#DENGANG

[litteraturhistorikeren]

Pis, hende fra mit studie, der var samme sted som mig på udveksling, som var ret træls over for mig, og som jeg slet ikke kan lide længere, skal også starte på kandidaten til september

[724bees]

kan ikke finde en indspilning af Kys Hinanden der har verset om at man skal kysse de kriminelle med >:(

[ghostsofhistory]

København / Copenhagen.

En tysk Panzer IV ausf G kampvogn under forlæggelse fra Norge, via Danmark til Tyskland, ses her kørende ad Vester Voldgade ud for Hotel Hafnia, i dag Hotel Kong Frederik.

Dengang: 29. august 1943, ukendt fotograf. Nu: 4. juli 2020, Jens Voigt.

A German Panzer IV ausf G tank under relocation from Norway, via Denmark to Germany, is seen driving along Vester Voldgade next to Hotel Hafnia, today Hotel Kong Frederik.

Then: August 29, 1943, unknown photographer. Now: July 4, 2020, Jens Voigt.

[maelkogvildeblomster]

Taget i betragtning hvad der (ikke) sker på @soelvfisk’s profil, så har jeg lyst til at sige, at uanset hvordan man har det nu, så kan det blive bedre. Det er 2 år siden at jeg fik at vide, af min psykiater, at hvis ikke jeg begyndte at tage antidepressiv medicin, så ville jeg ikke overleve.

Heldigvis var der en spinkel følelse af (meget meget spinkel tho) at min mor ville blive ulykkelig hvis jeg ikke var her.

Det sætter virkelig mit liv i perspektiv. Jeg har det stadig ikke altid godt, men jeg vil gerne være her. Har tænkt meget på Soelvfisk, og jeg ønsker mig så meget, at vedkommende fortsat er her, så h*n kan komme over på den lyse side, ligesom jeg gjorde.

Everyone - please just know, at du ER ønsket, du ER smuk, du ER (!) GOD NOK ❤️ Det er IKKE nemmere for dem omkring dig, hvis du ikke er her. Der er mennesker, du endnu ikke har mødt, som kommer til at elske dig for lige netop den du er, med alt det fantastiske, og alt det hårde.

Jeg lover det. Stay ❤️.

Og hvis du bliver i tvivl, så skriv til en fremmed og bliv bekræftet ❤️. Ik, @danishpaddy ? ❤️ (tak for hjælp dengang, btw)

[soelvfisk]

Jeg har haft krampeagtige angstanfald hele natten. Faldt i søvn kl. 7 og blev vækket kl 7.50 fordi jeg jo skulle til samtale ved psykiater i dag. Aflyste simpelthen. Jeg er udmattet. Har ikke haft så voldsomme angstanfald siden dengang jeg boede hos og var kærester med Bjerget. Og da jeg boede i skabet i kælderen. I hindsight forstår jeg, at min krop var i oprør. Det var den nok også i nat. Jeg blev til den knude der sidder i min kerne. Kunne ikke trække vejret fordi min hals snørrede sig sammen. Jeg mærkede alle musklerne. Som udspændte strenge fra min kæbe til mine skuldre. Sammenbidt. Fastlåst. Mine arme helt krøllede. Jeg kunne ikke bevæge mig. Det varede 40 minutter. Så stoppede det. Så græd jeg af udmattelse og så kom det igen. Altimens min hjerne fremlagde et diasshow af traumer. Som at være fastspændt til sin krop. “SE HER HVAD DU MANGLER AT REAGERE PÅ!”. Min sjæl i oprør. Jeg tænker på hvordan jeg nogensinde skal blive til noget andet, end et menneske der forsøger at indhente sine egne reaktioner. Intet kunne hjælpe mig lige dér. Andet end at være alene. Lettelsen over i det mindste ikke at blive kigget på eller at være bange for at vække nogen. Hader den slags angstanfald hvor man skal tage imod trøst der slet ikke trøster… netop fordi jeg jo ikke kan tale mens det sker. Og fordi det ikke handler om angsten for hypotetiske ting, men minderne om ægte oplevede ting. Har det som om nogen binder et reb om min ankel og trækker mig igennem alle kaotiske følelser og oplevelser jeg har haft i de sidste 28 år. På 40 minutter. Og jeg må bare holde ud. Nu forstår jeg godt at jeg er træt. Har ingen appetit, men skal spise noget. Det er som om min krop forskrækker sig selv. Om og om. Men det er jo PTSD. Skal tale med psykiater i næste uge istedet. Har ingen forventninger. Hun har foreslået antidepressiver, men jeg er allergisk. Min hud falder af. Det gjorde den sidst. Not worth it. Tror ikke der findes løsninger. Tror Stenen fik knækket mig 4 good. Tror at jeg bare er det her menneske nu.

[blondinehjerne]

Han skal giftes. Det er så længe siden nu at det føles som om at det aldrig er sket, som om jeg aldrig har kendt ham. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor vanvittigt det var at jeg ikke vidste hvad jeg havde i vente dengang vi slog op. Det var det bedste udfald. Jeg forelskede mig påny, faldt hovedkulds for en livstil jeg kun havde kunne drømme om. Knyttede mig til Island. Beundrede det færøske landskab. Rejste hver gang jeg fik muligheden. Festede i Europas storbyer. Forelskede mig i steder og mennesker. Grinte med mine veninder. Blev stewardesse. Mistede gamle veninder. Fik nye veninder. Så verden fra nye højder og vinkler. Besøgte lande jeg aldrig troede jeg ville se med mennesker jeg aldrig troede jeg ville kende. Jeg er nu et menneske, som jeg kun kunne drømme om at blive da jeg var lille, det gør mig så stolt og lykkelig❤️‍🩹

[christineforevigt]

savner 10-årige christine som var stille, og som, da hendes udadvendte kusine spurgte hvad hendes yndlingssang var, sagde girl on fire af alicia keys <333 og som fik topmodel malebøger i gave og tegnede outfits på topmodellerne med førnævnte kusine<33 tegne i stilhed åhhh. fandt de gamle malebøger frem i mine forældres kælder for nogle dage siden(eller ved ikke, har ingen tidsfornemmmelse), og turde ikke kigge i dem. var bange for at mine drifter som 10-årig havde fået mig til at tegne big boobs og sexy outfits hehe. which is FORBIDDEN! får mig til at tænke på dengang jeg spillede sims 3 på langeland i min friskolevenindes(blev først venner med hende i 7-8. klasse, selvom vi begge gik på skolen fra børnehaveklassen)mors kærestes(nu ægtefælles!) hus, og vi skulle designe simmeren. vi skiftedes til at vælge næse, mund, tøj, ændre på simmerens krop(kom til at skrive sOmmerens krop, hvilket er lidt poetisk, men ved ikke hvad det skal betyde)og så videre. mens hun sad på den kæmpe stationære MAC computer, skulle jeg ligge ned med lukkede øjne, og omvendt. det skulle være en overraskelse for os begge, vi skulle lave denne simmer, dette computermenneske, sammen. jeg lavede megastore bryster på simmeren fordi jeg selv havde små bryster, min veninde derimod, hun ville gerne ændre det, hun lavede brysterne små igen, hun havde selv store bryster, eller i hvert fald større end mine. vi var 14 år. i dag er vi begge 25 år og har ikke rigtig kontakt. hun er forlovet med en fra vores friskoleklasse tror jeg, og jeg er på spd, og øver mig i at elske, også når jeg er sober. elske sober, det må være livsmålet. dømme ingen, ikke dømme sig selv, ikke tro at andre dømmer, det må også være livsmålet. at lade alle fysiske og mentale steder være steder hvor man er uendeligt velkommen.

føler jeg lige har skabt en hel ny skrivestil. fuck naturalisme og minimalisme, det er tiden til at skrive kludret og med masser af tilfældige paranteser og engelske ord og associationer

hvilket får mig til at tænke på at både mig og min mor elsker at lave stavefejl med vilje. ingen skal sige til os at vi skal være rigtige. ikke mere. der gik noget tid før også jeg lærte det.

alt afføder noget nyt, men man skal gøre noget for at føde det, føde livet.

[oestvind]

Er det ikke mega plat at tænke på at idag finder de fleste “par” først ud af at de kan lide hinanden efter de har knaldet. Altså så møder man hinanden i byen eller tinder mødes og knalder for muligvis og kun MULIGVIS at mødes igen. Så begynder man at knalde oftere og bliver bollevenner indtil begge er komfortable nok til at sige hvad de føler eller ikke føler. Jeg savner dengang hvor man var forelsket og man ligeså stille begynde at lave øjenkontakt, krydsede fingere for at se hinanden på gangen og eller komme i gruppe arbejde sammen. Dengang man mødte søde mennesker igennem fælles venner og hvor man lærte hinanden at kende før man havde sex. Jeg savner dengang hvor alle ikke havde bollet med hinanden altså det så plat at du kan synes en person er sød og så samtidig ligge og knalde med en anden. Og synes det helt forfærdeligt at hvergang man møder en sød person så har de været bollevenner eller kærester med din venindes veninde eller hende der gik en klasse under dig. Jeg tænker på hvor cute det var dengang ens bedste forældre mødtes og tog på dates for at tage frokost sammen eller ud og danse, hvor man lærte hinanden og kende og ens familier, dengang hvor det handlede om mere en sex.

[dugiskoven]

jeg kommer i tvivl, når jeg ser fotos af mig selv, fra da jeg havde min spiseforstyrrelse. min hjerne ved godt, at jeg er meget sundere nu og min krop har det bedre. men når jeg ser de fotos af min krop, kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg var flot og pænere dengang. det er især mine kraveben, som jeg har fokus på. selvom jeg har det bedre i dag, så leger min hjerne stadigvæk med mig.

[gym-x-plus]

There is a past version of you that is so proud of how far you've come🫶🏼

Min kamerarulle minde mig i dag om et billede, som jeg havde taget for 4 år siden. I en periode af mit liv hvor jeg stadig led meget af angst og depression, gik hjemme sygemeldt og hvor helt almindelig hverdagsting var en kamp. Dengang havde jeg virkelig mistet troen på, at det kunne ændre sig, men her er jeg altså!! ude af min depression, har laaaangt mindre angst, arbejder næsten fuld tid + min Instagram, starter uddannelse inden længe, får prioriteret min træning og er igang med at tage kørekort! Selvom jeg synes det hård og jeg nogle gange har lidt svært ved at følge med, så er jeg GLAD, STOLT OG TAKNEMMELIG og det ved jeg den gamle Sabrina også ville være🙏🏼💗

📸Credit ig @sabrinahoegh

#fit #fitness #fitgirl #fitnessgirl #gym #fitnessmodel #workout #squat #sportgirl #abs #glute #glutesworkout #glutegains #hip #leg #legs #legday #cardio #core

[ghostsofhistory]

Rønne, Bornholm

Et meget ikonisk billede fra bombningen af Rønne den 7. og 8. maj 1945. Den tyske U-jäger 1109 Sct. Georg som blev sænket af russiske fly 8. maj.

Dengang: maj 1945, Erik Pedersen. Nu: 22. september 2016, Jens Voigt. Samling: Niels Christian Pihl.

Billede er også offenligt gjort i bogen, Historiens Spøgelser - Rønne 1940-1946.

A very iconic image from the bombing of Roenne on 7th and 8th of May 1945. The German U-jäger 1109 Sct. Georg was sunk by Russian planes on the 8th of May.

Then: May 1945, Erik Pedersen. Now: 22. September 2016, Jens Voigt. Collection: Niels Christian Pihl.

Picture is also made public in the book, Historiens Spøgelser (Ghosts of History / Geister Der Geschichte) - Rønne 1940-1946.

[maelkogvildeblomster]

Det har altid brændt i mit bryst, når det har handlet om ham. For 5 år siden kom jeg endelig videre, og jeg fandt en afsky frem, som jeg fandt mig til rette med.

Og så stod han pludselig dér, og lignede en helt anden, og alligevel sig selv. Og hans øjne er præcis lige så vidunderlige som dengang, og de GLØDER på mig?! Hvordan?!

Og så stod jeg kraftedme der og sagde at jeg var SÅ GLAD FOR at være kommet videre og at det var så vidunderligt ikke at sammenligne alle med ham. Det var sandt, da jeg sagde det. Og da jeg sagde at jeg var så glad i mit liv, så sagde han, at det var tydeligt, og at det var dejligt at se.

Og han sagde, at jeg er så umiddelbar.

Jeg troede at den kærlighed var død. Det ville aldrig nogensinde kunne blive et tillidsfuldt forhold. Aldrig nogensinde. Må jeg ikke godt snart få en ny kærlighed. Please, hvemend der bestemmer

[soelvfisk]

Jeg har en veninde, Skovfeen, kan vi kalde hende. Hun havde det engang svært og tvivlede på værdien af hendes kærlighed. Det var hjerteskærende. For mig er hun et overnaturligt væsen. Magisk. Vi har kendt hinanden siden vi var bittesmå børn og faktisk er hun nok min bedste nabo, for vi var naboer i en lille skov. Vi hentede haletudser hen i hendes sandkasse og så dem blive til frøer. Vi var med til kæledyrsbegravelser og vi lavede næb og vinger ud af printerpapir, fordi vi ville flyve. Vi gemte spegepølse i alle potteplanterne og slap hundene fri på skattejagt. Vi har set hinanden blive voksne. Når jeg har været trist, har hendes stemme været en oase af tryghed. Når hun har været trist, har jeg følt mig blessed over at hun rakte ud. Til mig. For jeg er overbevist om, at selv når hun er i tvivl om liv og fremtid, så er alle der får lov at kende hende fucking heldige. Vi har begge to brændt os på at stole for meget på shady mennesker. Den slags kan være knusende. Men når jeg tænker på hende, bliver jeg rolig. For hun er jo et levende bevis på, at der er så uendeligt meget grund til at have tillid til andre. At man kan lande fucking blødt i hinandens nærvær. Hun er flyttet ud i en skov igen:) Ligesom dengang, bare en større skov:) og det synes jeg er fucking inspirerende:) Skovfeen i sit rette element:) Det var bare det:)

[satanmelder]

Jeg har set en 25 koncerter på fire dage, i noget nær al slags vejr, og i godt selskab, og ingen af disse var med The Minds of 99, selv om de åbenbart har spillet samme koncert samme sted inden for cykelafstand tre gange. Eller to, og så en til i aften. Det fik de ingen pandekager for på rådhuset, selv om de spurgte, og mente de fortjente det, så derfor tror ham med håret oppe foran nu ikke længere på politikere. De fik heller ingen elefantorden, ridderkors eller tilfældigt bispedømme, så han tror næppe hellere på kongehuset og kirken. Mit råd: Stop op og hør lige dig selv tale, og lad så være med det.

Stor ros til jer, store Minds, for at have gjort op med det asociale og kommercielt underpræsterende "one night only"-koncept, som i årtier, århundreder måske, har fået folk til at ærgre sig over at gå glip af noget, mens andre var der, og fik historier til vennerne og billeder til Insta, om det så var Woodstock, Live Aid eller dengang Brødrene Olsen vandt Eurovision. Men hvorfor kun tre gange det samme? Var alles FOMO brugt op?

[blondinehjerne]

Kan du huske sidste gang du følte verdenen var ved at gå under, hvordan din tankestrømme føltes mere som indre tsunamier hvor du prøvede at holde hovedet ovenvande. Verden endte ikke dengang, det gjorde den heller ikke i dag og uden at love for meget - er der også en dag imorgen. Du skal nok klare dig, ligesom du altid klare dig

[christineforevigt]

omg kom lige i tanke om dengang jeg var 20 år og filmede videoer af mig selv der lavede parodier af folk fra psykiatrien skriger hvor var det kogt