#DENGANG

[litteraturhistorikeren]

Pis, hende fra mit studie, der var samme sted som mig på udveksling, som var ret træls over for mig, og som jeg slet ikke kan lide længere, skal også starte på kandidaten til september

[724bees]

kan ikke finde en indspilning af Kys Hinanden der har verset om at man skal kysse de kriminelle med >:(

[ghostsofhistory]

København / Copenhagen.

En tysk Panzer IV ausf G kampvogn under forlæggelse fra Norge, via Danmark til Tyskland, ses her kørende ad Vester Voldgade ud for Hotel Hafnia, i dag Hotel Kong Frederik.

Dengang: 29. august 1943, ukendt fotograf. Nu: 4. juli 2020, Jens Voigt.

A German Panzer IV ausf G tank under relocation from Norway, via Denmark to Germany, is seen driving along Vester Voldgade next to Hotel Hafnia, today Hotel Kong Frederik.

Then: August 29, 1943, unknown photographer. Now: July 4, 2020, Jens Voigt.

[christineforevigt]

savner 10-årige christine som var stille, og som, da hendes udadvendte kusine spurgte hvad hendes yndlingssang var, sagde girl on fire af alicia keys <333 og som fik topmodel malebøger i gave og tegnede outfits på topmodellerne med førnævnte kusine<33 tegne i stilhed åhhh. fandt de gamle malebøger frem i mine forældres kælder for nogle dage siden(eller ved ikke, har ingen tidsfornemmmelse), og turde ikke kigge i dem. var bange for at mine drifter som 10-årig havde fået mig til at tegne big boobs og sexy outfits hehe. which is FORBIDDEN! får mig til at tænke på dengang jeg spillede sims 3 på langeland i min friskolevenindes(blev først venner med hende i 7-8. klasse, selvom vi begge gik på skolen fra børnehaveklassen)mors kærestes(nu ægtefælles!) hus, og vi skulle designe simmeren. vi skiftedes til at vælge næse, mund, tøj, ændre på simmerens krop(kom til at skrive sOmmerens krop, hvilket er lidt poetisk, men ved ikke hvad det skal betyde)og så videre. mens hun sad på den kæmpe stationære MAC computer, skulle jeg ligge ned med lukkede øjne, og omvendt. det skulle være en overraskelse for os begge, vi skulle lave denne simmer, dette computermenneske, sammen. jeg lavede megastore bryster på simmeren fordi jeg selv havde små bryster, min veninde derimod, hun ville gerne ændre det, hun lavede brysterne små igen, hun havde selv store bryster, eller i hvert fald større end mine. vi var 14 år. i dag er vi begge 25 år og har ikke rigtig kontakt. hun er forlovet med en fra vores friskoleklasse tror jeg, og jeg er på spd, og øver mig i at elske, også når jeg er sober. elske sober, det må være livsmålet. dømme ingen, ikke dømme sig selv, ikke tro at andre dømmer, det må også være livsmålet. at lade alle fysiske og mentale steder være steder hvor man er uendeligt velkommen.

føler jeg lige har skabt en hel ny skrivestil. fuck naturalisme og minimalisme, det er tiden til at skrive kludret og med masser af tilfældige paranteser og engelske ord og associationer

hvilket får mig til at tænke på at både mig og min mor elsker at lave stavefejl med vilje. ingen skal sige til os at vi skal være rigtige. ikke mere. der gik noget tid før også jeg lærte det.

alt afføder noget nyt, men man skal gøre noget for at føde det, føde livet.

[oestvind]

Er det ikke mega plat at tænke på at idag finder de fleste “par” først ud af at de kan lide hinanden efter de har knaldet. Altså så møder man hinanden i byen eller tinder mødes og knalder for muligvis og kun MULIGVIS at mødes igen. Så begynder man at knalde oftere og bliver bollevenner indtil begge er komfortable nok til at sige hvad de føler eller ikke føler. Jeg savner dengang hvor man var forelsket og man ligeså stille begynde at lave øjenkontakt, krydsede fingere for at se hinanden på gangen og eller komme i gruppe arbejde sammen. Dengang man mødte søde mennesker igennem fælles venner og hvor man lærte hinanden at kende før man havde sex. Jeg savner dengang hvor alle ikke havde bollet med hinanden altså det så plat at du kan synes en person er sød og så samtidig ligge og knalde med en anden. Og synes det helt forfærdeligt at hvergang man møder en sød person så har de været bollevenner eller kærester med din venindes veninde eller hende der gik en klasse under dig. Jeg tænker på hvor cute det var dengang ens bedste forældre mødtes og tog på dates for at tage frokost sammen eller ud og danse, hvor man lærte hinanden og kende og ens familier, dengang hvor det handlede om mere en sex.

[soelvfisk]

Faldt i søvn i jeans i går. Fully dressed. Kollapsede bare. Og vågnede for sent i dag. Heldigvis allerede i tøjet, kan man sige. Har hentet mine nye briller og har det fucked over hvor SMUKT og detaljeret alting ser ud når man ægte kan se ting. Blev også lidt overvældet og endte med at have brillerne siddende i panden. En måde at skåne mig selv for indtryk. Gik direkte fra Louis Nielsen hen til den lejlighedsfremvisning jeg har gruet for i flere dage. Prøver så ihærdigt at ligne et menneske når jeg skal se på lejligheder. Damen var sød og snaksagelig og sjov. Jeg behøvede ikke fylde så meget, for hendes humør greb mig ligesom. Stod midt i noget, der føltes som en hule med udsigt. At være hemmelig, men ikke lukket inde. Gamle knirkende døre. Et hjem med tusindvis af hus-alfer. Damen gik rundt og lavede store inkluderende armbevægelser og talte om vitrineskabe og hunde og biblioteker. Prøvede at følge med. Gulvet knirkede ikke under os. Kæmpe plus. Byen udenfor blandede sig ikke ind i hendes ord. Kæmpe plus. “Anno 1903” stod der i opgangen over de stejle smalle trapper. Min tip tip tip oldemor boede et par gader væk dengang. Den her bygning blev bygget mens hun levede. Pludselig savnede jeg hende. Har aldrig mødt hende. Anne, hed hun. Her gad jeg godt bo. Det landede i min krop som den første bolig-ro jeg har følt i over 3 år.

Lejligheden er ikke så stor, men består af en masse små rum i forlængelse af hinanden. 6 små rum. Som en larve. Med dobbeltdøre mellem hvert rum. Larvens numse er toilettet. Og larvens hoved er et lillebitte skab. Man kommer ind i midten af larven… direkte ind i et lille køkken. Mærkeligt. Man skal finde et andet sted at stille sine sko. Gulvet hænger sammen fra rum til rum, så man kunne have en robotstøvsuger kørende frem og tilbage og frem og tilbage. De lave lofter føltes som søvnige øjenlåg henover vinduerne. Men der er mange vinduer. Vinduer i alle rum. Så selvom larven sover, er den nem at være orienteret i. Trækronerne kæmmede solens stråler så blidt. Ingen kan kigge ind. Skab, stue, spisestue, køkken, soveværelse, badeværelse. Sådan præsenterede damen det. Men huslejen er dyr. Hun ville gerne leje den ud til mig. Så hun ville forsøge at få huslejen ned. Hun ved at jeg har PTSD. Damen ved at jeg har PTSD. Det er det sødeste. At hun tager hensyn til mig, selvom hun sagtens kunne finde en anden lejer. Uden PTSD. Hun vil give mig særtilladelse så hund kan flytte ind med mig. Vil gerne bo i larven med hund. Men venter på svar. For hvis ikke huslejen kan sænkes, har jeg ikke råd til at bo i larven. Hun vil vende tilbage i løbet af ugen… og derfor må konklusionen være, at jeg måske har fundet et hjem??

[ameliazahara]

Mungkin setelah ini cuma pengen melakukan sesuatu karena harus aja. Kalau perkara maksimal itu sudah pasti. Kalau perkara memberi yang terbaik juga sudah pasti. Sekarang lebih pengen ‘ga ada’ ekspektasi apapun selain memang harus.

Mungkin setelah ini akan berhenti berupaya untuk effort banget meminta didekatkan dengan jodoh. Bukan karena capek apalagi berhenti berikhtiar, tapi lebih kepada ‘mulai merasa’ sedih aja, karena ternyata ketika dijauhi oleh yang diharapkan rasanya jauh lebih menyakitkan dari pada tidak memulai dari awal.

Mungkin setelah keputusan ini diambil, hidup yang dijalani akan datar kembali. Tapi gapapa, lebih baik begitu sebab selama ini juga sudah terbiasa.

…sesepi-sepinya hidup jauh lebih baik dari pada harus memberi beban pada orang lain.

Mungkin diri sudah bisa berdamai dengan segenap masalah hidup yang silih datang dan berganti. Semua bisa dihadapi sekalipun harus nangis-nangis atau apalah. Semua bisa dijalani dengang mengandalkan kekuatan diri sendiri, tanpa perlu menyusahkan siapapun. Tapi jika sampai harus memberi beban pada orang lain, itu sudah lain cerita.

Mungkin beginilah rasanya tidak berdaya, yang selama ini merasa begitu gagah, harus terseok sebab menjadi beban di hidup orang lain.

…sekeren apapun diri bisa menantang dunia, padanya aku akan menjadi bloon sejadi-jadinya.

[gym-x-plus]

There is a past version of you that is so proud of how far you've come🫶🏼

Min kamerarulle minde mig i dag om et billede, som jeg havde taget for 4 år siden. I en periode af mit liv hvor jeg stadig led meget af angst og depression, gik hjemme sygemeldt og hvor helt almindelig hverdagsting var en kamp. Dengang havde jeg virkelig mistet troen på, at det kunne ændre sig, men her er jeg altså!! ude af min depression, har laaaangt mindre angst, arbejder næsten fuld tid + min Instagram, starter uddannelse inden længe, får prioriteret min træning og er igang med at tage kørekort! Selvom jeg synes det hård og jeg nogle gange har lidt svært ved at følge med, så er jeg GLAD, STOLT OG TAKNEMMELIG og det ved jeg den gamle Sabrina også ville være🙏🏼💗

📸Credit ig @sabrinahoegh

#fit #fitness #fitgirl #fitnessgirl #gym #fitnessmodel #workout #squat #sportgirl #abs #glute #glutesworkout #glutegains #hip #leg #legs #legday #cardio #core

[1spaender]

Min egen højskole oplevelse kunne godt have været mere vellykket,

men det er så længe siden nu, at jeg ikke ser sådan på det mere. Det er ikke særlig længe siden. To-tre år siden. Laura Ringo holdt oplæg for os dengang. Der læste hun op fra ‘Grundtvig er død’ og forklarede hvordan og hvorledes, tankerne, temaerne, perspektiverne etc. Jeg havde købt bogen inden opholdet fordi, at jeg tilfældigt havde set den i en reklamevideo på facebook. Jeg troede også, at bogen foregik på den højskole, jeg selv skulle på. Fjollet. Havde ikke undersøgt det særlig grundigt, tror bare tanken var sjov. Så kunne jeg læse en bog, der foregik på skolen, skrevet af en tidligere elev, som senere også blev skrivelærer, alt imens, at jeg selv gik på skolen. Romantisk. Jeg har her to-tre år senere læst bogen for første gang. Inden mit eget højskoleophold havde jeg højst læst bagsideteksten. Jeg læser ikke. Jeg slugte den på en dag. Har ikke prøvet at blive blæst bagover af noget på den måde, som denne her. Det er det mest absurde, jeg har læst længe. Jeg læser jo heller ikke, så det er ret ligetil.

Selvom at bogen handlede meget om hovedpersonens sexliv, sexdrive, fantasier, lærer-elev relationer, magtforhold, grænser generelt, fik den mig alligevel på mærkelig vis tilbage på højskolen. Jeg gik ikke i seng med mine lærere, vil jeg lige sige. Jeg tænkte på det en gang, havde den mest dragende fotolærer du kan forestille dig, men det var også det - Selvom at de fysiske forhold ikke var de samme, var jeg helt tilbage i højskole boblen. Og det er ikke så ofte, at jeg er det mere. Det er ligesom er afsluttet kapitel, for nu i hvertfald. Alle minderne kom simpelthen tilbage.

Rygeren, gården, samtalerne, værelserne, foredragssalen, kæresten, senere kærestesorgerne, omgivelserne, vennerne, lærerne, stemningen, morgensamlingen, fagene - alt.

Den var - og er - så meget på grænsen hele tiden, og jeg var konstant i tvivl om, om jeg elskede, beundrede eller havde sygeligt ondt af hovedpersonen Petra. Eller om jeg væmmedes ved hende. Tror faktisk, at jeg kom frem til, at det lidt var det hele på en gang. Så værsgo, her fik du lige: En lille (kæmpe) anbefaling.

Ps. til alle dem der ikke læser eller hader at læse: [jeg læser imens, at jeg lytter, er ikke særlig stærk til at huske, holde koncentrationen, eller vende frem og tilbage til en bog og stadig formå at holde styr på handling, karakterer etc, så jeg låner bogen som lyd på e-reolen, og læser i den fysiske fra biblioteket imens, helt gratis, bare et lille tip. Det er jo nok ikke nyt, men det er lidt nyt for mig. Det har aldrig været så lækkert at læse/lytte som nu, lol]

Kh M

[ghostsofhistory]

Rønne, Bornholm

Et meget ikonisk billede fra bombningen af Rønne den 7. og 8. maj 1945. Den tyske U-jäger 1109 Sct. Georg som blev sænket af russiske fly 8. maj.

Dengang: maj 1945, Erik Pedersen. Nu: 22. september 2016, Jens Voigt. Samling: Niels Christian Pihl.

Billede er også offenligt gjort i bogen, Historiens Spøgelser - Rønne 1940-1946.

A very iconic image from the bombing of Roenne on 7th and 8th of May 1945. The German U-jäger 1109 Sct. Georg was sunk by Russian planes on the 8th of May.

Then: May 1945, Erik Pedersen. Now: 22. September 2016, Jens Voigt. Collection: Niels Christian Pihl.

Picture is also made public in the book, Historiens Spøgelser (Ghosts of History / Geister Der Geschichte) - Rønne 1940-1946.

[maelkevejen]

Det er mærkeligt specifikt

Jeg kan lide mænd med langt hår. Period. (Jeg kan huske, dengang Emanuel fortalte, efter vi var gået fra hinanden, at han og hans ven havde set et billede af Mathias og havde grinet, fordi de mente, jeg bare havde fundet "en ny Emanuel", og jeg var sådan lol, har du set hvem du selv ligner?)

Jeg kan lide mænd, der går i gummisko - men ikke hvis det er de der sko med luft i hælen eller som har såler, der ligner riskiks. Jeg kan lide... 00'er emogummisko.

Jeg kan lide mænd, der går i deminshorts, men ikke hvis de går til halvvejs på læggen, har snore i kanten eller er mørkeblå. Eller er camouflage-mønstret.

Jeg kan lide mænd i selebukser!

Jeg kan lide mænd med veltrimmede skæg.

Jeg elsker mænd i stramme bukser. Jeg er ikke engang flov over det.

Jeg kan lide mænd med piercede ører og/eller piercede næser og/eller piercede læber.

Jeg kan lide høje, ranglede mænd.

Jeg kan lide korte, robuste mænd.

Jeg kan lide mænd med svømmeskuldre.

Jeg kan lide mænd, der går med eyeliner.

Jeg kan lide mænd i Dr. Martens-støvler (ikke sko; støvler)

Jeg kan lide folk med smilehuller og fregner.

Jeg kan lide folk med neglelak.

Jeg kan lide folk med rødt hår.

Jeg kan lide folk med tykt hår.

Jeg kan lide folk med krøller.

Jeg kan lide folk der cykler - men ikke i lycra.

Jeg kan lide folk, der holder af at bruge tid med deres familie.

Jeg kan lide folk, der er eftertænksomme.

Jeg kan lide folk i seler.

Jeg kan lide kvinder med farvet hår.

Jeg kan lide kvinder med kort hår. Jeg kan også lide kvinder med langt hår. Kvinder.

Jeg kan lide Ramsay Drover, Blumineck og Harlequin Grim på Instagram.

Jeg kan ikke lide sko med tær, khakishorts, mørkeblå jeans, kedelige skjorter, stoffer, cigaretter, ligegyldighed, FIFA, amerikansk fodbold, pølser til aftensmad, læderarmbånd, ikke-økologiske havregryn, sko der absolut skal være hvide, løgn og løgnere, sengetøj der virkelig trænger til at blive vasket og folk hvis yndlings Disney-film er Cars.

[satanmelder]

Jeg har set en 25 koncerter på fire dage, i noget nær al slags vejr, og i godt selskab, og ingen af disse var med The Minds of 99, selv om de åbenbart har spillet samme koncert samme sted inden for cykelafstand tre gange. Eller to, og så en til i aften. Det fik de ingen pandekager for på rådhuset, selv om de spurgte, og mente de fortjente det, så derfor tror ham med håret oppe foran nu ikke længere på politikere. De fik heller ingen elefantorden, ridderkors eller tilfældigt bispedømme, så han tror næppe hellere på kongehuset og kirken. Mit råd: Stop op og hør lige dig selv tale, og lad så være med det.

Stor ros til jer, store Minds, for at have gjort op med det asociale og kommercielt underpræsterende "one night only"-koncept, som i årtier, århundreder måske, har fået folk til at ærgre sig over at gå glip af noget, mens andre var der, og fik historier til vennerne og billeder til Insta, om det så var Woodstock, Live Aid eller dengang Brødrene Olsen vandt Eurovision. Men hvorfor kun tre gange det samme? Var alles FOMO brugt op?

[soelvfisk]

Nu er jeg overvældet og færdig med dagen. Klokken er 17 og selvom det kun er mig og hund i en hytte, er der altså sket rigeligt. Gider ikke engang remse det op. En masse med ord. At få svaret på ubesvarede beskeder… hvilket kræver MEGET. Og der er stadig en masse tilbage. Men wow… ene fine ting. Ene søde mennekser, der har måtte vente på min notifikation i flere uger og måneder.

Tænker så meget på at jeg slet ikke skal savne Bjerget mere. Det er underligt. Men indså pludselig at han talte så meget til mit indre barns utrættelige behov for at blive passet på… og så passede han ikke engang på mig, sådan som han havde talt om. Ord er ikke nok. Intentioner er ikke nok. Det skuffede os begge to. Men det gør ikke nogen af os utilstrækkelige. Vi skal bare videre. Og jeg skal i gang med at gennemskue de ting jeg var i gang med, dengang jeg mødte Bjerget. Min helt egen stabilitet. Mine helt egne behov. Mine helt egne rutiner. Ambitioner. Følelser. Min krop - som jeg ikke længere skal dele. Bare mig. Skal bare kende mig. Det har jeg haft brug for længe. Og jeg kan ikke udskyde det mere, for det føles ulideligt meget som om, at jeg så forevigt aldrig vil kunne blive mig selv på en holdbar måde. Nu er det NU.

Hund var et forsøg på at trøste mig selv og acceptere min skæbne… manifestere RO ind i mit liv. Virker som en modsætning at skaffe sig en hund så… men… det er meget man ikke kan med en hund. Og de ting man kan uden en hund, får mig tit til at brænde ud. Jeg bliver til en udgave af mig selv, der håber på at mine udfordringer hverken kan ses eller mærkes. Men guess what…:))))) MED HUND BLIVER JEG NØDT TIL AT TAGE STILLING TIL AT JEG IKKE ER PROBLEMFRI. Med hund kan jeg ikke ignorere mine egne behov og lade som om at jeg sagtens kan være spontan og livlig, bare fordi noget i mig så inderligt ønsker at være ung uden også at være syg og udfordret. Jeg må være ÆRLIG. Der er ting jeg vil og ikke vil - ting jeg kan og ikke kan. Og de ting skal jeg også selv lære at kende forskel på!

Jeg lod Stenen få AAAALT for meget magt over mig. Og hun ville have det på den måde… at jeg forevigt skulle stå i gæld. Men det var ikke mit ansvar og har ALDRIG VÆRET mit ansvar, at beskytte hende og forsvare hendes løgne! Bare fordi hun også er et menneske der skammer sig. Hun synes, at hendes skam er mit ansvar, for hvis jeg taler om det der skete og røber hendes hemmeligheder, er det mig der er skyld i hendes ubehag. Automatisk bliver hendes ubehag til noget der er min skyld… selvom det mere end noget andet handler om, at hun GODT VED at de ting hun gør IKKE ER OKAY. Hun vil bare slippe afsted med at gøre ondt på folk, fordi hun synes det er uretfærdigt hvis det skal gøre ondt på hende, hvis hendes adfærd har konsekvenser. I cannot. Jeg vil ikke findes i samme verdens som hende. Men hun har fyldt alt i min verden… og jeg har fyldt intet i hendes. Hun fyldte alt fordi mit liv blev én stor konsekvens af hendes abuse. Og hun sagde at det var min egen skyld, så jeg turde ikke fortælle om det, fordi jeg følte mig som en latterlig hater der bare klynkede og pegede fingre. Jeg skulle have tilladt mig selv at være SÅ FUCKING VRED. At SPRUDLE SOM EN HELVEDES KONSEKVENS-DÆMON OP AD ASKERNE FRA VORES RELATION. SAGT FRA RÅBT NEJ OG FJERNET MIG FRA HENDE OG LEVET MIT BEDSTE LIV. Det var selvfølgelig ikke en mulighed og det er jeg nok stadig i sorg over. Især var jeg i sorg dengaNg jeg troede, at nu var det alt alt for sent at være vred. Pff. Girl. Det er ikke for sent. DET ER PÅ TIDE.

Jeg vil gennemskue en FUCKING MÅDE AT VÆRE VRED OG GLAD OG MIG SELV OG TYDELIG OG HEMMELIG OG SÅRBAR OG STÆRK OG SELVSTÆNDIG OG GENSIDIG. Jeg er færdig med selvopofrende kærlighedserklæringer og identitets-opløsende underdanighed. Jeg vil være en ILD DER BRÆNDER MIT EGET NAVN IND I MIT LIV, SÅ INGEN ER I TVIVL OM AT JEG ER MIN EGEN. Jeg har mig. Jeg er så træt af at være deprimeret og selvmordstruet. Jeg er så træt af at føle at jeg ikke har mig selv…. for depressionen gør det til en sandhed. Derfor skal jeg ikke stole på den. Jeg er mere end min depression og det glemmer jeg. Den får det til at ligne, at jeg står med tomme hænder… den får det til at føles som om, jeg ikke kan holde fast i noget… alt der sker bekræfter den… den fodres af mine nederlag… den fodres af alt det dystre fra min fortid og bilder mig ind at min fremtid vil fordoble min smerte. Den maler med tvivl og afsky og sorg henover alt jeg elsker. Den udsletter mig seriøst. Men jeg forstår dens sår!!!! For min depression kan heller ikke overskue noget. Min depression ser ingen mening. Stakkels depression… hvor skulle den få mod og livslyst fra? Den kan tydeligvis ikke opdigte det selv. Men måske den skal forståes? Hvorfor laver du oprør i mit indre, på den her altødelæggende måde? Okay… jamen det kan jeg godt forstå. Du har det hårdt. Hvorfor vil du have at vi skal dø? Okay… jamen det kan jeg godt forstå. Du formidler en håndgribelig ende på lidelsen. Men ærligt - det er ikke os der skal dø. Vi trænger til en løsning vi ikke kan se. Det giver mening. Vi har lukkede øjne. For vi er jo fjernet fra os selv. Min depression har fjernet mig fra mig. Den har lagt låg på min vrede. Pyt med at være glad lige nu - den tager vi senere… men… WOW, hvor er der mange reaktioner der trænger til at SKE! Følelser der skal føles. Uden at nogen opdrager os ud af det med fordømmende ord og opdragende blikke. Vi trænger til at findes. At stemme overens med alt hvad vi er. Jeg har mig. Min depression lyver. Stenen løj. Og jeg er færdig med at have mere tillid til de to, end jeg har til mig selv.

Og intet af det, der er sket, er spildt. Det er så vigtigt. Mit år i hi har været nødvendigt. Jeg forstod det ikke før, men jeg forstår det bedre nu. Jeg er ikke i underlig benægtelse længere. Jeg har ikke længere travlt med at hele for andres skyld. Det giver mening at jeg er udmattet. Jeg skal gennemskue et liv der tager hensyn til, at jeg er udmattet. Jeg er nok - også selvom jeg er forandret. Jeg skal ikke blive hvad jeg var før. Jeg er allerede sket. Nu skal jeg bare se det uden sorg og dom og ærgelse og ængstelighed. Behøver ikke være stolt. Men jeg trænger til at værne om min virkelighed, istedet for KONSTANT at fordømme den og mig selv. Jeg gør virkelig hvad jeg kan. Selvom jeg ville ønske jeg kunne mere. Det betyder ikke at jeg ER utilstrækkelig. Det betyder bare at jeg har høje forventninger til mig selv. Og set behøver jeg ikke at have lige nu.

Jeg er her og jeg har mig. Jeg følte mig færdig fordi jeg var træt. Jeg var nem at vælte, fordi jeg allerede lå ned. Det giver mening. Det handler ikke om mig der er umulig.

Nu er jeg smadret i kroppen på en helt anden måde, som kalder på the og hunde-nusning. Er så træt jeg ku græde. Det er hårdt at mærke sin vilje, når den har været væk så længe.

[blondinehjerne]

Kan du huske sidste gang du følte verdenen var ved at gå under, hvordan din tankestrømme føltes mere som indre tsunamier hvor du prøvede at holde hovedet ovenvande. Verden endte ikke dengang, det gjorde den heller ikke i dag og uden at love for meget - er der også en dag imorgen. Du skal nok klare dig, ligesom du altid klare dig

[uforglemmeligtglemt]

lol mødte en fra min gamle folkeskoleklasse der var med til at mobbe mig dengang. han bor hos sin mor fordi han “ikke har økonomien til at flytte ud” men han har heller intet job og tjener sine penge på at gamble? plus han har mistet kørekort pga spritkørsel..

i guess the universe does keep score

[1spaender]

Jeg romantiserer det ikke - jeg lover. Jeg fortæller bare ikke hele sandheden - er det måske forbudt? Dengang var jeg i virkeligheden på vej ind i det absolut hårdeste forhold, jeg hidtil havde været i. Men det kunne jeg jo af gode grunde ikke vide.

Og så var der jo lige det der med skilsmissen. Ja - det er altså ikke mig, der er blevet skilt, bevares. Det kommer jeg til. Altså ikke at blive skilt, forhåbentlig. Jeg kommer til den del af historien, mener jeg. Jeg havde engang en veninde, der sagde noget helt fantastisk. Hun sagde, at hun faktisk tænkte, om sig selv, at hun nok egentlig var typen, der endte i skilsmisse. Hun kunne ikke rigtigt se sig selv ende med en mand, men mente modsat, at hendes chancer var større som succesfuld, fraskilt dame i 60’erne. (og velholden - det ligger implicit i beskrivelsen) Hun ville jo gerne have en mand, hun så bare ikke sig selv som typen, der endte sammen med sådan en. Og hun sagde det så opløftende. Det var også derfor, at hun skulle stoppe med at ryge - det er usundt. Altså fordi, at hun gerne ville se godt ud til den tid. For hendes egen skyld. For hendes fraskilte, 60-årige selv.

Hun var ikke engang særlig forfængelig. Det var hun sikkert, men det var ikke noget, man lagde mærke til. Det er desværre ikke sundt at ryge. Det er vi mange, der er godt trætte af. Godmorgen, det står på alle pakkerne. Der er også billeder til at illustrere det. Jeg kunne starte en forening. Hun havde faktisk en kæreste på det tidspunkt. Jeg tænker ikke umiddelbart, at det var et emne, der havde været på dagsordenen mellem de to - At hun så sig selv som fraskilt, altså. De er stadig sammen, så vidt jeg ved. Det er svært at sige, når jeg nu ikke rigtig hører så meget til dem i København. Faktisk hører jeg ingenting til dem. Og det er jo som udgangspunkt ikke særlig fantastisk at blive skilt, vil jeg lige sige - uden at have prøvet det. Jeg tror bare, at måden hun sagde det på, var så humoristisk. Og så kunne jeg egentlig godt se, hvad hun mente. Måske så jeg både mig selv i det, men jeg kunne også sagtens se hende i det.