#7. årgang | Explore Tumblr posts and blogs

healthmaria · 7 years ago

Text

I gymnasiet havde vi et par timer som skulle bruges til uddannelsesvalg. Jeg kiggede i en bog, men der var ikke noget, der fængede. Jeg var mest interesseret i historie, litteratur og sprog, men anede, at det ikke ville kunne udgøre en levevej for mig. Jeg har mistanke om, at jeg tænkte på sygeplejen som en måde at komme hjemmefra på.

Bispebjerg Hospitals Sygeplejeskole havde et kollegium og man ville få løn under uddannelsen, så det med bolig ville blive muligt.

Efter 2.G havde jeg prøvet at være indlagt på Glostrup Hospital for konstant hovedpine og træthed gennem et helt skoleår. I dag tror jeg det har været en eftervirkning af Mononukluosis. Derudover var rygning tilladt inde i den såkaldte “Vandrehal” i gymnasiet, og den konstante cigaretrøg har bidraget på værste vis til ubehaget.

Jeg var indlagt i en eller to uger og man fandt intet, men jeg så at sygpeplejeeleverne havde en vis status og lavede spændende ting.

Jeg var bosat i Manchester i efterår og vinter 1970/71 og kom hjem på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne komme ind på sygeplejeskolen. Det forår var jeg lærervikar i forskellige kommuneskoler i Herlev og det overbeviste mig om, at lærer skulle jeg ikke være. At råbe en klasse op, var udenfor mine evner og at færdes på lærerværelserne var også meget fremmed for mig. Det kom jeg til at tænke på i de år, hvor jeg var både småbørns-og skolesundhedsplejerske og derfor kom på lærerværelser.

Jeg fik ansøgt til sygeplejeskolen og kaldt ind hos Frk. Koefod, der var forstanderinde. Det eneste hun hæftede sig ved var at jeg kun havde fået 7 i Fysik/kemi i 9. klasse (2. Real). Jeg kom der med studentereksamen. Det betød intet.

From the time I spent in Manchester 1970/71

Jeg skal mødes med hele det hold, som jeg startede med i september 1971 på Sygeplejeskolen på Bispebjerg. Det er 42 år siden vi afsluttede i 1975 og jeg har ikke set dem i alle de år.

Hold September 1971- marts 1975 BBH

Jeg var meget betaget af anatomi og fysiologi. Det var imidlertid ikke noget, jeg kom let til. For at lære det skrev jeg alt op på A4 ark og foldede og checkede om jeg kunne svare og forklare og huske alt. Anatomien var ren udenadslære, mens fysiologien krævede en forståelse på et højere plan. Det gik godt med det og forskolen stod for mig som det bedste. Siden blev vi spredt for alle vinde. Praktikopholdene på afdelingerne var ca. tre måneder ad gangen og det var ikke sikkert, at man var der med en fra klassen. Der var første, anden og trejdeårselever. De første år havde vi blå og hvidstribede kjoler på og stivede og nystrøjede forklæder på. Påsyede striber angav, hvad årgang man var.

Billeder fra Sygeplejemuseet

Eleverne undervises i 1960’erne Bispebjerg hospital i Fysik og Kemi. Foto sygeplejemuseet

Spadestik til den ny sygepelejemuseet Bispebjerg hospital. Foto sygeplejemuseet

Fr. Koefod underviser i 1960’erne Bispebjerg hospital. Foto sygeplejemuseet

På et tidspunkt blev jeg sendt på Blegdammen Hospital og fik et værelse på en øde gang. En portør fra Bispebjerg havde afleveret mine få ejendele, som stod foran døren.

Det var et dejligt sted at arbejde, da jeg blev anset som rigtig arbejdskraft og fik ansvar. Det var en medicinsk afdeling. Men det at bo der på loftet var ensomt og jeg hadede at have fri. Det var under energikrisen, så al engangsplastik skulle genbruges. Jeg husker ikke, hvordan vi gjorde medicinglas rene. Afdelingen er revet ned og på stedet ligger i dag Panum Instituttet tæt på Sct. Hans Torv og Blegdamsvej.

Jeg var altid meget nervøs, når jeg skulle vurderes af en sygeplejelærer. Det var lige meget, om det var ophældning af medicin, injektionsgivning, sengebad, som de mest dårlige patienter fik dengang.

Mit værste ophold var sommeren før i 1972. Det var mave-tarm kirurgisk afdeling på Bispebjerg beliggende i en af de gamle pavilloner. Bygningen ligger der endnu, men bruges ikke som sengeafdeling mere.

Foto fra B.B.H. 1915 Sygeplejemuseet

Der var en lang bred gang, hvor medicinskabet stod og nogle beskedne skrivebordspladser til afdelingssygeplejerskene.

Nogle af patientstuerne var store med plads til måske 6-7 patienter. Det ver “1 sengen” osv. En afdelingssygepejerske virkede sadistisk på mig. Hun bad mig komme med ind på en stue, hvor en mandlig patient skulle have skiftet en stor abdominal forbinding. Uden at forberede mig rev hun den af og man så direkte ind i krater af et operationssår. Jeg besvimede ikke, men oplevede en uerhørt vrede mod hende, at hun valgte at udsætte mig for det syn helt uden forberedelse. En anden gang kom jeg på arbejde, hvor en mand lå og brølede af smerte inden en akut operation. Det var tarmslyng. Siden blev han opereret og helt forandret. Jeg tror man smertedækker folk anderledes i dag. En mand i “1 sengen” lå med en såkaldt “Sengstaken Sonde”. Han lå så tålmodigt med den røde gummislange nede i maven. Han havde skrumpelever og oesophagusvaricer (spiserørsåreknuder) p.g.a. voldsomt tryk på den store vena cava ved leveren.

Senere kom jeg på en øre-næse-hals afdeling i den mere moderne del af Bispebjerg Hospital. Det var et højhus. Der var mange børn indlagt og de skulle vækkes tidligt om morgenen og vaskes af nattevagten. Der var ingen forældre tilstede og det skurrede i mit hjerte at se de små i tremmesengene.

Her fra et senere arbejde på Rigshospitalet

To andre ting gjorde indtryk derfra. Det ene var en svært overvægtig dame, derhavde forsøgt selvmord med at indtage noget ætsende, der ikke havde slået hende ihjel, men havde ødelagt hendes spiserør. Kuren til hende var at komme på en 1100 kcal diæt. Jeg tror ikke hun var spurgt om det var noget for hende.

En ung mand kom ind om natten efter slagsmål og næste morgen var han død af en piblende hjerneblødning, som ingen havde opdaget. Jeg mindes en norsk sygeplejerske, der ikke selv ville lave noget, men som godt kunne sætte eleverne til at ordne det hele i aftenvagten. Jeg tænkte meget over, hvor forskellig en vagt kunne være efter, hvem man var sammen med.

Praktikopholdene vekslede med skolemoduler, som jeg naturligvis nød i fulde drag. Lægerne kom og underviste os i deres specialer og det var utroligt fascinerende. I perioder kunne jeg bilde mig ind, at jeg fejlede de sygdomme, de underviste om. En af praktikperieoderne foregik på Børnehospitalet Fuglebakken på Frederiksberg, hvor jeg selv havde ligget som præmatur. De interessante tilfælde blandt børnene blev kørt til et auditorium, hvor de blev undersøgt af lægestuderende, som så skulle give et bud på hvad de fejlede. Det må have været hårdt, men heldigvis forstod børnene nok ikke, hvad der foregik. Den slags forekommer sikkert ikke i dag.

Da jeg endelig blev uddannet var mit første arbejdssted gynækologisk K afdeling i en af de gamle pavilloner ligesom mave-tarmkirurgisk M.

En dygtig og afholdt læge hed Devantier og han satte sig op på sengekanten og forberedte de unge kvinder på operation. Det kunne være cancer uteri (Cancer i livmoderhalsen), som allerede havde vist sig fra 16 års aldren. Det var så faderligt og rart at han tog sig tid til det.

En berømt balletdanser skulle have provokeret abort, men det blev holdt skjult og blev kaldt “Abrasio” udskrabning i stedet. Der var ældre damer, der døde af underlivscancer og yngre, der havde graviditeter udenfor livmoderen. En livstruende situation.

Et minde dukker op med en mor til en polsk sygeplejerske, som jeg lærte at kende det sidste år jeg læste på sygeplejeskolen. Pigen hed Barbera og hun og hendes familie var polske, jødiske flygtninge. I 1960’erne blev de forfulgte i Polen. Barbara var meget dygtig og lærte hurtigt dansk. De “gamle” forældre lærte det aldrig. Moderen havde levet i en kælder i Ljuv i skjul for at overleve nazismen. Desværre husker jeg ikke meget om faderen. En dag blev moderen indlagt på afd. K og opereret for cancer i livmoderen. Hun har sikkert klaret den, men hun lå helt tavs og maskeagtig i sengen. Hun har sikkert været skrækslagen og ingen har talt med hende. Tiden på afd. K blev det bedste punktum for tiden og det jeg husker tilbage på med størst glæde. Afdelingssygeplejersken hed frk. Gudrun Nielsen og hun havde vist stadig kappe på. Det var ellers forlængst afskaffet. Hun kunne godt lide mig og det blomstrede jeg op ved. Hun kaldte mig Frk. Holm. Hun kunne sige

Frk. Holm i morgen skal De løse af for mig!

Der er meget jeg har glemt og jeg må spørge de tidligere klassekammerater om at hjælpe mig at huske.

At være to om at rede senge var en fornøjelse. Først skulle alle patienter hjælpes op og at bleve vasket og, når de var ude af sengene, skulle alle sengene redes fra en ende af. Vi gik på hver side af sengene og småsnakkede undervejs.

Om eftermiddagen var der en omgang med puls og temperatur og evt. B.T.s måling. Bagefter fik alle kaffe og kage, eller franskbrød.

Alle blomsterbuketter kom ud i skyllerummene om natten og vandet blev skiftet. I skyllerummene hang en tung lugt af urin og af Fresier, som var den mest gængse blomstertype hos patienterne.

Vi målte også diuresen, dvs samlede al urin fra patienterne. Måske var det mest på mave-tarmkirurigsk afdeling. Det står hen i det uvisse.

Under krigen spillede hospitalet en stor rolle ved at jøder på flugt blev gemt på sygestuer, sygeplejeboliger og i de underjordiske gange. Der var også en illegal presse dernede.

4. maj 1945 fra Bispebjerg hospital. Foto sygeplejemuseet

Jeg havde ekstra job med rengøringen under uddannelsen på samme hospital, hvor en del foregik under jorden. Jeg blev kun hilst på, når jeg var sygeplejeelev.

En billedeserie fra et besøg på området i juli 2017

Et af dekorationerne tæt på trappen

Trappen hvor jeg som elev og uddannet har gået ud i en pause

En af de gamle pavilloner bygget af arkitekt Nyrop

Bygningen, hvor blandt andet øre-næse- halsafdelingen lå

Når jeg møder de tidligere studiekammerater, må jeg forhøre mig, om de kan supplere mig i dette emne. Jeg skyndte mig videre i mit liv til sundhedsplejen, der passede mig så meget bedre og har derfor knapt nok skænket dette kapitel en tanke. Dog har det, jeg lærte ligget som en grundviden i mit arbejde som sundhedsplejerske og som mor, at kunne skelne sygt og raskt.

Sygeplejerske I gymnasiet havde vi et par timer som skulle bruges til uddannelsesvalg. Jeg kiggede i en bog, men der var ikke noget, der fængede.

#Sygeplejeskeuddannelsen #Ungdom

0 notes

dagdroemme · 7 years ago

Text

Jeg bliver opfattet som introvert. Det er også helt ok, da mange af mine personlige træk er lig de samme som en introverts.

Jeg er så bare ekstrovert. Tro det eller ej. Det er nok fordi, jeg hader small talk, hader overfladiske venskaber. Nå ja, så tror jeg også at angst og depression har haft sit snit med i det.

Som lille har jeg været meget genert, men altid udadvendt. Jeg kunne godt lide at bestemme over andre, være centrummets midtpunkt - indtil en klasselærer i 0. fortalte mig, at ingen nogensinde kunne lide en person, der var som jeg. Så jeg lod være med at bestemme, lod andre komme til. Men jeg forsøgte altid at få folk til at grine, og syntes om mig.

... Indtil at folk syntes det var sjovt at drille mig, som senere hen gik over til grov mobning.

Jeg som barn, var ikke rigtig interesseret i kærester, eller at gå i det smarteste tøj. Jeg ville sgu aller helst bare lege, tegne, synge og danse. Det vigtigeste for mig var bare at få lov til at smile og være glad hver dag. Jeg havde nok nogle lidt atypiske hobbyer som barn, hvilket gjorde at folk syntes jeg var mærkelig og ‘barnlig’. Sjovt nok, var jeg nu også et barn?

Jeg kommer fra en familie med en handicappet storebror. Jeg holder rigtig meget af min storebror. Selvom han aldrig har været en rollemodel, og stjålet lidt af opmærksomheden der hjemme, havde jeg det godt med ham som barn. Så da dem fra min nye klasse syntes det var på sin plads, at sige at jeg var lige så mærkelig som min bror, gjorde det ondt. Det gjorde ondt fordi alle de gange, min far tog ham med ud i gården for at lege, råbte mine såkaldte ‘veninder’ “monsteeeeer!!!” og skreg imens de gemte sig. Det gjorde ondt fordi, han ikke kan gøre for, at han er som han er. Fordi det er min storebror, som for det meste er rigtig sød og kærlig.

Det er da klart at når en lille pige råber og skriger, og prøver at slås med en dreng, at det er sjovt. Jeg var aldrig bange for drenge, da jeg er vokset op med en lillebror, som jeg har sloges rigtig meget med. Indtil jeg skiftede skole i 2. klasse, hvor drengene blev modbydelige fordi jeg ikke ellers var bange for dem.

Jeg siger ikke, at jeg selv har været en engel igennem min skolegang. Der er ting, som jeg fortryder at jeg har sagt eller gjort, og det må jeg stadig gå med i den dag i dag.

Men kan du forestille dig, at de veninder eller venner du har i klassen, vælger at skifte skole, og du står alene tilbage som denne her særling. Jeg måtte starte forfra i 6. klasse med lærer nye venner at kende, og de gamle jeg havde tilbage var lidt af den jaloux type. Til tider kunne en veninde godt finde på, at mase sig ind i de nye vennegrupper jeg fik dannet, for at skubbe mig ud. Det var sgu lidt hårdt, engang i mellem, for selvom vi tit blev uvenner og venner igen, måtte jeg ikke være uafhængig af hende.

Det hårdeste var dog nok, da selv samme veninde, som jeg anså for værende min daværende bedsteveninde, i 7. klasse valgte at blive mobber istedet for mobbet.

Vi gik fra at være skabs buddies med morgenhilsner, til at der ikke blev sagt god morgen længere. Det gjorde rigtig ondt, og jeg følte mig virkelig ensom og alene. Folk havde opsnappet at jeg var et let mobbe offer i 6. hvor de ignorerede min eksistens, og begyndte at komme med grove bemærkninger i 7. klasse.

Jeg blev kaldt rigtig mange ting. En freak, klam, grim, tyk, dum, nørd, men mest af alt bare klam og grim. I mange år har jeg haft det rigtig svært med mig selv på grund af det, fordi jeg ikke syntes jeg var smuk, og stadig den dag i dag, syntes at jeg er tyk. Nørd kunne jeg godt stå inde for, for det var jeg, og jeg var stolt af det.

Hvad der har været værst, ved jeg faktisk ikke engang. Om det var at blive banket af en kost af en klassekammerat, da jeg og overnævnte veninde var på dukse tjansen; og en voksen som var ansat i klubben sagde “det er sket under skole tiden, og det har jeg ikke noget ansvar for”. Eller at blive truet på livet af flere forskellige klassekammerater. Måske var det nok opfordringen om at tage mit eget liv fra andre klasse kammerater, som var værst.

Og så er der sikkert nogen, som ville mene at hvis jeg bare havde sagt fra, så ville jeg ikke havde endt i den position, som jeg gjorde. Problemet ligger bare i, at det gjorde jeg. Jeg kom engang med en racistisk bemærkning til en klassekammerat, og blev taget i kvælertag for det; hvor resten af klassen grinede af, hvor ynkelig jeg havde været da jeg ikke kunne få vejret. Jeg gav fuck fingeren til nogle af de drenge, som til hverdag chikanerede mig mest, for at de hentede en lærer, og jeg fik skæld ud over ikke at ville åbne en dør for dem, selvom jeg var igang med noget andet. Jeg havde på et tidspunkt været til et “nørd” arrangement og var kommet glad i skole, til at samme elev som havde slået mig med en kost, stod og hånede mig foran hele årgangen; hvor størstedelen grinede af mig.

På et tidspunkt blev jeg engang så rasende på en elev, som tidligere havde været en rigtig god ven, der konstant kaldte mig klam; at jeg gav ham en lussing. Min eneste tanke i hovedet var, at han skulle bare ned og ligge, og så skulle jeg rive hans arme a led. I stedet blev jeg sendt hjem, fordi jeg var for oprevet og ked af det.

Jeg endte med at ingen venner have på den skole, hvor en hel årgang mobbede og bagtalte mig. De eneste venner jeg havde på daværende tidspunkt, var folk jeg havde mødt via chatforums på internettet eller “nørd” arrangementer.

Når man kun er 14 år gammel, og får at vide at alt, hvad man gør er dumt og forkert, og at man ikke bliver elsket af nogen af 10 elever, og resten ikke gør noget for én. Så kommer man altså på et tidspunkt i sit liv, hvor man hellere ville ophøre med at eksistere. Jeg følte mig så lammet, at det eneste jeg i en periode kunne føle var når jeg skar i mig selv med en sikkerhedsnål. Til sidst holdte jeg bare op med at tage i skole, og skjulte det for mine forældre.

Jeg havde flere gange nævnt at jeg gerne ville skifte skole, men mine forældre tog det først seriøst da jeg fik et nervøst sammenbrud af at gå i skole, og udviklede angst for at tage i skole.

Så jeg gik altså fra at være udadvendt og smilende, til at hade mig selv, ønske at jeg ikke behøvede at eksistere i så ondskabsfuld en verden. Jeg blev aldrig diagnostiseret af en psykolog, da min mor frygtede at jeg ville blive påtvunget en masse forkert medicin osv. Hun tror i øvrigt ikke på at man kan være psykisk syg. Men det er vist ret tydeligt at jeg var ude og svømme i depression og angst.

I dag er jeg 22 år gammel, og har det langt bedre end da jeg var 14-15-16 år gammel. Det hjalp at skifte til en privat skole, efter at være blevet mobbet ud af to folke skoler. Jeg var selv så opsat på at blive bedre igen, at jeg selv fik båret mig igennem meget af det. Der er ingen tvivl om, at jeg stadig bærer på rigtig mange ting som stammer fra dengang, men jeg bruger det ikke som en undskyldning. Faktisk er jeg helst helt fri for at snakke om de år af mit liv, fordi jeg ofte ender med at blive virkelig sårbar. Jeg er kommet videre fra dengang, ikke nødvendigvis tilgivet de personer, men jeg er kommet videre.

Så når folk syntes jeg er introvert, så er det ok, jeg forstår det godt. Alt det jeg gik igennem i folkeskolen har haft sine virkemidler på mig, og dem slipper jeg nok aldrig helt af med. Selv i dag tør jeg stadig ikke stå foran en forsamling mennesker og tale, fordi frygten stadig er i mig. Jeg har ikke særlig mange overfladiske venner, fordi frygten stadig er i mig.

Til slut har jeg bare at sige; uanset hvad du syntes om en person, uanset hvordan person opfører sig og behandler andre, så har alle en historie bag sig, og derfor bør du ikke dømme en person.

#fuck hvor jeg græder #det er det tungste jeg bærer på i min hverdag #og folk prøver ikke engang at forstå

0 notes