kunstknust - Tumblr blog

[kunstknust]

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Der er så mange ting, som tynger mit hjerte. Jeg har konstant en knude af gråd i halsen, som bryder ud hvor og når den vil. Jeg har tænkt så meget på døden de sidste dage, hvordan alting ville blive nemmere, hvis jeg slap væk herfra. For intet er fair. Intet føles godt. Jeg er så ked af det, så ødelagt... og jeg er helt alene. Dominobrikkerne falder med et tungt brag, een efter een. Alting bliver værre og værre og jeg kan ikke rumme det. Verden, jeg er så ked af det! Hvem skal jeg sige det til? Jeg forstår godt, at de forsvinder alle sammen - jeg ville gøre det samme. Men jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for et kram. Jeg har brug for en million kram og brug for, at det er okay at græde og en at græde ud hos og fortælle alle de frygtelige tanker, jeg tænker. Jeg føler, jeg bliver straffet, men jeg ved ikke, hvad jeg har gjort forkert! Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, for at fortjene det her. Og please, fortæl mig, hvornår det ender. Afslør slutningen. Bliver det nogensinde “og de levede lykkeligt...”? Eller er jeg med i een af de historier, som ender brat og forfærdeligt? Kommer der overhovedet noget godt? For alting visner lige nu. Jeg kvæles af angst og sorg og tanker og de forpulede følelser. Jeg er ramt dér, hvor det brænder og banker og buldrer. Mit hjerte er langsomt blevet pillet fra hinanden og der er nogle, der har glemt at lukke lågen af ribben ind til det, så det bliver lige nu ramt af alt, hvad det støder ind i. Jeg vil ikke mere. Jeg har ikke mere at give af. Jeg har virkelig, virkelig brug for hjælp.

[kunstknust]

Jeg vil så gerne give dig et langt knus

Og jeg vil så gerne have et langt knus! :(

[kunstknust]

Min far har glemt min fødselsdag. Jeg fyldte 21 i går og jeg har stadig intet hørt fra ham. Jeg ved faktisk ikke, om jeg er mest vred, skuffet eller ked af det - men jeg er helt ødelagt.

[kunstknust]

Alting er så meget smukkere i solskin!

[kunstknust]

De forstår det ikke og det forstår jeg godt.

[kunstknust]

Jeg føler, at jeg virkelig ikke er god til at være menneske.

[kunstknust]

Jeg ville læse dit brev i dag. Måske for at finde en mening med eller enforståelse af, hvorfor det her er, som det er. Men du har fjernet det. Youtube siger bare, at videoen er blevet fjernet af brugeren. Jeg kunne mærke gråden som en knude i halsen med det samme og jeg fik lyst til at kaste min computer gennem rummet eller råbe af skærmen eller have et eller andet krav om en forklaring. Men jeg sad bare der og gloede på bogstaverne og mærkede armene blive tungere og tungere. Det føles som om, det var det sidste, jeg havde tilbage af dig. Som den helt specielle bamse der engang kunne kurerer hjemve, kunne dit brev lette savnet til dig - om ikke andet bare en lille smule. Men brevet er der ikke længere. Du er der ikke længere. Og hvad end ‘vi’ var, er det der heller ikke længere. Der er kun mig nu. Mig uden dig.

[kunstknust]

Hvor søger jeg hjælp?

[kunstknust]

I dag slog det mig, at jeg ved, hvad der er sket. Sket med mig og verden og mennesker og alting. Jeg har følt det længe, men har ikke kunnet finde de rette ord, før nu.

Ondskab har overrumplet godhed.

Det skræmmer mig, hvor modbydelige mennesker er. De er jaloux, lede, egoistiske, onde, tarvelige... the list goes on. Jeg har virkelig forsøgt at være det modsatte. Men hvad er det værd? Gode ideer bliver skudt ned, aftaler bliver brudt, andres patetiske pis bliver fremført som værende min skyld, kærlighed bliver behandlet som var det ingenting, alle vender på en tallerken. Og jeg er bare fucking aldrig god nok. Uanset om jeg arbejder 40 eller 2 timer, er det ikke godt nok. Om jeg kontant hjælper til eller tager de pauser jeg har brug for, rammer det ikke helt i folks smag. Om jeg elsker nogen med hver en celle i min krop, er det bare aldrig rigtig det samme dem anden vej rundt. Jeg er så udmattet af løgne og had og jalousi og bedrevidenhed og ulmende vrede og utilfredshed. Uanset hvad fanden jeg gør, er det forkert eller utilstrækkeligt. Jeg er aldrig god nok. Jeg er ikke nok i dét og dén jeg er. Og jeg kan ikke rumme det længere. Hvor skal jeg være, hvad skal jeg gøre, hvis det er forkert når jeg er hér - men også forkert når jeg er dér? Hvis det er forkert når jeg gør ét - men også forkert når jeg gør noget andet? Helt ærligt - hvad gør man så?

For jeg er nået dertil, hvor jeg ikke vil mere. Jeg fejler ved familie, venskaber og kærlighed - hele paletten. Jeg er aldrig tilstrækkelig, uanset hvor hårdt jeg prøver på at være det. Men jeg har ingen kræfter tilbage. Jeg har grædt og gemt mig i dynen, jeg har sovet og glemt verden. For det er simpelthen for skræmmende, at jeg dagligt sender en tanke til døden. For skræmmende at al lyst og kærlighed og glæde og lys er fordampet fra min krop. Jeg føler et had til verden og menneskerne i den. Jeg føler et had til livet. Og jeg så helst, at det ville ende inden jeg skal se mere ondskab. Jeg føler ikke, der er noget der giver mening længere. Alt er blevet så koldt og mørkt.

[kunstknust]

Mit liv er primært lort.

[kunstknust]

Jeg føler mig virkelig uinteressant 

[kunstknust]

Undskyld, at du skrev til mig. Undskyld, jeg svarede. Undskyld, at du troede, du savnede mig mest. Undskyld, jeg er gået i stykker. Undskyld, at det ender hos dig. Undskyld, at jeg ikke bare kan skjule det for dig. Undskyld, for jeg ved godt, at du ikke gider at høre på det.

Undskyld. Du fortjener bedre.

[kunstknust]

Hvordan har du det?

Hvordan tror du, jeg har det?

[kunstknust]

Jeg er hamrende vred på verden.

[kunstknust]

De spillede denne her sent i går aftes på P3. Jeg gik helt i stå. Den rammer et eller andet, som er helt vildt smukt og virkelig skrøbeligt. Og jeg aner stadig ikke om jeg skal lukke øjnene og flyde væk i et smil, eller om jeg skal lade minderne få en smule plads og græde mine øjne ud og omfavne alt det, jeg savner og som stadig jager mig i form af mareridt.  Men om ikke andet synes jeg virkelig, at i skal lytte det dette nummer.  

[kunstknust]

Det hele er løbet løbsk. Jeg kan tydeligt mærke på og i min krop, at jeg hverken passer ordentligt på den eller har det godt. Stress, hurtigløsninger og en fyldt bog med glemte ting. Jeg forsøger virkelig - så ihærdig! - at ramme balancen mellem de to vægtskåle, som hele tiden skifter indhold... men det er som om, at jeg ikke evner det. Jeg føler mig konstant bagud.

Det gør mig ked af det. “Pas nu på dig selv!” skriger hele min krop. Men jeg har glemt hvordan man gør. Jeg har simpelthen glemt det. Det eneste jeg kan finde ud af, er at løbe forud og fjerne store sten og lappe huller på andres stier - jeg duer kun til at hjælpe og lette tilværelsen for alle andre end mig selv. De sætter selvfølgelig pris på det og jeg gør det af ren kærlighed - men jeg savner at glæde mig selv. Savne at se mig selv glad. Jeg drukner bare i savn og længsel og træthed og mørke. Jeg trænger til en pause.

[kunstknust]

Jeg synes, det er lidt svært at få vejret og jeg har ondt indeni. Jeg skal virkelig hanke op i mig selv - tårnet af fremskridt må i k k e vælte nu.