baobabproject-blog1

[baobabproject-blog1]

13. Marts

Jeg tog ud i lejren fra morgenstunden. Der var naturligt nok en søvnig stemning. Solen varmede godt, selvom klokken kun er lidt over 9. Der dufter allerede kraftigt af røgen fra det våde træ, de bruger til at få gang i bålene i deres olietønder - for at kunne lave kaffe.

Ibrahims telt er åbent, men jeg kan ikke se ham nogen steder. Hovedteltet er tomt. Jeg går hen til Karims telt, han ligger og ser en musikvideo på sin iphone. Jeg tager et par billeder og taler lidt med ham. Som i, han taler arabisk og jeg lytter og prøver at forstå hans fagter. Han viser mig nogle musikvideoer med smukke egyptiske kvinder, og en med babyer på rulleskøjter. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, men han forstår mig ikke alligevel, så jeg smiler bare og trækker på skuldrende. “beautiful,” - ”very funny”.

Jeg vil gerne finde Jackie fra Ethiopien, han har lovet mig et håndskrevet digt, men jeg kan ikke se ham nogen steder. I stedet vinker Abdu (eller, Abebelazez -men jeg fik lov til at kalde ham Abdu) mig over til hvad der viser sig at være sudaneser-lejren. Jeg finder det stadig pudsigt at lejren er inddelt i små ghettoer efter nationalitet. Eritrea og ethiopien i midten (den dårligste plads), gambianerne og senegaleserne i det fjerneste hjørne, til højre for hovedteltet, egypterne til venstre, tuneserne og senegaleserne langs hegnet til venstre for hovedteltet, og gutterne fra Mali mellem egypterne og tuneserne, og så nu sudaneserne cirka midt for hovedteltet, langs modsatte hegn.

De prøver at få gang i et bål, men træet er vådt, og de debatterer lidt, om de skal brænde plastic af eller ej. Abdu får hjælp til at tage et bad. 

To ting gør indtryk på mig i løbet af den tid jeg bruger sammen med dem.

1.Franscesco, den noget specielle makedoniske homoseksuelle som holder til i lejren, er set sig varm på Abdu. Han vil give ham massage, og de andre driller dem. Det er meget venskabeligt og Abdu tolererer ham. Men som et meget præcist billede på den generelle stemning i lejren, vender en lille misforståelse rundt på det, og Abdu sparker Fransesco væk, og kaster et jernrør og hvad han ellers kan finde, efter ham.Fransisco snakker kun italiensk, og derfor er der en sprogbarriere - som skaber misforståelsen. Franscesco forsøger at fortælle en anekdote fra Egypten, om at han vågnede ved moskeens morgenbøn hver morgen, og synes det er irriterende - det er i hvert fald det, jeg udleder af fagterne, for Franesco taler kun italiensk (og taler i øvrigt insisterende og ivrigt til mig på italiensk så snart han for chancen, selvom  jeg gang på gang gør det klart, at jeg ikke forstår, hvad han siger). Men Abdu taler ikke italiensk - og det er der ikke ret mange af os rundt om det rygende, døende bål, der gør - så alt han hører er “Allahu Akbar - no good” og en viftende pegefinger. Ikke super smart, blandt en gruppe pressede, troende muslimer.

Stemningen udvikler sig herefter til homofobisk, for han er i øvrigt til mænd, og ikke en rigtig mand, men en pige, og sådan en kan arabere ikke lide, forklarer en usympatisk egypter, der støder til umiddelbart efter episoden. Han er meget usympatisk og taler kun om joints og kokain - og nu om sit had til homoseksuelle.  

Abdu og Francesco

Konflikten bølger lidt frem og tilbage, Francesco søger hjælp hos Myriam, den frivillige, der står for det daglige i lejren. Hun synes at mene, at de selv må løse det, og Francesco ender med at undskylde til Abdu - som modvilligt godtager den.

2. Jeg falder i snak med Ahmed fra Sudan. Hans engelsk er bedre end de flestes, og det han fortæller er essensen af den fortælling jeg har forsøgt at stykke sammen bid for bid, fra lejren, over de 10 dage, jeg har fotograferet. Det Europa han er kommet til, er ikke det Europa han drømte om. Jeg spurgte hvad han forestillede sig Europa var, inden han tog afsted fra Sudan. Paradis, svarer han. Så kigger han sig omkring og slår forsigtigt ud med armene. Hvis det her, det er alternativet, så vil han hellere tilbage til landsbyen i Sudan, hvor forholdende godt nok er dårlige, men i det mindste har han sin familie omkring sig. Han er flygtet fra modtagecenteret på Sicilien, da det gik op for ham, at hvad det betød, at få taget sit fingeraftryk. I forsøget på at slippe ud af italien, blev han taget af politiet i toget, her i Rom, og blev efterfølgende tvunget til at give sine fingeraftryk. Nu har han ingen papirer og er blevet registreret i Italien. Han vil aller helst bare tilbage til Sudan, man han har nu hverken penge eller papirer. Der vil gå fem år, før han kan tage tilbage til Sudan, påstår han.

Planen er derfor at tage turen over alperne ind i Frankrig. Jeg lover mig selv at undersøge det. Men hvad der står klart er, at Ahmed er fanget her, i teltlejren bag en togstation i Rom. Strandet i Italien, som hundredetusindevis af andre unge migranter. Han kom ikke længere end hertil. Sidste håb er at tage den farefulde færd over alperne, men for at få muligheden for det, skal han først til Ventimiglia, en lille by i Norditalien, 7 km fra den fransk-italienske grænse. En transitby og hardcore flaskehals for migranter, der forsøger at komme illegalt videre fra Italien til de andre EU-lande. Flaskehals fordi, hvis Ahmed lykkes med at komme til Ventimiglia, er chancen for at han klarer den videre ind i Frankrig meget, meget lille. Det franske grænsepoliti slår stadig hårdere ned på migranter, der forsøger at krydse. Tager man turen gennem tog-tunnelerne eller over alperne, er risikoen for at blive taget stor, og for at miste livet større. Ligesom de cirka hundrede migranter i Baobab - giv og tag - er mange hundredevis af migranter er allerede strandet i Ventimiglia, som er blevet den humanitære flygtningekrises nye frontlinje. Baobab er et transitland til det n��ste transitland.

Chancen for at de migranter, jeg taler med her i Baobablejren, får det liv her i Europa, som de drømmer om, er meget lille, hvis den overhovedet er der.

Det samme gælder moren fra Eritrea med sin 4 måneder gamle datter, Madiha, der blev født i en flygtningelejr i Libyen. De taler ikke engelsk, men som jeg forstår det, har de nægtet humanitær hjælp, de gemmer sig for de italienske myndigheder i teltlejren, og venter på chancen for at tage et tog, der kan hjælpe den ind i det “rigtige” Europa. Jeg har ikke måtte fotografere familien, fordi de mener, det kan være farligt for dem - og fordi de ikke forstår et ord engelsk. Nu hvor mændende var oppe for at hente mad, fik jeg alligevel chancen for at fotografere lille Madiha. Mit gæt er, at de snart må overgive sig til en hjælpeorganisation. En fire måneder gammel baby klarer det ikke ret meget længere, i en teltlejr uden toilet, uden rindende vand, med slåskampe, joints, kokain og med advarselsplakater om fnat/skab der, hvor der deles frokost ud.

På mange måder er Baobob endestationen. En lang vej, gennem rædslerne i Libyen, med 19-20 timer i en overfyldt båd, til ubehagelige forhold på modtagecentrende på Sicilien, og lige som de troede, de havde klaret den og kan rejse med toget ind i Europa, opdagede de, hvad fingeraftrykket betød.

Nu er de strandet. Her. I en midlertidig teltlejr, bag en togstation i udkanten af Rom.

[baobabproject-blog1]

8. Marts

Jeg vågnede op til en national strejke i den offentlige transport. Men solen skinnede, og jeg besluttede mig for at købe en cappuccino og gå de 4 kilometer, jeg har fra mit hus til lejren.

Jeg kom senere frem end planlagt, hvilket betød, at de frivillige som havde delt morgenmad ud, var taget afsted, da jeg kom. Jeg hilser på et par velkendte ansigter, men kan ikke spotte nogen af mine faste kilder, hverken Ibrahim, Zakarias eller Issa, som jeg mødte i lørdags. Der står et par kasser med æbler stablet ved indgangen, som tiltrækker lejerens immigranter. Jeg før øjenkontakt med en ung mand, der sidder inde i hovedteltet, og beslutter mig for at gå hen og hilse på ham.

Han hedder Jackie og er fra Etiopien. Han har kun været i lejren i en månedstid, og det er hans første møde med Europa, efter at være sluppet igennem modtagelsesprocessen på Sicilien. Han fortæller om sin tur med båd fra Libyen til Europa, 19 kolde, våde timer uden redningsvest, i november, kun iført t-shirt. Han spørger om jeg ryger, og jeg siger, at det gør jeg ikke - og fortæller at jeg løber meget, så jeg prøver ikke at ryge. Så lyser han op, og fortæller at han plejede at løbetræne i Ethiopien og drømte om at løbe atletikstævner. Men så blev situationen usikker i hans landsby, han var nødt til at flygte til Sudan, og der kunne han ikke løbetræne, men begyndte at ryge og drikke alkohol. Vi joker med, at når han får lov til at komme videre fra Italien, så kan vi løbetræne, stille op til et marathon og se hvem der er hurtigst.

Jeg forklarer hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil med projektet.

Vi er alene i teltet, indtil en af lejrens afrikanske beboere kommer ind og sætter sig på en bænk over for os. Jeg er optaget af snakken med Jackie, så det tager noget tid, før det går op for mig, at noget er galt. Manden ridser mere og mere aggressivt med hvad der ligner et stykke plastik, eller en plastikkniv, i sin håndflade, indtil det bløder. Jackie forsøger at få ham til at holde op. Manden går hen og fører apatisk sin blodige håndflade frem og tilbage over teltdugen. Så tager han en betonblok og kaster ned i jorden, så den går i adskillige stykker. Han virker ustabil og vred. Han sparker til et bord, så det vælter. Bøjer sig ned og samler en flaske op. Vender sig mod os og bevæger sig målrettet i vores retning. Jeg ser spørgende og en smule panisk på Jackie og forsøger at aflæse hans reaktion. Jeg overvejer hvilke muligheder jeg har for at nå udgangen af teltet. De er ikke særlig gode. Jeg overvejer om Jackie vil forsvare mig - det virker sådan, men jeg er i tvivl om, hvorvidt han kan lykkes med det, hvis det er mig, manden går efter. “Don’t worry about him, it’s okay,” siger Jackie stille og opfordrer mig til ikke at kigge på ham. Jeg spørger, om det ikke er bedst, hvis vi går ud af teltet. Men det mener han ikke er en god idé lige nu. Jeg er i tvivl om manden bliver vredere hvis jeg kigger væk eller kigger på ham. Så jeg kigger på Jackie. Manden stopper op, kigger mig i øjnene. Så går han forbi mig, ud af teltet og smadrer flasken på jorden.

Nu griber en gruppe af lejerens beboere ind, og får ham til at falde ned. Senere fortæller Elias, fra Marokko, at manden var helt normal, da han ankom til lejren, men efter at have boet der et par uger, slog det klik for ham. Jeg holder øje med ham resten af dagen, og han befinder sig i hvad der virker som en blanding af konstant psykose og tvanghandlinger.

Han bliver ved med at cirkulere rundt i teltet, og da han er i den fjerneste ende, foreslår Jackie, at vi går ud af teltet. Jeg synes, det er en mægtig god idé og ånder lettet op, da vi går over til hans venner, som er fra Eritrea. Jackie er lejrens eneste etiopier.

Jeg hilser på Johannes, som er “lederen” af eritreanerne. Vi snakker om kristendom - de er orthodokse. Jackie bliver stresset af lejrens arabiske beboere. De ryger hash og kommer op og toppes hver aften, fortæller han. For et par dage siden, væltede de ned oven i hans telt, mens han sov. Jackie vil gerne til Frankrig, der er hans forældre og hans søster. Men han har ikke penge til en togbillet. Han ved ikke hvad han skal gøre. Han slår ud med armene og begynder at blive ophidset. Hvad skal han gøre? Hvordan skal han komme til Frankrig? Han kan prøve at snige sig på tog uden at betale. Hans familie har ikke mulighed for at sende ham penge - hvad skal han gøre? Jeg ved det ikke, siger jeg.

Johannes to brødre og far døde i krigen i Eritrea for 12 år siden. Nu er kun hans mor tilbage - hun er stadig i Eritrea. Ingen af dem vil have deres ansigt på billeder. Jackie vil måske godt, i morgen, hvis jeg har cigaretter med. Johannes bliver sur, og siger, at det er korruption. Jeg overtaler dem til at lade mig fotografere dem, med ansigtet skjult. Så stiller de sig op med knyttede næver krydset foran ansigtet. Tag et billede af det her, råber de. Jeg spørger, om det betyder noget særligt, det de gør med hænderne. De fortæller at det er et meget stærkt symbol i Afrika, at det betyder fængsel, eller at blive holdt som fange.

De bliver frustrerede af at tale om deres situation, og jeg beslutter mig for at give dem lidt ro, og vil gå hen for at fotografere blodet på teltdugen fra episoden tidligere.

På vej mod teltet vinker Karim mig over til sig. Han sidder sammen med gruppen af marokkanere og tunesere. De synes, det er okay at jeg fotograferer. Jeg sætter mig ned hos dem. De er ved at varme mælk op, over et olietønde-bål. Den varme mælk blander de med enorme mængder supper, og jeg bliver budt en kop, som jeg pligtskyldigt nipper til. Karim er en slags leder i lejren - jeg har snakket med ham før, og vist ham en lille arabiske tekst min veninde Amalie, der er sprogofficer, har oversat for mig. Der står, hvem jeg er, og hvorfor jeg fotograferer.

En af lejrens frivillige har også introduceret mig for ham, og fortalt mig, at hvis der opstår problemer, så er det ham, jeg skal hive fat i. Det er hyggeligt at sidde omkring the-selskabet. Dem, der ikke vil fotograferes, flytter hen foran et andet telt.

Elias fra Marokko er den eneste, der kan engelsk, så han oversætter mellem arabisk og engelsk. Tarik fra Tunesien viser mig sine tatoveringer, flere af dem, har fået tatoveret en hilsen til deres mor. De begynder at sammenligne tatoveringer, og jeg viser også min beskedne G-nøgle, resultatet af en dum beslutning i 3.G. Jeg er inde i varmen.

“Mor”

En ung frivillig kommer hen og hilser på. Hun hedder Julia og det er kun hendes 3. dag som frivillig i lejren. Hun virker lidt fortabt, og siger, at hun ikke ved, hvem der leder lejren, eller er blevet introduceret til noget, og spørger mig til råds. Jeg må skuffe hende med, at jeg bare er fotograf og ikke ved noget om organiseringen. Hun sætter sig ved os, og taler med drengene, indtil nogle af de lokale ildsjæle dukker op med frokosten.

Uden for madteltet møder jeg Issa. Jeg bliver rigtig glad for at se ham, jeg har ikke kunnet finde ham efter jeg mødte ham den første dag i lejren. Issa har boet i Norge i 9 år (arbejdet sort), og taler flydende norsk.

Vi kommunikerer på norsk/dansk. Han er endt i lejren, fordi han blev taget ved den danske grænse og sendt tilbage til Italien. Det er uklart, præcis hvorfor han befandt sig ved den danske grænse - altså hvorfor han havde været uden for Norge. Men han blev sendt til Ellebæk. Jeg sidder her til aften, oven på det Issa fortalte om Ellebak, og er en smule chokeret. Det er et lukket fængsel under kriminalforsorgen, som bruges til frihedsberøvede asylansøgere. Hvorfor han er endt i Ellebæk, har han svært ved at forklare.Men han viser en lønseddel fra Ellebæk, hvor han arbejdede i køkkenet for 384 kroner om ugen (37 timer).

Syret.

Ifølge Issa, arbejdede han i køkkenet i to uger (som indsat) og så blev han sendt 15 dage i isolationscelle, fordi han gav ekstra mad ud. Nu er han taget til Italien, for at tage tilbage til Irak. Last Stop Italy, siger han. Alt er bedre end Ellebæk, fortæller han oprevet, og lader mig fotografere lønseddelen mod at jeg lover at strege CPR-nummeret over. Han lader mig også fotografere ham, ude af fokus, så man ikke kan genkende ham. 

Jeg får øje på Paolo, den ældre pensionist, og spørger ham, hvad hans rolle er. Han er altmuligmand forklarer han. Ligesom navnet på en James Bond film. Jeg spørger, hvad han skulle bruge Ibrahims nummer til, og han fortæller, at de skal bygge indgangen til lejren om i morgen, så det er nemmere at komme ind med vand til lejren. Jeg siger, jeg gerne vil fotografere det. Det synes han er fint, og fortæller mig at de går i gang efter frokosten i morgen.

Med en aftale på plads dagen efter, beslutter jeg mig for at tage hjem sammen med de frivillige.

Klokken er 15:30 og jeg har ikke fået andet mad, end den banan jeg spiste i morges, og så min cappucino. Jeg går de 4 kilometer hjem, så handler jeg ind, og laver mit første hjemmelavede måltid, siden jeg ankom til Rom. Det er som om, det først er i dag, jeg er faldet ordentligt til.

Da jeg overførte billederne til computeren, og gik dem igennem, for at se om alt var okay, dukkede billedet af den blodige teltdug op. For andre ligner det måske bare, at nogle har malet med orange farvekridt, men for mig var det en mavepuster.

Det var som om, morgenens begivenheder først ramte i det øjeblik. Der havde været for mange mennesker, skæbner og historier at forholde mig til, jeg havde ikke haft mulighed for at forstå, hvad der egentligt var foregået, før nu. Manden havde skåret sin håndflade op i ren og skær frustration. Apati. Nogle i lejren lever som var det et gratis, godt nok lavsi, hostel, et midlertidig stop på deres rejse til det rigtige Europa, men andre, som Jackie, og som den nu psykisk syge mand, er de fanget. De aner ikke, hvordan de skal komme videre.  I et stressende miljø hvor det flyder med skrald, lort og marijuana, uden struktur, men i stedet daglige skænderier, slagsmål og konstant uro.

Jeg tror ikke, han ville have knust flasken i mit hovede. Men jeg tror oprigtigt, han overvejede det.

Jeg besluttede at det ikke var godt for mig, at sidde derhjemme og søbe rundt i det. Så nu sidder jeg på en ganske livlig bar, med en kold øl og har skrevet dagens begivenheder ned. Nu går hjemturen måske forbi Simones pizza, og så kan jeg få en småkage fra kagedåsen vi har, hvor jeg bor, inden sengetid. Jeg tænker på mine venner i lejren, som hverken har øl, pizza, småkager eller en rigtig seng - og tænker jeg burde have en dårlig samvittighed over at have det rart, men beslutter mig for at sætte pris på det i stedet.

[baobabproject-blog1]

7. marts:  

Jeg brugte en stor del af dagen på at researche og forsøge at finde en retning på mit projekt.

Jeg ville ikke tage for tidligt ud i lejren, for det var aftensituationerne, jeg gerne ville fotografere.

Til sidst blev jeg dig for rastløs og tog mod lejren omkring kl. 15.

Da jeg kom derud, stod der et tv-hold og filmede. Det er svært med så stor mediedækning af så lille en lejr. Mens jeg har været der, har det dog kun været TV-hold, der stiller op med et kamera, en reporter og interviewer en frivillig med lejren i baggrunden. Så min fordel er, at jeg kommer der fast, og er begyndt at have nogle faste kilder, som genkender mig, og godt kan lide mig.

Så jeg gik ned til Zakarias telt, han var der ikke, men et par af hans venner var der.  

De vil ikke fotograferes, men ville gerne snakke. Jeg bliver inviteret ind under deres pressenning, og de insisterer på, at jeg sidder på den eneste stol i deres lille lejr. De sidder alle rundt om en tønde med ild for at holde varmen. De er fra Egypten. Lejren er delt op i områder efter nationalitet. Egyptere og Tunesiere er dem, der taler dårligst engelsk. Abrahim har et fikseret øje. Han ville ikke fotograferes i dag, men ville godt i går. Det er typisk sådan, at hvis de fjoller rundt med deres venner - så vil de gerne have, jeg tager billeder, men så en halv time efter, hvis jeg forsøger at tage et nærbillede, eller et billede af dem i almindelig situation, så siger de nej. Jeg kan ikke finde ud af, hvor meget jeg kan presse grænsen. En af dem er meget ophidset. I går havde han ikke noget problem med at blive fotograferet, men i dag er han vred, det er især det andet kamerahold, der har fået ham til at reagerer. Han synes, alle kommer for at fotografere. Hvilket retfærdigvis også er rigtigt. Jeg forstår ham godt. Sprogbarrieren betyder, at jeg ikke kan forklare ham, hvad jeg vil.

Drengene/mændende hører Adele på Abrahims lille lyserede samsung telefon, og jeg driller dem lidt med det. De spørger nysgerrigt ind til Danmark. Mange af dem har været i Danmark eller Tyskland, men er blevet sendt tilbage til Italien, hvor deres fingeraftryk er blevet taget. Jeg spørger om Abrahim vil skrive sit navn, der jeg har svært ved at forstå det. Han kan ikke stave til det, et par af de andre forsøger sig, og diskuterer højlydt. Heldigvis dukker Zakarias op, han tager selvsikkert blokken og skriver ABRAHIM.

Zakarias kan næsten ikke noget engelsk, men han synes, jeg er okay. Han kan faktisk kun sige “It’s okay” og “no problemo”.  Tv-holdet filmer stadig, og jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg skal gribe det an i dag. 

Jeg går tilbage mod hovedteltet, og får øje på Ibrahim.  Han var der ikke i går, så jeg blev lettet over at se ham.

Han fortæller at han var væk i går, i det tidsrum jeg var der, og at han har været syg i nat, med hovedpine. Nu er det bedre. Det regner stadig, og han er på vej hen for at spise i et af de intermistiske opholdsrum af pressening og hegn - her holder ghaneserne og senegaleserne til.

De spiser ris med varm peanutbutter - og insisterer at dele med mig, mens jeg forsøger mig med adskillige høflige måder at afslå på, uden at virke som om, jeg synes, det er ulækkert. “Jeg vil ikke tage mad fra jer” - forklarer jeg dem.

Jeg sidder i 2 timer rundt om bålet i den lille olietønde og taler med de unge mænd. De er måske 7-8 stykker. De vil ikke have, jeg fotograferer deres ansigter. De lader mig fotografere dem, mens de spiser, men da de efterfølgende sætter sig ved bålet, er de meget utrygge ved kameraet. Yusef, Mahmoud, Mbaba vil gerne fortælle, men ikke fotograferes. Fælles for dem alle er, at de er økonomiske migranter, som bare gerne vil til Europa og arbejde. Mange af dem har været i Tyskland, og er sendt tilbage til Italien, for at få deres dokumenter behandlet eller fornyet. Jeg skal læse op på, hvordan systemet fungerer, det er svært at få styr på, på halvt fransk/tysk/engelsk/mandinka.

Jeg beslutter mig for at pakke kameraet lidt væk, og bare lytte og tale med dem. Jeg bliver tilbudt the og fordi Ibrahim siger god for mig, og på Mandinga (fælles dialekt i gambia/senegal) forklarer hvem jeg er, og hvad jeg vil, så lader det til, at de synes, det er okay, jeg er der. Flere af dem begynder at spørge til mig, til Danmark. Et par piger fra Eritrea er der kort i starten - de spørger om jeg er kristen eller muslim - og bliver chokeret da de finder ud af, at jeg ikke tilhører nogen religion, og endnu mere chokeret da de opdager at jeg er 25, ikke har børn og ikke er gift. De kan ikke kommunikere med de gambianske mænd - da de ikke taler samme dialekt og ingen kan særlig godt engelsk, så de forsvinder derfor fra teltet igen. Moren som i går forsøgte at sælge sig selv, er der kort, med en af børnene, men går igen.

Nyallen er fra Guinea-Bissau i VestAfrika. Han er maler, og har boet 2 år i Tyskland. Han er tilbage i Italien for at få ordnet sine papirer, så han kan vende tilbage til Tyskland og fortsætte sit arbejde som maler. Han har ikke nogen venner i Rom, og har ikke så mange penge, så han bor i Baobablejren, men i Tyskland har han et sted at bo. Han taler godt engelsk, og har stor sympati for mit projekt. Sammen med Ibrahim taler vi om, at man i Europa bør lade unge afrikanske mænd være en del af samfundet, fordi fødselsraten alligevel er lav - Nyallen siger, at de alle sammen har “skills”. De er dygtige til deres fag, og vil gerne bare arbejde. Nyallen vil ikke fotograferes, så man kan genkende ham. Men han giver mig lov til at fotografere ham, med hætten trukket op. Selv det, er svært for mig at få lov til. Selvom jeg viser dem eksempler på telefoner, på billeder, hvor man ikke kan genkende personen, så vil de ikke fotograferes. Jeg må spørge et par gange, men til sidst lader Nyallen mig knipse et par skud, mens han har hætten trukket op og kigger ned i jorden. Grunden til at han, og stort set alle de andre der ikke vil fotograferes, ikke vil have deres ansigter med på billederne, er, at deres familier tror, de har det godt. Deres familier ved ikke, at de bor under så dårlige forhold.

Da det er blevet mørkt, får jeg lov til at fotografere gruppen fra teltindgangen, så man kun kan se deres silhuetter, alligevel dækker et par af dem deres ansigter. Jeg sætter mig tilbage igen, nu sidder jeg ved siden af Ibrahim, lyset fra bålet rammer hans ansigt, og jeg griber chancen og tager et par billeder. Da han ikke reagerer på det, så fortsætter jeg lidt.

Jeg havde forestillet mig, at jeg ville tage billeder af madkøen og generatoren i teltet hvor de har mulighed for at lade deres telefon op, men TV-holdet er først ved at pakke ned, og stemningen i teltet er utryg, folk virker nervøse. Jeg kan ikke se nogle frivillige, jeg kender. Så jeg siger farvel til Ibrahim og fortæller ham, at jeg kommer tilbage i morgen.

Det har regnet uafbrudt siden jeg kom, og jeg slår paraplyen op og med en selvsikker gang, går jeg den usikre vej i mørket fra lejren op til stationen. Der er cirka 500 meter. Det var her en ung pige som er frivillig i lejren, blev overfaldet af Casapound-facister i sidste uge. Jeg ringer til min far, så jeg har nogen at snakke med, indtil jeg når frem til stationen og hovedvejen, i håb om, at det kan virke afskrækkende.

Efter et varmt bad og et grundig hårvask for at få bugt med røglugten, så gik jeg ned på cafeen rundt om hjørnet, som kun laver sandwich, men det er til gengæld gode. De har mindst 30 forskellige, så jeg opgav at danne mig et overblik og bestilte den første vegetariske jeg kunne få øje på, og en stor fadøl.

I dag var den bedste dag, jeg har haft i lejren. Det var hyggeligt at sidde omkring bålet med Ibrahim og hans venner, der følte jeg mig tryg. Min opfattelse af økonomiske migranter ændrer sig lige så stille, efterhånden som jeg snakker med flere og flere af dem. Men det var også den dag, jeg har fotograferet mindst. Kun knap 100 billeder. Men sådan må det være.  Det er svært at være derude alene, som skandinavisk pige.

Jeg køber en croissant med vaniljecreme med hjem, tænder for gasblusset og laver en kop espresso på den slidte, ottekantede mokkakande.

Jeg skal være i lejren kl. 9:30 i morgen.

Der er skodder for vinduerne på mit lille værelse, og min krop bliver forvirret af det manglende dagslys. Jeg, der ellers aldrig sover længere end til 7:30, er helt bevidstløs om morgenen og må kæmpe hårdt for at komme op før kl. 10. Jeg ligger min telefon til opladning i den ande ende af værelset, så jeg er nødt til at stå ud af sengen, for at slå alarmen fra i morgen tidlig.

[baobabproject-blog1]

5.-6.  Marts

De første dage i Baobablejren var kaotiske og hårde. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Det var sværere at få lov til at fotografere, end jeg havde forventet. Derfor har jeg besluttet mig for at skrive en form for dagbog/logbog, så jeg er tvunget til at producere noget hver dag. Så jeg sørger for også at arbejde journalistisk med at lære migranterne at kende, så jeg får noget med hjem hver dag, også selvom billederne ikke sidder lige i skabet endnu. Jeg har til og med den 14. marts til at lave reportagen, så der er god tid til at skabe tillid til immigranterne i lejren. Billederne skal nok komme, fortæller jeg mig selv.

De første dage i Baobab, brugte jeg på at spore mig ind på menneskene i lejren. Mandag var der et stort slagsmål i madkøen, og jeg turde ikke tage kameraet frem. Selv de frivillige virkede usikre. Da jeg besøgte lejren kort lørdag den 4. snakkede jeg med lederen af lejren, Andrea, som introducerede mig for Ibrahim, en af lejrens beboere, der nu også hjælper med at få alting til at fungerer. Så mandag besluttede jeg mig for at holde mig til Ibrahim. Det styrtede ned, og jeg blev inviteret ind under en pressening sammen med hans ven fra Senegal, som gerne vil være anonym. Vi sad omkring et bål - hvor de var ved at varme deres frokost op, den bliver serveret kold i madteltet.

Ibrahim er fra Gambia, han har det fint i lejren, og har været i mange Europæiske lande. Han vil bare gerne opleve Europa, arbejde. Jeg har selv rejst i Gambia, så vi taler om landet og han fortæller at han drømmer om at vende tilbage til Gambia, når han har tjent lidt penge og starte en lille turistvirksomhed, hvor han arrangerer sejlture på floden i Gambia.

Det har regnet massivt de sidste 4 dage, og et af drengenes telte er har givet efter, så han har fået lov til at slå et nyt op inde i hovedteltet, og så rykke ud i selve lejren dagen efter. Det er svært for mig at navigere rundt i hvem der vil fotograferes, og hvem der ikke vil, men jeg får lov at fotografere Yousef, fra Egypten, mens han pakker sine ting ud.

Tirsdag møder jeg blandt andet Zakarias fra Tunesien. De er nogle drenge, der står samlet om et lille landkort, der hænger i hovedteltet. Tunesien er revet ud af landkortet. De har svært ved at finde Europa og pegefingrene godt på vej til Mellemøsten, så jeg må hjælpe dem med at pege Danmark (og i øvrigt Italien) ud.

En gruppe små børn var i lejren tirsdag, børn og kvinder bliver flyttet til mere etablerede centre, med bedre forhold. Men de er lige ankommet, og der opstår tumult, fordi børnenes mor forsøger at sælge sig selv, for at få mad. De er fra Eritrea. Nogle af migranterne i lejren, som står for at holde orden (selvudnævnte), får forklaret hende, at sådan fungerer det ikke her, og finder noget mad frem, som hende og børnene kan få. Børnene har fået nogle cd’er, iphone covers og andet plasticaffald at lege med. 

Jeg leger lidt med børnene, og fotograferer dem, mens moren forhandler med mændene. Hun har fem børn, og ser gravid ud. Det er en bizar situation.