#ondt ved vandring

[louisebuestravellife]

Første Dag i Venedig, blev brugt på at gå rundt i den smukke by, se de små gader og sejle på de store strækninger.

Vi havde virkelig ondt i benene efter vores vandring i alt for høj fart ned ad bjerget, så alle trapperne i Venedig var virkelig hårde ved os. 😂

[nils-elmark]

Naturvandring i Toscana

Det er 37 grader varmt, og jeg har i halvanden time vandret gennem den kuperede naturpark i Murlo, som ligger omkring 40 kilometer syd for Siena i Toscana. Der er en konstant musik fra cikaderne - lyden af Sydeuropa - og der dufter dejligt af nåletræ. Det er pinjerne. Men her er ikke den friskhed, som jeg kender fra danske skove; her er ingen bøgetræer, som spejler deres toppe i bølgen blå og ingen rislende bække. Her er de fleste vandløb tørret ud, brombærrene er nogle små hårde kugler og egetræerne kæmper mod tørken for at blive store. Naturen har god tid.

Adam Oehlenschläger var på disse kanter i 1811, og jeg vil vædde den sidste slurk af min lunkne vand i skuldertasken på, at det var med Italiens varme tørre skove han havde i tankerne, da han nogle år senere skrev vor nationalsang. Det er så åbenbart, når jeg står her og ser ud over det tørre varme landskab. Forskellen til vort yndige land er så markant, at man først forstår sin hjemegn, når man står midt i det fremmede. Ikke et ondt ord om Toscanas vildnis. Jeg er vildt inspireret af stedet og elsker at bevæge mig gennem landskabet, som er Italiens svar på Frankrigs Provence. Siden jeg var dreng har jeg følt mig fri, når jeg vandrer gennem naturen, hvor den end måtte være. Det er som at komme ind til livets kode. Her eksisterer tilværelsen på jordens præmisser.

Lige nu oplever vi velmenende unge mennesker, der vil forbyde plastik, dyrehold og som mener, vi kan basere klodens videre overlevelse på apps, der er udformet af tech-nørder i Sillicon Valley. Det er en vildfarelse. Hvis de i stedet blot ville bevæge sig ud i Skaberens natur, så ville bæredygtig adfærd komme af sig selv.

Jeg har fulgt en grussti, der fører ned til et udtørret vandløb. I foråret var det en brusende strøm, men nu er det blot sten slidt glatte at århundredes vand-slitage. Jeg kan ikke lade være med at følge det tørre vandløb. Der er noget fascinerende ved at vandre ad et flodleje. Det er som, at gå på en strandbund ved ekstremt lavvande. Man er nødt til at se, hvilke hemmeligheder vandet har gemt på. Mens jeg går gennem gruset, rasler det konstant i krattet og mellem stenene: det er firbenene. Jeg førsøger at tage et billede, men det kan jeg godt opgive. De har set mig længe før, jeg ser dem. Undervejs er der små pytter i flodlejet. Helt tør er floden ikke, og de små vandhuller er fyldt med liv. Haletudserne svømmer omkring og fanger insekter, og det myldrer med store grønne frøer, som spiser større insekter. Et sted hopper 10-12 frøer samtidigt i vandet med en række hurtige plask efter hinanden. Det er som en scene fra en Disney tegnefilm.

Jeg går hen til vandpytten og en hugorm med zig-zag stribe ned ad ryggen glider pludselig ud i vandet. Den har frøer på menuen. Jeg havde ikke set den, da den lå stille og nu jeg mærker uvilkårligt et gib i kroppen. Jeg tror det er genetisk, slanger virker skræmmende i deres fremtoning. Jeg bøjer mig ind over vandet og tager hurtigt et foto af slangen for ikke at forstyrre for meget.

Længere fremme går landevejen over den tørre flod. Jeg sætter mig for at tegne viadukten, kigger en ekstra gang efter,hvad jeg sætter mig på, men resultatet er så ringe, at jeg river papiret i stykker og putter det i lommen. Jeg er mere interesseret i at følge flodlejet og mærke verden end at tegne den.

[kimmiemariascamino-blog]

Om at være ved vejs ende

For lidt over en måned siden stod jeg i Kastrup lufthavn med et par næsten ubrugte vandresko på fødderne og med følelserne siddende ude på tøjet. Jeg var fuldstændig uviden omkring hvad der ventede mig forude, og jeg havde mildest talt ikke nogen som helst idé om, hvad i alverden jeg havde gang i. Det eneste jeg vidste med sikkerhed var hvor kursen var sat til, og ikke mindst at jeg var klar på hvad der nu end måtte vente mig af både eventyr og udfordringer når jeg trådte ud af flyveren i Frankrig.

D. 6 april begyndte jeg mit camino eventyr i Saint Jean Pied de Port, og allerede da jeg trådte ud af bussen i den lille franske by, var jeg så forvirret og usikker, at det tog mig 3 timer at finde på rette vej ud af byen, så jeg kunne påbegynde min første dagsmarch over Pyrenæerne. Jeg havde i min forvirring og spænding glemt at spise morgenmad, og godt drænet for energi tog jeg de første skridt på vej op af bjerget. Det var på vej op af den første stejle stigning, at jeg mødte min aller første camino ven, og helt tilfældigt endte vi op alle de samme steder, på de samme tidspunkter, og endte med at følges ad i de første 10 dage. Jeg var fuldkommen chokeret, da det gik op for mig, hvilken styrke det krævede at vandre i bjerge. Faktisk var jeg så overrasket, at jeg efter en times tid satte mig opgivende på min rygsæk, og begyndte at skraldgrine indtil at mine mavemuskler gjorde ondt i ren og skær frustration over det ud ad til helvede, som jeg frivilligt havde kastet mig ud i, uden at have tjekket ordentligt op på det først. Men op over bjergene det kom jeg (med utallige pauser undervejs). Pludselig fandt jeg mig selv syngende et sted midt i ingenting på grænsen mellem Frankrig og Spanien, ikke af glæde, men i håb om, at en forfalsket optimisme kunne gøre de sidste 10 km lidt lettere. Lettere blev de ikke, men dog mere glædesfulde af sang og latter, der overdøvede den negative stemme i mit hoved der nedkastede en fatwa over min beslutning om at vandre caminoen med så dårlig en kondition. Undervejs på den første dagsmarch over Pyrenæerne fik jeg mere selvindsigt end jeg har fået gennem mine 20 leve år. Jeg lærte at styrke ikke kun kan dømmes ud fra store spændstige muskler, og vigtigst af alt, at min styrke lå gemt i min evne til at overskride mine egne grænser uden helt at vide hvorfor jeg gjorde det, men samtidig have tiltroen til, at jeg gjorde noget der vil vise sig at være rigtigt, på et eller andet tidspunkt.

Når man er et menneske med let tendens til at føle sig ængstelig overfor det fremmede, så er det helt ekstremt overvældende at begive sig ud på en rejse, hvor alt er ukendt, særligt når man er helt alene, og aldrig helt har aldrig rigtig været sin egen bedste ven. Efter mange år med en indvendig krig, der har efterladt mange ruiner og ødelæggelser i mit inderste, så var der nok mental oprydning at gå i gang med, og jeg mærkede pludselig hvordan at benenes konstante bevægelse fik alle de ophobede affaldsstoffer til at fordampe og fordufte, i både overført og bogstavelig betydning.

Den første uge var som et langt eventyr, hvor jeg svævede på en bølge af nyopdaget livsglæde, der strømmede igennem min krop fra morgen til aften. Jeg var konstant lettere beruset af de mange nye oplevelser og indtryk, som jeg sugede ivrigt til mig, og omdannede til en højlydt latter og et konstant smil på mine læber. Jeg havde fundet lykken, og jeg havde endda fundet den i egen krop. Pludselig gav bjergene mening for mig, og jeg indså at mit indre stadig var et frugtbart sted, hvor det var muligt for glæden at blomstre. I det første stykke tid blev bekendtskaber til venskaber, og jeg begyndte at føle en samhørighed med mine medmennesker, som jeg aldrig havde følt før. Jeg følte at de forstod mig, næsten helt uden at kende mig. De var alt hvad jeg havde ledt efter hele mit liv, og blot tanken om at give slip kunne få tårerne frem i min øjenkrog.

Og netop tanken om at give slip bragte mig videre til min næste udfordring på caminoen. Efter de første små 2 uger begyndte camino-rusen at ligge sig, og jeg var pludselig ikke stor smilende når jeg for femte gang i træk blev vækket af støjende pilgrimme, der absolut skulle begynde at vandre kl. 5 om morgen. Jeg kunne mærke, at det sociale forhindrede mig i at gå i dybden med de ting som rørte sig under overfladen, og beslutningen om at fortsætte på egen hånd bragte mig videre ind i et nyt kapitel af min rejse, hvor jeg for alvor var på egen hånd, og hvor jeg var nødsaget til at kæmpe med mine indre dæmoner for at nå ind til kernen af de selvdestruktive elementer, og forsøge at finde en opskrift på, hvordan jeg kunne transformere selvhadet om til kærlighed. Denne kamp har været, og er stadig den mest udfordrende jeg har været udsat for, og trods at opskriften ikke er færdigskrevet, så fandt jeg undervejs en hel del af de rette ingredienser. På mine mange ensomme vandringer stiftede jeg bekendtskab med nye sider af mig selv, der gav mig modet til at give slip på alt det jeg havde efterladt både derhjemme, og på min rejse. Skridt for skridt blev jeg langsomt i stand til at give mig helhjertet hen til naturen, hvor jeg langsomt mærkede en ukendt følelse af at finde hjem. Jeg mærkede hvordan landskaberne sugede mig til sig, mens fødderne kontinuerligt fortsatte sit arbejde fremad, og øjnene fandt pludselig ingen trang til at kigge bagud. Der var dage, hvor jeg ikke kunne se en eneste pilgrim langt, langt ude i horisonten, og på disse tidspunkter var jeg fuldtids opdagelsesrejsende, uden noget formål eller nogen forudbestemt destination. Der var dage hvor jeg fandt mig selv næsten løbende langs de store marker, mens en glædesfuld latter gik igen som et ekko, som kun jeg selv var vidne til. Jeg fandt en fysisk styrke i min krop, der fik mig til at sætte tempoet op når jeg vandrede i bjergene, trods at åndedrættet havde svært ved at følge med. I mit møde med sneen på toppen af bjergene mærkede jeg en lykke følelse, jeg aldrig har været vidne til før, og det vildeste ved det hele var, at det eneste vidne jeg havde til det alt sammen var mig selv, og jeg opdagede, at jeg ønskede det ikke anderledes. En morgen stod jeg på toppen af Oca-bjergene med udsigt til en verden, der var ved at stå op. I dette eksakte øjeblik indså jeg, at jeg for første gang nogensinde havde lært at sige fra og give slip, ikke i frygten for at blive såret, men fordi jeg ønskede at gøre noget for mig selv, og jeg mærkede et smil på mine læber, der satte mig permanent som om en ny slags livsglæde, en oprigtig en af slagsen, havde fundet sin vej ud af sit indelukkede bur, og nu var glæden sluppet løs. Undervejs på caminoen har jeg været igennem en lang række forskellige udfordringer, som har tvunget mig til at give slip på behovet for tryghed, og bevæge mig derud hvor det gør ondt både fysisk og mentalt, og blive i dette stadie indtil at jeg havde tilpasset mig det ubehagelige, for derefter at indse, at alting er midlertidigt, og at man er i stand til at begive sig over selv det stejleste bjerg, hvis blot man tror på at det er muligt, og hvis ikke at den tiltro er til at finde, så er det muligt at gøre alligevel, hvis blot man skridt for skridt bevæger sig langsomt fremad uden at lytte til den indre stemme, der sætter spørgsmålstegn ved styrken. De mange kampe og udfordringer som caminoen har givet mig har været den største gave, jeg nogensinde har fået foræret. Caminoen har ikke blot været en rejse gennem de mest fantastiske landskaber og landsbyer, det har også været en rejse gennem alverdens korridorer i mit sind. Det har været en rejse gennem fortiden, hvor jeg har måtte genopleve alt lige fra min mors død, til bruddet med mit livs første kærlighed. Det har været en rejse ind i fremtiden, hvor jeg har været nødsaget til at træffe beslutninger, der har kostet store drømme, men bragt nye til livs. Men vigtigst af alt har det været en rejse i nutiden, på en lang, lang landevej, der har kostet mig store mængder blod, sved og tårer. D. 10 april går jeg min aller sidste vandring på caminoen, som vil ende foran den smukke katedral i Santiago. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at mine øjne vil være fyldt til randen med tårer når jeg tager afsked med mit livs største eventyr, men jeg vil ankomme med stærke ben, og et endnu stærkere sind. Når en vej ender, begynder en ny, og jeg er godt klædt på til alt hvad den har at bringe mig.

[missobt]

jeg ved ikke sider her og tuder , ikke fordi jeg har ondt andre steder end i sjælen , jeg ved godt at jeg sær og siger mærkelige ting , ved skam også at jeg har svært ved at have en normal samtale , når jeg ser andre og høre mennesker snakke sammen , er det ofte noget jeg ikke ved noget om eller finder ligegyldigt og så begynder jeg at kede mig , så forsøger jeg at komme i i samtale , det giver bare skæve blikke. og folk orker ikke mit selvskab , det gør mig ondt at jeg ikke har en plads her i livet på ligefod med flertallet , det kan i farverige vendinger beskrives som en verdens mobning , en udelukkelse fra det normale. Jeg ville da ønske at jeg kunne være som andre , at jeg ikke siger underlige ting , at jeg ikke altid kommer til at støde folk fra mig. 

det smerter mit sind at vide jeg ikke er ligeså velkommen i livet på lige fod med andre. jeg hader mig selv idag , jeg er en fiasko, et håbløst individ. jeg er nød til at tænke over det faktum og forlis mig med at det er min bane , at vandre alene med et tomrum , jeg er jo bevidst om at jeg mangler menneskelig kontakt, at jeg mangler en bedste ven , men faktum er at det ikke er min bane , jeg kan vel derfor roligt sige at skoven trækker mere og mere. 

når jeg ikke er velkommen i menneske verden , må jeg søge mod de dødes og dyrenes verden , det er måske der jeg skal finde løsningen på tomrummet kvæler tag . mobilen har lige sagt noget , jeg mærker kvalme langsomt stige op af nervøsitet , er det endnu en afvisning ??? er det en skideballe ?? det  kan kun være positivt hvis det er sønnen min , der søger min trøst. det var så 3 afvisning fra den sammen person om den samme indbydelse fra min mobil. er jeg så skide dum at 1 nej ikke nok at jeg skal sparkes igen og igen  kan man række nogle i retten for psykisk vold ??? 

skoven min , de smukke varme dyr , et tilhørs sted uden afvisninger uden at blive set skævt på uden at blive holdt udenfor uden konstant at blive mindet om at jeg ikke burde være ude i det fri, at jeg er så forbandet idiotisk og forkert.

hvor ville jeg ønske at jeg ikke var mig , hvordan blibver jeg en anden , hvordan kan jeg sikre mig at jeg ikke ødelægger andres liv mere. jeg hader mig så meget !

[dskaal]

jeg har opdaget at en lille bid af mig håbede på os. jeg tog mit tit i at vandre til de mest sindssyge steder med mine tanker, imens vi sad i lokalet og havde om ligevægte. fuck hvor gør det ondt, når du så mener at vi er enige om ikke at have noget. jeg er vild med dig og det kan jeg ærligt ikke gøre meget ved... du er ikke interesseret og jeg kan ikke tvinge dig til at synes noget andet om mig. du skal bare vide at jeg var dit sweetheart psycopathic crush for en uge eller tre :)

min primitive underbevidsthed, som får crushes mod min vilje

[menneske-stemme-blog]

Livet er af en underlig afstøbning. Ligger og lytter til dette nummer som i sig selv er meget fredsfyldt, men livet er nu ikke fredsfyldt. Det er fyldt af ukendte, og samtidigt velkendte ting. Ukendte: jeg er ved at blive voksen, og efter sommeren tage sidste år af min HF. Jeg er hunderæd for ikke at passe ind, og stå alene på egne ben overfor min eks-kæreste, og en masse af de andre mennesker på uddannelsesstedet. Samtidigt er jeg begyndt at ses mere med min far. Min far har alkohol-problemer, og da jeg besøgte ham i weekenden opdagede jeg at han drak en bajer i skjul. Det gjorde ondt at komme tæt på for det er lige præcis det som jeg hader ved min far, og det som kan ødelægge mit væsen. 

Dog er jeg kommet tættere ind på ham, og jeg anerkender at det er en svær kamp. Bliver nød til at snakke med ham om det på en eller anden måde, men det er meget svært for mig. Tror at jeg vil skrive en besked i første omgang. På trods af det med øllen så var weekenden også god. Jeg havde en kontakt med min far som jeg ikke har haft i lang tid. Han fortalte mig om tundraen; at skulle vandre ud på tundraen, ud i det ukendte, men at man også på den færd kan møde mennesker som kan åbne døre for en, og at man kan møde noget som man være med til at skabe en. Det var faktisk meget inspirerende, og jeg følte der en stor respekt, og nærhed med min far. 

Han er en sær mand. En masse mørke, og en masse lys. En kompliceret person. En sjæl jeg elsker meget højt, men samtidigt også kan blive rigtig sur på.

[kimmiemariascamino-blog]

En blandet cocktail af tanker

Jeg sidder på terrassen på vandrehjemmet i Navarrete med udsigt ud over den lille by, hvor der lige nu afholdes siesta. Jeg ankom tidligere fra Viana efter 22 km vandring. Tidligt imorges gik jeg ind i provinsen La Rioja, hvor man tydeligt mærker en forandring i både landskaberne, der åbner sig for øjnene af mig, og som grundet varmen af og til minder mest om en frodig, men tør ørken, mens byerne bliver større og mere moderne.

Jeg har nu været afsted i 9 dage, og jeg mærker nu for alvor hvordan de udfordringer jeg møder undervejs, indtræder som en permanent forandring. Den første uge var en lang fysisk udfordring, og hver gang en vandring lykkedes, mærkede jeg livsglæden sitrende i mit indre. Nu er kroppen langsomt ved at vænne sig til de hårde vandringer, og styrken er ved at sætte sig i benene, men det er nu, at det for alvor begynder at blive svært, ikke fysisk, men mentalt.

Forleden gik jeg den vandring som de kalder “den ensomme vandring”. 3 timers lang gåtur, hvor du er fuldstændig overladt til dig selv og den omkringliggende natur, der strækker sig så langt øjet rækker, ingen byer eller civilisation. Efter en times tid begyndte tankestrømmen at vælte ind over mig, som kæmpemæssige bølger, der trak mig helt der ind i mit inderste, hvor det gør ondt at tilbringe tid. Jeg begyndte at tænke på hvordan man tager afsked, og hvordan man lærer at affinde sig med, at alting er i konstant forandring, selv når man ønsker at tiden ville stoppe.

På caminoen har jeg fået nogen helt fantastiske og stærke bekendtskaber, som jeg nyder at bruge min tid med, men det sværeste er at jeg ved, der kommer en dag hvor at en afsked bliver en realitet om jeg vil det eller ej. I starten var tanken om denne afsked nok til at få en sørgmodighed til at blusse frem i mit indre, og jeg mærkede straks til min angst for at miste, som alt for tit har forhindret mig i at give mig hen.

Caminoen har tusindvis af forskellige formål, men en af de ting, som alle får foræret undervejs, er muligheden for at forandre sig selv og sine vaner, og netop det har jeg været fast besluttet på at benytte mig af. Så i stedet for at holde mig selv tilbage, eller give mig hen til angsten, besluttede jeg mig i stedet for at gribe enhver chance, og anse afskeden som en mulighed for et fremtidigt gensyn, og hvis ikke så blot et uforglemmeligt minde i den bog som vi alle gemmer med alle vores minder.

En anden forandring jeg virkelig mærker til, er i forbindelse med min relation til naturen. Jeg vandrer hver eneste dag i minimum 5 timer, hvor jeg næsten kun er omringet af smukke og overvældende landskaber, der gang på gang overrasker mig med en skønhed, der forekommer næsten uvirkelig. Og ligeså snart jeg forbipasserer en større by, eller en stor menneskemængde, som ikke er pilgrimme, så mærker jeg straks et kaos boblende i både mit krop og i mit sind. Det er som om, at kroppen efterhånden ved hvor den hører til, som om at man vender hjem til et sted som man altid har manglet, men som man aldrig har kendt.

Før jeg tog afsted fik jeg beskrevet caminoens faser som livets faser. Den første uge har været som fødslen, hvor alting er nyt, og hvor man suger den mindste smule omsorg til sig, og bruger den som drivkraft til at vokse sig større indtil man til sidst lærer at gå selv. Jeg er nu i anden fase af caminoen, hvor puberteten indtræffer, og hvor udfordringerne føles større, og hvor man vakler forvirret rundt på sine fødder, med hovedet fuld af tanker og et ønske om at finde sig selv. Det er denne fase, som jeg virkelig har set frem til, da jeg nu for alvor får lov til at lære mig selv at kende. I første fase var jeg velvidende om mine svagheder, men jeg var omgivet af tryghed og hjælpende hænder, der kunne gribe mig når jeg faldt. Nu er det påtide at tage afsked med noget af den tryghed, og begive mig ud på en vandring, der vil efterlade mig med frustration og en kogende cocktail af tanker, der vil få mig til at gå på opdagelse i de mørkeste korridorer af mit inderste. Der er lang vej igen, men jeg er modtagelig og klar til hver eneste lille overraskelse, hver eneste bjerg, og hver en udfordring, både fysisk og mentalt.