salatkasteren - Tumblr blog

[salatkasteren]

One day when the days once again starts to grow a little longer, and the long of the night fades away, in that each day I’ll love you equally more

For how am I to love when night has risen already from the time I wake and how am I to function only during hours of utter pitch black darkness

So one day it seems the cloud of frost and shadow that seems to follow each and everyone will start to dissipate when time is right 

And already I’m spinning the watch on my wrist a couple hours forward in hopes that I can soon treat you like I ought to do. 

[salatkasteren]

Det er så koldt at stå alene

Jeg har svært ved at forestille mig en dag hvor træthed, vrede, afmagt og sorg ikke fylder mit perspektiv med dunkle farver. Tilbagegang er en naturlig del af enhver helingsproces, men hvor længe heler man og hvornår må man erkende at det mørke der har sænket sig over mig, er en permanent tilstand. Fortællingen om at blive hel igen, er præget af at det vil ende i lykke, men lykken har vist sig skrøbelig og flygtig. Jeg sidder endnu engang tilbage med et sløret syn, der ikke viser nogen tegn på at ende. Tiden jeg har ventet føles uendelig når jeg ser tilbage, for var der nogensinde andet end mørke? Det der har ført mig til at tro, at mørket, i sidste ende altid vinder, er at den endnu ikke er forduftet. Jeg må efterhånden medgive, når lyset skinner er der intet mere skønt, men som det også er med sommervarmen bliver den erstattet af den koldeste vinter og jeg har ikke i sinde at se endnu en vinter til ende. Mange vil nok mene, at det er de lyse stunder der kan bære en igennem dem, hvor det ikke længere er muligt at se forbi egen næsetip. Jeg har lært, for at mindes disse stunder uden bitterhed, kræver lyset sig at fylde mere end det dunkle, og det for mange er jo nok, men hvis ikke en tilstand vare længe nok til, at tilfredsstille et behov, så vil den ikke gøre andet end at fordærve mørkets eftertid med løftet om at det snart skal vende.

Har man nok, så mangler man ikke, men har man intet, mangler man så snart den sidste glød er slukket. Kan du leve med visheden om at glæde nok skal gøre sig fyldest, har du aldrig manglet. Her finder jeg mig atter trodsig for hvordan skal vi dog kunne sammenligne vores glæder og vores værste tider, når forudsætningen for det vi siger altid stemmer ens. Aldrig vil jeg acceptere denne smerte, for at være andet end en skamplet på mit liv, men en plet jeg ikke er herre over, og endnu ikke har haft held med at fjerne, jeg må sande, at ansvaret for dennes forsvinden må overgå til nogen der har netop det middel som jeg fattigt mangler. Såvel min største trøst og største modstand, ved jeg at jeg ikke er alene, men hvorfor føles det mon så koldt og fjernt at være i smerte?