#hvad fanden er det du siger mand

[killer-catchy]

okay lige for bare at komme af med det

er egentlig ret glad for de først 50 sekunder af 'tænker ikke på andre' og så kommer suspekt og fuldstændig smadrer flowet

downer man ... emil det er ik god stil, det ødelægger hele nummeret det der

[dunderklumpen]

Gennem Grønland subtitles, pt. 2/5

Below the cut are the Danish subtitles for the second episode of Gennem Grønland med Nikolaj Coster-Waldau, which is available (not geoblocked as far as I'm aware) on DRTV here.

No copyright infringement intended by posting these subtitles. Just trying to lower the language barrier.

episode 1 - episode 2 - episode 3 - episode 4 - episode 5 - srt files

Gennem Grønland med Nikolaj Coster-Waldau episode 2 subtitles

For 21 år siden forelskede jeg mig i Nukâka fra Uummannaq.

Og jeg forelskede mig i hendes hjemland, Grønland.

Nu rejser jeg gennem Grønland fra nord til syd, fra vest til øst -

- for at udforske dette enorme land -

- og møde de fantastiske mennesker, der bor og arbejder her.

Mit navn er Nikolaj Coster-Waldau. Velkommen til min rejse -

- gennem Kalaallit Nunaat. Min rejse gennem Grønland.

Efter nogle begivenhedsrige døgn i Nordgrønland -

- fører min rejse mig 1000 km sydpå.

Det siger en hel del om Grønlands størrelse -

- at vi stadig er nord for polarcirklen, da vi lander.

Kangerlussuaq, anlagt som militærbase af USA under 2. verdenskrig -

- bliver vores udgangspunkt for ekspeditionens næste etaper.

Sammen med min svoger Peter skal jeg ud på en tosset ekspedition.

Vi skal overnatte på indlandsisen, og det glæder jeg mig helt vildt til.

Men først skal vi på jagt.

Vi er i Kangerlussuaq, der før hed Søndre Strømfjord, i havnen.

Vi skal sejle ind til min anden svoger, Kim.

Han har sat lejr, og så skal vi på moskusjagt.

For mange grønlændere er jagten en naturlig del af dagligdagen.

Min svigerfamilie har også altid fyldt fryseren godt inden vinteren.

Jeg har lige mødt... Den båd, der ligger længst nede.

Det er Kims gamle jagtmakker.

Han sagde: "Uh, I skal ind til den der... Der er 900 meter op."

Man starter med at gå 900 meter op. Jeg har hørt, det skulle være hårdt.

Men så er der nok ikke så mange andre og større chance for at finde dyr.

De har været her i to dage og ikke fundet dyr.

Jeg glæder mig. Jeg har hørt meget om moskusjagt de sidste mange år.

- Skal vi komme af sted? - Yes.

Kim ankom i går og slog lejr. Han er en erfaren jæger.

Jeg glæder mig til at gå på jagt med ham. Vi skal bare lige finde lejren.

Jeg tror, det er Kim. Jeg kan kende maven.

Ja, der har vi Kim.

Det betyder meget for Kim at gå på jagt. Det er i hans blod.

Der er kaffe fra supermarkedet.

Jeg har altid gerne villet prøve det.

Det var fantastisk at få muligheden nu sammen med Peter.

Han har heller aldrig været på moskusjagt, så det er genialt.

Er det her?

Velkommen til mit land.

Det er 14. gang, jeg er her.

Han er på most wanted-listen i moskusverdenen.

Kim er eksperten. Han ved, hvordan man gør det.

Vi har en times vandring foran os -

- før vi når op over fjeldkammen, 900 meter oppe.

Deroppe kan vi være heldige at finde moskusokserne.

Hvis vi er heldige og skyder et dyr -

- skal det jo bæres ned. Det er derfor, jeg er her.

Jeg har hørt meget om, hvor hårdt arbejde det er.

Kim giver mig valget mellem to traditionelle metoder:

Bæresele eller stativ.

Hvad foretrækker du?

Det er jo umuligt at sige. Hvad ville du foretrække?

Jeg skal jo gøre alt som dig.

- Det er bæreselen? - Ja.

- Det er op på hovedet. - Så den sidder der?

- Det må være den. - Er du sikker?

- Nej. - Vi kan sagtens skiftes.

- Jeg starter med den her. - Selvfølgelig.

Gud ja, der er også en riffel.

Er den klar til skud, når du går med den?

Der sidder ikke noget i kammeret.

Der er den regel i Grønland, at grønlændere gerne må skyde.

Men ellers skal du have en outfitter, en lokal jagtguide, med ud.

Der var ingen outfittere, der kunne, så jeg må ikke skyde.

Men jeg far lov til at holde riflen, indtil den skal bruges.

Skal vi?

Jeg har været på jagt heroppe før.

Jeg har også været lidt på jagt, da jeg var dreng i Tybjerg.

Jeg er bange for at komme til at lave noget åndssvagt.

Så skal jeg høre for det de næste mange år.

Du sagde, det bedste er at gå efter en etårig eller toårig?

På toårige stikker hornet ligeud. De laver ikke sådan en bue.

- Det er først, nar de bliver ældre? - Ja. Tre år. Så har de dem.

Treårige har hår mellem hornene. Det kan du se på dem.

Med de store er det trofæet, man går efter?

- Vi går efter det, der smager bedst. - Ja.

Men ser vi en treårig, skyder vi den. Nu har jeg jo bærere.

Engang skulle man til Nordgrønland for at finde moskusokser i naturen.

Men i 1962 flyttede man 27 okser til området omkring Kangerlussuaq -

- og i dag er der over 10.000 dyr derinde.

Den er rigtig god.

Når vi kommer op, skal vi jo finde de her dyr.

Det er et enormt landskab. Når man ser dem, er det tit prikker.

Tit ved jeg ikke, om det er et dy eller en sten. Det er oftest en sten.

Men så står vi og kigger, og pludselig ser jeg dyrene.

Og så bliver det spændende. De er ikke så langt væk.

Vinden er i ryggen på os, så vi går hele vejen udenom.

- Og så vente på, at de kommer frem? - Nej, vi går frem.

Det vigtige er jo ikke at skræmme dyrene væk.

Adrenalinen pumper jo.

De er jo også store. På et tidspunkt ser den store han mig.

Kim har fortalt gode historier om, at de er løbet imod ham.

Han har skudt flere gange, og projektilet ryger bare af hovedet.

Det er første gang, jeg står over for sådan et stort dyr.

Kim er jo... Jeg ved ikke, hvor han har den tålmodighed fra.

Det er os, der er med på moskusjagt og skal lære, hvordan man parterer.

- Du skal bare skære halsen over. - Nå, jeg troede, jeg skulle...

Nu er den der.

Her. Den tager jeg.

Lige bag ved geviret.

Start herfra. Tag fat i skindet og snit oppe i fedtet.

- Så langt oppe, du kan. - Det går ikke så godt.

- Det er ikke nogen altertavle. - Er det her okay?

- Du skal bare sige... - Vi skal jo også hjem i dag.

- Gør jeg noget forkert nu? - Nej. Du fortsætter bare.

Og så skal jeg gå den her vej op, ikke? Hvor dybt?

Lige under hinden.

Sådan der. Så stikker du to fingre i. Og så kører du bare.

- Det er, sa du ikke stikker... - Mavesækken.

Da vi parterer... Det er kompliceret at få gjort det ordentligt -

- sa køllerne er intakte, og man ikke ødelægger det.

Der er meget tryk på.

Du har snittet i tissemanden.

Jeg er jo forsigtig. Så kommer maven. Mavesækken skal man jo også have ud.

Det hele er jo varmt, og man skal have det ud.

Det vigtigste er jo tarmsystemet og så selvfølgelig røvhullet.

På et tidspunkt siger han: "Pas på lorten."

Jeg siger: "Det her?" og stikker fingeren ned i.

Så langt op, du overhovedet kan få fat.

- Det er ikke godt, det der. - I mellemgulvet.

Der, hvor det ryger op. Her til lungerne.

Længere ind. Op til spiserøret. Halsen er helt heroppe.

Der er jo bakterier i lort. Den skal ikke hen på det, du skal spise.

Og man skal partere hurtigt, så der ikke kommer spyfluer i.

Når de kommer i, og det går meget stærkt, så har du mider i kødet.

Kim siger, man sagtens kan spise det. Det er alt sammen proteiner.

Måske lige et par sener derinde bagved. Ovre til venstre.

Lad os se, om vi kan redde leveren.

Jeg ved ikke, hvordan han kan være så tålmodig med os.

Vi havde en skarp kniv, men vi var ikke de skarpeste knive i skuffen.

Det er en toårig okse, vi skal have med hjem.

Toårige dyr vejer typisk omkring 200 kilo.

Vi skal fordele kødet mellem os og slæbe det ned til lejren. På ryggen.

Så jeg finder meget snart ud af, om bæreselen var det rigtige valg.

Og så lige få knuden op.

- Dertil cirka? - Ja. Så skal den op på ryggen.

For helvede.

Hold da kæft, det er tungt.

Okay. Hvad vej?

Den vej. Ned for enden af søen.

- Altså lige ned? - Ja. Lige ned.

Jeg begynder bare at gå.

Jeg tænkte bare: "Det kan jeg jo ikke.

Hvordan fanden kommer jeg ned? Det kan jo ikke lade sig gøre."

Men så gør man det jo.

Er du sindssyg, det er hårdt.

- Hvor langt er vi? - Lige heromme bagved er nedturen.

- Vi kan snart se teltet. - Vi tager en masse pauser, ikke?

- Jo. Alle de pauser, vi vil have. - Er du sindssyg... Min nakke, mand.

Du gør det forkert. Sæt den cirka her.

Træk stropperne så langt ned som muligt, så du får trækket lige ned.

Så det går på rygsøjlen.

Så du ikke skal gå og ligne en gammel mand.

Kim har altid fortalt mig om de her ture, og hvor hårdt det er.

Og jeg har måske...

...altid tænkt: "Ja, men hvor hårdt kan det være?"

Det erjo bare at tage en rygsæk på ryggen og så gå. Det er fint nok.

Jeg tror faktisk, jeg kan sige -

- at det fysisk er det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv.

Det er morgen på lufthavnshotellet i Kangerlussuaq.

Selvom gårsdagens jagt stadig kan mærkes i knoglerne -

- er jeg ivrig efter at komme videre.

Vi skal den vej. Isen ligger derinde.

Vi skal ud og sove på den store isklump. På indlandsisen.

Gad vide, hvis man skal skide... Den er svær at skjule derude.

Skal man have regnbukser... Der er jo nok lidt vådt deroppe.

Jeg har tit fløjet over Grønland og kigget ned på indlandsisen -

- som dækker over 80% af landet, men jeg har aldrig været på isen.

Jeg glæder mig til at komme derind.

- Hold kæft, en bus. Nikolaj. - Velkommen.

- Peter. - Karsten.

- Er det en ombygget HT-bus? - Meget bedre. Den er fra Island.

Hold da kæft, hvor fedt.

Vi kører ad Grønlands længste vej de 37 km, der er op til iskanten.

- Hvor kommer du fra? - Fra Tasiilaq.

Hvordan er du så endt her?

Jeg boede de første 20 år af mit liv heroppe.

Jeg blev uddannet kok oprindeligt. Så boede jeg i Holbæk i 29 år.

Børnene er blevet store.

Jeg fik chancen for at arbejde her. Så kunne jeg ikke sige nej.

- Det er faktisk vores golfbane. - Jeres golfbane?

Ja. Den blev bygget af to svenske piloter i 70'erne, der fløj for SAS.

- Er den stadigvæk til at spille på? - Jeg tror, du skal være rigtig god.

Jeg glæder mig meget. Jeg har hørt meget om den is.

Hvor højt ligger det sted, vi kommer til? Kommer vi op?

- Det hedder Punkt 660... - Er det 660 meter over havet?

- Du er hurtig. - Jeg er så skarp.

Det var første step på turen. Vi er kommet til Punkt 660.

Nu skal vi have alt vores udstyr båret over morænen og ned på isen.

- Sådan et par. - Og hvad er det her?

Det er gamacher. Hvis du stikker dem her ind i dine bukser, er det farvel.

Så tager vi tilbage. Det gider jeg ikke.

Man må selv vælge, om man vil have en vandrestav eller to.

Så.

Hvad er den der blå?

Vi har jo et toilet derinde. Hvis nogen skal stort eller andet -

- så tager vi det med tilbage, og så ryger det ud.

Jeg har de sidste par år arbejdet som goodwill-ambassadør for FN -

- og prøvet at skabe opmærksomhed omkring klimaforandringerne.

Isen i Grønland fungerer lidt ligesom kanariefuglen i kulminen.

Den fortæller os, om det går godt eller skidt.

Og lige nu går det ikke så godt.

Du sagde, du havde været her engang, hvor isen startede lige der.

Jeg kan ikke huske året, men da var det lige heroppe over.

Karsten, du sagde, det passede med, at Peter var her for 12 år siden.

- Da startede isen deroppe? - Isen lå der, hvor det orange...

- Og sa gik det opad? - Så gik det bare opad.

Det er jo helt vildt, at det smelter så hurtigt.

- Skal vi den vej? - Ja.

Vi skal op over morænen, før vi når ind til selve isen.

Derfra er der tre kilometers vandring til Karstens lejr.

- Karsten, hvor tyk er isen herude? - Lige her?

Ja, når vi kommer ind på den.

Når vi begynder at gå ind på den, er den 20-30 meter.

Inde ved camp er den lidt over 100 meter.

Hold da kæft.

Så gør vi klar til at pakke.

- Holder den? - Prøv at hoppe.

Hvorfor tror du, der er sprækker? Nogle gange holder den ikke.

Det er den vigtigste. Det er maden.

Nå...

- Bare ligeud? - Ja.

Her i udkanten af indlandsisen er terrænet kuperet og isen grålig.

Jo længere man kommer ind, jo mere hvid og jævn bliver den.

Det her sindssyge landskab, er det en aftegning af undergrunden?

Det er noget med undergrunden. Hvis du har kysten -

- så går isen som en bue. Undergrunden går som en stor dal.

Når isen bliver presset ud til siden, rammer den kysternes grundfjeld.

Det er ligesom et stykke papir eller en harmonika.

Isen bliver bremset og buler op.

Den stopper, men har et pres inde fra midten af isen, hvor der er fladt.

- Hvor stor er isen? - Den er rigtig stor.

Det tænkte jeg nok. Hvor meget...?

81% af Grønland er ren is. Jeg mener, det er 1,7 mio. km2.

1,7 mio. km2? Det er meget.

10% af Jordens ferskvand ligger frossent her som et lager.

Hvis den smeltede helt, hvor meget ville verdenshavene så stige?

- Så er der en del, der forsvinder. - Holland og Danmark.

- Det er vores camp? - Det er det.

- Det er mit telt, der står der. - Nej, det er mit.

Var det hårdt med det kamera der?

Jamen fedt.

- Okay. - Klar?

- Bingo. - Super.

- Velkommen til. - Tak.

Så... Ja. Nu skal vi til at arbejde.

- Sætter vi nogle telte op? - Ja. Og det har I prøvet før?

Er det ikke ligesom tv-køkkenet, hvor man har gjort noget klar?

Du får et telt. Så finder vi et sted, hvor der er fladt.

- Hvad vej skal hovedet være? - Det er rigtigt, det der.

- Yes. - Så.

For helvede...

Jeg har fået den i den næstyderste. Den skal ind? Jeg kan godt.

Nej, det er fint nok.

Når lejren er blevet etableret, vil Karsten tage os længere ind på isen -

- for at se de naturfænomener, som ismasserne skaber.

Du synes ikke, vi har gået længe nok? Det var også det, jeg sagde.

Vi har været på moskusjagt. Vi er i træning.

Vi er ikke spor ømme efter moskusjagten.

Jeg synes, vi skal gå derover.

- Derover på det hvide? - Ja.

Jeg kan høre noget, der rumler.

Det er en lille smeltevandsflod -

- der ryger ned i et hul. Det løber neden under isen.

Jeg har sikkert set for mange film, men der er ikke nogen fare her?

- Nej. Ikke når jeg er med dig. - Det er jeg så glad for, Karsten.

Når man ser det der hul -

- som går helt ned til bunden af isen...

Det ser jo bare så fantastisk ud.

Hold da kæft. Den er dyb.

Og det er dragende. Man vil lige se, hvad der på den anden side.

Så kommer man rundt og ser sådan en fantastisk blå sø -

- der ser sa Indbydende ud. Men hvis du falder i, er du færdig.

- Hvad laver du? - Jeg brugte hånden.

Du skal ikke tage fra med hænderne. Det er ligesom glas.

Jeg skal have noget førstehjælp her. Nej, det er fint.

Det er jo helt vildt knoldet. Hvor langt er det knoldet?

Omkring 90 km. Den vej.

Det tykkeste er 3,2 km tykt.

Hvordan fanden...? Det virker bare...

Vi skal lige herop en gang og kigge.

Lige om lidt vil vi stå hernede på kanten. Lad os gøre det.

Det er slutningen af sommeren, den årlige afsmeltningssæson i Grønland.

Her går indlandsisen fra at blive mindre til at blive større.

Dermed er de mange smeltevandsfloder på deres højeste netop nu.

Her kan du næsten se, hvor dyb den er.

- Og dem er der... tusindvis af? - Ja.

Det er helt normalt, at isen smelter om sommeren.

Det er ikke normalt, at den mængde is, der kommer til om vinteren -

- er mindre end det, der smelter.

Når foråret starter herinde, og vintersneen begynder at smelte -

- og det har stået på tre-fire uger, så smelter der 4-5 cm i døgnet.

Hvis vi har tre uger med solskin -

- forsvinder der 4-5 cm | døgnet. Af den her is.

Og det er, fordi klimaet forandrer sig.

Hvad tænker du, nar folk siger, der ikke er noget, der forandrer sig?

De kan bare tage herop og kigge selv.

Altså... Det er bare at tage herind og så kigge på nogle gamle billeder.

Det er virkelig overvældende at gå rundt i det her landskab.

Der er så mange fantastiske oplevelser -

- at man føler sig meget privilegeret at få lov til at opleve det her.

Jeg får gåsehud hele tiden. Ikke fordi det er koldt.

Det er lidt ligesom mange ting i Grønland. Du taber pusten.

Du er virkelig et lillebitte sandkorn her.

Jeg har gourmetgryde med vildtkød.

- Gourmetgryde med vildtkød? - Ja.

Og så har vi flødenudler med kylling og spinat.

- Og hvad er det sidste? - Det er chicken tikka masala.

Jeg er på den der vildtgryde.

Moskusgryde...

Lad os komme i gang.

Ah ja.

- Skal du have vand i også? - Nej, jeg tager den tør.

Det var en fantastisk tur. Tak skal du have. Det var helt vildt.

Man har bare lyst til at fortsætte over næste høj og næste høj...

Det er fantastisk. Det smager så godt, mand.

Så er der vist til drinks her.

Så er der is.

Nu vil jeg tage en øl og gå i en brandert.

- Oh yes. - Skal du have en eller to klumper?

To klumper.

Tak.

- Det snakker meget. - Skål.

Lige i starten. Den her er næsten stoppet.

Tak for en dejlig dag. En fantastisk tur.

Selv tak.

- Vi kommer til at sove godt. - God afslutning på dagen.

Den er ikke sådan at kimse ad.

- Godnat. - Godnat.

Vi har sovet fint.

Luften var gået ud af underlaget, så man kunne mærke isen.

Men jeg sov fint.

Det er sgu koldt.

Jeg vil bare lige sige, at jeg har det med at...

...børste tænder på en meget aggressiv måde.

Så kan man følge det hele vejen ud til... Nej.

Det var godt.

Nå. Det var sa første stop på vores lille morgentoilette.

Nu skal vi så til stop to.

Det er fuldstændig sindssygt at vågne op her.

Man kigger ud, og så er det bare...

Så tænker man bare...

...jeg skal simpelthen morgenskide.

Nu skal vi tilbage mod Kangerlussuaq, og så flyver vi til Ilulissat.

Der møder vi så min kone, Nukâka.

Det er jo ikke usædvanligt i vores liv, at jeg er ude at rejse -

- og vi ikke har set hinanden i et stykke tid.

Men der er jo internet og telefon, så vi har jo været i kontakt.

Men jeg kan jo godt lide hende, så jeg glæder mig til at se hende.

Ilulissat er Grønlands tredjestørste by og et populært turistmål.

Jeg skal kun være her et døgns tid, inden jeg og Nukâka drager videre.

Nu kommer de.

Hej.

Vi har været sammen i mere end 20 år og har været i Grønland mange gange.

Men nu skal vi opleve en del af landet, vi aldrig har besøgt sammen.

I morgen rejser vi til Uummannaq, Nukâkas barndomsby.

Men først skal vi have aftensmad.

Og selvom Karstens frysetørrede vildtgryde var lækker -

- så har jeg lyst til noget mere frisk denne gang.

Vi skal besøge en restaurant, der ligger 20 km nord for Ilulissat.

Vi kan vandre i otte timer eller tage en speedbåd. Vi vælger speedbåden.

Det er sgu da smukt. Hvad?

- Det er da pænt. - Hold da op.

Lækkert hår.

- Hold k... - Jeg sagde ikke noget med vilje.

- Hvor er her smukt. For satan. - Nøj, hvor er her smukt.

Oqaatsut hed oprindelig Rodebay -

- og blev grundlagt a hollandske hvalfangere i 1700-tallet.

- 3952. - "Rodebay fish".

De hollandske hvalfangere gav det navnet Rodebay.

Hvorfor tror du, det hed det?

De fangede rigtig mange hvaler, så den var helt rød af blod.

Der er restauranten.

Jeg fik at vide, at der bor 46 mennesker i Oqaatsut -

- og 200 slædehunde.

Til gengæld fortalte de ikke, at der også var to milliarder myg.

Heldige hunde. De skal have sælkød.

- Var det resterne, vi så? - Det ved jeg ikke.

Vi går i land, samtidig med at hundene skal fodres med sælkød.

Nukâka og jeg er vist ikke de eneste, der er sultne.

Bare kom. De gør ikke noget.

- Nåhr, de er helt forventningsfulde. - Er du sindssyg.

- Så blev der stille. - Ja.

- Se, hvor hurtigt de spiser. - Det er helt...

Det er ulve.

Hallo. Er det Messi?

Nej!

Jeg tror på det.

Hvordan siger man "den er inde" på grønlandsk?

Den er inde!

Oqaatsut er en af Grønlands mindste bygder.

Ikke desto mindre findes her en restaurant -

- som har Specialiseret sig i lokal grønlandsk mad.

- Hej. - Hej.

- Kom indenfor. - Tak.

Bag stedet med det usædvanlige navn H8 -

- gemmer sig det grønlandsk-franske par Charlotte og Julien.

Hej. Julien.

- Det er et skønt sted. - Det er også et skønt vejr.

Hvad betyder H8?

Når amerikanerne skulle smide forsyninger fra deres helikoptere -

- kaldte de dette sted for H8. Når de fløj over, kunne de se "H8".

Når de skulle smide varer ned, kunne de se, når det var til H8...

Det giver jo mening. Det her går længere tilbage end amerikanerne?

Ja. Det er hvalfangerne i 1800-tallet.

- Og I har mad? - Ja.

- Vi er sultne. - Meget sultne.

I får det bord.

Det ligner et filmset.

En kulisse. Fordi det er så perfekt.

Det er dejligt. Det er også en rigtig flot udsigt.

- Kommer der hvaler herind? - Ja. Mange hvaler.

- Lige herind? - Ja, lige herind.

I begyndelsen af juli, juni-juli -

- går børnene fra skolen oppe på toppen deroppe -

- og jubler, når de ser hvaler.

Og klapper og det hele. "Der er en hval!"

- Hvor mange børn er der? - De er ni.

- I har også børn? - Vi har tre børn.

Vil du sidde ned et øjeblik?

Hvordan ender en franskmand -

- i Rodebay...

Det er en lang historie. Jeg slog tre mennesker ihjel i Frankrig...

- Du er eftersøgt. - Nej, jeg kom første gang i 2004.

Jeg var bjergklatrer og professionel basejumper.

Jeg var ude for en ulykke og vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv.

Så jeg tog tilbage til Grønland.

Nu bor jeg her og er jæger og fanger.

Det føles bare rigtigt. Jeg kan ikke forklare det.

Jeg føler mig ikke hjemme i Frankrig, men det gør jeg her.

- Men det er nyt, at I bor her, ikke? - Jo, det er helt nyt.

I har lige overtaget restauranten. I en perfekt verden, om fem år

...bor I så stadig her?

Ja, vi vil blive her længere.

Vi vil starte en basecamp -

- hvor man kan sejle i kajak og tage ud herfra.

Skabe job, så folk kommer tilbage til bygden.

Så folk kan bo og arbejde her?

Hej.

Goddag.

Her har vi Ulloriaq.

Så tager jeg en Greenlandic plate.

Og så vil jeg gerne bede om en øl, hvis du har en grønlandsk øl.

Jeg vil bare have vand og en kop kaffe.

Jeg havde aldrig gået på jagt før. Jeg vidste intet om hunde -

Folk i Grønland er søde til at hjælpe. De griner ikke ad en.

De siger ikke: "Se franskmanden, han ser dum ud."

Man får lov til at begå sine fejl, og bagefter siger de:

"Det er ikke godt. Gør sådan her." Og så lærer man det.

Det gælder både jagt og fiskeri.

Hvor ser det godt ud.

Er det her... Har du selv fanget noget af det?

Helleflynderen har jeg muligvis fanget.

Narhvalen er fanget af min ven.

Det er sælfedt, som vi har frosset ned.

Vi bruger det til at blødgøre den tørrede torsk.

Ligesom man bruger olie til brød.

- Det har jeg aldrig fået før. - Har du ikke?

- Nej. Efter 20 ar... - Så er det på tide.

Jeg tager lige lidt sælfedt.

Da vi var børn, legede vi, at det var en flyvemaskine.

Tak. Tusind tak for det her.

Tak, fordi I var værter for os.

- Mange tak. - Jeg siger også tak.

- Tak. Vi ses. - Selv tak. I er altid velkomne her.

- Vil du have den på? - Ja. Tak.

- Vi ses. - Farvel.

Farvel.

Grønland er jo...

Der er folk, der er kommet hertil, og han er tydeligvis en mand -

- der ikke ser forhindringer, men muligheder.

Kunne du gøre det? Kunne I?

Jeg kunne godt. Tror jeg.

Det ved jeg ikke. Jeg laver jo det, som jeg er vildt passioneret omkring.

Jeg elsker at prøve forskellige ting. Det er også fordelen ved mit arbejde.

Men du kunne jo have base hvor som helst.

Jeg elsker jo Grønland. Det er derfor, vi lavede den her tur.

Jeg kan genkende hans fascination.

Nikolaj er en, der skal opleve noget.

For mig er det ikke at skulle kunne en masse.

- Du kan jo det med hundeslæder. - Nå ja, men også bare at være her.

- At geare helt ned. - Ja. Det kan jeg ikke.

Du kan gå ud og være heman. Så kan jeg nusse med hundehvalpene.

Og spille bold med børnene.

Okay.

Så kan vi jo...

Danske tekster: Helene Borring Dansk Video Tekst

[missobt]

fucking forpulede tankemylder , så luk dog ned hjerne , jeg kan ikke sq ikke klare flere tanker og minder , hvorfor skal jeg huske så meget , men egentlig husker jeg ikke meget fra de første barneå, fra tiden før jeg blev fjernet , eller jeg ser det ikke som en fjernelse , men systemet siger det var en form for fjernelse , da jeg ikke var ønsket hos min mor og ja jeg havde jo slev bedt om hjælpen, så for mig var det en redning der kom forsent. moster siger din mor elskede dig det var bare rene , nej hun elskede mig sq ikke på nogen som helst måde, hun fortrød at hun ikke havde fået en abort med mig, hendes egne ord ikke mine, så moster skal sq ikke lyve , eller så vil hun bare ikke indse at hendes søster var en omega ko, men hun voksede heller ikke op i det de kaldte hjem. det var ikke hende der blev slået med bøjler , trukket igennem gangen i sit hår, fik lussinger hen over aftensmaden for min stedfars fornøjelse, det var ikke hende der sad og blev ydmyget sexuelt af hendes stedfar og sammenlignet med sin mor på det sexuelle plan, så at tro jeg nyder sex at jeg bare render rundt og spreder ben er så forkert en opfattelse af mig, da sex giver mig så meget klamhed og kun har bragt sorger og smerter med sig. da jeg fortalte en m8 om indbruddet i min lejelighed hvordan jeg vågnede i min seng med en fremmede mand der var igang og jeg frøs frøs turde ikke røre mig, jeg kan stadig fornemme ham om natten , men det var min skyld for jeg sgade ikke nej. det er rigtig der kom ikke en lyd fra mig ingen ting , jeg aner stadig ikke hvem fanden det var, det er nok noget af det mest skræmmende , for det kan ære hvem som helst på gaden det kan være en i min omgangskreds uden jeg ved det. men det var min egen skyld, som om jeg ikke selv tænker det så ofte, jeg hader jo mig selv for alle de fejl jeg har lavet for alt det jeg har ladet ske uden at sige nej, så ja det var nok min egen skyld. det var ligepræcis også derfor jeg ikke meldte noget , skammen over at telade en fremmede mand tage mig på den måde og bare fryse. fuck jeg hader den her kvalme , luk for helvede ned tanker. 

skal jeg begive mig ud i verden , bare trave finde et menneske så jeg ikke bare sider her uden at kunne finde ro, der er blevet åbnet op for så meget, jeg ikke ønsker at forholde mig til, det er så overvældende , hvordan fanden kan det være at min krop reagere så kraftigt , appetiten er forsvundet , måske jeg skulle bare i koldt vand med hampfrø som de menete i de gamle dage kunne kurere forelskelse , for ja det er en af de ting jeg er sikre på jeg er blevet , så bare synd for mig det ikke er gengældt , hvilket er okey man kan ikke styre andres følelser elelr tanker, behov og liv på nogen måde. desuden selvom det ikke er gengældt og det har åbnet op for så meget bs , jeg er nød til at forholde mig til som jeg faktsik ikke fatter og kan finde rundt i hvorfor dukker op, men måske giver det meget god mening da jeg jo efter år har lukket op for muligheden - kærlighed 

at det giver nogle vildt bizare udfald som jeg jo så må tackle hen af vejen, men fuck han er sød uanset , bare det at han kunne få mig til at være tryg nok til at drømme om mere end bare intet er fantastik i sig selv og jeg er taknemmelig , hvordan det end lander på den front, er det okey for jeg har lært hvor meget jeg ønsker at elske og blive elaket hvo meget jeg har brug for det, men også hvor lidt jeg ved om hvad det vil sige at have en realtion der er god med et andet menneske og at jeg skal øve mig arbejde med det at turde stole på andre mennesker og deres ord, hvis jeg ikke bliver bedre der vil jeg aldrig få en forelskelse gengældt i fremtiden. så hey jeg er kommet et skridt vider i min selvforståelse håber jeg. så måske snart måske kan jeg finde ud af at håndtere den smerte , forvirring og helt igennem vidunderlige glæde som følger med dyben i tosomheden, det er også lidt bizart for normalt røre en aflysning mig ikke , det er som regl bare nå ja det der ikke noget at gøre ved. men u jeg fatter det stadig ikke helt det bedste jeg selv kan komme frem til er simpelthen jeg gik i panik og flugten som jeg altid har brugt når noget bliver rart og dejligt og bare gør mig så extremt glad men som også giver mig dårlig samvittighed for jeg har jo ikke fortjent at være glad , så min tanke er at jeg brugte det som en undskyld ubevidst for at flygte da jeg opdagede hvor meget han var begyndt at betyde for mig, hvilket også er wierd da jeg aldrig har mødt ham , der er bare noget ved ham som gør min mave helt kulret , selv nu ved tanken smiler jeg det så underligt, hele det mærkelig virvar inde i mig. så i sidste ende handler det jo ikke en skid om den fucking aflysning men om mig det inde i mig det der har skabt mig formet mig troen på at jeg også gerne må at jeg også har ret til , ja det er fandme mærkeligt det hele. 

se se dette her hjælper , du kære blog er nu også døbt dagbog, for har jeg ingen fortrolige at spare med lille skat så gør jeg det sq her , selvom det er fra mig til mig , er det vel en form for selvterapi til at udtrykke det jeg ikke forstår, fuck mig og mit hovede luk nu ned hjerne ikke mere for i nat , men hey der er i det mindste ikke flere tåre så det går vel den rigtige vej , det betyder at jeg så kan begynde aktivt at øve mig på at blive et bedre menneske og opbygge et bedre ordforråd over det jeg går gennem en bedre genkendlse af hvad det er der roder og forpure mine realtioner til andre, så jeg ikke overfuser dem uden grund når det ikke handler om dem eller det der sker direkte i øjeblikket at det måske bare er en udløser ved et uheld. min behandler sagde til mig at jeg  har været udsat for ting som har givet mig en adfærd der er styret af voldens konsekvenser, men at det er naturligt , jeg hader det bare for jeg har ikke lyst til at være sådan , jeg har ikke lyst til at udsætte andre for mit lort , bare fordi jeg er en tabt sag et fuckup en lille luder som rene kaldte mig. arr luk ned luk ned luk ned 

[natteravn]

jeg bliver lige nødt til at komme med noget ordbræk. 

K fra mit køkken pisser mig virkelig af. 

jeg har haft en vildt lang dag med opgaveskrivning og skal hjem og lave mad til hele køkkenet, da det er min tur til at have madklub. jeg står og laver mad, og har måske gjort det den sidste times tid, hvor hun kommer hjem og begynder at kigge mig over skulderen og spørger løs om “ej hvad er det” og “hvad har du proppet i” og bla bla bla, hvor jeg bare tænker “personal space please”. jeg ender med at feje hende væk med en bemærkning om, at “det finder du ud af, når du spiser det”, og så lader hun mig være. og jeg er seriøst typen, der ikke kan have, at folk forstyrrer mig og hænger i køkkenet, når jeg er presset med madlavning.

derefter kommer en af drengene hjem med ét stykke kage, som er til fri afbenyttelse. selvom det er fem minutter før aftensmad, går hun hen, tager en bid af det, pakker det ind i sølvpapir og smider det i køleskabet. hvis det ikke er et tegn på grådighed, så ved jeg ikke, hvad er. 

så skal vi til at spise og hun står og tøver med at gå ind, hvortil jeg spørger “hvad er der galt med at sidde her?” og hun svarer ih og åh og “er det ikke lidt for trængt med plads?” hvor jeg bare tænker “det er sgu da hyggeligt at vi for en gangs skyld sidder 9 ved bordet frem for 4″. 

så spørger hun om hvidløgsbrødet, hvortil hun udstøder et “nå”, idet hun ser, hvor lidt brød der er i brødkurven. jeg siger til hende, at der altså kun var 1/3 hvidløgsbrød til hver, hvortil hun svarer med en irriteret stemme “ja, det ved jeg godt, jeg har også kun taget to stykker!” og jeg er sådan “du virkede bare så skuffet” og hun svarer “jeg sagde da ikke noget?” og jeg er sådan “det lød som om du sukkede” og hun er sådan “ej, hvorfor er du så meget efter mig for tiden????” ... ja, måske fordi jeg ikke gider tage dit lort længere. 

vi har snakket om at tage ud og spise takeaway i fællesskab med nogle andre fra kollegiet, hvor jeg har lavet en afstemning på facebook om, hvilke dage folk kan. K har så trykket nu på søndag, hvorfor hun under madklub siger sådan “på søndaaaag!” flere gange, da vi snakker om det, hvortil jeg sidst svarer, at “det er jo op til fællesskabet”, hvorefter hun bliver irriteret på mig og er sådan “jaja, jeg siger det bare!” 

derudover har hun OCD, hvilket selvfølgelig er super synd og alt det der, men det resulterer i, at hun flere gange hver aften står og låser sin dør, låser den op, låser den, låser den op, låser den.... og jeg kan høre det så tydeligt, og det er seriøst røv irriterende, når jeg i forvejen er så fucking træt af hende. 

forleden dag sad vi så og så film og hun ligger og er sådan “eeeej, er der ikke nogen, der vil nusse mit hår?” og ingen svarer rigtigt. “ej, vil du ikke nusse mit hår?” spørger hun mig, hvortil jeg er sådan “NEJ”, fordi jeg bare tænker fat en fucking hentydning, hvorefter hun fortæller en historie om, at hendes mor altid siger, at hun ikke vil nusse hendes hår, men når hun så rykker sit hovede hen på hendes skød, nusser hendes mor håret per ren automatik. jeg ville godt nok blive irriteret, hvis det var mit barn. 

så skulle hun til barcelona en søndag med arbejdet, hvor jeg umiddelbart tænker, at barcelona altså ikke er særligt fedt om vinteren. hun blev alligevel ved med at gå dagene op til, at hun skulle afsted “eeeej, gæt hvem, der skal til barcelona på søndag”, sådan flere gange om dagen. VI HAR FUCKING FATTET AT DU SKAL TIL BARCELONA. da hun så kommer hjem efter hvad, 3-4 dage, sender hun en snap om, at “ej, så er jeg hjemme om 5 min, har ikke bare savnet mig????” hvortil jeg svarer “spurgt” simpelthen fordi JEG ER SÅ TRÆT AF HENDE. du har seriøst været væk i max. 4 dage. S har lige været på udvekslning i et halvt år, og han gjorde det ikke engang. lad nu fucking være!! 

derudover stiller hun helt generelt de dummeste spørgsmål, hvor man sidder og tænker “hvordan kan du tro, at vi har nogen som helst chance for at svare på det?” og andre gange stiller hun de mest basale spørgsmål om madlavning til én, der er kokkeelev, hvor man sidder og tænker “google eller spørg enhver anden person, seriøst”. 

hun har også en irriternede tendens til at lægge det døve øre til og gentage, hvad folk seriøst lige har sagt to minutter forinden. 

og så føler hun sig udenfor, hvis mig og S går ud og handler og laver mad sammen, bare os to. slap af mand, du var der ikke, da vi snakkede om, hvad fanden vi skulle spise i aften. 

i sidste uge satte jeg mig ud på køkkenet for at læse og skrive opgave, fordi at det er nederen at sidde på værelset og det er hyggeligt, at folk er i nærheden og måske lige snakker lidt nu og da. så sidder jeg med min computer og mine bøger og ser ret koncentreret ud, hvis jeg selv skal sige det, hvorefter hun kommer ud og tænder tv’et. hun skruer ned, hvilket er god stil, men hun bliver VED med at sidde og kommentere på tv’et, hvortil jeg bliver VED med at svare “nå, det så jeg ikke” eller “jeg følger altså ikke med”. til sidst gik jeg seriøst ud og hentede mine høretelefoner, fordi hun blev ved med at snakke. et par dage efter spørger hun så “ej, hvorfor går dig og S altid ned og læser i læserummet?”, hvortil jeg svarede, at det larmer for meget på køkkenet, hvilket egentlig betyder, at hun larmer for meget på køkkenet. en dag sætter jeg mig så ud på køkkenet for at læse og skrive opgave. hun kommer ud, spørger om det er ok hun tænder tv’et hvortil jeg svarer ja. efter hun har skruet ned for lyden, men indledt til at starte en samtale tre gange siger jeg “K, det er ikke et problem for mig, at tv’et er tændt, men det er et problem for mig at du bliver ved med at initiate en samtale, når jeg sidder og prøver at koncentrere mig”. hun bliver fornærmet og svarer “nå, jeg troede ellers man sad herude fordi man gerne ville snakke?” hvor jeg så tænkte tilbage til dengang hun undrede sig over at jeg altid går i læserummet i stedet for at sidde på køkkenet.......

en morgen stod jeg op og var røv træt, og fordi jeg ikke sagde så meget og måske var lidt væk eller havde fået det forkerte ben ud af sengen, spørger hun sådan “er du sur????”. hvis jeg var sur, så skulle jeg nok blive endnu mere sur, af at du stiller det fucking spørgsmål. 

hun er også typen, hvor hvis man ser noget spændende eller aktivt har sat en film på, kommer hun ind og snakker om en masse ligegyldige ting, hvor man sidder og er sådan lidt “du kan godt se, vi har gang i noget andet, ikke????”.

derudover ligger hun og dovner den af på sofaen dag ind og dag ud og tager lure derude, hvilket er vildt demotiverende at kigge på. alligevel bliver hun ved med at stikke til mig med mit studie og være sådan “I har det ret nemt, hva? du slacker ret meget, gør du ikke???” hvor jeg bare tænker “du ved sgu da ikke, hvad jeg sidder og laver, når jeg ikke er i nærheden af dig?!?!?!” 

og så kan hun ikke spørge ind til andet end ens kærlighedsliv. “nå, ser du stadig ham der?” og “ej, må jeg ikke se ham?” og ditten og dutten og datten. get off my back, du skal nok finde ud af det, når jeg ser en seriøst. 

hun nynner med på alle melodier, der er i tv, og det er pivfalsk.

ALT det her er sket sådan inden for den seneste måneds tid, og jeg er ved at blive FUCKING SINDSSYG. jeg ved godt, at det alt sammen er småting, men det hober sig seriøst op og går mig så latterligt meget på. det hjalp mig virkelig at skrive det her, for nu får jeg faktisk overblik over, hvorfor hun er irriterende. før kunne jeg nemlig ikke helt sætte ord på det. 

[useless-denmarkfacts]

Velkommen Ace!! Jeg er selv lidt i en skabs-slut for historie, så glæder mig til dine facts! Du siger, at du elsker Norge og hader Sverige, og jeg er halv islænding, så jeg tænkte, hvad synes du om Island? Tænkte på det, fordi min søster har en gang mødt en mand, der sagde, at han ikke kunne lide islændinge, fordi de lod Danmark i stikken under 2. Verdenskrig, og det griner vi ret meget af. :D

For at være helt fair, så var Danmark i det store og hele ret meget dicks over for de lande der lå under vores Konge, og Island har lidt ret så meget fordi i var så fandens langt væk. Jeg mindes for eksempel Christian V’s uægte søn, Ulrik Christian Gyldenløve (eller kitty, som jeg kalder ham), som fik titlen som statholder af Island da han blev født i 1678, havde den til sin død i 1719, og aldrig nogensinde så meget som lagde an til at besøge landet.

Jeg er neutral overfor Island, cool vulkaner, men wtf Hákárl

~Ace

[valmuemarken]

hej jeg kom for nogen uger siden til også at kysse en med en kæreste fordi jeg var enormt fuld og enormt sur på en af mine venner.. det var generelt bare et kæmpemæssigt mess og jeg havde det så mega dårligt med det bagefter specielt dagen efter da jeg vågnede op med moralske tømmermænd. men jeg tror det var det han sagde som gjorde det værre, for jeg stoppede ham og spurgte om han ikke havde en kæreste og han siger så "har du et problem med det? for det har jeg ikke" og jeg var ærligt så paf

nej!!!! for FANDEN mand AAAARGH !!! forstår virkelig godt the guilt, var ked i tre dage efter, men WOW ham der er FRYGTELIG grrrr >:( hvad skete der så efterfølgende??? snakkede I om det, har han sagt det til sin k og sådan

[stigndree-blog]

Hvad fanden laver jeg

Jeg kom ind på skolen. Jeg fortalte min far, jeg stillet mig bag ham, lænet mig ned mod hans skulder og sagde, hey far, jeg skal blive keramiker. Han drejede hovedet lidt, han er lidt stiv i nakken, så han kunne ikke rigtig se mig, men han nikkede let. Så gik han tilbage til det billede, han var ved at redigere. Det var et isbjerg, han var for nylig på Grønland. Så zoomet han ind på et andet, det var af en grønlændsk mand der stod forran et andet isbjerg, og min far lurte på, hvad mærke han havde på jakken. Det var Didrikson. Han grinede lidt, syntes det var sjovt, at han fandt et svensk mærke i den karge natur på Grønland. Jeg føler lidt, jeg har det som det isbjerg der. Lidt kold og hård. Ikke på den cool måde.

Jeg begynte at gå ind mod caféen, ind mod min mor. Hvad, nej, har du fået svar? siger min far så. Jeps, svarer jeg. Jeg er kommet ind. Tillykke, sagde han. 

Min mor var i fuld gang med forberedelser til aftenens fødselsdagsfest. Hun snurrede rundt, lavede ingenting, og var virkelig stresset. Mathias, råbte hun, hvor er han, jeg forstår ikke hvad han laver - Mathias!! Min anden bror stod oppe i vinduet, bag disken, og spillede musik mens min mor snurrede. Hun vil altid høre noget med et godt beat. Det siger hun dog ikke, hun ved nok ikke, hvad et beat er - men hun vil høre noget hun kan danse til. Jeg kom ind, sagde jeg. Vad snakker du om, svarede hun. Jeg er inde, mor, jeg skal blive keramiker, svarede jeg. En af de to ting, jeg sagde, jeg i hvert fald aldrig skulle blive her i livet.

Hun stopper op for et øjeblik, og ser på mig, som om hun ikke forstår en skid. Hvad siger du, siger hun, og så krammer hun mig. Du skal blive keramiker! Jeps, siger jeg. Shit mand. 

Jeg er tilbage i lejligheden. Jeg har lige gået gennem København med en sækkevogn fyldt af dårlig pakkede værktøj og planter. Og et spejl. Rejsen der skulle tage 2h tog pludselig 5, og jeg ved at den altid gør det, det går slet ikke at komme hurtigt hjem fra det sommerhus, tænker jeg, mens jeg sveder og styrer vognen udenom cykler og fodgængere. Luften er dejlig, den er varm men crisp, det er måske endda min yndlingsluft, men jeg kan ikke nyde den fordi den betyder at sommeren snart er over. Jeg føler mig snydt på sommeren, hvornår var den egentlig der? Jeg har det med sommeren, som jeg har det med venner man flyttet væk fra. De få gange man er på det samme sted, tænker man at man skal ses så sindssyg meget. Det gør man jo aldrig. Sådan har jeg det med sommeren. Vi når aldrig at se hinanden, ikke sådan ordentlig i hvert fald. Det er som om den sender mig en sms, nu er jeg i byen, skriver den, lad os mødes til en øl en aften! Fedt mand, svarer jeg, det vil jeg vildt gerne, hvornår har du tid. På den måde bliver det ved, man sender beskeder frem og tilbage, og hvis ikke man er på arbejde, så er man et andet sted. Så sommeren mødes med nogle andre. 

Folk der ser mig kunne lige så godt tro jeg er hjemløs. Hvis ikke jeg havde så rent tøj på, skulle jeg godt kunne se ud som en, der har hele sit hjem på den vogn der. Man kan ikke se, hvad jeg har i posen. Spejlet er også dækket med nogle udvaskede lilla håndklæder. Det er sjovt, tænker jeg, at det skulle kunne være mit hjem. Jeg får næsten lyst til at sige til folk, at jeg er på vej hjem. Til mit hjem, jeg har altså et hjem. Posen med værktøj og blomster er ved at falde ned, og jeg bøjer mig for at rette den op. Den er så voldsomt tung, og jeg har lidt ondt i ryggen fra et dårlig spil volleybold for et par dage siden. Det var en ting jeg var god til, før. Jeg var virkelig god til volleybold. Det er jeg så ikke længere. Jeg føler, jeg er ved at blive gammel. Jeg fik ondt i ryggen, lige efter jeg havde haft min 26-års fødselsdag. Nu begynder kroppen at forfalde. Jeg føler mig nostalgisk, og tænker på de dage, kroppen stadig var ung og stærk. Jeg er hjemme lidt før klokken tolv, og da jeg pakker mine ting ud, ser jeg at jeg har glemt to kopper, som jeg ellers gerne ville have med. Satans. 

Jeg kan ikke være i min krop, problemet er dog at man hellere ikke kan komme væk. Jeg overvejer mine muligheder, hvordan kommer jeg ud af min krop, hvad gør man, når man vil ud. Jeg tænker over at det siges at man skal embrace sin smerte, når man har virkelig ondt. Man skal tænke på, og fokusere på smerten - så bliver det noget andet end smerte, det bliver til en ting i sig selv. Smerten som fænomen. Så kan man lægge sin tid på at tænke over, hvordan det egentlig føles, og hvis nu man kan sætte ord på det. Den selvstændige smerte. Jeg prøver at trykke lidt på et blåmærke jeg har på mit knæ, men det gør ikke ondt nok. Det gør bare almindeligt ondt, og det er det. Det gør bare lidt ondt. Det er ikke en smerte. Måske kan man dog gøre det samme med kroppen. Hvis nu man går så meget ind i sin krop, at fornemmelsen af den, bliver en ting i sig selv. Så den ikke er mig længere, så vi ikke længere er en enhed, men to. Mig og kroppen. Jeg har brug for et projekt, hvor jeg kan fornemme kroppen. 

Dagen efter er jeg på Røverkøb 5 gange. Jeg har booket en gulvslibemaskine. Jeg håber ikke, den er for stor. Jeg spørger hvordan jeg kan få den hjem, du tager den bare i bilen, siger Kamil, den er ikke så stor. Jeg har ikke bil, og hellere ikke kørekort, siger jeg. Det er ikke mulig at bære den? Jeg skal bare lidt længere op ad gaden. Nej, siger han, det bliver for langt. Det er okay, svarer jeg, jeg finder ud af det. Så sætter jeg mig op på cyklen og kører næsten hele vejen hjem, inden jeg husker, at jeg nok skal have et vattenpass. Min mor sagde navnet på den, på norsk den anden dag, og jeg tænker over hvad mon det hedder på dansk. Inde på Røverkøb smiler jeg og siger, jeg skal have et vattenpass. Jeg prøver at forklare for Kamil hvad jeg mener, sætter mine fingerspiserne mod hinanden, underarmene ud til siden, og tipper overkroppen fra side til side, du ved, så jeg borer de huller lige, siger jeg. Ah, siger han, jeg tror jeg ved hvad du mener. 

Jeg kører hjem med det vaterpas der, som det tydeligvis hedder på dansk. 

Jeg skal få sat en hylde op. Eller, det er i virkeligheden mere en boks, men den skal blive en hylde i mit uduelige lille køkken. Jeg tror jeg bliver nødt til at bonde med min lejlighed, det er utrolig, tænker jeg, at man skal blive nødt til at skulle flytte før man finder ud af at man er glad for stedet man bor. Jeg skal dog ikke flytte for evig, så jeg tænker jeg vil sætte lejligheden i stand på en måde, så jeg kan glæde mig til når jeg er hjemme. De sidste 5 år har jeg boet på en måde, hvor jeg altid har været klar til at flytte. Det har næsten blevet et mål i sig selv at ha så få ting at det få plads i et flyttelads. Jeg har haft et meget platonisk forhold til de lejligheder. Jeg tror dog at jeg bliver her, længe. Så jeg bliver nødt at investere emotionelt i denne bolig - det skal jeg gøre nu. Jeg tror det fungerer lidt som teambudilingaktiviteter, lidt som de åndssvage ting man skal lave sammen med en ny klasse eller endda med familien. Når man lidt forceret skal bygge et forhold til hinanden. Så måske hvis jeg nu arbejder sammen med lejligheden, til trods for at det er mig, der laver det største arbejde, at vi kommer hverandre lidt nærmere. Det håber jeg. 

Det tager hundre år, at lave et enkelt hul i min væg. Hvad er den egentlig lavet af? Jeg tror huset er fra 1930. Måske 1940. Hvordan byggede man hus på det tidspunkt? Jeg googler lidt, og finder ikke ud af en skid. Så spørger jeg google, om hvad for en væg jeg har i mit hus. Det går bedre. Jeg finder frem til en artikel med beskrivelser af hvordan det ser ud, når man borer i forskellige vægge. Jeg går ud i mit køkken, og stikker et finger ind i hullet. Støvet er både hvidt og lidt rødt, og jeg går tilbage til computeren. Gips og mur, virker det til. Jeg ringer min far på facetime, men det er svært at filme det støv der. Kan du se hvordan det ser ud, spørger jeg, jeg kan prøve at ta lidt på fingeren. Han kigger dybt ind i telefonen, jeg ser næsten bare hans øje, næsten bare hans briller. Mur siger han, jeg er ret sikker på, det er mur. 

Jeg måler med det vaterpas der, men jeg har ikke nogen lineal, så jeg må freestyle da jeg måler boksen. Så har jeg endelig sat mærker op, for de fire huller. Jeg er gennemvåd af sved, og min arm er ved at falde i søvn. Jeg kommer hele tiden til at bore skævt, og jeg får støv på min kontaktlinse. Fandens. Jeg sætter mig ned på den boks, jeg skal få sat op på væggen. Med hagen i hænderne ringer jeg på nyt til min far. Det går for sygt langsomt, siger jeg. Hvad borer du med så, spørger han. Jeg filmer boremaskinen, og han siger at det ikke er så mærkelig. Hvorfor det, spørger jeg. Du skal have et betonbor, det der, vil komme til at tage hundrede år. 

Jeg cykler ned til røverkøb igen. Jeg skal have et betonbor, forklarer jeg for Kamil. Jeg har en plug med, siger jeg, og roder i lommen for at finde den brune plug. Jeg mister den på gulvet, da jeg skal give den til ham, og vi begge bøjer os ned, så vi er ved at slå vore hoveder sammen. Jeg er varm og træt, og griner lidt, men det gør Kamil ikke. 

Det står ikke, hvad for en størrelse det er, siger han. Siger 28 dig noget, spørger jeg. Jeg tror nemlig, det stod et eller andet med 28 på boksen de lå i. Han går på jagt efter det rigtige bor. 

Da jeg betaler, joker jeg om at jeg har været her tre gange allerede idag. Du kan nå flere, svarer Kamil, vi lukker først klokken seks. Nå, nu tror jeg nok jeg har, det jeg skal have, svarer jeg og vinker farvel.

Jeg når ikke så langt, før jeg finder ud af, jeg skal have en Converter til den boremaskine der. 

Hej igen, siger jeg, og Kamil griner. 

 Jeg lærer min lejlighed at kende, tænker jeg, mens jeg sveder i køkkenet. Jeg har taget sort tøj på, desværre, og det fine støv der kommer ud af væggen hvor jeg borer, lægger sig som sne på mine arme og ben. Jeg prøver dumt nok, at børste det af mig, men det ender bare med at blive hvide plamager, og jeg tænker, jeg burde have brugt støvsugeren. I hvert fald går det nu hurtigere, at bore de hul. 

Jeg har målt forkert. Jeg har ikke noget lineal, og var ret overbevidst om, at det var en god idé, at bare lave nogle markeringer på noget andet langt og ret, for så at føre disse markeringer over på væggen. Det var det ikke. Boksen passer ikke, med de plug jeg har boret ind i væggen.

Jeg overvejer at græde lidt, men jeg tager mig sammen. 

Med lidt vold og gennem at placere skruerne så langt ud i siderne som mulig, lykkes det mig at banke boksen ind på sin plads, jeg er i stunden så fantastisk glad for min hammere. Jeg kan næsten ikke komme til at bore inde i boksen, men efter yderligere et kvarter, sidder den på væggen. Hvem ved, hvor længe den sidder der. Det bliver spændende at se. Hvis ikke andet, vil jeg så også finde ud af, hvordan man bedst lapper sammen den skidevæg. 

Jeg vågner kl 08, det er tidlig, føler jeg, og har mest lyst til at falde i søvn igen. Solen skinner, børnene på skolen råber, som de altid gør - har børn altid råbt så meget, tænker jeg, og sætter mig op på sengekanten. Jeg hiver det sorte tøj på fra igår, det er allerede beskidt, så jeg kan lige så godt blive ved - og cykler mod Røverkøb. På vejen ringer min chef, han vil snakke med mig om hvad jeg har for planer i fremtiden. Jeg kan ikke finde ud af begrebet fremtid, jeg får stress, bare af at høre det, lad dog være at snakke om fremtid - det handler jo ikke om 20 år tænker jeg, men siger, at jeg gerne mødes med ham for en snak. Så jeg drejer til højere istedet for venstre, cykler hen mod arbejdet istedet for Røverkøb. Mit baghjul har begyndt at vovble, jeg ved ikke, hvad der er sket, men det kom efter at nogen også stjal min baglygte. Måske sparkede de lidt på cyklen, mens de allerede var igang, jeg kan nemlig ikke huske, den har været sådan her før.  Jeg burde ringe Kamil, og sige at jeg bliver sen, tænker jeg lige før, jeg glemmer det igen. 

Jeg får lov at beholde mig arbejde. Jeg er på arbejde i 10 minutter, vi kunne lige så godt have taget det over telefonen, tænker jeg, men så var det nok alligevel godt, at tage det, man-to-man. Min chef mumler lidt i skægget, han siger, de gerne vil beholde mig, og jeg svarer jeg også gerne vil blive. Det er det, vi siger, og da jeg går derfra, lurer jeg på, om ikke vi skulle have lavet noget mere officielt ud af det.

Da jeg kommer ind i Røverkøb, ser Kamil bebrejdende på mig, du kommer for sent, siger han. For helvede, jeg skulle jo ringe Kamil, tænker jeg, og siger, det må du virkelig undskylde!  Han slår en kuglepen mod disken, laver en lyd med munden, som om han stille og rolig kaldet på en hest, mens han tænker på, hvad han skal gøre med det hele. Jeg smiler og tørrer sveden af panden, og forklarer at jeg havde blevet ringet op af min chef. Hmm siger Kamil, og rynker sine øjenbryn. Han pressede læberne sammen, lod munden gå fra venstre til højre side, og så meget alvorlig ud. Hmm siger han igen. Jeg kan måske pakke sammen en ny til dig. Det ville være fantastisk, svarer jeg, og smiler så stort jeg kan. 

Kamil forsvinder ind i et baglokale, og det lyder som om, han er ved at rive stedet ned. Jeg skal bare prøve og se, om de virker som de skal, råber han gennem larmet. Jeg gider ikke svare, han vil alligevel ikke høre hvad jeg siger, så jeg kigger på væggen med plug, fuck hvor findes det mange slags, har jeg mon brug for nogle flere, tænker jeg, når Kamil pustende kommer kørende med et monster af en maskine. Nå, tænker jeg, jeg betaler jo hellere ikke så meget for at leje den… Han kommer med en mere, til kanterne, siger han. De er dækkede i støv, og jeg spørger hvis han ved, om man kan bestille en taxa der er ok med, at ha nogle beskidte kæmpe maskiner i bilen. Hvis ikke skal de bare lukke sin røv, siger Kamil, de får jo for fanden penge for det. Jeg vil sige at sådan fungerer det jo ikke altid i virkeligheden, folk kan jo blive sure alligevel, men istedet siger jeg fint nok, jeg prøver. Udover de to gamle monstre som står ved siden af mig, skal jeg have en kæmpe værktøjskasse med, fyldt af alskens ting jeg overhovedet ikke vidste, jeg skulle få brug for. Men det giver mening, når Kamil hurtigt gennemgår hvert og et af instrumenterne, og jeg nikker og betaler, men jeg tænker, hvad fanden har jeg gang i. 

Hejsa, jeg hedder Zaratea og vil gerne bestille en taxa hvor jeg kan have to slibemaskiner med. Til gulv. De er store. Skal det være en stationcar, siger pigen i telefonen der nok hader kunder lige så meget som jeg gør, indimellem, for hun er i hvert fald ikke fan af at tale med mig. Uha, det ved jeg ikke rigtig, jeg er mest interesseret i en bil, der kan tåle noget snavs og sådan noget. Jeg sender en stationcar, siger hun, og lægger på røret. 

Tak. 

Bilen kommer, taxachaufføren har ondt i ryggen, og kan ikke hjælpe mig at bære de maskiner fra helvede som jeg nu har blandet mig med. Ondt i ryggen, eller ondt i røven, tænker jeg, mens jeg løfter den første. Det føles som om, mine fingre skal klippes af, der hvor maskinens metalplade skærer ind. Jeg læner den mod mit lår, mens jeg stille og rolig forflytter kroppen mod taxaen. Et skridt ad gangen. Jeg kommer til at slå maskinen mod mit skinneben hver gang jeg løfter modsat fod, Jävlar i helvete, siger jeg, er du svensker, siger taxachaufføren. I bilen overvejer jeg hvor mange nye blåmerker jeg nu har skaffet mig, og han skruer op for musikken, for ikke at behøve tale med mig. 

Jeg er gennemvåd af sved. Jeg sveder nemt, min far siger, jeg skal være glad for det, det betyder at du har en sund krop, men jeg ved nu ikke hvor glad jeg er. Maskinerne står lige indefor døren, min første tanke er, at det var nok arbejde for idag, men rummet er renset, det er lækkert tomt, og jeg er spændt på, hvordan de maskiner der virker, hvorvidt jeg kan finde ud af, at styre dem. 

Jeg ringer til min far på facetime. Jeg ringer faktisk egentlig til min mor, hun er familiens kommunikationscentral, alting går via hende, og hun klager over det indimellem, men jeg tror også hun kan lide, at være behøvet. Hun retter kameraet mod min far, han kører bil, og han kigger fokuseret ud på vejen foran sig. Jeg forklarer at jeg har maskinerne, og desuden vildt meget adrenalin, jeg er nervøs og jeg tænker over alle ting, der kan gå galt. Hvad skal jeg ikke gøre, siger jeg, og min far kaster et hurtigt blik ned på skærmen. Det er sådan en som jeg kørte med da vi boede i Norge, siger han. De er nemme at arbejde med. Jeg burde føle mig tryg i det, men så tænker jeg på, at det var 100 år siden, og bliver nervøs igen. Jeg sætter mobilen på en skammel og læner den op ad en rulle med slibepapir. Kan i godt se hvad jeg laver, spørger jeg, og de svarer i en mund. Jeg har ikke nogen skruetrækker der passer til maskinen, den går bare rundt i skruen der skal løsnes, og jeg siger til dem, jeg allerede har stødt på problemer. Jeg lykkes så, at løsne den, med hjælp af en boremaskine. 

Jeg ryster så forfærdeligt i mine hænder, at jeg bliver nødt til at drikke et glas vin. Jeg har prøvet at starte den store maskine, men har endnu ikke turet at køre den hen over gulvet. 

Vinen smager dårlig, den kostede hellere ikke specielt mange penge.

Med nyt mod går jeg tilbage ind i det tomme værelse. Lyden er hul herinde, der er ingenting som stopper den. Jeg tænker undskyld, til mine naboer, og så starter jeg den gamle maskine på nyt. Den er fandens hurtig. Kamil sagde, jeg skulle starte med et fint slibepapir, så jeg ikke gravede et hul i gulvet. Det er jeg glad for, jeg gjorde. Jeg når knap nok at få maskinen ned på gulvet, før den har røget ind i væggen på den anden side. Mine hænder ryster stadig voldsomt, og jeg holder så hårdt om håndtaget på maskinen, at mine knogler bliver hvide, jeg er overrasket over, at de kunne blive mere hvide. Efter 5 minutter føler jeg mig selvsikker, og klar på, at gå igang. 

Far, siger jeg, jeg tror jeg har ødelagt maskinen. Jeg kigger igen på hans profil gennem min mors facetime. Det er umulig, svarer han, det er en arbejdshest det der, den kan du ikke ødelægge så nemt. Jeg ved ikke, hvad der skete, siger jeg, men den lavede en sindssyg lyd, og så fløj flækket slibepapir hen over hele værelset. Så var det nok bare det, det lyder også rigtig voldsomt, når sådan noget går i stykker, svarer far. 

Jeg kører maskinen ud i gangen, og piller den fra hinanden, så meget jeg kan, parterer den, så den på ingen måder kan startes, eller kortsluttes eller hvad fanden den nu kunne finde på at gøre. 

Min veninde banker på døren, og jeg klatrer over de forskellige maskinedele for at åbne for hende. Hvad fanden laver du, griner hun, og klatrer ind i lejligheden. Jeg har angst, svarer jeg, så jeg havde brug for et konkret projekt. Nå, det giver også god mening, siger hun, og lægger sin taske på en stol. Kunne du tænke dig noget vin? Jeg har måske lige ødelagt den fucker her over, siger jeg, og peger på liget af maskinen jeg nåede at bruge, i ca 10 minutter. Stensikkert, svarer hun, og griner mens hun samler håret i en hestehale. 

Jeg går til køleskabet, finder vinen frem, og har store problemer med at forflytte mig, da ledningen jeg har draget igennem alle mine trøjer stadig sidder i stikket. Rundt om halsen har jeg de beskyttelse-briller igenduggede af støv fra gulvet. Du ser ud som en cyborg, siger hun, hvad sker det for alt gear, men jeg kan fandeme også godt lide det. Hvor er det fedt, du gør det selv, siger hun, og jeg tænker at det måske vil ende med at være det dummeste projekt jeg nogensinde er gået igang med. Ej, jeg mødte den vildeste fyr på vejen her over, fortæller hun, jeg var lige lidt lost og fandt en ensom mand der sad udenfor et sted der hedder Mamma Mia, som jeg tænkte jeg ville spørge. Uha, siger jeg, man skal lige passe på med Mamma Mia, det nogle mærkelige typer, der hænger ud der. Jamen han var skidesød, fortsætter hun, jeg siger hejsa, hvad, ved du hvor skoleholdervej ligger, ja, for fanden, sagde han, det bare ned ad vejen her, hvaså, skal du til skolen, nah, jeg skal besøge en veninde, der bor her over. Nåå, svarer han så, jamen hvis du har brug for et sted at bo, kan du jo bo hjemme hos mig, ahh du, tak for tilbudet, siger hun, hvis ikke det fungerer med min veninde, så kommer jeg tilbage og finder dig, hun smiler stort og blinker. Nåå, nej nej, det var nu også mest menet som en joke, svarer han så, mens han skruer lidt på sig i stolen, og kigger nervøst på min veninde. Nåå, nu har du jo ellers tilbudt, siger hun, og blinker igen, og han smiler ikke længere, når hun går videre. Vi griner. Du finder sgu altid de mærkeligste typer, siger jeg. Men nu kommer det bedste, siger hun, griner, og slår sig over låret mens hun fortæller videre. Jeg var nået måske 20 meter væk, da han, stadig helt alene, læner sig frem i stolen og råber, til ingen, til fuglene, ud over søen; BÆVER. 

Vi drikker en flaske vin, det går hurtigt, og vi når at starte på næste indenfor kort tid. Den er bedre, men det er så meget støv i luften, at det føles som der er blevet lagt et filter i luftrørene, som at den luft ikke rigtig kan komme igennem. Der ligger en hinde af støv over vinen, i vores glass. 

Jeg spørger hvis hun ville være okay med at flytte ind i slibe-værelset, jeg føler jeg gerne vil prøve maskinerne, mens der er nogen i lejligheden. Jeg er bange for, jeg vil komme til at skade mig selv på dem. Til trods for, alle de youtube-klip jeg har set, om hvordan man sliber gulve. Vi når ikke at slibe sammen, hun sidder på en stol ved det åbne vindue, og drikker vin, og jeg sætter mig hen til hende. Vi snakker lidt om, det med kommunikation. At kommunicere med folk, der er svære at kommunicere med. Solen skinner ind gennem vinduet, skinner på os, og det er en dejlig, rolig stund. 

Når jeg lukker døren efter hende, er jeg varm i kroppen af vinen. Jeg er afslappet, afdæmpet. Jeg overvejer hvilken sindstilstand der er værst, mest farlig, for mig selv. At ryste af adrenalin, eller at være afslappet af alkohol. Utallige gange har jeg læst, at man ikke må bruge maskinen påvirket af noget som helst, ikke en gang af søvn, den er så lang, den brugsanvisning, og jeg kommer til konklusionen at det jeg mister i fokus, vinder jeg i ro. 

Jeg arbejder frem og tilbage over gulvet med kantsliberen, min næse er teppet af støv, og jeg begynder at få krampe i mine ben. Jeg har stået og gået med bøjet ryg nu i et par timer, og føler det er tid for en pause. Jeg retter mig meget langsomt op til stående stilling, kroppen opfører sig som om den har glemt, hvordan man gør det, og med maskinen i hånden, fordi jeg vil jo ikke grave et hul i gulvet, slukker jeg for den. 

Den slukker ikke. Knappen virker ikke. 

Jeg får panik, jeg oplever at alle mine muskler på samme tid giver op, og jeg føler ikke at jeg kan stå op i et sekund mere. Jeg kan umulig slukke for maskinen, mens jeg holder i den, og prøver at læne den ned mod gulvet for så at få en hånd fri, til at hive stikket ud med. Den lugter af brændt elektricitet, den lugter som de bile der havde kørt for længe på bilbaner man havde når man var lille, hvordan var det nogensin sjovt, det skete jo aldrig noget nyt. Maskinen hugger fat i gulvet, danser i cirkler videre mod væggen, og jeg når ikke, at hive stikket ud, inden den har klaret det selv. 

Jeg hader alt. 

Facetime. De sidder på en café på vejen. Min far har fået kaffe, og hans hår står ret op. Nu har vi bare halvandet døgn tilbage, siger min mor. Far, maskinen slukker ikke, når jeg slukker for den. Hvordan fuck har jeg lykkes med at ødelægge yderligere en maskine, spørger jeg. Måske skal den bare hvile lidt, siger han fraværende, mens han spiser en kanelbulle. Jeg ser frygtelig ud på skærmen. Håret ligger klistret mod panden, og de gennemsigtige beskyttelsebriller som sidder på min næse, er helt dugget til. Mundvigene hænger sørgeligt nedad. Jeg har lyst til at give op. Kom nu far, hvad skal jeg gøre, den lugter af brændt elektricitet. Det er altså ikke dig, siger han. Men du kommer fra en dårlig familie, vi har altid uheld med maskiner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den informationen til, og jeg tænker at de ikke er nok engagerede i min krise. De forstår ikke, vidden af krisen. 

Jeg skal have en stationcar, for at fragte to maskiner. Gulvslibemaskiner, siger jeg. Jeg er forpustet, det var endnu værre at få dem ned ad trappen, end op. Jeg står ude i haven, og gider ikke. Vi sender en bil til dig, god dag, siger pigen, som er lidt bedre 

Jeg finder en gammel fribillet i lommen på min jakke. Det er til den blå planet, og jeg tænker, at jeg skal til en anden planet. Det er koldt i lejligheden, og sådan næsten lige så koldt, i mit sind. Jeg har lige skrevet under kontrakten til et værelse på 31m2. I Nexø.