er der eller ikke, fordi jeg er virkelig ikke like flink som de andre i tennis. Langt ifra. Derfor hadde jeg egentlig lyst til å slippe gledestårer når hun sa de ordene til meg, som at min tilværelse har en betydning for noen andre.

Boka jeg lånte på biblioteket i går. Kanskje har du sett animasjons-filmklipp av denne boken på Instagram. Den handler generelt sett om livet, og skildrer dype ting med enkle tegninger og ord. Verdt å lese. På norsk heter den: "Gutten muldvarpen reven og hesten".

Glemte å skrive det tidligere, men dro ut å spiste sushi med Arhur igjen på Tirsdag. Pluss shopping.

Det er mye vanskeligere enn det ser ut som! Jeg får ikke til.

[ditte-i-brisbane]

Fjerde uge i New Zealand

Sidst vi skrev, var vi på hostel i ly for stormen. Vi havde planer om at sejle kayak, gå tur og sove i telt i Franz Josef, men vi fik desværre røg nogle af de planer i vasken. Stormen havde lagt sig lørdag morgen, men der var et tykt lag skyer på bjergene, som fuldstændigt blokkerede udsigten til gletsjeren. Derfor blev vandreturen med gletsjer udsigt altså skrottet. Vi fik dog sejlet kayak, og endda helt gratis, da en af mine venner fra Brisbane er flyttet til Franz Josef som kayakguide. Hun kunne lige stjæle tre kayaker, og vise os rundt på søen ved Franz Josef. Det var virkelig hyggeligt at mødes med hende, og ret sjovt at sejle kayak sammen.

Efter vi havde sejlet kayak, og vejret stadig ikke så ud som at det ville klare op, valgte vi at køre videre fra Franz Josef. Vi kørte derfor hele vejen fra vestkysten op til Hanmer Springs. Dette er en lille by i bjergene, der er opstået pga. varmekilder. Vi skulle altså have os en rigtig slapper dag, så søndag vågnede vi tidligt, og gjorde klar til at komme i Hanmer Springs hot pools. Vi fik prøvet en masse forskellige termiskebade, og Mikkel fik endda 30 minutter i privat sauna. Han var en glad og lidt tåget dreng, da han kom ud igen. Efter vi havde brugt ca. 3 timer i "badelandet", kørte vi videre helt rene og afslappede.

Vi kørte her fra bjergene til østkysten, hvor vi skulle til strandbyen Kaikoura. Denne by var blevet anbefalet til os, da de har hvaler året rundt. Vi skulle derfor på hvalsafari, hvilket Mikkel aldrig havde prøvet før. Og det blev virkelig en succes! Vi kom på en tidlig tur, kl 8:00, så vi skulle igen tidligt op. Det tager lidt tid at pakke telt, soveposer osv. sammen... Den store stjerne på turen var kaskelothvalen. Der er unge han kaskelothvaler i Kaikouras hav året rundt, da de skal vokse sig store, før de kan komme ud i det åbne hav, og vise sig an. Derfor kan de altså have hvalsafari året rundt i byen. Dog var det ikke denne hval der blev stjernen for vores tur. Vi var nemlig heldige nok, til at komme tæt på en kæmpe flok grindehvaler. Disse kommer kun ca. hvert femte år til byen for at yngle. Og nøj hvor var der mange! Og de hoppede og stikkede deres hoveder op af vandet, og var bare helt vildt skønne at kigge på. Kæmpe fans! Udover hvaler, fik vi da også spottet et par delfiner og albatroser. Albatroserne gjorde også virkelig stort indtryk på os. De er jo seriøst vanvittigt store. Vi kunne slet ikke forstå det. De ligner jo bare en gigantisk måge. Ret vildt.

Kaikoura var vores sidste destination på sydøen, og dagen efter vi havde set hvaler, skulle vi altså med færgen nordpå. Her sejlede vi en 3,5 timers færgetur med verdens dårligeste wifi. Dette betød dog, at vi fik lov til at lave ingenting i 3,5 timer, hvilket viste sig næsten ikke at være nok tid. Det var ret rart at sidde og stene i så lang tid, uden at skulle tænke på, hvor vi skulle sove eller hvad vi skulle se de næste steder. Vi ankom med færgen i Wellington, og her besøgte vi Mt Victoria, da der er filmet lidt Ringenes Herre her. Efter vi havde set det, kørte vi videre til et campingsted for at overnatte. Dagen efter blev brugt på mere Ringenes Herre sightseeing, og derefter kørte vi til Tongariro.

Her skulle vi overnatte og igen tidligt op, da vi dagen efter skulle gå the Tongariro Alpine Crossing. Vores sidste lange vandretur. Det blev til lige under 22 km og ca. 1000 højdemeter i et meget gold vulkan landskab. Det var så fedt, at gå i noget helt anderledes end vi før har gjort. Og på turen fik vi både set varmekilder, gejsere, kratere og store søer. Det var sådan en flot tur! Vi fik endda udsigt til Lake Taupo, hvor vi skulle bruge vores næste dag.

Også kommer vi til i dag, hvor vi har sovet i Taupo. Om morgenen gik vi ned til en flod, som lå lige ved siden af vores campingplads, som btw var gratis! Den var så smuk, og det var så rart at få skyllet sig igen. Som i måske kan gætte jer til, bliver man lidt klam af at sove i sovepose hver nat uden at vaske sig særligt meget... Efter svømmeturen pakkede vi sammen, og nu skal vi planlægge de sidste dage på turen. Vi har bilen indtil d 29., så vi har ikke mange dage tilbage, inden vi skal se Auckland. Vi skal dog lige forbi Rotorua og prøve at mountainbike og selvfølgelig til Hobbitton og se the Shire!

[bdsmsub67]

[nils-elmark]

100.000 skridt for London Tech Week

Your Business Shouldn't Stop at Borders" står der på den store lysreklame, da jeg forlader Cannon Street Station på vej mod Queen Elisabeth II Centre i Westminster. Mens danskerne taler med hinanden på Folkemødet på Bornholm, har jeg valgt at tale med resten af verden på London Tech Week. London besluttede for 12 år siden under borgmester Boris Johnson, at byen ville udfordre Sillicon Valley som global tech metropol, og det er lykkedes. Jeg bliver nærmest presset bagud af varmenbølgen og menneskemængden i det 5-etagers konferencecenter over for Westminster Abbey. Jeg kan tage fejl, men det virker, som om Brexit er slået igennem. Glemt er Europa. Nu gælder det hele verden. #LTW2023 er en global event, man ikke finder tilsvarende nogen steder, heller ikke i Sillicon Valley. Dette er stedet at være for en futurist.

Der er endeløse panelsamtaler på fem scener, som jeg opgiver fra starten. Jeg er her for at møde tech startups, de unge entreprenører i det globale vækstlag, som vil forandre verden. De er her i hundredvis. Her er muslimske piger med tørklæder og t-shirts med tekster ”From Zero to Hero” på ryggen og ukrainere med ”Be Brave” på brystet, Palæstina har sin egen software-stand, det samme har hollænderne, Berlin har sendt tyve unge iværksættere afsted, som blændende pitcher deres startups fra scenen, Taiwan har iværksættere overalt og Mellemøsten glimrer med pengene. Jeg får en yoyo af tjekkiske Jetbrains og blærer mig foran børnene. Jeg har aldrig før oplevet en så markant diversitet på køn og etnicitet. Mænd og kvinder er ligeligt fordelt - og der er mange unge kvinder. Ingen har slips på, men alle har trendy hvide sneakers. Kun en enkelt af de 20.000 deltagere har butterfly på. Jeg er let at kende.

Alle taler om at erobre hele verden, ingen holder sig inden for nationale grænser; de må have set reklamen på Cannon Street. Der tales allermest om AI og i særdeleshed Gen AI, som i ChatGPT. Verden har inden for de seneste måneder fået et nyt perspektiv: Først Corona, så Ukraine og nu Gen AI.

London Tech Week handler om networking og inspiration. Alle henvender sig til alle og nye bekendskaber opstår konstant. Visitkort er så meget 'last season'; nu er det det hele lagt i hænderne på Microsoft via QR-coder på Linkedin - men wifi'en er elendig. Velkommen til London.

Jeg klikker i hak med en økonom fra Mellemøsten med 8 uger på New York Times bestseller-liste, vi udveksler bøger og han lover at skaffe mig et TV-interview næste gang jeg er i Sillicon Valley. Jeg tigger mig til en flat white i 'Investor Loungen' - forplejningen er elendig på London Tech Week, for som en venture kapitalist forklarer: "I ti år har vi kun tænkt på vækst - nu vil vi også tjene penge".

Onsdag aften bliver jeg inviteret til Funtech i et co-workingspace i Shoreditch ejet af en af verdens største banker. Igen fuld diversitet. En standup komiker fra Punjab, en pige med rødder i Somalia, som forklarer hvordan man undgår at blive gift med sin fætter, en midaldrende lesbisk kvinde uddyber, hvordan man bortforklarer sine læsebriller - og en helt almindelig overvægtig englænder undrer sig over at det hedder "contactless", når man alligevel tværer kreditkortet ud over pladen, når man tjekker ind og ud af undergrunden.

Nye QR-koder aflæses, jeg inviteres til fintech-afterparty i Farringdon den næste aften og kvitterer med en kopi af min seneste bog. I fem dage er jeg i konstant bevægelse, får stjålet et kreditkort, køber tre nye hvide skjorter i Marks & Spencer og et par sko til min hustru hos Clarks på Oxford Street, min Linkedin-profil vokser med 56 nye kontakter og mit ur fortæller mig, at jeg er gået næsten 100.000 skridt gennem London. Længere er der faktisk ikke til fremtiden.

[diddeoglaurapaatur]

Terra Tree House i Cameron Highlands

Vi endte med at være på øen i 8 dage før vi tog videre. Så den 15/2 tog vi med a godt pakket båd til fastlandet og tog i mod et område på den modsatte side af Malaysia, der hedder Cameron Highlands. Det tog os en dags tid, da vi trods alt skulle fra østkysten til det vestlige og også lidt syd på.

Vi kunne tage en bus hele vejen, så det var meget rart.

Vi havde lige et par dage i en by, der hedder Ipoh, inden vi egentlig kom op i bjergene og Cameron Highlands.

Vi lavede dog ikke det store i Ipoh, da Didde og jeg hver i sær skulle planlægge, hvad vi egentlig skulle ift. Australien.

Vi tog dog hen til et tehus, hvor vi fik eftermiddagste på en meget traditionel britisk måde. Det var et af vores dyreste måltider, og det var kun nogle og 150 kr for os begge to.

- Vores andet dyreste måltid var KFC, som ikke lige frem er meget fint i og med, det er friturestegt kylling og pommes frites.

MEN vores eftermiddagste var skøn!

Vi prøvede tre forskellige te, som alle tre var gode, og vi fik agurkesandwich og lækre kager.

Efter tog vi til Cameron Highlands, hvor vi skulle ud i traditionelle malaysiske træhuse i 3 dage og 2 nætter.

Det var enormt charmerende!

Vi var først og fremmest de eneste "turister", dvs. vi var de eneste ikke malayer, men det var okay, for det følte mere som en skjult perle af den årsag.

Vi tog først en taxa hen til, hvor vi blive hentet. Vi blev hentet i en firhjulstrækker, da vi skulle ud på små og dårlige veje.

Vi stod bag på ladet af firhjulstrækkeren og tog en tur op ad bjerget på 30 min.

På toppen skulle vi op ad enormt mange trapper for at komme hen til, hvor vi kunne hente vores bagage. Derefter skulle vi op ad flere trapper for at komme op til træhuset, hvor vi spiste mad og hyggede.

Didde og jeg valgte at lade store rygsæk blive der, fordi vi skulle op ad ENDNU FLERE trapper for at komme til, hvor vi selv skulle sove.

Det var en god beslutning kun at tage det mest nødvendige, for vi skulle gå op ad trapper i nogle minutter, og det ville ikke være sjovt at gøre det med 16 kg på ryggen. Specielt når trapperne er ujævne, høje og der er langt.

Men oppe i vores lille hytte havde vi hver vores dobbeltseng, der var et myggenetrundt om sengen, for der var åbent ud til, og vi var midt i junglen. Vi skulle ud af hytten og ned af to trapper for at komme til vores badeværelse, hvor vi kunne få et lækkert varmt bad!

Stedet, Terra Tree House, gik meget op i, at alt var økologisk, og det var også vegetarisk. Dvs., jeg ville kalde det økologisk, men de sagde det var et trin bedre end økologisk (biodynamisk?). De brugte ikke gødning, sprøjtede ikke med nogle kemikalier. Meget naturligt!

Vores vært troede også meget på energier i maden, så det "demonstrerede" han på forskellig vis.

Her blev det lidt hokus pokus for mig, men maden var lækker, så jeg dømmer ikke.

Næste morgen fik vi morgenmad (igen mega lækker mad) og derefter gik vi ned til et vandfald.

Vi smed næsten skoene med det samme, fordi vi fik at vide, at så undgik vi bedst at vrikke om eller bare komme til skade generelt. Vi gik derfor en 30 min ned i junglen for at komme ned til vandfaldet.

Der gik to børn bag Didde og jeg. En var omkring en 10 år, og den anden var omkring en 13-år. De var meget sjove at gå foran, for de hadede det begge to. De gik og snakkede om, at de måske trådte på snegle og i lort, og hvordan de hellere ville lave lektier end at gå, hvor vi gik. Det var underholdende.

Stedet var flot, og vandet var forfriskende, og Didde og jeg kom da begge i med hovedet.

Det var ikke dybt, men vi skulle gå op til vandfaldet, sætte hovedet mod klippevæggen og så skrige alt, hvad vi kunne. Derefter kom vi ned i et lille hul oppe ad klippemuren, hvor vi sad og fik vand ned over skuldrene og hovedet. Meget befriende og afslappende.

Vi gik derefter op igen og fik et varmt bad før vi fik frokost. Igen, helt vildt god mad.

Bagefter slappede vi bare, læste lidt og nød udsigten fra spisehytten - den var åben.

Efter aftensmaden blev Didde og jeg introduceret til, hvordan man laver og drikker kinesisk te. Det var spændende og smagte godt. Vi fik også del i lidt risvin.

Aftenen sluttede med et lille bål i en gammel overskåret olietønde.

Vi havde fået at vide, det var en barbeque, og derfor troede vi, at vi skulle riste skumfiduser eller noget over ilden, men det skete ikke. I stedet gav vi hinanden lidt ryg og skuldermassage, gav os selv fodmassage. Det var alt sammen med olie og efter hver massage, skulle man vende kropsdel mod ilden, så den blev godt opvarmet. Enormt lækkert og afslappende.

Næste morgen var sidste morgen i hytten, og det var også sidste morgen, Didde og jeg havde sammen før, hun tog tilbage til Australien.

Det var dog en gode måde at slutte turen på.

Inden hun dog tog bussen lufthavnen i Kuala Lumpur nåede vi at få frokost sammen.

Vi stødte tilfældigvis ind i en fyr, Patrice, som vi havde mødt i bussen på vej til Cameron Highlands. Vi havde håbet på at se ham igen, fordi vi havde hygget os med ham, og vi havde ikke fået et billede sammen.

Han så os tilfældigvis på gaden, da vi var på vej hen til mit (Lauras) hostel. Så ham nåede vi også at sige farvel til ordentligt.

Vi brugte de sidste timer på at slappe lidt af sammen og bare nyde, at være i hinandens selskab.

Det var mærkeligt og lidt hårdt (for mig i hvert fald) at sige farvel, fordi vi trods alt har rejst sammen i 6 måneder.

Jeg har da også savnet Didde efterfølgende, men jeg er virkelig glad og taknemlig for alt, vi nåede at opleve sammen. Gode minder og jeg glæder mig til på et tidspunkt at se hende igen og give hende et kæmpe kram.

Der kom endnu et opslag om Cameron Highlands, fordi jeg endte med at blive nogle dage, inden jeg tog videre.

- Didde og Laura (for sidste gang sammen for nu)

12/3-2023

[greenbagjosh]

Wednesday 13 November 2002 - the old way past Thun and Spiez across the Berner Oberland - nice day to visit Brig and Sion - exploring Gaillard - evening stroll through Frauenfeld TG

13 November 2002

EN  Hi everyone.  Twenty years ago today, I took a train tour of the southwest part of Switzerland from Zürich, about as southwest as possible without use of the Glacier trains (Zermatt to Chur), went through the predecessor of the Lötschberg Base Tunnel, Brig, Sion, Geneva, Gaillard in France, and back through Frauenfeld and Zürich.  I covered much ground by rail that day.

DE  Hallo allerseits. Heute vor 20 Jahren unternahm ich von Zürich aus eine Zugfahrt durch die Südwestschweiz, möglichst südwestlich ohne Benutzung der Gletscherzüge (Zermatt bis Chur), ging durch den Vorgänger des Lötschberg-Basistunnels, Brig, Sion, Genf, Gaillard in Frankreich und zurück über Frauenfeld und Zürich. Ich habe an diesem Tag viel mit der Bahn zurückgelegt.  

DK  Hej allesammen. For tyve år siden i dag tog jeg en togtur i den sydvestlige del af Schweiz fra Zürich, omtrent så sydvest som muligt uden brug af Glacier-togene (Zermatt til Chur), gik gennem forgængeren til Lötschberg Base Tunnel, Brig, Sion, Genève, Gaillard i Frankrig og tilbage gennem Frauenfeld og Zürich. Jeg dækkede meget jord med jernbane den dag.

SE  Hej allihopa. För tjugo år sedan idag tog jag en tågtur i den sydvästra delen av Schweiz från Zürich, ungefär så sydväst som möjligt utan användning av Glacier-tågen (Zermatt till Chur), gick genom föregångaren till Lötschberg Base Tunnel, Brig, Sion, Genève, Gaillard i Frankrike och tillbaka genom Frauenfeld och Zürich. Jag täckte mycket mark med järnväg den dagen.

FR  Salut tout le monde. Il y a vingt ans aujourd'hui, j'ai fait un tour en train de la partie sud-ouest de la Suisse depuis Zurich, à peu près aussi au sud-ouest que possible sans utiliser les trains Glacier (Zermatt à Coire), j'ai traversé le prédécesseur du tunnel de base du Lötschberg, Brigue, Sion, Genève, Gaillard en France, et retour par Frauenfeld et Zürich. J'ai parcouru beaucoup de terrain en train ce jour-là.

Guten Morgen!  Good morning!  Bonjour! Wednesday 13th November 2002, I would kind of make a tour of the southwest of Switzerland, crossing the so-called Röstigraben and back, and come back to see Frauenfeld in Thurgau, before returning to Zürich.  The weather would be quite nice for a November day.  

I woke up about 5:30 AM, took a shower, and went down at 6 AM for breakfast.  About 6:30 AM I walked to the northern end of the hostel and crossed the street to the trolleybus stop for line 33.  The bus 33 came in about ten minutes and I was at Morgental about 6:45 AM.  Then I walked around the corner and boarded the tram line 7.  I did not get to HB until 7:10 AM.  Paradeplatz and Bahnhofvorplatz were not particularly congested, but Rennweg was a bit of a slow spot.  

About 7:20 AM I boarded an Intercity train for Bern with intent to transfer to another train to Brig in the canton of Valais, or Wallis as it is called in German.  The IC train was a Dosto, a double level train, from 2000.  The train arrived at Bern about 8:10 AM.  The train to Brig was a single level train, and arrived in Bern about 8:25 AM.  I boarded it, and it departed at 8:30 AM.  It stopped at Thun and Spiez, as opposed to Interlaken and Lauterbrunnen, before proceeding to the entry to the old Lötschberg tunnel.  There was a plan to build a tunnel that was lower in elevation, but that did not start until 2007.  That made the journey take about two and a half hours before the train arrived in Brig, after passing by Visp, about 11 AM.  That would be just before lunchtime.  

Brig is the last stop for regular rail travel, especially with the Swiss Pass, in Switzerland, before taking the Glacier Train to Chur.  An extra fare is required for the Glacier Train.  When the Eurail Pass was valid, that also was true.  From Brig, most other trains went to Iselle, Domodossola and Milan and beyond.  I had been to Brig in April 2001, while on the way to Milan, but just to wait to change locomotives.  This time, I would properly explore Brig.

I walked from the Brig rail station to Ueberlandstrasse to Glismattenstrasse, and then Gliserallee, back into downtown.  The weather in Brig was sunny, temperatures in the low 50s, about 10 to 12 Celsius.  In a way, downtown Brig kind of looked like downtown Lugano but with a more German style, and much less traffic.

I was about ready to leave Brig for Geneva, but needed some food.  I went to the Migros next to the rail station and bought some food and soft drinks as I did not want to have beer just yet.  Then I boarded the train to Geneva, which was just a simple mid-1990s single level Intercity train.  The train had German-language next stop announcements up to and including Visp, Leuk and Siders, the German name for Sierre.  I was listening to the Nick Straker Band play on SRF3, then called DRS3, and then towards the end of the song, the annoucement that the train was arriving in Siders / Sierre was on the loudspeakers.  At this stage, we were close to crossing the Röstigraben westward towards Sion, Lausanne and Geneva.  One last song I remembered on that ride, was hearing "Häbs güet" by a then-unknown band from the canton of Bern, called Plüsch, which means plush, as in a stuffed animal or similar.  

After crossing the Röstigraben in Siders, the train went along to Sion, the cantonal capital of Valais.  It is called Setten in German.  I decided to alight from the train and then explore a little bit of Sion.  I went north along Avenue de la Gare for ten minutes and went back to the station.  I think it would have been 2 PM, before I boarded the next train to Geneva.  The train stopped in Martigny, the last stop on that route in Valais, then St. Maurice in Vaud, Montreux, Vevey, Lausanne, Morges, Nyon and Genève, but not Sécheron near Parc Mon Repos.  The train arrived about 3:30 PM, and then clouds started to appear, but it was not so bad.  I bought a day pass for the TPG, or the transport agency for Geneva.  I could take the tram to the stop Moillesullaz and walk across the border into France at Gaillard.  I had to take a tram from the rail station to Bel Air, and transfer to the line 12.  At Moillesullaz in the Graveson district of Thônex GE, there is a tram turnaround loop, and the crossing is only fifty feet away.  The douanniers were concerned mainly with the auto travellers and less with pedestrians.  I was able to walk on D-1205 / Rue de Genève, up to the intersection of Rue Marcel Degerine.  This was about the same location as the Appart-City Gaillard which I stayed at from 6th to 8th December 2016 (the same time that I did my first "Oh li'l Gizzy, whatcha doin'?" video in Annecy).  At the SPAR grocery store nearby, I bought some Pétrole Hahn shampoo to take back home.  That was the same shampoo that I first used on 26th March 2000 while visiting Paris.

I walked back to the Moillesullaz tram stop.  I did not have much to declare, and I had only enough shampoo for my personal use.  I boarded the line 12 for Bel Air Cité, walked to the flower clock and also was able to see the Jet d'eau before it was shut off for the season.  Then I took another tram back to the rail station.  The sun was about to set, I think around 5 PM, and the streetlights were just turning on.  I went back to the rail station and boarded a 5:30 PM train for Zürich via Biel (crossing the Röstigraben once more), Olten and Aarau, before terminating at Zürich HB.  The ride took about two hours, arriving around 7:45 PM in Zürich HB.  I found a train to Winterthur and another to Frauenfeld in Thurgau.  I had previously only visited Thurgau by riding through St. Gallen into Winterthur.  I was on an Interregio train to Frauenfeld which would terminate at Kreuzfeld at the border with Germany, next to Konstanz.  Frauenfeld was not a large city, so there was not much to see, especially about 9 PM.  The local S15 train was still running, and I rode it one way past the castle Schloss Frauenfeld to Marktplatz, but walked back from Marktplatz.  There was one traffic signal to note there, at Marktstrasse and St. Galler Strasse, as if it were the only one in the entire canton of Thurgau, it turns out that it is not the only one.

I boarded the train back to Zürich via Winterthur, about 9:40 PM.  The tram line 7 was still running to Morgental, and trolleybus 33 still as well.  I took those back to the hostel, went to bed and slept until the next morning.  Please join me when I visit Chur, have some ice cream for half price as it is off season, take a ride to the Escher Wyss Platz and see the location of the Hardhof, then we have supper at the Zeughauskeller.  Hope you will join me then!

Gute Nacht!  Good night!  Bonne nuit!

[cyklingtojdkk4]

2024 Tour de France er ved at starte: Hvem vinder i sidste ende?

2024 Tour de France er ved at starte. Det er uden tvivl en af ​​de mest sete cykelbegivenheder i år. Løbet starter fra Firenze den 29. juni, passerer gennem Cesenatico, hjembyen for den legendariske kører Pantani, og går derefter ind i Frankrig. Årets rute var anderledes, idet den gik mod uret rundt om Paris, krydsede Pyrenæerne og endelig ankom til Nice efter 3.493 kilometers intens konkurrence.

Dette års Tour de France tiltrak 22 hold til at deltage, herunder 18 WorldTour-hold og 4 professionelle kontinentale hold på andet niveau. Hvert hold består af 8 kørere, hvor der i alt deltager 176 kørere. Charmen ved Tour de France ligger ikke kun i dens hastighed og rute, men også i fremvisningen af ​​den nyeste cykelteknologi. Store brands er allerede begyndt at promovere deres banebrydende teknologier, såsom Treks nye "vægttabsversion" Madone, som er blevet et af begivenhedens fokuspunkter.

Mærkeudbuddet i denne konkurrence er stadig stærkt, med 19 cykelmærker, der deltager blandt de 22 hold. For eksempel sponsorerer Bianchi Arkéa-B&B Hotels, Cannondale sponsorerer EF Education-EasyPost, og Canyon er partner med Alpecin-Deceuninck. Der er dog nogle ændringer. For eksempel afsluttede Groupama-FDJ-teamet sit 22-årige partnerskab med Lapierre og skiftede til det italienske mærke Wilier. Det er værd at bemærke, at Wilier sponsorerer både Astana-Qazaqstan og Groupama-FDJ hold i år. Derudover skiftede Lotto-Dstny-holdet også fra Ridley til Orbea-cykler.

Denne ændring tilføjer mere spænding til begivenheden. For bilfans, selvom alle har deres eget yndlingshold, der altid vil være i deres hjerter, er mesterskabsholdet hvert år altid det mest ventede.

[leonbirdi]

#107 Boost Din Salgschef

Gør din salgschef bedre

I denne episode dykker vi ned i, hvordan du som sælger kan forbedre din salgsledelse og dermed nå dine mål lettere. Vi fokuserer på strategier og konkrete værktøjer til at få din salgschef til at støtte dig bedre i dit arbejde.

Du får ikke kun ideer og værktøjer - jeg deler også med dig, hvordan jeg selv blev god til at sælge ved at kræve min chefs involvering og attention.

Hør bla. om:

1. Kend dine mål i god tid

Når du går ind i det nye år, er det essentielt at kende dine salgsmål. Selvom din salgschef har et overordnet ansvar, er det i sidste ende dit ansvar at sikre, at du forstår og arbejder hen imod disse mål. Planlægningen skal starte tidligt, så du er klar til at levere fra dag ét.

2. Leadtime og budgetter

For at opnå succes skal du forstå din leadtime, så dit nye salgsbudget ikke bliver placeret foran dig for sent... Hvis du fx har en salgscyklus - eller leadtime - på 3 måneder betyder det, at du skal have dit budget klar senest den 1. september for at være foran i det nye år...

3. Lederens rolle

En god salgschef er en, der supporterer, støtter og træner sit team, snarere end blot at fokusere på at sætte de største budgetter. Som sælger er det dit ansvar at proaktivt søge denne støtte og træning.

4. Selvledelse

Forudse dine behov for hjælp og sørg for at booke møder med dine chef i god tid. Brug logisk argumentation til at få mere og bedre kontakt med din chef - så det bliver dig der får hjælp til at nå dine mål.

5. Målsøger

Bryd dine mål ned ved at analysere tidligere præstationer, så du nemt kan planlægge dine indsatser - og dermed have et bedre overblik over hvordan du kan bede om hjælp, når du kommer bagud.

6. Vær konservativ

Det er bedre at flagge potentielle problemer tidligt end at ende med at nå 85% af dine mål med en falsk følelse af sikkerhed.

7. Bed om specifik støtte

For at få det bedste ud af din salgschef, vær specifik i dine anmodninger. Det kan inkludere:

Tid fra din leder til regelmæssig sparring

Sambesøg med din leder for at få direkte feedback

8. Regelmæssig feedback og træning

Dagligt: Sørg for at få et tip hver dag, der kan hjælpe dig med at forbedre dine salgsteknikker.

Ugentligt: Dedikér fx en time hver uge til sparring med din salgschef, fokuseret på salgskompetencer snarere end produktkendskab.

Månedligt: Planlæg sambesøg med feedback og træning i dit salgsteam.

Kvartalsvist: Deltag i kurser eller workshops, mindst en dag hvert kvartal, for hele teamet.

Denne strukturerede tilgang sikrer, at du konstant forbedrer dine færdigheder og får den nødvendige støtte fra din salgschef.

Med andre ord: Lær hvordan du kan tage kontrol over din egen succes ved at få det bedste ud af din salgschef. Gør 2024 til dit bedste salgsår nogensinde ved at komme tættere på din chef.

Se her! Gratis salgstips...

[pastelfarvet]

Den bedste nyhed i den her uge for mig er, at en af mine bedste venner de sidste 8 år flytter til København om nogle måneder. Har virkelig ikke set nok til hende fordi vi altid har boet langt fra hinanden og det seneste år har jeg ikke kunne tage til Aarhus pga ✨angst✨, men nu kan vi rent faktisk se hinanden mere end 2-5 gange om året 🥰

[ditte-i-brisbane]

Weekendtur til Cairns (udtale følger)

I denne weekend, fra fredag aften til lørdag morgen, har jeg med nogle af mine roomies været i Cairns. Byen udtales således: Sig "one cane" (som i en sodavandsdåse), også sig "two canes". Det udtales altså lidt som Kaarns/Kaærns.

Første aften ankom Kelly og jeg kl 23:30, hvor vi blev hentet af Chiara (som var ankommet dagen før) og blev kørt til vores hostel, Cairns City Backpackers. Vi gik straks i seng, da vi kom til vores hostel, da vi skulle tidligt afsted næste dag.

Næste dag kørte vi til Daintree Rainforest, hvor vi brugte hele dagen. Første stop, Mossman Gorge, stod på flot regnskov og flod. Det var et virkelig flot sted, men der var mange mennesker, så vi tog videre nord på.

Turen videre nord på var så flot, og vi kørte i det vildeste landskab. Daintree Rainforest er mere end 135 million år gammel, og er altså den ældste regnskov på jorden. Rimelig vildt sted at bruge sin forlængede weekend.

Længere nord på tog vi på en masse små gåture. På en af disse så vi blandt andet den berygtede Cassowary fugl. Det ligner allermest en blå dinosaur. Her følger ingen billeder, da den var inde i bushen (i kan tjekke Britas instagram ud: britaustralia, hvis i vil se flere billeder fra denne tur :) ). Efter vi havde set den forhistoriske fugl, tog vi på stranden. Strandene i Cairns er dog ikke lige så badevenlige som vores strande tæt på Brisbane. Når man kommer op i det nordlige Queensland, er der nemlig farer for krokodiller. Der er både ferskvandskrokodiller og saltvandskrokodiller. Især saltvandskrokodillerne skal man passe på, og disse lever allerbedst ved strande der er tæt på flodmundinger. Ingen badetur til os.

I skal dog ikke gå hen og blive ked af det på mine vegne, for jeg fik badet en masse dagen efter! Der stod den nemlig på dykning og snorkling ved The Great Barrier Reef! Dette er en af de mest fantastiske oplevelser i mit liv.

Vi fik allesammen lov til at lave et såkaldt "Resort Dive", hvor vores dykkerinstruktør gjorde alting klar for os, skubbede os ned under vandet og førte vej. Det var så fedt at prøve, og det er 100% noget jeg skal gøre igen! Det kunne jo være, at jeg kunne lokke Mikkel til at tage dykkercertifikat med mig i New Zealand?.. Vi så tonsvis af koraler, anemone fisk (nemo og alle de andre) og krokodille fisk (Crocodile Longtom). På vores dyk kom vi 17 meter ned, hvilket jeg selv synes er ret sejt. Jeg dykkede med Brita og Chiara.

Efter vores dyk, havde vi tid til at snorkle, og den tid blev bare brugt godt! Revet var meget lavt, så man kunne komme så tæt på alle koralerne og fiskene. Men vi så ikke "bare" fisk og koraler. Der blev nemlig også spottet to suppeskildpadder, en der lå på bunden og sov og en der svømmede med os, og en sorttippet revhaj! Chiara har taget billeder af de skønne dyr på hendes undervandskamera, men de er ikke fremkaldt endnu. Jeg sørger for at poste dem når jeg får dem. Jeg kan dog poste nogle billeder som vores fotograf tog:

Efter denne helt fantastiske dag, var jeg godt smadret da jeg kom hjem. En god mængde slugt saltvand og en meget rød numse (havde puttet solcreme på, men skulle nok have snorklet med våddragt for at have undgået den helt røde bagside), havde jeg brug for at spise og hoppe på hovedet i seng (liggende på maven).

Dagen efter, mandag, havde vi endnu en tidlig morgen, da dagen stod på en 8 timers vandretur. Vi skulle bestige Devil's Thumb i Daintree Rainforest. Turen var ca. 15 km frem og tilbage, med en stigning på 1300 højdemeter (tjek min Strava, hvis i vil nørde den). Det gik altså bare op, op, op, indtil vi nåede toppen, også gik det bare ned, ned, ned. Det var en meget hård tur op, men vi holdte humøret, det meste af vejen, og den smukke udsigt var trods alt det vær! Skvattede på numsen en enkelt gang på vej ned, hvilket ikke havde være slemt, hvis det ikke var for mine solbrændte baller... Heldigvis havde jeg jo mine gode venner med mig, som kunne hjælpe mig op, og grine med mig over det.

Det har været en helt igennem fantastisk tur, men nu skal den næste uge også stå på skole! Har to matematikforelæsninger jeg har misset, og har en hel del kemi jeg skal have kigget på... Derudover skal pengepungen nok gemmes lidt væk det næste stykke tid, da der også er bestilt billetter til grupperejse i Tasmanien til vores "mid-semester break".

Næste weekend får jeg besøg af Eva som også studerer kemi på DTU, og som lige nu er i Melbourne på udveksling. Hun kommer en weekend til Brisbane, og vi skal bruge søndag sammen, hvor vi nok skal ud og nyde det dejlige vejr, som Queensland, the Sunshine State, kan byde på :)

Det var alt for denne gang!

[bahainorge]

Emil: - Jeg glemmer bagatellene i livet

- Når jeg er i denne gruppa, og snakker om de store temaene, glemmer jeg de små bagatellene i livet, sier Emil Strandheim (18) til avisa GD. Reportasjen forteller om en studiesirkel i ungdomsgruppa PUST (Personlig Utvikling og SamfunnsTjeneste) som arrangeres i bahá’í-regi i Lillehammer.

Ungdommer over hele verden er med på tilsvarende studiersirkler for å utvikle seg selv og for å engasjere seg i samfunnet rundt seg. I Norge er det slike tilbud for ungdom og voksne mange steder i landet. I påsken er det nasjonal ungdomskonferanse på Fjell i Drammen som tar for seg temaer bygget på materialet i studiesirklene i veksling med kreative innslag. Informasjon og påmelding til konferansen nederst i artikkelen her.

Mange er med i studiesirkler 

På Lillehammer er det nær 30 ungdommer, på det meste 15 på én kveld, som deltar i de ukentlige samlingene for å dele tanker og erfaringer om eksistensielle spørsmål. Døden er ett av temaene som GD-reportasjen har fokus på.

- Jeg er usikker på om jeg fyller tiden min med noe viktig

– Vanligvis tenker jeg på at det alltid kommer en dag til, men en gang er det jo slutt. Jeg er usikker på om jeg fyller tiden min med noe viktig, sier Ingeborg Eriksen Lønne (17), en av de andre som er intervjuet i GD (Gudbrandsdølen Dagningen). Hun innrømmer at hun kan «kjenne på en enorm frykt for døden».

Studiesirkelen har tatt for seg sitater i bahá’í-skriftene om livet etter døden.

– Etter at vi har begynt å snakke om døden, har den blitt mindre skremmende. Man må jo akseptere at det kommer til å skje, sier Selma i GD-intervjuet og følges opp av Jenny: – Jeg synes det har vært godt å lufte litt tanker om hva som skjer etter døden, og det er betryggende at alle i gruppa snakket så fint om det, sier hun.

Les nettversjonen av intervjuet med ungdommene her.

En PDF-versjon av samme sak finner du her.

Viktigere å være åpen enn å ha rett

«Det er viktigere å være åpen enn å ha rett», er en viktig overskrift for samlingene på Lillehammer som har tatt for seg temaer som for eksempel identitet, ungdommers rolle i samfunnet, åndelige egenskaper, verdensborgerskap, religion og vitenskap, rettferdighet, religionenes enhet, menneskehetens enhet, nære relasjoner og rådslagning, temaer som både er relevant i egne liv, verden vi lever i og visjonen om en fredelig og rettferdig framtid for alle.

Tilbud også til yngre ungdommer

Noen av ungdommene var tidligere med i en «juniorungdomsgruppe» fra de var 12 til 15 år som har «åndelig styrking av juniorungdom» som en overskrift. Programmet har som mål å gi ungdommer en dyp forståelse av deres eget potensial ved blant annet å utvikle språk og uttrykksevne, utvikle evnen til å ta positive beslutninger, utvikle forståelse og kritisk tenkning og gjennomføre tjenesteprosjekter for folk i nærmiljøet.

Prosjekt på skoler i Stockholm

Studiesirkler og juniorungdomsgrupper er sammen med barneklasser og andaktsamlinger de fire kjerneaktivitetene i bahá’í-regi verden over. Tilbudet for barn og ungdom har særlig fått økende oppmerksomhet i media og offentlighet. Ikke minst har lærere og skolemyndigheter fattet interesse for metode og materiale. I vårt hjørne av verden har dette kommet lengst i Stockholm. Her har 230 elever ved tre skoler deltatt i et sosialt handlingsprosjekt med bruk av tekster fra juniorungdomsprogrammet med overskriften «One Planet One People».

Opplegget i både Norge, Sverige og andre steder i verden retter seg direkte mot utordringer i samtida, slik som miljø og klima, mobbing, rasisme, psykiske utfordringer, ensomhet, rus.

Styrker «den etiske infrastrukturen»

I Sverige er det en aktuell debatt om religionenes betydning for å bøte på de mange store utfordringene, ikke minst også gjengkriminalitet. Per-Olof Wikstrøm, professor i kriminologi, peker på at moral og etikk er problemet og at svaret er å styrke den etiske infrastrukturen. Hans meninger omtales i Morgenbladet (nr 10/8.-14. mars 2024) av teolog of fortatter Joel Halldorf: «Wikstrøm understreker at enkeltprosjekter – for eksempel en kampanje mot narkotika – ikke er nok. I stedet må alt være orientert mot å fremme etikk og moral: Håndheve regler og lære elevene å ta ansvar for sine handlinger.»

“Moral og etikk er problemet”

Halldorf skriver også: «Resultatet av en sterk infrastruktur er ikke undertrykkende moralisme, men frihet. I sin forskning viser Wikstrøm at mennesker med sterk moral og impulskontroll kan motstå fristelser selv når de befinner seg i kriminogene miljøer. Enten det handler om raske penger eller brennende hevnlyst, har de evnen til å si nei.»

Bekrefter erfaringer over hele verden

Dette er interessante refleksjoner som bekrefter erfaringer bahá’í-samfunnet har høstet verden over. Barneklassene, juniorungdomsprogrammet, studiesirklene og andaktsamlingene gir merkbare positive resultater.  De styrker den etiske infrastrukturen og bidrar til endringer i lokalmiljøer. Det dokumenteres eksempelvis i filmen «Et vidstrakt perspektiv» fra 2023 som forteller om den samfunnsbyggende innsatsen i bahá’í-regi fire steder i verden.

Informasjon og påmelding til den nasjonale ungdomskonferansen

Ungdommer mellom 12 – 30 år er velkomne til å delta.

Start: torsdag 28.mars kl. 10 og det er en fordel om man deltar på konferansen i hele perioden.  Slutt: Mandag 1-april kl. 11:00 Sted: Galterud Skole (Solsvingen 80) i Drammen, nabolaget Fjell Konferansen vil bestå av meningsfylte samtaler, kunst og musikk, vennskap, tjeneste, bønn, studie og glede. Her kan dere få glimt av fjor årets ungdomskonferanse.

Her finner du registreringsskjema. Venner som ønsker å hjelpe med å gjøre frivillig tjeneste på konferansen er også oppmuntret til å registrere seg som frivillig.

Programmet starter torsdag 28.mars kl. 10 og det er en fordel om man deltar på konferansen i hele perioden. 

Konferansekostnader for mat:

·       5-netter med overnatting hos venner i nabolaget Fjell: 1300 NOK (komite vil bistå med overnatting)

·       5-dager uten overnatting: 1100 NOK

·       Dagspris uten overnatting: 300 NOK

Kostnad til konferansemateriale er 200 NOK

Kontakt for program: NBI@bahai.no

Kontakt for logistikk: sommerskole@bahai.no

[nils-elmark]

Drømmene findes oppe mod vinden

Jeg har læst et sted, at grønlandske slædehunde altid flytter sig derhen, hvor de kan mærke, at de trækker i seletøjet; de vælger aldrig en placering i flokken, hvor de kan drive den af og lade de andre gøre arbejdet. De søger aldrig den lette udvej! 

Det samme slog mig, mens jeg læste “Gegen den Wind”, hvor den den tyske sejler Sanni Beucke skriver om sine drømme om at blive off shore sejler. I modsætning til vor egen sejlerlegende Poul Elvstrøm, der vandt guld ved ikke færre end 4 Olympiske Lege fra 1948 til 1960 og deltog i hele 8 olympiader frem til 1984, så kiksede det for Beucke og hendes makker at kvalificere sig til OL i både London og Rio. Og da de endelig kvalificerede sig til OL i Tokyo i 2020, som blev udskudt til året efter, var det midt i Corona nedlukningen og på grund af smittefare tvang deres sejlforbund dem til at se indmarchen på stadion på TV i et lille usselt værelse i OL-byen. De to piger i deres 49er FX kæmpede indædt mod alle odds og kunne drage hjem til Kiel med med mundbind og en OL-medalje om halsen . Ikke af guld som Elvstrøms, men af sølv.

Og de var himmelsk lykkelige for deres medalje.

Se, her begynder jeg at synes, bogen bliver interessant. Sanni har kæmpet i 15 år for at nå så vidt, men trods sin OL-succés er hun var ved at brænde ud og afviser en invitation til møde den tyske forbundspræsident. Hun kan ikke overskue det, men gearer alligevel ikke ned. Hun flytter tværtimod sin kærlighed til off shore sejlads, hvor trækket i seletøjet er størst.  Hun ved intet om sejlads på de store have og forskellen mellem det og OL-kapsejlads enorm.

Hun skaffer sig med møje og besvær tre måneders ophold på den berømte off-shore sejlerskole i Lorient, hvor de sejler i Figaro-klassen. Det er 10 meter lange racerbåde for solosejlere, der i al slags vejr konkurrerer i Biscayen, ofte dage af gangen. Det bliver en hård oplevelse for Sanni Beucke. Læringskurven er stejl og ingen gider rigtigt snakke med den sociale OL-sejler; alt er nyt og konkurrencerne er benhårde, som i “Frømands- og Jægerkorps hårde”. Deltagerne sejler solo i orkanstyrke, ofte med blot et par timers søvn i døgnet.

Opholdet i Lorient slutter af med regattaen “La Solitaire du Figaro", der er en 2.000 sømil solo sejlads under  ekstreme forhold fra Frankring . Sanni Beucke træffe forkerte beslutninger undervejs – er uheldig – og kommer i mål som nummer 27. Hun er skuffet, men også stolt, for hun er kommet i mål. Figaro Solitaire var for hende mere end noget andet en konkurrence mod sig selv.

Men Sanni vil videre ud på verdenshavene. Det lykkedes hende at få en plads på en båd i Ocean Race – vildere bliver det ikke. Dette er en jordomsejling i super avancerede racerbåde. Sanni skal sejle med fra Kap Verde til Kapstaden i Sydafrica i begyndelsen af 2023. Hun er velforberedt og tændt som en raket, men skipperen orienterer hende ikke om hendes pligter ombord, gider dårligt tale med hende, meget af kommunikationen sker på fransk, som hun ikke behersker ordentligt.

Sejladsen er ekstremt stressende, båden er som en bageovn midt på Ækvator, toiletforholdene klares i en spand uden privatliv, så det er en slidt Sanni Beucke, der går i land i Kapstaden, hvor chefen uden at se hende i øjnene henkastet fortæller, at hun er sat af holdet. Som læser begynder man at spekulere på, hvad endeløse dage på havet mon gør ved menneskers sociale kompetencer?

Alle andre end Sanni Beucke ville her have givet op: hvad har jeg at gøre i denne kompetitive off shore verden?   Men sådan er slædehunden Sanni ikke. Efter at have sundet sig begynder hun at overveje, hvordan hun kan stable sig eget team på benene. Hendes ultimative mål er Vendé Globe - jorden rundt - men mellemstationen er La Solitaire de Figaro.

Hun samler et team – begynder at finde sponsorer – og i august 2023 er hun klar til sin anden Solitaire. Hun er mere velforberedt end nogen af de andre deltagere, hun kender vilkårene men bliver alligevel slået ud af kurs af tekniske vanskeligheder inden start. At klare sig godt i off shore sejlads er ikke kun godt sømandsskab, det hænger også sammen med moderne teknologi . Off shore både kan idag ikke vinde uden autopilot, satellit navigation og moderne computerteknologi.

Sanni havner i vanvittige strabadser; en enkelt forkert beslutning og hun hænger i tågen uden vind en hel dag. Hun må til sidst bryde den forseglede motor for ikke at blive sejler ned af et stor handelsskib. I modsætning til sine konkurrenter undlader hun at sejle ind i en fiskers travl og da Sanni endelig kommer i mål, har hun overskredet tidsgrænsen med ganske få minutter og hun slutter som nummer 27.

Hvordan tror læseren selv, at Sanni Beucke har det? Men igen, efter at have rystet skuffelsen af sig, er hun klar til at kaste sig ud i næste udfordring. Bogen hedder “Gegen den Wind” altså op mod vinden, for Sanni Beucke’s bog handler ikke om, hvordan hun vinder, som et bjergskred af andre uinteressante sportsbøger gør. Den handler om, hvordan hun og alle vi andre kan blive ved med at udvikle os, selvom vi ikke bliver nummer 1.

Man må endelig ikke bedømme Sanni Beucke sejler-egenskaber på hendes placeringer i La Solitaire du Figaro. Hun kunne være blevet ved sin 49 FX – i den kunne hun have sejlet i cirkler rundt om alle de arrogante off-shorte sejlere, som ikke gider tale med hende eller vise hende respekt. Men hun har modet til at bevæge sig ind på deres bane, hvor hun kan vokse som sejler og menneske. Naturligvis er hun et konkurrencemenneske, mere end de fleste af os nogensinde bliver - men jeg tror ikke, at hendes virkelige gnist, er at slå de andre; det er at flytte sine egne grænser og etablere sig i et nyt univers. Det betaler hun en høj pris for.

Jeg er inspireret af Sanni Beucke; nogle af de sejlere, som slog hende på havet, blev bagefter diskvalificeret for snyd eller vandt på grund af hensynsløshed. Sanni ville vinde på egne betingelser.

Mange sponsorer støtter sportsfolk, fordi de giver dem omtale, men Beucke kan meget mere. Hun kan lære virksomheder, hvordan de kommer igennem kriser og vokser med værdierne i behold. Hun bliver ikke for alvor krænket over, at skipperen taler fransk med besætningen, selvom han i sin arrogance ved, at hun ikke forstår sproget. Hun beslutter sig for lære at tale bedre fransk, så off shore eliten, der er fransk, ikke fremover kan lukke hende ude.  

Der er en årsag til, at jeg er blevet grebet af Sanni Beucke’s bog. Da hun i 2021 sejlede en OL-medalje hjem i Tokyo, fik jeg mit duelighedsbevis på Svendborg Sejlerskole og få dage efter, at hun i 2023 besøgte Ocean Race cirkusset i Århus for at undersøge, hvordan hun kunne etablere sit eget offshore team, sejlede jeg alene i min nye Polaris Drabant hjem fra Århus. Al den usikkerhed hun beskriver på eliteplan, kender jeg på begynderplan. Det er slemt for Ocean Race deltagere at miste strøm til autopiloten på Atlanten, men jeg ved, hvordan det føles, når det samme sker for en ny sejler i kraftig blæst ud for Sejrø.   

Ich bin bei dir, Sanni, den ganzen Weg gegen den Wind. 

[diddeoglaurapaatur]

Kota Bharu

Kota Bharu ligger oppe nordøst på i Malaysia. Stort set grænsen til Thailand. Her var vi i indlogeret i 3t privat, dog med eget hus at bo i. Vi var der d. 5-8. februar.

Det var en træhytte i klassisk malaysisk stil, som familien havde bygget for en 10 år siden. Hele hjemmet bestod af flere bygninger i klassisk træhytte stil og på pæle.

De havde gjort stedet til et frokost sted, hvor man fik klassiske malaysiske retter og kunne nyde det i gammel malaysisk stil. Dvs man spiste med fingrene, og kunne evt sidde ved et bord, hvor man sad på gulvet - dog var de fleste borde almindelige borde-stole sæt.

Det var et helt madeventyr at være der, og vi fik morgenmad og sen froksot/aftensmad.

Morgenmad var noget forskelligt de tre morgener, vi havde der. Frokosten/aftensmaden bestod af flere retter, man spiste med ris.

Der var en kokos-karry ret med snegle. Ja, snegle i sneglehuse, som vi spiste. Sneglene mindede mest af alt om muslinger i konsistensen, men det var en lidt underlig tanke at spise snegle. Der var en tomatsovs med et par kæmpe rejer. Vi fik en hel fisk, som var stegt, og til den var der forskellige salatblade - bl.a. en bregne, som var spiselig. Der var også en ansjossovs med lime. Vi fik et par stegte, panerede kyllingelår. En stegt omelet-agtig ting med, tror det var, forårsløj. Til dessert var der stegte bananer (dem spiste vi mange af, flere end på billedet).

Vi var ikke ude at lave det store, for meget af tiden gik med planlægning.

Der var dog en lettere ubehagelig oplevelser for Laura, hvor hun tog en taxa tilbage til overnatningssteder. Chaufføren stillede nogle private spørgsmål om min alder, familie, kæreste osv. Han skulle også dreje fra på et tidspunkt, men gjorde det ikke. Han tog mig (Laura) tilbage, og der skete intet, men jeg skrev da til Didde og aftalte at ringe, hvis det var mere ubehageligt, og jeg følte mig utryg.

Vi var også på et lokalt marked, hvor vi fik en del blikke, kommentarer og følte os lidt utilpas, så vi gik væk.

Udover disse to oplevelser (begge i samme by og samme dag) har det været helt fint at rejse rundt. Generelt er folk søde og hjælpsomme.

Kota Bharu og området omkring (Kelantan) er generelt ikke det mest turistet, og det er også et af de områder, hvor de er mest "konservative". Det er dog ikke helt det rigtige ord, for det er mest, fordi der bor aller flest muslimer, og der går kvinderne meget tildækket og kom det oven i det faktum, at der ikke er vildt mange turister, og Didde og jeg er blege og blonde, så kan man få nogle blikke.

Specielt på vestkysten i Malaysia er der en del mennesker med enten indisk eller kinesisk afstamning, så de er mere afslappet hvad angår påklædning.

Efter Kota Bharu besluttede vi at tage til en bounty-ø i nærheden og bare slappe af ved havet og stranden i nogle dage.

- Didde og Laura

5/3-2023