#ægte

[anotherartblock]

direkte ud af BLÆSTEGNEN

[aka danish miku but from the part of denmark im from]

[jegersur]

Troede jeg havde mit store klub comeback i fredags men så FALDT jeg ned af trapperne??? Foran måske 30 mennesker???

[bareendnuenpige]

Jeg er så vred og frustreret over alt lige nu. Sidder bare på en stol med musik i ørerne og kan ikke få afløb med det.

[frisindet]

Denne gang skal det være anderledes ! Broer tjener mig ik en skid hvis de er brændte !

[greaseonmymouth]

Mig: jeg er træt af at torturere Assad. lad mig spole lidt frem og springe x, y og z over så jeg kan skrive noget lidt mere positivt

Også mig: tilføjer 2000 ord med mere Assad tortur til dokumentet

Assad: 🥺

Mig: okay. okay. men næste scene LOVER jeg -

Carl: hey hvad med -

Mig: nej sæt dig ned DU er slet ikke færdig med at lide

[soelvfisk]

Jeg har haft krampeagtige angstanfald hele natten. Faldt i søvn kl. 7 og blev vækket kl 7.50 fordi jeg jo skulle til samtale ved psykiater i dag. Aflyste simpelthen. Jeg er udmattet. Har ikke haft så voldsomme angstanfald siden dengang jeg boede hos og var kærester med Bjerget. Og da jeg boede i skabet i kælderen. I hindsight forstår jeg, at min krop var i oprør. Det var den nok også i nat. Jeg blev til den knude der sidder i min kerne. Kunne ikke trække vejret fordi min hals snørrede sig sammen. Jeg mærkede alle musklerne. Som udspændte strenge fra min kæbe til mine skuldre. Sammenbidt. Fastlåst. Mine arme helt krøllede. Jeg kunne ikke bevæge mig. Det varede 40 minutter. Så stoppede det. Så græd jeg af udmattelse og så kom det igen. Altimens min hjerne fremlagde et diasshow af traumer. Som at være fastspændt til sin krop. “SE HER HVAD DU MANGLER AT REAGERE PÅ!”. Min sjæl i oprør. Jeg tænker på hvordan jeg nogensinde skal blive til noget andet, end et menneske der forsøger at indhente sine egne reaktioner. Intet kunne hjælpe mig lige dér. Andet end at være alene. Lettelsen over i det mindste ikke at blive kigget på eller at være bange for at vække nogen. Hader den slags angstanfald hvor man skal tage imod trøst der slet ikke trøster… netop fordi jeg jo ikke kan tale mens det sker. Og fordi det ikke handler om angsten for hypotetiske ting, men minderne om ægte oplevede ting. Har det som om nogen binder et reb om min ankel og trækker mig igennem alle kaotiske følelser og oplevelser jeg har haft i de sidste 28 år. På 40 minutter. Og jeg må bare holde ud. Nu forstår jeg godt at jeg er træt. Har ingen appetit, men skal spise noget. Det er som om min krop forskrækker sig selv. Om og om. Men det er jo PTSD. Skal tale med psykiater i næste uge istedet. Har ingen forventninger. Hun har foreslået antidepressiver, men jeg er allergisk. Min hud falder af. Det gjorde den sidst. Not worth it. Tror ikke der findes løsninger. Tror Stenen fik knækket mig 4 good. Tror at jeg bare er det her menneske nu.

[technotaarer]

Indre rod shit post

Lige siden jeg var 17-18 år og havde mit “glow up” har jeg synes det er virkelig svært, det med at folk vil en for udseendet. Nu er jeg 24 og jeg troede faktisk at det var et gammelt mønster jeg har brudt ud af, men så finder jeg mig selv i Indien, hvor jeg møder en lokal fyr jeg synes jeg connecter med på et sjæleligt niveau, og det føles mutual. Efter et par ugers overvejelser om om jeg vil give et stykke af mig selv til ham, og nogle dagdrømme om os der laver “love making” and not just fucking. Det er helligt for mig som voksen. Sådan at mikse energier være intime. Og hvad jeg troede ville være en sensuel oplevelse, ender bare med at han bare vil kneppe som var det er pornofilm. Jeg er skorpion så jeg elsker passion, og jeg er følsom, dyb og verbal. Så det gør mig faktisk frygteligt ked af det, når det skal være på den måde. Og sådan er det bare tit. Det er et mønster. Måske er det noget med de mænd jeg falder for? Det lyder seriøst så Pick me, men jeg er oprigtigt træt af mænds henvendelser, der bunder i seksuelle ting, og det er også mit indre mandehad jeg skal lære at pakke væk, og lade vær at vande for så gror det jo, i mig og omkring mig. Men altså har bare grædt hele dagen (det var i går) fordi at jeg føler når andre ikke respekterer og sætter pris på mig, så respektere jeg jo heller ikke mig selv. Fordi jeg finder mig i det. Og det er nok det største svigt jeg kender til. Når jeg svigter mig selv. Vi lå og stargazede forinden fordi det var nymåne, og så spurgte han mig, hvad jeg ikke kunne lide ved ham (lidt weird). Jeg valgte at sige ej okay jeg kan sige hvad jeg godt kan lide ved dig og sige noget jeg ikke er så glad for. Og så gav jeg ham jo ellers en længere dyb smøre med nogle personlighedstræk jeg har bidt mærke i ved ham, og han lysnede helt op. Så spurgte jeg ham tilbage, og han valgte så at sige mine øjne og så bare punktum. Så var jeg sådan “okay ikke mere?” Og så vælger manden at svare, noget i stil med mine former/krop. Jeg begyndte at græde. Meget og ukontrolleret, fordi han ikke nævnte andet end fysiske ting, og han var så forvirret. Jeg prøvede at forklare, og han prøvede at forstå. Der var en eller anden sitren jeg mærkede når vi ellers kyssede som døde der. Jeg troede det var ægte. At det var min sjæl. Og ikke min Vesselbo jeg har fået tildelt i dette liv på jorden, der gjorde at han brugte tid sammen med mig, og viste interesse for mig. Men dumme mig prøvede at finde den igen. Den der sitren - for det føltes så ægte. Han mindede mig om at han bare er dumdum, og at han sagde til mig F.eks. første dag vi mødtes at jeg havde en smuk sjæl. Og så valgte jeg at være sådan nå ja han er jo sød og værdsætter mig, han er bare dårlig til ord som den skytte han er. Fuck jeg hader mig selv lidt for det, men det jo også bare en lærestreg, jeg må tage til mig, og snart lærer af. Så går jeg ud og spiser morgenmad med mit hævede grædeansigt og nu kommer Pick me delen, men tjeneren som jeg har mødt et par gange nu, skriver sit nummer på regningen, og en mand der sidder et par borde fra mig, finder mig på vejen hjem og henvender sig til mig, og prøver at småflirte lidt. LAD MIG VÆRE. JEG VIL IKKE MERE DISTRATIONER OG SKUFFELSER. Og jeg gider bestemt ikke i dag henvendelser der bygger på mit udseende. Jeg er træt. Jeg er træt af at være min krop. Det også bare forstærkende. Når man gang bliver mødt af dette fokus, begynder jo også selv at vægte det, føle det betyder noget. Jeg havde et scooteruheld hvor jeg kørte ind i pigtråd med mit højre ben, for 2 uger siden. Og det ikke kønt. Overhovedet. Så bliver jeg super selvbevidst omkring det. Igen også fordi at det er alt folk og fremmede kommenterer på og jeg sådan det er ikke min fucking identitet kan vi snakke om noget andet. For et par år siden da jeg hormonel akne i en ret høj grad, kunne jeg nogle gange ikke få mig selv til at forlade mit værelse. Det er jeg heldigvis vokset fra, men det var faktisk virkelig slemt, og den dag i dag hvis jeg får en bums, ser jeg det som meget værre og fatalt end folk ser det som udefra

[litteraturhistorikeren]

Min mor siger, at jeg har forandret mig det sidste halve år. Siden jeg fik mit hjerte knust, tog alene til Spanien, og så på udveksling til Belgien. Hun siger, det virker, som om jeg er blevet rigtigt voksen. Det tror jeg, hun har ret i, jeg kan også mærke forandringerne i mig selv; en proces, der stadig er i gang. Mine prioriteter er ved at ændre sig, mit fokus er anderledes nu. Jeg er så fokuseret på snart at blive færdiguddannet og gå ind i den næste æra af mit liv. Det er nervepirrende, men jeg glæder mig også til at se, hvad næste år vil byde på. Det her har været et af de mest udfordrende år i mit liv, men jeg har klaret mig igennem det hele uden at gå ned med flaget igen, og det er jeg stolt af. Jeg brugte så mange år på at kæmpe imod at blive voksen, fordi jeg syntes, det var så uretfærdigt, at jeg ikke fik den ungdom (og på sin vis barndom), som jeg gerne ville have haft. I stedet brugte jeg så stor en del af mit liv på bare at overleve og være dybt ulykkelig. Det er først som voksen, jeg har fundet en ro i mig selv og ægte glæde i mit liv. Så jeg kæmper ikke imod at være voksen længere, jeg har tiltro til mine egne evner og ressourcer. Jeg er ved at lande i mit liv, i verden, og mest af alt i mig selv

[pastelfarvet]

hold kæft hvor jeg dog elsker ferie, det føles ægte luksus at kunne gå uden trusser en hel dag

[maelkogvildeblomster]

Hej søde skattevenner

Forvent kærlighed i dag

Jeg har dén slags tømmermænd hvor jeg elsker alle, og er taknemmelig og er lykkelig. Det er den bedste slags <33

Elsker Tumblr og når I skriver jeres opslag, elsker at høre hvad der sker i jeres liv, elsker når jeg lærer mennesker at kende uden deres ansigter? Det er så meget mere ægte og dybt og det er ubeskriveligt dejligt. Elsker når mennesker elsker deres kroppe og stolt viser dem frem. Føler mig helt manisk??? Håber ikke..

[initial-lime]

you don’t understand how much of a jumpscare the danish tma post was. i feel like my brain and my kidneys switched places for a second. det var ægte skræmmende. men halløj du.

Hej (: velkommen til mit hjørne af den her hellsite, håber du kan lide mine memes (:

[importantpeachfury]

Frankrig er ikke ægte har aldrig været det

[bareendnuenpige]

Der er en sød pige på højskolen. Men ved ikke om jeg bare veninde-crusher på hende, crusher på hende fordi der ingen mænd er eller om jeg faktisk ægte crusher på hende

Hun er btw mega straight :')

[glemsom]

På næste fredag er jeg færdiguddannet med min drømmeuddannelse, og i dag har jeg allerede fået tilbudt en fast stilling ved mit drømmested.

Mit liv er ikke ægte pt føler jeg

Bange for at det gør mig manisk fr

[soelvfisk]

Hvis jeg havde vidst at det jeg blev udsat for af stenen var ulovligt… hvis jeg havde vidst dengang at levuddnvold fandtes.. hvis jeg havde vidst at hun ville blive ved til jeg var helt knækket… hvis jeg havde vidst at hun efterfølgende ville true mig med at beholde hele mit depositum og presse mig selvom jeg allerede var flyttet… ødelægge min udsigt til at kunne finansiere min flytning… hvis jeg havde vidst noget før, at hun i smug havde postet video af mig uden tøj på i en æstetisk smuk reel uden mit samtykke, hvor hun fortæller at venskaber sommetider bare slutter… uden at anerkende sin egen toxic ass adfærd… hvis jeg havde vidst at der ikke var et venskab at kæmpe for noget før… hvis jeg havde gennemskuet alle de situationer hvor jeg blev taget som gidsel for hendes vrede og manipulation… i biler og mens vi løftede noget tungt og mens jeg spiste mad… hvis jeg havde samlet på beviser og optaget samtaler og screenshottet chats… hvis jeg havde ringet til lægen igen og sagt at de skulle tage mig seriøst… hvis jeg havde lyttet til min mor… for hun havde allerede spottet at Stenen var helt helt off

Hvis jeg havde haft en anden far… eller ingen far… hvis min mor havde sagt fra og fjernet mig fra ham, én gang for alle… hvis jeg havde fået lov at flytte hjemmefra da jeg fyldte 18… troede ikke ægte at jeg var myndig, fordi de stadig bestemte… hvis nu jeg aldrig var blevet voldtaget af min klassekammerat og senere også dudes fra parallelklassen og drugged på fodboldbanen og i byen og aldrig var taget på tinderdate med nøglemanden der holdt mig isoleret i 11 dage… hvis nu jeg aldrig var flyttet med min familie til kristen by og startet i kristen skole og aldrig havde oplevet voksne undervisere fortælle mig at jeg var uren og uværdig og navneløs, fordi jeg ikke er døbt… hvis nu børnene ikke lyttede til de voksne… hvis nu jeg aldrig var blevet råbt ad og misbrugt… hvis nu ingen tissede i mine idrætssko og kastede mad på mit hus… satte ild til min postkasse… hvis nu jeg ikke havde modtaget dødstrusler fra anonyme profiler på gosupermodel - som viste sig at være pigerne fra klassen og ægte fysiske dødstrusler fra drengene i skolegården… hvis nu jeg aldrig havde oplevet et traume… aldrig var blevet ladt alene med min farfar… hvis nu jeg havde vidst at jeg havde autisme og adhd… hvis mine forældre havde vidst det… eller hvis nu mine forældre havde fået en abort, istedet for mig… eller hvis bare jeg var en anden, så var det måske aldrig sket

Hvis nogen havde fortalt mig, at intet af det var okay… så jeg ikke gik og troede at jeg skulle holde ud

Hvis nu jeg aldrig havde delt mine traumer med Stenen, så kunne hun aldrig ha brugt dem mod mig… aldrig have skræddersyet sin vold til at gøre så ondt og være så ødelæggende…

Hvis nu jeg havde fulgt min teenage impuls og taget en overdosis… men så havde der ikke været nogen til at forsvare min lillesøster… jeg sku ha været død inden hun blev født så… eller hvis nu jeg havde haft modet til at anmelde min far? Det havde ødelagt familien… det havde jeg følt mig skyldig og forfærdelig over… hvis nu bare jeg aldrig havde lært at holde smerten ud… hvis nu jeg var et trygt menneske med en tryg opvækst… hvis nu jeg aldrig havde set nogen slå og skændes og storme væk… hvis nu jeg aldrig havde følt mig forladt og fravalgt og straffet… hvis min krop aldrig var blevet kaldt for klam og hvis ikke jeg fik mugne rugbrødsmadder med i skole… hvis jeg istedet var blevet opmuntret til at spise… hvis nu vores hjem ikke var sådan et rod… hvis nu jeg måtte have gæster… og hvis nu bare jeg kunne administrere livet som ung voksen lidt bedre… hvis nu min læge aldrig havde inviteret mig på date under en konsultation og hvis nu min underviser aldrig havde forhindret mig i at flygte og hvis nu jeg aldrig var taget hjem til en utryg person efter at have fundet en døende mand på gaden og hvis nu jeg aldrig var blevet gravid ved en fejl og hvis nu jeg ikke havde været hjemme alene mens der var indbrud og hvis nu politiet ikke var ligeglade og hvis nu verden ikke også gjorde ondt på allemulige andre… hvis nu jeg ku overskue at opremse endnu mere shit

Føler at for hver dag jeg lever, er det som at give passivt thumbs up til min fortid. Som om jeg er inforstået med byrden. Men jeg synes ikke det er okay. Og det er svært at være i live og formidle præcis hvor ikke okay jeg er. Det føles som om den eneste måde at vise hvor lidt jeg kan overskue at sket er sket, er ved at stoppe noget fra nogensinde at kunne ske igen. Får sådan lyst til at dø. Men jeg ved godt at jeg skal leve. Ellers er det utrygge og priviligerede mennesker der ender med at overleve. Lige nu ligger jeg bare og kan ikke overskue det. Et helt liv. Hvor jeg for evigt er en skåret kop og en zebra på samme tid. Har ikke engang ondt af mig selv, for jeg føler mig virkelig dårlig lige nu. Men tænker bare på, at hvad nu hvis… kunne jeg så måske have levet et helt godt liv og været en helt levende udgave af mig? Det hjælper ikke. Og det ændrer intet. Men måske jeg alligevel lærer lidt af at tænke på det. Jeg ved i hvert fald hvordan jeg ikke selv vil opføre mig. Jeg kan mærke hvordan jeg har lyst til at behandle andre. Min samvittighed er hyperaktiv. Sådan føles det. Gør mig umage med alting. Håber jeg bliver meget gammel og meget glad, men det føles altså som en naiv idé… og ikke som en realistisk fremtid. Tror det går galt igen snart, fordi nogen ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Er bange for at være nogens udvalgte. Og at jeg ikke kan flygte. Er bange for at skulle deale med endnu mere shit og sorg og smerte. Er bange for at intet ændrer sig. Og at uanset hvor meget jeg kæmper, så taber jeg. Værdsætter virkelig mine glade dage, men de er ikke hvad de var engang. Det bliver tungere og tungere at bære på… og mere og mere umuligt at lægge fra mig.

[oestvind]

Jeg brugte i øvrigt nytårsnat sammen med en fyr. Det virkelig længe siden jeg har været draget af en mand og har haft lyst ægte at være sammen med ham. Vi havde den dejligste nat og jeg lagde bare der i hans arme. Vi puttede og det var bare så fucking rart. Det gik op for mig dagen efter, at han egentligt ikke i løbet af aften rigtig havde spurgt ind til mig og at vi i bund og grund nok mest snakkede om ham. Det så jeg ikke. Jeg var blændet af, at blive holdt om og følt mig elsket selv om det ikke var ægte og selvom det kun var for en stund.

Og hvor efterlader det mig nu? Hungrende efter mere. Jeg fik en smagsprøve.