#ordomalting

[gabaltdk]

Uddrag fra work in progress - arbejdstitel “into the purple haze.”

Uddrag fra work in progress roman om et kærlighedsforhold mellem to kvinder.

Du læser Sylvia Plath for mig. Vi ligger sammen på sofaen. Jeg er i din arm. Din frie hånd løber gennem mit pandehår igen og igen, som om du åndsfraværende forsøger at trække det længere, mens din anden holder om boghæftet med de bagud foldede sider, og du læser med din karakteristiske lille dobbelthage trykket ned mod brystbenets udspring.

Vi har talt om din far igen.

Jeg havde sagt, at jeg ikke ville møde ham, hvis du ikke havde lyst. At vi kunne vente til en anden gang, vi var i Australien.

Det er ikke vigtigt for mig at møde din far.

Det er vigtigt for mig, havde du svaret. Selvom det er svært og modsætningsfyldt, så er det vigtigt for mig, at han møder dig. At han møder dig, ikke at du møder ham.

Hvordan mener du, havde jeg spurgt. Men det kunne du ikke forklare.

Du har afsluttet et digt, og du er stille, mens dine øjne skanner den næste side. Så lægger du hæftet fra dig og drejer ansigtet om mod mig.

Vidste du, at Sylvia Plath oprindeligt havde overvejet at kalde sin sidste digtsamling for Daddy?

Det gjorde jeg ikke.

Lyt til den her, siger du og løfter hæftet op igen, strammer grebet og læser digtet “Daddy”.

Er det sådan, du har det med ham, din daddy, spørger jeg bagefter.

Ikke helt, svarer du. Noget af det, nogle af følelserne kan jeg kende. Men der er også så meget i det, der ikke er mit. Som ikke betegner mit forhold til ham.

Jeg tror faktisk, at dette digt på en eller anden mærkelig måde kommer det nærmest, siger du og læser “Rivalen".

“Hvis månen smilede, ville den ligne dig. Du gør samme indtryk Af noget smukt, men tilintetgørende. I er begge store lånere af lys. Dens O-mund sørger over verden; din er uanfægtet.

Og din første opgave er at gøre alting til sten. Jeg vågner til et mausoleum; du er her, Trommer med fingrene på marmorbordet, leder efter cigaretter, Ondskabsfuld som en kvinde, men ikke så nervøs, Og syg efter at sige noget ubesvarligt.

Også månen fornedrer sine undersåtter, Men om dagen er den latterlig. På den anden side: Dine beklagelser Ankommer gennem brevsprækken med kærlig regularitet, Hvide og tomme, ekspansive som kulilte.

Ingen dag kan vide sig sikker mod nyt fra dig, Måske vandrende rundt i Afrika, men det er mig, du tænker på.”

Jeg vikler dine fingre ud af mit hår og trækker den lille sammenkrøbne klump, du er blevet, helt ind til mig.

Copyright@gabaltdk

[gabaltdk]

Mit hjerte som hund

Det trækker mig gennem byen, som en lille insisterende pomeranian hund i snor. Ind i alle butikker, på alle beværtninger og cafeer, søgende efter dig.

Det snuser til alle ben, der går forbi, med tungen ude af halsen og skrabende små klør på gågadens belægning, videre, videre. For ingen af dem pomeranian hjertet passerer, er dig.

Dine duftspor er her ikke. Men det leder troligt videre dag efter dag. For måske var du en dag her. I min by

Om natten, mens jeg sover, forvandler det sig til en collie. Og som en anden Lassie stikker det af fra mig for at finde hjem. Hjem til dig

I de bedste technicolor billeder fra 40′erne løber det over Fyn, krydser den gamle Lillebæltsbro og fortsætter op igennem Jylland

Natten er kold og mørk, men Lassie-hjertet vil frem. Og den trofaste hund når altid hjem. Ligesom i filmene.

I de stille nattetimer ankommer det til gaden med de små forhaver, hvor du bor. Det sætter sig under vinduet til værelset, hvor du sover. For selv ikke et Lassie-hjerte kan trænge igennem lukkede og låste hoveddøre i boligopgange anno 2018.

En lysende ring, som en strålende sæbeboble med en glimtende kerne i midten, stiger op fra Lassie-hundens brystkasse og forlader hundetransporten, det har rejst i, under sig.

Det stiger op til vinduet, før det standser, opløser sig og glider ind gennem glasset for at samle sig igen på den anden side af ruden.

Her sover du, i det varme, mørke værelse, i den seng vi delte engang for mange år siden.

Det svæver gennem rummet, den lille boble, helt hen til dig. Det lyser op og bliver varmt og pulserende af at se dig. Og her bliver det ved dig, pludrende og syngende, indtil morgengryet nærmer sig.

Så hvisker det farvel og smyger sig ud, den samme vej som det kom og ned i den ventende Lassie, der nu springer ud af byen, ned gennem hovedlandet, mens lyset kravler over kanten og duggen lægger sig i hundepelsen, tilbage til min seng.

Efter sådanne nætter vågner jeg altid op fra en drøm om dig og med mudrede potespor på lagnet.

Når det bliver for meget, går jeg på druk. Jeg forsøger at få hunden til at snuse til andre, men det vil den ikke. I stedet forvandler det sig til et ulvekobbel.

Vi går fra bord til bord, fra ølglas til ølglas. Og når månen hænger fed og stor over byen, skubber flokken mig hjem, mens de slingrende lægger nakken tilbage og tuder mod månen. Som mit hjerte, der hyler efter dig.

De bliver ved, selvom jeg tysser på dem. Og folk vender sig om efter mig, og jeg bliver flov og ædru.

Jeg har forsøgt at begrave dig mange, mange gange. Men hver gang graver store hundepoter dig op igen og slæber dig triumferende ind i stuen for stolt at lægge dig på mine fødder.

Jeg har spurgt Google om der findes et hunde-hjerte-pensionat her i byen. Det gør der ikke.

Så der er vel ikke andet for, end at ulvegutterne og jeg må på værtshus igen.

Skål.

Copyright@gabaltdk

[gabaltdk]

Kød og ørken - uddrag fra work in progress

Fra work in progress roman om et kærlighedsforhold mellem to kvinder, et jeg og et du. I dette tekstuddrag rammes jeg’et af angst for at miste du’et. Du vender dig i glasdøren og ser tilbage. Mit blik fanger dig der, som du står, på én og samme tid indhyllet og skåret i stykker af en kaskade af reflekteret sollys. Det er så hvidt og blændende, at jeg knapt kan se dig mere. Som hviler du på kanten af en anden verden, skarp og hvid og nådesløs. Jeg rammes af en knusende panik og rækker ud efter dig. Du falder sammen under mig, og jeg følger med ned, ovenpå dig. Jeg klamrer mig til dig, presser mig ind i din krop, ned i dit væv, ind i dit kød. Jeg ser den røde muskulaturfletning ved din skulder og det lange, slanke kraveben under din hud. Dit blod, tykt og fedtet, gennemstrømmer min kind, banker igennem fra den ene side af mit ansigt til det andet, fylder min mund med dets varme og flyder ud gennem mit baghoved. Det suser for mine ører, og jeg griber endnu dybere fat, trykker næsen ind gennem din hals og begraver mine øjne i din strubeskakt. Mine fingre griber ind i de hvide, stramme sener i dine overarme og om knoglekuglerne på dine runde skuldre. Jeg synker helt ind og opløses i dig. Trykket fra det susende blod stiger i mine ører, jeg hører den stemplende lyd fra dit hjertekammer og mærker pulsen ryste mig for hvert slag. Alt er i larmende bevægelse, som et kraftfuldt, arbejdende hav. Og jeg er ét med dit levende, strømmende, bankende væsen. Men så ændrer det sig. Jeg skubbes ud, op, væk, tilbage, og kødet begynder at flyde af dine knogler. Jeg forsøger at standse det, forsøger at gribe kroppens bevægelse og holde den fast. Jeg klamrer mig til dig med alle musklerne i min krop, med mit hoved, min kæbelinje, fingre, lår, knæ, anklerne. Jeg klemmer mig ind om dig, lægger mig i hak med dig på alle tænkelige måder, mens jeg panisk forsøger at holde dit kød på plads med hver en millimeter af min egen krop. Men dit væv forsvinder. Det tørrer ind, skifter farve. Jeg trykker mit ansigt endnu hårdere ind mod din hals, og griber om din skalp, dit baghoved, med begge mine hænder. Mine knæ klemmer om din torso og dine hofter, så jeg krummer i ryggen. Men jeg kan ikke holde dig sammen. Dine muskler falder sammen under mig. Din hvide hud strammes og smuldrer til små, fine korn. Du er porøs. Og som ved et dybt åndedrag blæses al det indtørrede væv af dig. Alle organerne, den førhen så faste materie, der var din krop, flyver væk mellem fingrene på mig, og jeg sidder med dit skelet, hele dit skelet, under mig. Mine fingre stryger over de hvide knogler, og jeg sætter tænderne mod benet og bider et mærke i det. Jeg slikker aftegningen tydelig med min tunge. Mit spyt synker ned i markeringen i knoglens bløde overflade og forsegler det. Så presser jeg mine våde, varme, hævede læber ind mod de blottede, tørre halshvirvler, på det der en gang var din lange blåhvide svanehals. Jeg forsøger at presse livet tilbage i dig med min egen væde, min våde ånde og fugtige mund. Jeg græder over dig, så snot og tårer lander på dit kranie, falder gennem dine øjenhuler og løber via nakkehvirvlerne ned i brystkassen på dig, og danner en lille sø, hvor dit hjerte engang sad. Mine fugtige håndflader sætter små kondensspor på hoftebenet, og jeg kysser dine blege skulderblade med en spytfuld mund. Jeg vil presse mit våde ind i din krop, så den vil begynde at suse og flyde igen. Tilbageføre den væske, du har mistet. Det, der holdt dig sammen, holdt dig i live. Vi synker ned i et mørke, dit smukke skelet og jeg. Jeg holder stadig fast i dig med alle mine lemmer, trykker neglene ind i dine hvide knogler, bider sammen om det benede væv. Det er det eneste, jeg har tilbage af dig. Mørkt, tørt sand begynder langsomt at vælde op og ud fra alle sider. Begynder at dække dig til. Jeg mærker varmen på min ryg og ved, at jeg ikke kan blive. Modvilligt strækker jeg knæene og benene ud under mig, retter mig op og kommer op i lyset. Sand løber ud over mine skuldre og ned ad min ryg, langs min nakke, gennem mit hår. Jeg er dækket af fint, rødt støv. Jeg sank ned i dig. Nu er jeg steget op i en ørken. Dit sidste hvilested lukker sig langsomt om mine fødder. Jeg ser sandet hvisle hen over din hvide pandeskal og mærker, hvordan din røde grav lukker sig med et sidste kærligt, kradsende greb om mine ankler. Jeg træder op af din grav, op i en knugende stilhed. Solen hænger bag mig, tung og brutal i kanten af den røde ørken, som om den truer med at krænge det hele og lade sandet, tiden i verden, flyde ud i verdensrummet. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen. Så drejer jeg mig om og ser direkte på mig selv. Jeg kommer tilbage til nuet, som du vender dig i døren og forsvinder i lyset. Der går et dybt, lydløst sug igennem mig. Jeg ser ned og får øje på den lille aflange bunke af fint, rødt sand som døren har lukket ind. Jeg bider sammen og mærker det knase mellem tænderne. copyright@gabaltdk

[gabaltdk]

Work in progress - tekstuddrag fra arbejdsværket “Into the purple haze.”

Uddrag fra work in progress roman om et kærlighedsforhold mellem to kvinder, et jeg og et du. Her møder vi dem på et særligt godt tidspunkt i livet.

Vi har sat os på en bænk i parken med hver vores to-go kaffe fra den lille, lokale hipstercafe rundt om hjørnet, hvor vi bor.

Det var dig, der foreslog, at vi lod det sidste ligge og gik ud, som vi var. De smilede og kiggede lidt ekstra, da vi kom ind og bad om vores sædvanlige kaffer, men jeg tror ikke, at de genkendte os.

Du strækker benene ud foran dig på bænken og vipper med de store, brune sko. De ternede bukser stumper, så jeg kan se dine lange, hvide ankler. Du lader dig glide ned af ryglænet, så du kommer i niveau med mig, drejer hovedet og smiler.

Vi gik uforstyrrede hele vejen herhen, hånd i hånd. Folk smilede mest, når de så os, og nogle pegede lidt, men der var ingen, der standsede op for at bede om din autograf og et billede.

Vi skulle gå ud sådan her lidt oftere, sagde du til mig bag ansigtssminken og den regnbuefarvede paryk.

Så grinede vi og lænede os ind mod hinanden, mens du klemte om min hånd, og mine lige så store sko faldt ind i rytmen med dine.

Festen var et hit, og vi taler lidt om den nu. Hvor sjov dagen har været, hvor godt det hele forløb. Folk var festlige og opstemte, og alle havde gjort meget ud af deres udklædning. Forestillingen fik os alle til at hyle af grin, klappe i takt og heppe højlydt.

Folk sad med champagne og varme popcorn og sang og råbte med, når artisterne henvendte sig til dem. Vi kunne ikke have ønsket os et bedre udfald af vores skøre event.

Vi må gøre det igen næste år, siger du, gøre det til en tradition.

Skal vores lille trold så også klædes ud som os, siger jeg og stryger din mave med bagsiden af min frie hånd.

Bestemt, ler du. Hvis vi kan finde et kostume så lille.

Det bliver nok mest parykken, der bliver en udfordring, griner jeg.

Du lægger din pande ind mod min, og sådan sidder vi lidt og ser ind i hinanden, mig med hånden på din mave, og tænker på, hvordan vores liv ser ud om under et år.

Jeg skal til at læne mig ind til et kys på din meget røde mund, da en lille stemme pludselig spørger, om vi laver ballondyr.

Vi ser op på den lille lyshårede dreng, der står lige ved siden af dine lange, strittende fødder.

Jeg har ét tilbage, siger du, og finder en lang, slatten, blå gummiballon op af din lomme.

Du har kun denne ene dags øvelse, så drengen ser lidt skeptisk ud, da du rækker ham det færdige resultat.

Det er en gravhund, siger du.

Han ser stadig ikke helt overbevist ud, så du hiver en håndfuld karameller op af din anden lomme og sender ham afsted med dem også.

Don’t quit your day job, griner jeg ned i mit ærme, hvor jeg har skjult halvdelen af mit hvidmalede ansigt, mens du asede og masede med ballondyret.

Du niver mig i siden, og jeg spjætter rundt på bænken, til vi begge er helt forpustede af grin. Jeg finder to bolsjer fra min dybe frakkelomme og giver dig det røde, fordi jeg ved, det er det, du bedst kan lide. Her, siger jeg, stadig forpustet, mens jeg klapper dig på den skaldede isse.

Du griner med den røde sukkerrubin mellem tænderne, mens du krøller bolsjepapiret sammen i hånden og smider det mod skraldespanden overfor.

Det lander halvvejs på stien, og du rejser dig, mens du stadig taler til mig, bøjer dig ned, samler det op og læner dig det sidste stykke frem mod spanden og smider papiret i.

Bevægelserne får det ellers så store, posede tøj til kort at lægge sig ind til din krop, og jeg kan ane dine former bag. Jeg bliver varm under den hvide sminke og helt ned til bænkens sæde.

Du sætter dig ned igen og ser på mig, mens du afslutter den sidste sætning. Jeg har lyst til dig, siger jeg. Der farer et lidt forvirret udtryk hen over dit ansigt, så ser du på mig med det her bløde smil, der er dit.

Sådan her, spørger du, og slår ud med armen, og så knækker vi begge sammen af grin.

Det var, da du stod ovre ved skraldespanden, da du bukkede dig ned efter det bolsjepapir, hikster jeg.

Så fik du simpelthen lyst til at hump’e mig lige der?

Ja, klukker jeg.

Og vi ler begge så hårdt over det billede af os, den lille klovn, der hump’er den store bagfra, bøjet ned foran en skraldespand i en offentlig park i L.A., at tårerne triller ned ad kinderne, og du må holde dig på maven med begge hænder.

Til sidst vender du dig mod mig, løfter armene op fra din mave og tager mit ansigt mellem dine hænder.

Min lille liderlige klovn, siger du, og løfter min mund op til et blødt og meget rødt kys.

copyright@gabaltdk

[gabaltdk]

Slægtens haller

Skriveøvelse

Jeg fanges i mangroveskovens hængende løv og mellem de tykke, forvredne stammer, der ser ud som om de er sunket sammen under deres egen vægt.

Tykmavede kæmper, der holder øje med mig og breder deres grene ud over mit hoved som en mærkelig velsignelse, et mumlende medord på et ukendt ursprog på min færd.

Jeg finder min glemte civilisations nedbrudte søjlehvælv og stryger gennem de rungende ruiner, som var jeg selv et spøgelse.

En varm hånd på de ru overflader af sten. Fugtigt mos sætter sig i linjerne på mine tørre fingre.

Brynjer, slebet stål og løven på et brystskjold.

Jeg moser gennem under- skoven i mit nye strålende panser.

Som et tobenet næsehorn pløjer jeg mig gennem det kødædende tornekrat og den mudrede jord på vej til fortidens højborg og slægtens ikke længere strålende haller.

Fugten løber af væggene, og jeg hører kun mine egne dundrende skridt, mens jeg løber gennem de kolde, mørklagte gange, dybere ned, til jeg finder den lille dør ud til min barndoms have.

Bag de tre egetræer, min mor, min mormor og min morfar, slår jeg et mørnet låg til side. Og siddende i de ældgamle bregner fra en tid, der var sød og smuk som en solopgang, genfinder jeg den skat, min uskjoldede sjæl gemte her for mange år siden.

copyright@gabaltdk

De tre billedkort, som teksten er skrevet ud fra.