#det var BØRSTE-TID!

[artpigeons]

Achilleus er ligeså nem at snyde som en hundehvalp, jeg skal bare hype noget nok op, så er han helt oppe at køre ligemeget hvad det er.

Mig: Hvem skal børstes? :D Hvem skal have en ordentlig børstetur? :D

Achilleus, der hader at blive børstet som pesten men er vildt spændt: ÅH HVAD SKER DER? :D HVAD SKAL VI? :D

[slagtenhelligko]

Det går ikke så godt med at vedligeholde mit ellers højt elskede fristed. Jeg har fundet flere fristeder denne sommer, er jeg bange for.

Ude i virkeligheden er der en fantastisk sommer, der trækker mig ud i forskellige kroge af Danmark. Mest dem i Nordjylland. Lige nu allermest dem oppe omkring Rødhus, hvor jeg – sammen med Kenneth – ender flere gange om ugen. Nogen gange er det bare os. Andre gange er det med venner og/eller familie, men altid er det dejligt.

Forleden var det begge dele …

Kapløb kostede dyrt

Vi var taget til stranden for at aftenbade efter en meget varm arbejdsdag. Det var fredag. Anne og jeg skulle – fordi vi er tåbelige og meget lidt voksne – selvfølgelig hjemmefra konkurrere om, hvem der kom først i vandet deroppe. Jeg var smart, for jeg skiftede diskret til badetøj og havde på den måde et forspring. Troede jeg …

Da vi landede på stranden, skulle Kenneth absolut i gang med en længere historie, men selvom jeg ud af øjenkrogen kunne se Anne i gang med at skifte til badetøj, tog jeg det roligt. Jeg havde jo et forspring.

Den historie blev bare længere og længere

Kenneths historie var længere, end jeg havde håbet. Da jeg fornemmede, at Anne begyndte at gøre klar til at sprinte i retning af Vesterhavet, afbrød jeg Kenneth med et “beklager, men det må lige vente“, kastede mig ud af bilen, tabte fodfæstet og forsøgte forgæves at finde det igen, inden jeg landede HÅRDT og pladask i vandkanten. Virkelig hårdt. Så hårdt, at jeg var bedøvet de første minutter efter faldet. Jeg rejste mig, børste sandet af, grinte af mig selv og løb så ud i vandet til Amanda og Anne, som selvfølgelig nåede i før jeg gjorde.

Der gik kun et minuts tid, så kunne jeg konstatere, at jeg havde slået mig. Meget.

På tredjedagen driller kroppen fortsat

Jeg har trykket nogle ribben, så det gør ondt at trække vejret rigtig dybt. Jeg slået en stor del af kroppen blå og sort. Jeg ligner en ulykke og jeg er bestemt ikke glad for at skulle forklare mine skader, for det er jo ynkeligt at ligne en sværvægtsbokser efter usandsynligt mange omgange i ringen og så skulle sige; “jeg faldt på stranden og nej, der var ingen, der spændte ben eller på anden vis medvirkede. Jeg gjorde det helt selv …”.

Det er bare grinagtigt pinligt …

[signoff]

Det går ikke så godt Det går ikke så godt med at vedligeholde mit ellers højt elskede fristed. Jeg har fundet flere fristeder denne sommer, er jeg bange for.

[rebelincdk]

Talen til Manila

Kære Manila:

Husk at strække ud!

Talrige medicinske studier har bevist fordelene ved at strække ud. Det bevarer din styrke og smidighed, og du tilhører en generation, der kan forventes at leve til I bliver 100 år.

Det er det eneste solide objektive råd jeg kan give dig: Husk at strække ud!

Resten af mine råd er mere subjektive, og alene baseret på mine egne tvivlsomme erfaringer.

Lad være med at forfølge store drømme. Hvis de er store nok, til at imponere, vil du spilde dit liv på at nå dem, og det vil være for sent at nyde dem, når de endeligt går i opfyldelse. Det værste er at du kan være så fokuseret på et mål langt ude i horisonten, at du går glip af alt det spændende der sker lige ved siden af dig. Vær hellere mikro-ambitiøs, og prøv med alle midler at gøre det, som du er i gang med lige nu, så godt som muligt. Hvis du laver noget, som du synes er fedt, og gør det så godt som du kan, vil nogen synes at det er fedt, og du vil blive inviteret til at deltage i noget andet der er fedt. Det hedder “De Fede Tings Cirkel”.

Husk at bruge solcreme. Det burde du have forstået, allerede.

Spis sukker, spis gluten, spis laktose. Spis fedt, spis grønt, spis rødt og jeg tror at du kan finde noget blåt i CandyPeople eller Hemmakväll; men sørg for at spise varieret, og hold dig for god til dumme trends.

Husk at børste tænder.

Bliv lærer. Verden kan aldrig få for mange gode undervisere. Og selv om du ikke vælger at blive lærer, som profession, så undervis alligevel, hver gang du får chancen. Vis respekt for den viden du tilegner dig, og del den med dine medmennesker.

Husk at tage dit håndklæde op fra gulvet.

Forsøg ikke på at finde meningen med livet. Efter tre milliarder års kaos og gentagelser af dumheder, er det for naivt at tro, at der findes en større plan. At lede efter meningen med livet er som at klappe til en koncert for at ekkolokalisere sin tabte mobiltelefon. Der er ingen mening. Find hellere meningen med det du gør lige nu.

Prøv ikke at finde Gud. Alene det faktum at der findes mere end én religion er det endegyldige, konkluderende og indiskutable bevis på at der ikke findes en gud, i den forstand som religiøse mennesker påstår. Hvis Frank* findes, så findes han i alt, fra solsikkekerner til Hennes og Mouritz, og hele verden er din kirke, selv toiletterne på skolen.  

Lyt ikke for meget til andres gode råd. Heller ikke mine. Gode råd er andre menneskers fejltagelser, der er trukket op af en æske fra fortiden, støvet af og malet op for at blive solgt igen, for mere end de er værd.

Brug din krop. Løb, hop, kravl, spring og dans. Dans hjemme i stuen og dans i bussen.

Du skal ikke være flov. Der findes intet i verden der er pinligt, hvis det bliver gjort med vilje og med selvtillid. Selvtillid er den eneste forskel på cool og pinligt. Dén dag du forstår det, selv, vil du begrave dit ansigt i dine håndflader, og ærgre dig over spildt tid og forspildte chancer.

Vask hænderne ofte!

Husk på at du kun kan udrette ting, fordi du har fået livet, dine gener og dine muligheder forærende, nedarvet fra talløse generationer, af folk der formåede at overleve og forplante sig, igennem millioner af år. Det meste kunne du ikke have udrettet, hvis du var blevet født i et slumkvarter i Indien. Som en kakerlak. Dén erkendelse skulle gerne hjælpe dig med at være ydmyg, hjælpsom, taknemmelig og tålmodig – egenskaber som helt sikkert vil forbedre kvaliteten af dit liv. Som farmor lærte os er det ikke lykkelige mennesker der er taknemmelige. – det er taknemmelige mennesker der er lykkelige!

Giv drikkepenge en gang imellem.

Tag initiativ. Prøv at se opgaver, løsninger og muligheder før alle andre. Hjælp til, imens andre sidder tungt på deres røv, prøv ting af, imens andre forsøger at finde modet, begå fejl, som andre vil grine ad, og få erfaringer, som andre vil udnytte groft. I den sidste ende vil både du og andre vide, at det var dig der havde mod, og tog initiativ, og tog ansvar.

Uanset om du bliver bankdirektør eller flaskeautomatrenserassistentvikar, så hører du til de 15% rigeste mennesker i verden. Sæt pris på det, og udnyt det, til at gøre noget godt for dig selv, og noget godt for andre.  

Rens dine ører jævnligt. Også i overført betydning.

Husk at du har et indbygget idiotfilter. Din farfars humor har sprunget en generation over, og du har den 100%. Du kan simpelthen sige det mest absurde vrøvl, og holde pokerfjæs imens, og mange mennesker vil misforstå dig, på din vej igennem livet. Brug det som en gave, brug det til at identificere tåber.

Husk at drikke mælk.

Mod er som at kaste sig ned på et sofabord, med tænderne først: Det er ikke modigt hvis du godt tør. Du har et særligt blik i øjet, når vi taler om Laura Dekker, og jeg tror at du genkender lidt af dig selv i hende. Du har ikke fundet den interesse, som alt andet må vige pladsen for. Måske finder du aldrig sådan en interesse, men du har på mange andre måder allerede bevist at du har modet. Til den helt blanke del af forsamlingen kan jeg fortælle at Laura Dekker sejlede jorden rundt, alene, som 14-årig. Gør en ting hver uge, som du ikke tør. Gør en ting, som du ikke må for din mor, en gang om måneden. Gør en ting, som du ikke må for mig, en gang om året.

Husk at støvsuge en gang imellem. Også i overført betydning.

Vær omstillingsparat, som en skildpadde, der får udleveret en faldskærm. Du har allerede været udsat for mange omstillinger i dit liv, og har boet på Frederiksberg, i Helsingør og i Lund, du har skiftet skole og sport, der er kommet og forsvundet både voksne og børn i dit liv, og der er mange forandringer forude. Forandringerne er dine, hvis du tager ejerskab over dem. Ellers vil enhver forandring blive en forringelse af din livskvalitet, og det ville være ærgerligt. For der kommer mange uventede forandringer i din fremtid. Tro mig!

Forventninger er lige som Øresundstoget: Du skal ikke tro på det før du ser det. Kun 50% af det du håber på, og 10% af det du bekymrer dig om, kommer til at ske. Der er alt for mange faktorer og detaljer og idioter i verden, til at du kan forudse hvad der kommer til at ske. Du kan bruge et helt liv på at vente på en besked, som aldrig kommer. Det kan gøre dig blind for en chance eller mulighed der skreg på din opmærksomhed. Der kommer til at ske andre ting; frygtelige ting og vidunderlige ting, men de fleste vil være en overraskelse.

Vær beredt: Hav altid dit pas i tasken.

Tænk dig om inden du betaler. Ikke alt der er dyrt er en investering. Mange mærkevarer er kun himmelvendte øjne værd.

Læs ikke skønhedsblade og skønhedsblogs. De vil kun få dig til at føle dig grim.  

Find din melodi, og lær at nynne den i forskellige stemninger. Den eneste forskel på Friends, eller Gilmore Girls, og dit liv, er underlægningsmusikken.

Fortæl sandheden, eller ti stille. Men vær forberedt på, at sandheden altid kommer frem. Sørg for at det ikke bliver et ubehageligt øjeblik, når den gør. Sørg for at det ikke bliver som at finde ruccolasalat i en sandwich.

Udsæt dine holdninger for kritik og for minutiøs granskning. Vær parat til at erkende når du skifter mening. Uden denne udvikling kan selv den klogeste blive en tåbe, lige så hurtigt som pommes fritter fra McDonald’s bliver kolde.

Få en katastrofal frisure. Én gang. Køb noget der er alt alt for dyrt. Én gang. Få en tatovering du fortryder. Én gang. Stå ved dine fejl, lær at grine ad dem, og lær at tage ved lære af dem.

Husk at livet er som en rutschebane: Der er alt for meget kø, og der bliver taget nogle mega kiksede billeder på turen. En dag vil de uskarpe billeder, af de halvt lukkede øjne og den hængende underlæbe, være dine kæreste minder. Ligesom arene på dine hænder og knæ, er de en del af din historie; historien om hvordan du kom til det sted hvor du er. Lige nu.

Husk også på: Man ved aldrig hvornår man får brug for et jernrør.

Det var mine erkendelser, trukket op af en gammel kasse på loftet, støvet af og malet op, for at blive solgt igen, for væsentligt mere end de er værd. Sådan nogle råd er altid af tvivlsom værdi. Det eneste jeg kan råde dig til med 100% objektiv sikkerhed er: Husk at strække ud.

Jeg vil slutte med at udbringe en skål for dig, Manila. En dag bliver du voksen. Men jeg håber at du er næsten 100 inden det sker.

* Frank er navnet på himmelguden, i den animerede TV-serie om Kong Julian, på Madagascar. En serie som vi har set et afsnit af, hver aften, inden vi gik i seng, i et par år. Siden har vi konsekvent tilbedt Frank, når vi havde brug for hjælp ovenfra.

(Jeg var nødt til at skære i talen, for ikke at vrøvle hele aftenen. Herunder finder du fraklippet)

​Kunsten er at kunne genkalde sig hvor fantastisk livet og verden er.

Hvor mange millioner planeter, i et uendeligt univers, der ikke har liv, imens vores har.

Hvor mange tusinde generationer, der har formået at overleve og forplante sig, så du kan være til.

Hvor mange små detaljer og tilfældigheder der kunne have været anderledes, så du ikke var til.

Hvor fantastisk en tid vi lever i, med højt teknologisk og økonomisk niveau; den tid hvor der er færrest konflikter i historien, flest der bliver mætte, flest der kommer i skole, flest der får rent vand, lavest kriminalitet og færrest trafikulykker, nogensinde.

Hvor fantastisk et liv du har, hvor du ikke behøver at frygte sult eller vold, og hvor de fleste sygdomme kan helbredes.

Hvor fantastisk sindrigt naturen er indrettet, gerne forklaret med Richard Attenboroughs stemme, og hvor kreativt dyrene og vi mennesker bruger naturen.

Kunsten er at kunne genkalde sig alt det, på én gang, på en regnvejrsdag, når vi har fået en forkert statsminister, du har fået afslag eller er blevet afvist, når kontoen er i minus, og avisens overskrifter forgifter dit humør.

Hvis du kan det, så har du perspektiv.

Perspektiv er en sjælden gave. Stræb efter det.

[mitslidtesindstanker]

8/2-21

Jeg har holdt nallerne væk i en måneds tid og bliver tilbudt det gratis og siger ja tak, jeg har ikke lysten på samme måde mere, jeg overvejede at takke nej til ham, men rygraden var som hos en orm og er det stadigvæk i dette øjeblik jeg skriver dette.

Vil for første gang uden at lyve for mig selv, forholde mig sådan at jeg i dag væltede på vej mod målstregen, for så at rejse mig op børste snavset af mig og lade Connor slikke såret væk. Pointen er at jeg for første gang kan se mig selv tage kontrol og rejse mig op i fuld figur kontra at kravle videre, og på den måde bevæge mit sind hurtigere i mål.

Med andre ord, så er mit syn på tilværelsen samt mit væsen indstillet på en måde der resultere i en væsentlig større chance for succes af mit væsen.

[bymblog]

Goodiebox fra september måned.

Denne her goodiebox er lavet i samarbejde med look good feel better, som er en humanitære forening. Look good feel better, hjælper kræftramte kvinder. De arrangere hudpleje og makeupkurser, for at give opmuntring, vejledning og selvforkælelse i en svær tid.

Denne boks indholder:

- Elizabeth Arden, Eight Hour Cream Skin Protectant. Vejl. Udsalgspris 300 kr. (Full Size)

Jeg har kun prøvet cremen et par gange, men indtil videre kan jeg rigtig godt lide den og har hørt mange gode ting om den.

- Nivea, Daily Essentials Sensitive Day Cream. Vejl. Udsalgspris 79,95 kr. (Full Size)

- Vichy, Purete Thermale Cleansing Gel. Vejl. Udsalgspris 145 kr. For 200 ml.

- Max Factor, Masterpiece Max Mascara. Vejl. Udsalgspris 129 kr. For 7,2 ml.

Mascaraen er virkelig god og giver rigtig god volumen, til mine øjenvipper. Jeg blev overrasket over, hvor godt jeg kunne lide den.

- L'oreal Paris, Infaillible Les Accessories, Makeup Brush. Vejl. Udsalgspris 79,95-119,95 kr. (Jeg fik foundation børsten) (Full Size)

Det er første gang jeg prøver at bruge en flad foundation børste, så jeg var lidt spændt på hvordan den ville virke, men jeg kunne godt lide den så blev positiv overrasket og det er da altid dejligt og vil helt klart bruge den igen.

Jeg kan rigtig godt lide indholdet af boksen og synes at det er dejligt med lidt forskellige ting, både makeup, tilbehør og cremer.

[discodronning]

1, 6, 7 og 11

1. Fortæl om en person du virker stoler på:Nu bliver det nok lidt fløde, men jeg har denne her ven som egentlig nok er min bedste af slagsen. Der findes ikke det i hele verden som vi ikke kan tale om sammen: kærlighed, sex, venskaber, skole, arbejde, familie og generelt bare livet - alle de basale ting som det bare er mega rart at få snakket om. Jeg ved at jeg altid kan ringe til ham hvis jeg er ked af et eller andet - og omvendt, naturligvis. Havde engang en virkelig fucking dårlig aften og var så ked og skrev med ham og en time efter kom han forbi, vi røg cigaretter og drak kaffe, tog til en koncert sammen og da jeg kom hjem var jeg virkelig ikke ked af det længere. Han kan altid, altid løfte mit humør, og alene hans selskab kan gøre en dårlig dag god igen! Vi bor 10-15 minutter fra hinanden og er sammen sådan mindst 2 gange om ugen og hvis der går længere tid imellem at vi ses, føles det helt underligt. Jeg føler at vi minder om hinanden på så mange punkter og har så mange ting tilfælles, men alligevel kan vi begge sagtens sige hinanden imod eller bede hinanden om lige at tage sig sammen, hvis vi får lidt for ondt af os selv. Jeg fatter slet ikke at jeg har en ven som ham. Altså jeg føler mig virkelig uendeligt heldig og jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skulle gøre uden ham! Denne beskrivelse blev smadderlang men dækker ikke engang 10% af hvor mange sjove minder vi har skabt sammen eller hvor meget jeg sætter pris på vores venskab - men jeg stoler i hvert fald mere på ham end nogen anden! 6: Hvor glad er du for dig selv?Uha... Altså for hvem jeg er, og for hvad jeg står for, er jeg ganske glad, men det har godt nok også taget mig lang tid at nå hertil. Det svinger meget - sommetider hader jeg mig selv virkelig inderligt fordi jeg føler mig så irriterende, påtrængende og for meget, men oftest vil jeg sige at jeg er glad for min person. Mit udseende kan jeg snildt arbejde videre på. Jeg er i hvert fald langt fra glad for hvordan min krop ser ud og jeg føler mig ikke specielt fin eller tiltrækkende. Årh man, jeg ved ikke... 7: Hvad ville du sige til 7-årige dig?Ik vær så hård ved dig selv: du kommer til at falde og slå dig utallige gange i fremtiden, men i stedet for at rejse dig op og børste jorden af knæene, så tag imod de udstrakte hænder. De vil bare gerne hjælpe dig og det nytter ikke noget altid kun at ville hjælpe sig selv - sommetider må man også lukke andre ind og tillade sig selv at være sårbar. 11: Har du et hemmeligt talent?Uha, nej, det tror jeg ikke. Desværre. Ville gerne kunne et eller andet vildt blæret, men der må jeg nok desværre skuffe!

[astralsecrets]

2018-12-11 Biblical surgery and alien eviction - communication with stomach

Non-lucid – Notes – lucid – Interpretation – wake/dream visuals/visions 2018-12-11 Biblical surgery and alien eviction leads through death to a search for stronger communication with my stomach, realised through talking to a white horse/camel. This entry will be written in Danish as I intend to use it in therapy. Drømmen starter med at jeg ser et opslag på Facebook. Dette er et som Casper Møller har delt og er et billede og en tekst af 1:1 revelations (kan ikke huske navnet) med en mand der ligger på en mellemting mellem en sarkofag og et operationsbord. Det har en meget stærkt tema om Lucifer, hans fald og periodiske genopstandelse før Jesus vender tilbage. Billedet er også en video og jeg klikker på den og en stemme går i gang med at læse teksten op. Mens teksten læses op suges jeg ind I scenariet. Jeg bliver til en dæmonisk skikkelse, der ligner en klassisk grå alien fra diverse film. Det er mig der opererer på manden der ligger på bordet. Der er en forholdsvis ondskabsfuld stemning, som dog skifter I løbet af forløbet. På en eller anden måde stopper den her alien/jeg op og får ændret situationen og gennemfører ikke operationen. Faktisk kommer en anden alien ind I billedet og ser ud til at glæde sig til at deltage, men den første begynder at slå sig selv I stykker og på grund af et eller andet han har lavet på operationsbordet betyder det at den nye tilkommer også begynder at gå I stykker. Dette får dem begge til at flygte. De flygter ud af lange og smukke gange, der er rødlige og har et royalt udseende, og mens de flygter ses der billeder af maget muskuløse mænd og kentauere der bliver vækket – på en eller anden måde med fornyet gejst på grund af rumvæsnernes flugt – og jager rumvæsnerne ud. Scenariet skifter hurtigt til at se paladset udenfor. Det virker til at finde sted på en anden planet, men det er lyst og det ser meget æstetisk og majestætisk ud. Ud fra det sted hvor den lange gang ville være kommer nu et gylden sfærisk fartøj, som er rumvæsnernes. Det beskyder byen under det med nogle gyldne laser stråler, men besvares så rigeligt af byens blå laser stråler og forsvinder til sidst. Der skippes. Jeg ligger udenfor ved en svømmepøl, jeg ved blot at jeg ligger og der er en fornemmelse af at ting “stopper”. Dette finder sted et par gange. Vejret er grålig og det virker til at det trækker op til regn, selvom det har en sydlandsk feriestemning over sig. Der sidder fire mennesker foran mig, hvor en af dem er min mor. Muligvis min kusine, min far og en fjerde ubekendt. Min mor fortæller. “Nåh, han er i gang med hans døds-process” og insinuerer at det bare skal have lov til at fortsætte. Jeg er meget forvirret hver gang jeg vågner og det er svært helt at beskrive hvad der sker. Min bevidsthed fortætter ligesom og jeg føler mig stadig som mig selv, men det er som om der er noget der stopper og som om at det hele stivner til og jeg falder ind I mig selv. Da det er ved at være overstået vender min mor sig imod mig og krammer mig, på en kvælende og klam måde, som gør at jeg bliver nødt til at skubbe hende væk. Hun spørger mig: “Du gennemgik din døds-process, det var meget spændende, hvor mange gange døde du?” hvortil jeg svarer “Det ved jeg ikke helt, måske 3-5”. Da jeg svarer dette er vi nu indenfor I et hotel, med et meget ru gulv med små sten der har en gummiagtig karakter at gå på. Det hele er meget blåligt og jeg siger. “Jeg ved ikke helt hvor jeg er, det er enormt forvirrende det hele, det eneste jeg kan se er at jeg er I et blåt hotel, jeg aner ikke hvorfor eller hvor lang tid vi har været her.” Jeg kan ikke huske om min mor rent faktisk spørger mig om jeg kan huske mit værelsesnummer, men jeg siger I hvert fald “jeg bor på værelse 422”, hvortil min søster og mor griner en smule og en af dem siger: “Nej du bor på værelse 527”. Jeg føler mig ikke stødt over deres latter, men finder en trappe jeg kan gå op af der kan tage mig til mit værelse. Den første trappe går ikke højt nok op, mens den anden faktisk går højt nok op og også indikerer at mit værelse ligger lige rundt om hjørnet. Problemet er blot at der er en glasplade der fungerer som et bord lige overfor trappen I hjørnet der blokkerer, eller I det mindste gør det enormt besværligt og måske endda lidt farligt, min vej. Endvidere når jeg kigger hen til venstre I retningen af mit værelse kan jeg se at vejen er spæret af en glasdør og bagved dem står der nogle lamper der indikerer at den vej er brugt som et hyggehjørne og vil gøre det hele endnu mere besværligt. Så jeg vælger i stedet at gå ned igen. Jeg går udenfor og har min madras med som jeg normalt sover på. Den skal børstes af og det går op for mig at der er nogle eller en person(er) der ofte går over den og efterlader en masse sand på den, så den skal rystes. Jeg kan også mærke en smule irritation omkring det, men ved ikke helt hvem det er. Herefter skifter scenen til at jeg nu ligger på min madras på mit værelse I hovedgård, som det ser ud. Kaiseren – eller I hvert fald en mørk skikkelse med hans energi – kommer ind og giver mig en dåse danskvand. Jeg åbner den og begynder ivrigt at drikke da jeg er super tørstig. Kaiseren siger “Pas på med at drikke for meget, det kan være giftigt”. Jeg drikker – lidt trodsigt – halvdelen af dåsen hurtigt, og sætter den fra mig og siger “Det gør ikke noget det gør ikke noget for mig det her” og kan mærke at jeg stadig er ekstremt tørstig og tør om munden. Jeg hopper ud af sengen og går ud af en dør og befinder mig nu I en baggård. Der er en have-lignende stemning, det er lidt mørkt og der står en palme I midten af græsset. En ældre kvinde med kort krøllet gråt hår og store runde briller – mens jeg skriver dette kommer en tredje association ind – som minder om min Moster og Kirsten, min terapeut, men også en klient jeg har – Lotte. Hun siger “Dennis du bliver nødt til at forbinde dig med din mave, den kan nok være lidt svær at komme I kontakt med fordi du putter så meget lort I den.” Jeg svarer: “Jamen det lyder mega fedt, jeg vil vildt gerne I mere kontakt med min mave” og tænker straks på de nylige spændinger, smerter og ukendte emotionelle påvirkninger jeg har oplevet. Jeg begynder at blive lucid her da jeg begynder at kalde “Mave! Mave!” hvor den kvindelige figur stopper op og siger: “Du skal følge vinden, hvis du vil finde hvad du søger”. Hun får implicit fortalt at jeg blot skal finde den retning hvor der er direkte modvind hvis jeg vil etablere kontakt til min mave igen. Jeg er vildt begejstret for dette trick og kan mærke at jeg kan bruge det I fremtidige drømme også. Jeg drejer mig rundt – imod uret – og finder ud af at der hvor vinden blæser mig lige I fjæset er der en lille sti imellem to bygninger der leder ud til vejen. Jeg begynder at gå derhen og ser en strandpromenade, som minder om den jeg har været på så mange gange I Thailand, og mens jeg går råber jeg “Mave!” gentagen. Jeg ser en Raptor gå forbi udenfor og bliver en smule skeptisk. Jeg snupper en kort pause og fortsætter så. Nu kommer jeg ud og kan se ned på vejen – jer er pludselig I et hotelværelse – og der går en masse spændende mennesker, dyr og andre objekter jeg kunne interagere med dernede. Jeg råber igen “Mave!” og ser til venstre, hvor der går en T-Rex, som jeg jo har historie med, og træder et skridt tilbage. Jeg står nu I et relativt lille og mørkt hotelværelse, foran vinduet der er firkantet og med klart sol lys skinnende igennem. Jeg beslutter mig for at hvis det er T-Rexen jeg skal snakke med for at komme I kontakt med min mave, så må det være sådan det er u-anset hvor bange jeg måtte være for det. Så jeg træder ud på taget og ser pludselig at der er længere ned end jeg havde regnet med. Jeg bliver lidt bange for bare at hoppe ud I det, så sætter mig ned I lotus stilling indtil jeg begynder at svæve ned. Jeg kan mærke på vej derned at der er lidt meget fart på, det er nok til at hjertet lige slår et ekstra slag uden jeg er bange for at slå mig. Dog fornemmer jeg at jeg har mistet overblikket så meget at den vej jeg gerne ville ned på med de mange dyr og mennesker ikke vil være der, fordi jeg har mistet mit fokus. Jeg tænker dog også at det ikke vil gøre noget. Da jeg endelig lander ser jeg at den vej jeg var på er væk. Den jeg står på er mindre befærdet og det er pludselig blevet nat, men det er faktisk stadig den samme strandpromenade. Jeg tænker at de nok skal gå og råber igen “Mave!” og spinner mellem 270 og 360 grader rundt om mig selv imod urets retning. Her ser jeg en stor hvid hingst komme løbende og mens jeg råber “Mave!” begynder den at ride hen imod mig. Jeg spørger den om den er min mave og I det jeg gør det bliver den til en hvid kamel, med tre pukler, hvor den forreste af de 3 er delt I 2, selvom det ser sundt og raskt ud, som om den egentlig blot bærer en genetisk mutation der giver den denne tredje to-delte pukkel. Den svarer at den er min mave og jeg knæler for den, hvilket den svarer med at lægge dens venstre hov på mit tredje øje. Derefter skifter den til at blive en venlig og varm 44-årig mand, med kort gråt hår. Jeg spørger “Hvad skal jeg gøre for at komme I bedre kontakt med dig” og han svarer “Din mormor kom til at trykke en lille knogle I stykker hernede (inde I højre hofteskål, hvor psoas løber) da du var 3 år gammel, det var ikke med vilje, men det kan man også se på billeder.” Der er en implicit besked der handler om at denne skade/traume ikke har været kendt og at noget kropsterapi kan have forværret det, men også at der ligger noget derfra der stadig rumsterer. Jeg svarer “Ah, jamen jeg har jo også fået scannet indersiden af mine hofter, så der vil man kunne se det?” han svarer “Jaaa, jooo.” med en tudelig intonering om at det ikke er helt rigtigt, men at det heller ikke er helt ved siden af. Drømmen Ender og jeg vågner med en meget rolig, afslappet og rar fornemmelse I kroppen. Det var tidligt, men jeg stod op og fik mediteret med min mave som fokus, fik lavet yoga, danset og TRE og fik mig noget morgenmad og følte mig godt tilpas. Non-lucid – Notes – lucid – Interpretation – wake/dream visuals/visions

from RSSMix.com Mix ID 8297989 https://www.dreamviews.com/blogs/vesterguard/2018-12-11-biblical-surgery-alien-eviction-communication-stomach-85877/

[spankingsera-blog]

Hvem er jeg?

Jeg hedder Sera, er 24 og fra Danmark. Dette er mit vovestykke i en verden af spanking og gammeldags opdragelse.

Husk, at varme dine hænder op, for jeg smelter udefra og ind.

80 ting om mig

Jeg har aldrig fået smæk som barn.

Mit tidligste minde om smæk er fra børnehaven, da jeg fik smæk med en skovl af seksårige Emma bag en tipi.

Kernen af min identitet som spanko handler om disciplin og straf. Mange i Danmark kalder det gammeldags opdragelse.

Jeg har det svært med ordet opdragelse. Det er et ord, jeg associerer med børn og hunde.

I mit liv har jeg været i to forhold bygget på smæk og gammeldags opdragelse.

Lige nu er jeg i et ikke-seksuelt disciplin-funderet forhold med G.

Det første lange stykke tid, jeg kommunikerede med G, troede han ikke, jeg var til disciplin og straf på grund af min “opdragelse er kun for børn og hunde”-kommentar.

G er i begyndelsen af 30’erne og fra Jylland. G er en flot mand, som går op i gammeldags værdier og er helt afklaret med sin egen trang til at udleve gammeldags opdragelse.

Jeg er en fynbo i midten af tyverne. En pæn pige med en selektivt uartig side og en dyb trang til at få smæk. Jeg er meget specifikt interesseret i afstraffende endefulde. Alt andet er jeg i tvivl om.

Jeg fik min første endefuld, da jeg var 22.

Jeg fik min første endefuld for at svare 12 timer for sent på en besked. Jeg forsøgte at undskylde mig med, at jeg havde tilberedt en and til 10 mennesker aftenen før, men det var min dominante ligeglad med.

Den første gang, jeg fik en endefuld, havde jeg en sort- og hvidstribet nederdel på.

Jeg har aldrig fået smæk med bukser på, fordi jeg ikke kan overskue tanken om, at nogen skal trække dem af.

Jeg føler mig skamfuld og hjælpeløs, når G vælger at trække min nederdel af i stedet for at trække den op.

Den første gang, jeg fik smæk af G, var han iført sorte bukser og en blå og hvid skjorte.

Min yndlingsposition er over G’s knæ.

Jeg kan godt lide at få smæk, mens G sidder på en seng. Hvis han sidder på en stol, kan jeg ikke nå jorden med både mine fødder og mine hænder.

Jeg fjernede engang en fjer fra gulvtæppet, mens jeg fik smæk over G’s knæ. Det fik ham til at bede mig om at hente min hårbørste, fordi han tilsyneladende ikke havde min fulde opmærksomhed.

Jeg får altid smæk i den bare ende.

Jeg har aldrig fået smæk udenfor København.

Jeg har aldrig fået smæk offentligt.

Jeg siger ofte om mig selv, at jeg er selektivt uartig. G opfandt betegnelsen i vores lange, indledende mailkorrespondance før vores første møde. Han sagde, at jeg manglede selvdisciplin. Jeg svarede, at jeg i hvert fald var meget selvdisciplineret! Han skrev, at jeg i så fald var selektivt selvdisciplineret.

Den første gang, han gav mig smæk, sagde han til mig, mens jeg stod i skammekrogen, at der ikke findes en ting kaldet “selektivt uartig.”

Jeg synes stadig, at selektivt uartig passer rigtig godt på mig.

G er stor tilhænger af skammekrogen. Han bruger den både under og efter en endefuld.

Når jeg står i skammekrogen, skal jeg stå helt stille med mine fødder samlet og mine hænder bag ryggen og se på et punkt i krogen af væggen.

Jeg prøver altid, altid, at udfordre rammerne for at stå i skammekrogen. Ofte opdager G mig og trækker mig tilbage ind i det andet rum for at give mig flere smæk. Hvis jeg slipper afsted med det, føler jeg mig underligt skyldig og skuffet.

Den første gang, jeg stod i skammekrogen efter at have fået smæk af G, skulle jeg stå der i 25 minutter. Men det var ikke så slemt, for Tour de France kørte i baggrunden.

Nogle gange bliver min tid i skammekrogen afkortet, fordi G keder sig.

Jeg bruger en menstruationsapp kaldet Clue til at tracke, hvornår jeg har været uartig.

Jeg skal fortælle G, når jeg har været uartig. Hvis ikke, bliver jeg bare straffet hårdere. Hver gang, jeg har fået smæk, spørger G, om der er noget, jeg har glemt at fortælle ham.

Jeg bad på et tidspunkt G om at afslutte alle endefulde over knæet med hånden, fordi det er mere nært, og det føles mindre som, en “stor styg mand, der slår mig med et bælte.” Jeg har aldrig været så rød i hovedet, som da jeg kom med den forespørgsel.

G tolkede det, som om jeg skulle have endnu en endefuld over knæet.

Efter hver endefuld skal jeg sige “tak for smæk.” Hver gang har jeg lyst til at synke i gulvet af skam.

G forstår ikke, hvorfor det er så svært for mig at stå stille i skammekrogen og sige tak for smæk og generelt at adlyde.

Jeg har meget svært ved at stå stille, når jeg får skældud.

G mener ikke, at det er en undskyldning, at det er svært at stå stille.

Hvis jeg ikke står stille eller svarer flabet, kan G godt finde på at holde mig fast i øret. Jeg er lidt forelsket i at blive holdt fast i øret.

G holder altid øjenkontakt med mig, når han skælder mig ud. Når han skælder ud, får han et bestemt blik i øjnene, som jeg kun kan beskrive som et meget dominant blik.

G siger, at jeg har meget udtryksfulde øjne.

Han siger også, at han ikke kan finde ud af, om jeg lærer noget, fordi jeg altid har “smil i øjnene,” også efter en meget hård endefuld.

Jeg får blå mærker og forhøjninger i huden nærmest ligegyldigt hvor hård en endefuld, jeg får.

Hvis du aldrig har prøvet at sidde til en forelæsning på en øm bagdel, skulle du tage at prøve det. Den følelse kan jeg ikke få nok af.

Indtil nu har jeg prøvet at få smæk med hånden, en hårbørste, en bøjle og et bælte.

Af redskaber kan jeg bedst lide hårbørsten, fordi den er mest autentisk, og fordi jeg godt kan lide den lyd, det giver, når den rammer min bagdel.

Jeg ELSKER at få smæk med hånden.

Efter vores første møde bad G mig om at anskaffe mig en hårbørste af træ til vores næste møde. Det tog mig rigtig lang tid, fordi jeg gerne ville finde én, der var robust, men ikke alt for skræmmende.

Siden da har jeg tænkt meget over forskellige træsorters densitet og forskellige redskabers anvendelsesmuligheder i forbindelse med at give en endefuld.

Den første børste, jeg fik smæk med, knækkede.

Jeg har fået smæk over knæet på senge og stole, bøjet over en seng og over et bord.

Jeg har aldrig grædt af smerten fra en endefuld.

Jeg har aldrig været nødt til at bruge mit stopord.

Jeg bryder mig ikke om at bliver verbalt eller fysisk degraderet.

Jeg elsker at blive kaldt for “uartig pige.”

Jeg hader at blive bedt om at sige ordene “smæk,” “endefuld” og “uartig.”

På et tidspunkt vil jeg rigtig gerne opleve at få en spontan endefuld. For eksempel på vej hjem i en bil.

Jeg er ret forelsket i tanken om spontant at få smæk.

Jeg får slet ikke nok spontane smæk efter min mening.

En anden tanke, jeg er ret forelsket i, er tanken om at blive sendt i seng efter en endefuld.

Nogle af mine tidligste fantasier om at få smæk omhandlede min fodboldtræner og Charles Ingalls fra Det lille hus på prærien.

Jeg bliver straffet, når jeg kommer for sent og bryder rygereglerne. Eller når jeg ikke følger “det generelle opførselsagtige kompas,” som er G’s forståelse af at være artig, høflig og flittig.

G straffer helst ved at give en endefuld. Men nogle gange bliver jeg bedt om at stå i skammekrogen hjemme ved mig selv eller at skrive linjer.

Jeg hader at skrive linjer. Det er det mest monotone nogensinde.

Jeg har forsøgt at introducere essays som straf, men G siger, at jeg er for glad for at skrive.

To af mine veninder kender til min seksualitet og mit forhold til G.

Jeg fortalte dem om det, inden den første gang, jeg skulle have en endefuld. Jeg var bange for, at der skulle ske alt muligt farligt (der skete kun de farlige ting, vi havde aftalt.)

Jeg mødte G gennem Fetlife.

Vi skrev sammen i flere måneder, inden vi mødtes første gang.

Vores samtale hjalp mig til at blive mere afklaret med mine ønsker og grænser og sætte ord på dem. Det havde jeg aldrig tidligere gjort.

G var meget tålmodig gennem hele samtalen. Jeg stejlede, hver gang han antydede, at jeg var det mindste uopdragen, udisciplineret eller dårligt opdraget.

Vores første møde var på et hotelværelse. Det var meningen, at jeg skulle have en “lille irettesættelse,” som ikke skulle give blå mærker. Jeg endte med en ikke så lille irettesættelse og nogle meget store blå mærker.

Efter endefulden drak vi kaffe og snakkede længe.

G giver smæk med højre hånd.

Han kan bedst lide at give smæk med sin hånd og en hårbørste.

Han beklager sig ofte over, hvor ondt det gør i hånden dagene efter at have givet en endefuld :)

Den første ting, G belærte mig om, var ikke at give mit fulde navn til fremmede mennesker på nettet, som jeg endnu ikke havde mødt (som jeg havde gjort med ham.)

G er kontant, til tider meget streng og kan give meget, meget hårde endefulde. Men han er også omsorgsfuld, empatisk og sjov.

Smerten fra en endefuld er en god form for smerte.

Når jeg får smæk, er jeg i stand til at håndtere langt mere smerte, end jeg ellers er i stand til.

Jeg tænker på smæk hver eneste dag.

[fitflopskonline-blog]

Fitflop Schuhe

toms shoes gratisneakers new bsneakers new balance blauwalance sales Fitflop Schuhe fsalomon trailorsendelse

en vind, somdames nye blauw.dette dokument de fire årstider i et år, vinden er overalt, og hver sæson vind har forskellige virkninger. foråret brise & nbsp;salomon sko dame& nbsp; se, foråret kommer.hun er fra jorden, børste, vækker det græs, der var fra jorden, dukker op, og det er en talje, som om at sige: "godt, godt.rdquo; hun fra søen på is i stykker,toms skoenevand af en cirkel rundt og bølger, meget smuk, hun fra & ldquo; kost og rdquo; efter, knopper vokse ud, hun fra blomstersalomon sko sporblomster blomstre, og hun driver væk fra huset, gik folk, folk straks tog luder til landbrug. hun er fra... alt er så levende. 夏风 & nbsp; & nbsp; folk holder fan i skyggen under et træ, børn løber vandet, cikaden i træet råbte & ldquo; cikaden, cikaden og rdquo;.i denne sommer er varmt vejr, kommer han - xia feng.i et par sekunder, efter at folk ikke varmt, løb hjem og i seng, cikaden græd ikke, stå på filialer, stå stille.xia feng, han kommer igen.efter et par minutter i himlen, torden, lyn, ikke i et stykke tid, banker begyndte at regne med katte og hunde.folkden slags sko.glad. i efteråret & nbsp; Fitflop Schuhe & nbsp; i efteråret, hun gik på et rask tempo.han gik fra appelsinlunde, appelsiner, griner med min mund, og han gik fra marken sorghum rød i ansigtet, han gik fra blade, blade et stykke ned.efteråret er godt. - Fitflop Sandalen Sale vind & nbsp; & nbsp; & ldquo; snurrende og rdquo;, og vinteren bedstefar kom, tog han en mystisk gave.dames nye grijs.snefnug.han vinkede hans hånd, et stykke af & ldquo; fjer og rdquo; fløj ned, og efter Fitflop Verkauf et stykke tidtoms danmarksaltoms sko danmarkomon schoenen damessøn, er dækket med jorden, fast, træer, så børn kan løbe ud og lege.vinden er bedstefar ser glad smil. åh, jeg kan lide vinden!

[atomicdelusioncherryblossom-blog]

Tør Støvsuger 30L M. T

I denne håndstøvsuger abitur gennemgår vi de håndstøvsugere og stangstøvsugere, der indehaver klaret sig bedst til uafhængige tests i en række førende skandinaviske på nettet medier og aviser. Støvsugeren indehar en medfølgende vægholder som i det samme fungerer som ladestation og bedste støvsuger på grund af den lille størrelse, er førnævnte muligt at finde massagepige til en Bosch BKS4003 overalt - i nærheden af brændeovnen, så folk hurtigt kan få fjernet den aske, der røget ud på gulvet eller ved siden af spisebordet, når der skal ryddes op efter morgenmaden. Mange støvsugere nu til dags er udstyret med ekstra lang ledning, så du ikke behøver at stoppe og skifte stikkontakt så mange gange. Dette celebreret sammen med den lave aktionsradius på 10 meter, gør generelt bare for støvsuger bedst i test at effektiviteten bliver dårligere have begreb om støvsugning med Siemens VSQ4G332 støvsugeren end med mange af de andre støvsugere fra denne støvsuger test. I gennem denne støvsuger test er det men gået op for os, at det er ganske afgørende. En løsning vil fortil nogen evne være brugen af plus støvsuger test til robotstøvsugere, der ganske vist absolut ikke i sig selv er specielt allergivenlige. Det implicerer, at denne støvsuger klarer sig gennemsnitlig med hensyn til støvsugning af tæpper. I testen er Dyson DC33c Extra den bedste poseløse støvsuger med en samlet bedømmelse bedste støvsuger på 65 %. Eneste er rigtig god lagt i at støvsuge i revner og får også topkarakter i støvemission og holdbarhed. Eftersom danske Nilfisk introducerede eneste første støvsuger i 1910, var der tale om et luksusprodukt, som gid de allermest velbjergede havde råd til, og tilsvarende man skulle spare opad til i lang periode. Vi anbefaler du kigger i kraft støvsuger bedst i test af en super model tiffany livingston med en samlede længde børste (ofte findes i former der er firkant i den alene ende), som vil få det lettere for robotten til at få kompliceret bedste støvsuger i hjørnerne. Hvis du tværtimod vægter meget højt, lagt i den hensigt at der er tale ifald en top-of-the-line robotstøvsuger, så skal du i stedet afvente, at prisleje befinder sig mellem 8. 000 plus 12. 000 kr. Køber du en model lagt i dette prisleje, så findes støvsuger bedst i test du selvfølgelig også klogeste støvsuger garanteret, at eneste kan bryste sig bort de nyeste tendenser plus funktioner, mens sådanne modeller oftest også har en rengøringsevne, der er nogle realisere bedre. Derudover har en støvsuger impliceret pose i nogle tilfælde en lidt bedre sugeevne end en poseløs. Den bliver med sine 1500 Watt i ydeevne helt usandsynlig, og du vil aldeles ikke spilde din tid med din støvsuger. Vi har gennemgået nogle af de fortrinsvis støvsuger bedst i test populære, billige støvsugere, og giver dig her et overblik over, hvad du får for pengene, ifald du er på udkig efter en støvsuger i priskategorien ”billig”. Det skyldtes, at denne Electrolux støvsuger har testens bedste sugeevner på både hårdt gulv og gulvtæppe. Til Tænk test af støvsugere fra juli 2015, fik Miele Complete C3 Celebration 68 % i test og kom dermed ind på en samlet 7 plads i Tænk's studentereksamen støvsuger bedst i test af 34 forskellige støvsugere. I Tænk's test fra juli 2015, kom dette også til udtryk da Electrolux ZUOQUATTRO indkasserede karakteren meget god, eftersom eksperterne fra Tænk målte decibelstyrken på støvsugeren fra Electrolux. Her kræver det den rette arbejdsstilling, og overbevisning af støvsugeren, hvorfor en ”2-i-1” støvsuger kan konstituere at foretrække. En støvsuger Nilfisk er bestemt enkelt støvsuger test godt produkt, samt det bliver anvendt bort rigtig mange mennesker heromkring til landet - både støvsuger bedst i test hos private såvel tilsvarende lagt i erhvervsmæssig sammenhæng. Der er et par vigtige overvejelser, der fornuftige at gøre sig, før du investerer i en ny støvsuger - uanset om ovenstående er en vådstøvsuger og en almindelig støvsuger. Du skal blot være opmærksom på at en poseløs støvsuger har et højere støvniveau, og tømning af og til beholderen kan være noget besværlig. Så selvom hånd- og stangstøvsugeren ikke kan stå alene om støvsugningen, har de en række praktiske anvendelser i hverdagen og evner støvsuger test være med til for at lette rengøringen og ofre et renere hjem, på nær at du skal slæbe den store, ledningsbaserede støvsuger frem til verdens ende. Du får egnede tips til dit produkt, nyheder om de seneste tilbud og eksklusive kampagner, der kun gælder for abonnenter af nyhedsbrevet. Makita Elværktøj Danmark har enkelt meget tæt samarbejde med støvsuger test Tyskland, hvor blandt andet vores bogholderi ligger. Hver støvsuger vurderes ergo på flere forskellige parametre, og samlet set klarer Miele og Electrolux sig godt. Selvom en robotstyret støvsuger ikke larmer nær så meget som en normal, kan det stadig bestå i irriterende med en altid brisen. Ud fra Tænks abitur kan vi konkludere at støvsugerproducenterne på trods af og bedste støvsuger til udmeldinger om det modsatte, har været gode lagt i at få presset en bedre ydeevne ud af og til deres støvsugere, på endda af at motorerne langtfra måtte have samme effektoptag som tidligere. Med enkelt max lydniveau på 66 decibel, er Electrolux ZUOGREEN+ støvsugeren en af man mindste i vores test. På Test-støvsuger. dk betegner vi en støvsuger som værende lydsvag, hvis den har et lydniveau på under 70 dB. I eksemplet bliver bedste støvsuger lydniveauet på 77 dB. Her finder idag nemt og hurtigt passende reservedele til dit professionelle Bosch værktøj. Kompackt og kraftig industristøvsuger delagtig stor sugekapacitet til fremme våd og tørsugning.

[arknorway]

Uke 1 er over!

Nå har vi vært her en hel uke allerede. Tiden flyr! Det har vel kanskje noe å gjøre med at vi faktisk holder på med noe aktivt hele dagen uten stort mange pauser.

Valpen vi hadde på rommet ble mye bedre. Rundt klokka 03 natt til mandag så han grei ut og vandret til og med litt rundt. Håp. Da vi våknet opp 06 for å sjekke ham igjen, hadde han lagt seg på ARK-klærne mine ved siden av senga. Hjertet mitt sank da jeg så den livløse kroppen hans. Sykdommen hadde tatt livet av ham. Håpløst. Ikke den starten på dagen man ønsker seg. Da vi skulle flytte på ham var kroppen hans allerede blitt stiv og kald. Han var heldig, fordi han døde i trygghet og vel ivaretatt. Heldig, fordi han ikke døde alene. Uheldig, fordi han ikke hadde familien sin. Uheldig fordi han var hjemløs og ble dumpet av de han kunne stole på. Allikevel fikk han ihvertfall en bedre død enn å dø helt alene på den kalde, harde bakken på ARK. Men dette er bare starten på sommeren. 

Etter å ha gravlagt vofsen og vasket ned rommet, kom vi oss allikevel til ARK, der alle allerede var i full gang med arbeidet. Denne dagen kom også den britiske gjengangeren Trevor og to britiske damer med alle tingene vi har bestilt på forhånd. Blant annet fikk vi 2 nye bur til ”karantenestasjonen” vi har tenkt til å sette opp, masse bra hundefòr (spesielt til kattunger, valper og syke dyr) og en del annet ustyr som kan komme godt med. Trevor og damene hjalp oss med å skru sammen burene, og ikke lenge etter var de fylt opp.

Resten av dagen gikk ganske rolig for seg, da det var veldig varmt. Vi fikk fortsatt gitt alle hundene nytt, “kaldt” vann, og valpene fikk seg et bad. I tillegg fikk vi endelig delt ut noen Bravecto-tabletter mot blant annet flått og lopper til de hundene som var verst rammet. Det er såpass effektivt at de blodsugende insektene bare faller av. I løpet av bare noen timer er det ikke en eneste flått å finne. 

Tirsdagen kom det enda en erfaren frivillig til shelteret, og vanningen og plukking av avføring gikk relativt fort. Vi fikk derfor litt tid til å klippe noen negler, børste litt flokete pels og ordne opp litt i slike småting. I tillegg tok vi med oss 5 av valpene til veterinær for å gi dem vaksiner og markkur. Da veterinæren var veldig opptatt på dagtid, ble vi nødt til å vente til etter ”siestaen”, som var over 17.30. Det ble derfor et kveldsbesøk med 5 heldige små. 

Dette er Percy, som er en av mine favoritthunder på shelteret. Han har de lengste neglene jeg noen sinne har vært borti, og de vokser også veldig fort. Jeg har allerede klippet dem ned ca. 3,5 cm, og han har ihvertfall 1 cm til å gå på. Han elsker oppmerksomhet, og skulle aller helst ha vært med meg hjem i kofferten <3 

Det mest problematiske med veterinærbesøket skulle vise seg å være å finne nok bur til alle sammen. Ingen av gitterne hørte til burene vi fant, så vi ble nødt til å kjøre så forsiktig vi kunne med halvåpne bur. Vi kom oss til slutt frem til en veldig hyggelig, kvinnelig veterinær, Spiroudula, som tok oss i mot i et godt og avkjølt venteværelse. Der ble vi sittende og høre på en av de Corgie-lignende valpene mase i nesten en halv time, før vi endelig fikk komme inn. Da hadde samtlige valper gjort fra seg i buret, og venteværelset luktet av valpebæsj.

Vel inne fikk valpene en kjapp sjekk, og vi fikk stadfestet at de var så friske og fine som de så ut. Noen av dem synes det var skummelt, mens andre (les: spesielt de gærne Corgie-valpene) synes det var mest gøy.

Da vi kom fra veterinæren var Marina, sjefen for shelteret, alene og hun lurte på om vi kunne holde fortet mens hun dro til veterinær med en av hundene. Dette sa vi ja til, og mens Malin tok seg en kjapp powernap i bilen fikk jeg ryddet litt rundt treet vi bruker som pauserom, jeg fikk ordnet ”uteburene” til valpene klare til morgendagen, og jeg fikk til og med vasket opp noen skåler.  

Følte meg ganske så effektiv akkurat da, faktisk. 

Onsdagen forsov vi oss begge to, og fant da ut at det var på tide å ordne opp i litt ting. Jeg har derfor endelig fått klaget på leiebilen, noe som resulterte i en ny. Nå durer vi rundt i ei litta Hundai, tror jeg, bilde kommer senere. Den har både aircondition og radio, og har til og med lys når vi åpner opp dørene – Rene luksusen! Resten av dagen brukte vi på ARK, der blant annet vanninga tok veldig lang tid, til tross for god hjelp fra frivillige Nino fra Nederland. På kvelden fikk vi startet ”prosjekt-rydde-conteineren”, og der er det nok å henge fingrene i. Før og etter bilder kommer, for å si det sånn!

[stigndree-blog]

Hvad fanden laver jeg

Jeg kom ind på skolen. Jeg fortalte min far, jeg stillet mig bag ham, lænet mig ned mod hans skulder og sagde, hey far, jeg skal blive keramiker. Han drejede hovedet lidt, han er lidt stiv i nakken, så han kunne ikke rigtig se mig, men han nikkede let. Så gik han tilbage til det billede, han var ved at redigere. Det var et isbjerg, han var for nylig på Grønland. Så zoomet han ind på et andet, det var af en grønlændsk mand der stod forran et andet isbjerg, og min far lurte på, hvad mærke han havde på jakken. Det var Didrikson. Han grinede lidt, syntes det var sjovt, at han fandt et svensk mærke i den karge natur på Grønland. Jeg føler lidt, jeg har det som det isbjerg der. Lidt kold og hård. Ikke på den cool måde.

Jeg begynte at gå ind mod caféen, ind mod min mor. Hvad, nej, har du fået svar? siger min far så. Jeps, svarer jeg. Jeg er kommet ind. Tillykke, sagde han. 

Min mor var i fuld gang med forberedelser til aftenens fødselsdagsfest. Hun snurrede rundt, lavede ingenting, og var virkelig stresset. Mathias, råbte hun, hvor er han, jeg forstår ikke hvad han laver - Mathias!! Min anden bror stod oppe i vinduet, bag disken, og spillede musik mens min mor snurrede. Hun vil altid høre noget med et godt beat. Det siger hun dog ikke, hun ved nok ikke, hvad et beat er - men hun vil høre noget hun kan danse til. Jeg kom ind, sagde jeg. Vad snakker du om, svarede hun. Jeg er inde, mor, jeg skal blive keramiker, svarede jeg. En af de to ting, jeg sagde, jeg i hvert fald aldrig skulle blive her i livet.

Hun stopper op for et øjeblik, og ser på mig, som om hun ikke forstår en skid. Hvad siger du, siger hun, og så krammer hun mig. Du skal blive keramiker! Jeps, siger jeg. Shit mand. 

Jeg er tilbage i lejligheden. Jeg har lige gået gennem København med en sækkevogn fyldt af dårlig pakkede værktøj og planter. Og et spejl. Rejsen der skulle tage 2h tog pludselig 5, og jeg ved at den altid gør det, det går slet ikke at komme hurtigt hjem fra det sommerhus, tænker jeg, mens jeg sveder og styrer vognen udenom cykler og fodgængere. Luften er dejlig, den er varm men crisp, det er måske endda min yndlingsluft, men jeg kan ikke nyde den fordi den betyder at sommeren snart er over. Jeg føler mig snydt på sommeren, hvornår var den egentlig der? Jeg har det med sommeren, som jeg har det med venner man flyttet væk fra. De få gange man er på det samme sted, tænker man at man skal ses så sindssyg meget. Det gør man jo aldrig. Sådan har jeg det med sommeren. Vi når aldrig at se hinanden, ikke sådan ordentlig i hvert fald. Det er som om den sender mig en sms, nu er jeg i byen, skriver den, lad os mødes til en øl en aften! Fedt mand, svarer jeg, det vil jeg vildt gerne, hvornår har du tid. På den måde bliver det ved, man sender beskeder frem og tilbage, og hvis ikke man er på arbejde, så er man et andet sted. Så sommeren mødes med nogle andre. 

Folk der ser mig kunne lige så godt tro jeg er hjemløs. Hvis ikke jeg havde så rent tøj på, skulle jeg godt kunne se ud som en, der har hele sit hjem på den vogn der. Man kan ikke se, hvad jeg har i posen. Spejlet er også dækket med nogle udvaskede lilla håndklæder. Det er sjovt, tænker jeg, at det skulle kunne være mit hjem. Jeg får næsten lyst til at sige til folk, at jeg er på vej hjem. Til mit hjem, jeg har altså et hjem. Posen med værktøj og blomster er ved at falde ned, og jeg bøjer mig for at rette den op. Den er så voldsomt tung, og jeg har lidt ondt i ryggen fra et dårlig spil volleybold for et par dage siden. Det var en ting jeg var god til, før. Jeg var virkelig god til volleybold. Det er jeg så ikke længere. Jeg føler, jeg er ved at blive gammel. Jeg fik ondt i ryggen, lige efter jeg havde haft min 26-års fødselsdag. Nu begynder kroppen at forfalde. Jeg føler mig nostalgisk, og tænker på de dage, kroppen stadig var ung og stærk. Jeg er hjemme lidt før klokken tolv, og da jeg pakker mine ting ud, ser jeg at jeg har glemt to kopper, som jeg ellers gerne ville have med. Satans. 

Jeg kan ikke være i min krop, problemet er dog at man hellere ikke kan komme væk. Jeg overvejer mine muligheder, hvordan kommer jeg ud af min krop, hvad gør man, når man vil ud. Jeg tænker over at det siges at man skal embrace sin smerte, når man har virkelig ondt. Man skal tænke på, og fokusere på smerten - så bliver det noget andet end smerte, det bliver til en ting i sig selv. Smerten som fænomen. Så kan man lægge sin tid på at tænke over, hvordan det egentlig føles, og hvis nu man kan sætte ord på det. Den selvstændige smerte. Jeg prøver at trykke lidt på et blåmærke jeg har på mit knæ, men det gør ikke ondt nok. Det gør bare almindeligt ondt, og det er det. Det gør bare lidt ondt. Det er ikke en smerte. Måske kan man dog gøre det samme med kroppen. Hvis nu man går så meget ind i sin krop, at fornemmelsen af den, bliver en ting i sig selv. Så den ikke er mig længere, så vi ikke længere er en enhed, men to. Mig og kroppen. Jeg har brug for et projekt, hvor jeg kan fornemme kroppen. 

Dagen efter er jeg på Røverkøb 5 gange. Jeg har booket en gulvslibemaskine. Jeg håber ikke, den er for stor. Jeg spørger hvordan jeg kan få den hjem, du tager den bare i bilen, siger Kamil, den er ikke så stor. Jeg har ikke bil, og hellere ikke kørekort, siger jeg. Det er ikke mulig at bære den? Jeg skal bare lidt længere op ad gaden. Nej, siger han, det bliver for langt. Det er okay, svarer jeg, jeg finder ud af det. Så sætter jeg mig op på cyklen og kører næsten hele vejen hjem, inden jeg husker, at jeg nok skal have et vattenpass. Min mor sagde navnet på den, på norsk den anden dag, og jeg tænker over hvad mon det hedder på dansk. Inde på Røverkøb smiler jeg og siger, jeg skal have et vattenpass. Jeg prøver at forklare for Kamil hvad jeg mener, sætter mine fingerspiserne mod hinanden, underarmene ud til siden, og tipper overkroppen fra side til side, du ved, så jeg borer de huller lige, siger jeg. Ah, siger han, jeg tror jeg ved hvad du mener. 

Jeg kører hjem med det vaterpas der, som det tydeligvis hedder på dansk. 

Jeg skal få sat en hylde op. Eller, det er i virkeligheden mere en boks, men den skal blive en hylde i mit uduelige lille køkken. Jeg tror jeg bliver nødt til at bonde med min lejlighed, det er utrolig, tænker jeg, at man skal blive nødt til at skulle flytte før man finder ud af at man er glad for stedet man bor. Jeg skal dog ikke flytte for evig, så jeg tænker jeg vil sætte lejligheden i stand på en måde, så jeg kan glæde mig til når jeg er hjemme. De sidste 5 år har jeg boet på en måde, hvor jeg altid har været klar til at flytte. Det har næsten blevet et mål i sig selv at ha så få ting at det få plads i et flyttelads. Jeg har haft et meget platonisk forhold til de lejligheder. Jeg tror dog at jeg bliver her, længe. Så jeg bliver nødt at investere emotionelt i denne bolig - det skal jeg gøre nu. Jeg tror det fungerer lidt som teambudilingaktiviteter, lidt som de åndssvage ting man skal lave sammen med en ny klasse eller endda med familien. Når man lidt forceret skal bygge et forhold til hinanden. Så måske hvis jeg nu arbejder sammen med lejligheden, til trods for at det er mig, der laver det største arbejde, at vi kommer hverandre lidt nærmere. Det håber jeg. 

Det tager hundre år, at lave et enkelt hul i min væg. Hvad er den egentlig lavet af? Jeg tror huset er fra 1930. Måske 1940. Hvordan byggede man hus på det tidspunkt? Jeg googler lidt, og finder ikke ud af en skid. Så spørger jeg google, om hvad for en væg jeg har i mit hus. Det går bedre. Jeg finder frem til en artikel med beskrivelser af hvordan det ser ud, når man borer i forskellige vægge. Jeg går ud i mit køkken, og stikker et finger ind i hullet. Støvet er både hvidt og lidt rødt, og jeg går tilbage til computeren. Gips og mur, virker det til. Jeg ringer min far på facetime, men det er svært at filme det støv der. Kan du se hvordan det ser ud, spørger jeg, jeg kan prøve at ta lidt på fingeren. Han kigger dybt ind i telefonen, jeg ser næsten bare hans øje, næsten bare hans briller. Mur siger han, jeg er ret sikker på, det er mur. 

Jeg måler med det vaterpas der, men jeg har ikke nogen lineal, så jeg må freestyle da jeg måler boksen. Så har jeg endelig sat mærker op, for de fire huller. Jeg er gennemvåd af sved, og min arm er ved at falde i søvn. Jeg kommer hele tiden til at bore skævt, og jeg får støv på min kontaktlinse. Fandens. Jeg sætter mig ned på den boks, jeg skal få sat op på væggen. Med hagen i hænderne ringer jeg på nyt til min far. Det går for sygt langsomt, siger jeg. Hvad borer du med så, spørger han. Jeg filmer boremaskinen, og han siger at det ikke er så mærkelig. Hvorfor det, spørger jeg. Du skal have et betonbor, det der, vil komme til at tage hundrede år. 

Jeg cykler ned til røverkøb igen. Jeg skal have et betonbor, forklarer jeg for Kamil. Jeg har en plug med, siger jeg, og roder i lommen for at finde den brune plug. Jeg mister den på gulvet, da jeg skal give den til ham, og vi begge bøjer os ned, så vi er ved at slå vore hoveder sammen. Jeg er varm og træt, og griner lidt, men det gør Kamil ikke. 

Det står ikke, hvad for en størrelse det er, siger han. Siger 28 dig noget, spørger jeg. Jeg tror nemlig, det stod et eller andet med 28 på boksen de lå i. Han går på jagt efter det rigtige bor. 

Da jeg betaler, joker jeg om at jeg har været her tre gange allerede idag. Du kan nå flere, svarer Kamil, vi lukker først klokken seks. Nå, nu tror jeg nok jeg har, det jeg skal have, svarer jeg og vinker farvel.

Jeg når ikke så langt, før jeg finder ud af, jeg skal have en Converter til den boremaskine der. 

Hej igen, siger jeg, og Kamil griner. 

 Jeg lærer min lejlighed at kende, tænker jeg, mens jeg sveder i køkkenet. Jeg har taget sort tøj på, desværre, og det fine støv der kommer ud af væggen hvor jeg borer, lægger sig som sne på mine arme og ben. Jeg prøver dumt nok, at børste det af mig, men det ender bare med at blive hvide plamager, og jeg tænker, jeg burde have brugt støvsugeren. I hvert fald går det nu hurtigere, at bore de hul. 

Jeg har målt forkert. Jeg har ikke noget lineal, og var ret overbevidst om, at det var en god idé, at bare lave nogle markeringer på noget andet langt og ret, for så at føre disse markeringer over på væggen. Det var det ikke. Boksen passer ikke, med de plug jeg har boret ind i væggen.

Jeg overvejer at græde lidt, men jeg tager mig sammen. 

Med lidt vold og gennem at placere skruerne så langt ud i siderne som mulig, lykkes det mig at banke boksen ind på sin plads, jeg er i stunden så fantastisk glad for min hammere. Jeg kan næsten ikke komme til at bore inde i boksen, men efter yderligere et kvarter, sidder den på væggen. Hvem ved, hvor længe den sidder der. Det bliver spændende at se. Hvis ikke andet, vil jeg så også finde ud af, hvordan man bedst lapper sammen den skidevæg. 

Jeg vågner kl 08, det er tidlig, føler jeg, og har mest lyst til at falde i søvn igen. Solen skinner, børnene på skolen råber, som de altid gør - har børn altid råbt så meget, tænker jeg, og sætter mig op på sengekanten. Jeg hiver det sorte tøj på fra igår, det er allerede beskidt, så jeg kan lige så godt blive ved - og cykler mod Røverkøb. På vejen ringer min chef, han vil snakke med mig om hvad jeg har for planer i fremtiden. Jeg kan ikke finde ud af begrebet fremtid, jeg får stress, bare af at høre det, lad dog være at snakke om fremtid - det handler jo ikke om 20 år tænker jeg, men siger, at jeg gerne mødes med ham for en snak. Så jeg drejer til højere istedet for venstre, cykler hen mod arbejdet istedet for Røverkøb. Mit baghjul har begyndt at vovble, jeg ved ikke, hvad der er sket, men det kom efter at nogen også stjal min baglygte. Måske sparkede de lidt på cyklen, mens de allerede var igang, jeg kan nemlig ikke huske, den har været sådan her før.  Jeg burde ringe Kamil, og sige at jeg bliver sen, tænker jeg lige før, jeg glemmer det igen. 

Jeg får lov at beholde mig arbejde. Jeg er på arbejde i 10 minutter, vi kunne lige så godt have taget det over telefonen, tænker jeg, men så var det nok alligevel godt, at tage det, man-to-man. Min chef mumler lidt i skægget, han siger, de gerne vil beholde mig, og jeg svarer jeg også gerne vil blive. Det er det, vi siger, og da jeg går derfra, lurer jeg på, om ikke vi skulle have lavet noget mere officielt ud af det.

Da jeg kommer ind i Røverkøb, ser Kamil bebrejdende på mig, du kommer for sent, siger han. For helvede, jeg skulle jo ringe Kamil, tænker jeg, og siger, det må du virkelig undskylde!  Han slår en kuglepen mod disken, laver en lyd med munden, som om han stille og rolig kaldet på en hest, mens han tænker på, hvad han skal gøre med det hele. Jeg smiler og tørrer sveden af panden, og forklarer at jeg havde blevet ringet op af min chef. Hmm siger Kamil, og rynker sine øjenbryn. Han pressede læberne sammen, lod munden gå fra venstre til højre side, og så meget alvorlig ud. Hmm siger han igen. Jeg kan måske pakke sammen en ny til dig. Det ville være fantastisk, svarer jeg, og smiler så stort jeg kan. 

Kamil forsvinder ind i et baglokale, og det lyder som om, han er ved at rive stedet ned. Jeg skal bare prøve og se, om de virker som de skal, råber han gennem larmet. Jeg gider ikke svare, han vil alligevel ikke høre hvad jeg siger, så jeg kigger på væggen med plug, fuck hvor findes det mange slags, har jeg mon brug for nogle flere, tænker jeg, når Kamil pustende kommer kørende med et monster af en maskine. Nå, tænker jeg, jeg betaler jo hellere ikke så meget for at leje den… Han kommer med en mere, til kanterne, siger han. De er dækkede i støv, og jeg spørger hvis han ved, om man kan bestille en taxa der er ok med, at ha nogle beskidte kæmpe maskiner i bilen. Hvis ikke skal de bare lukke sin røv, siger Kamil, de får jo for fanden penge for det. Jeg vil sige at sådan fungerer det jo ikke altid i virkeligheden, folk kan jo blive sure alligevel, men istedet siger jeg fint nok, jeg prøver. Udover de to gamle monstre som står ved siden af mig, skal jeg have en kæmpe værktøjskasse med, fyldt af alskens ting jeg overhovedet ikke vidste, jeg skulle få brug for. Men det giver mening, når Kamil hurtigt gennemgår hvert og et af instrumenterne, og jeg nikker og betaler, men jeg tænker, hvad fanden har jeg gang i. 

Hejsa, jeg hedder Zaratea og vil gerne bestille en taxa hvor jeg kan have to slibemaskiner med. Til gulv. De er store. Skal det være en stationcar, siger pigen i telefonen der nok hader kunder lige så meget som jeg gør, indimellem, for hun er i hvert fald ikke fan af at tale med mig. Uha, det ved jeg ikke rigtig, jeg er mest interesseret i en bil, der kan tåle noget snavs og sådan noget. Jeg sender en stationcar, siger hun, og lægger på røret. 

Tak. 

Bilen kommer, taxachaufføren har ondt i ryggen, og kan ikke hjælpe mig at bære de maskiner fra helvede som jeg nu har blandet mig med. Ondt i ryggen, eller ondt i røven, tænker jeg, mens jeg løfter den første. Det føles som om, mine fingre skal klippes af, der hvor maskinens metalplade skærer ind. Jeg læner den mod mit lår, mens jeg stille og rolig forflytter kroppen mod taxaen. Et skridt ad gangen. Jeg kommer til at slå maskinen mod mit skinneben hver gang jeg løfter modsat fod, Jävlar i helvete, siger jeg, er du svensker, siger taxachaufføren. I bilen overvejer jeg hvor mange nye blåmerker jeg nu har skaffet mig, og han skruer op for musikken, for ikke at behøve tale med mig. 

Jeg er gennemvåd af sved. Jeg sveder nemt, min far siger, jeg skal være glad for det, det betyder at du har en sund krop, men jeg ved nu ikke hvor glad jeg er. Maskinerne står lige indefor døren, min første tanke er, at det var nok arbejde for idag, men rummet er renset, det er lækkert tomt, og jeg er spændt på, hvordan de maskiner der virker, hvorvidt jeg kan finde ud af, at styre dem. 

Jeg ringer til min far på facetime. Jeg ringer faktisk egentlig til min mor, hun er familiens kommunikationscentral, alting går via hende, og hun klager over det indimellem, men jeg tror også hun kan lide, at være behøvet. Hun retter kameraet mod min far, han kører bil, og han kigger fokuseret ud på vejen foran sig. Jeg forklarer at jeg har maskinerne, og desuden vildt meget adrenalin, jeg er nervøs og jeg tænker over alle ting, der kan gå galt. Hvad skal jeg ikke gøre, siger jeg, og min far kaster et hurtigt blik ned på skærmen. Det er sådan en som jeg kørte med da vi boede i Norge, siger han. De er nemme at arbejde med. Jeg burde føle mig tryg i det, men så tænker jeg på, at det var 100 år siden, og bliver nervøs igen. Jeg sætter mobilen på en skammel og læner den op ad en rulle med slibepapir. Kan i godt se hvad jeg laver, spørger jeg, og de svarer i en mund. Jeg har ikke nogen skruetrækker der passer til maskinen, den går bare rundt i skruen der skal løsnes, og jeg siger til dem, jeg allerede har stødt på problemer. Jeg lykkes så, at løsne den, med hjælp af en boremaskine. 

Jeg ryster så forfærdeligt i mine hænder, at jeg bliver nødt til at drikke et glas vin. Jeg har prøvet at starte den store maskine, men har endnu ikke turet at køre den hen over gulvet. 

Vinen smager dårlig, den kostede hellere ikke specielt mange penge.

Med nyt mod går jeg tilbage ind i det tomme værelse. Lyden er hul herinde, der er ingenting som stopper den. Jeg tænker undskyld, til mine naboer, og så starter jeg den gamle maskine på nyt. Den er fandens hurtig. Kamil sagde, jeg skulle starte med et fint slibepapir, så jeg ikke gravede et hul i gulvet. Det er jeg glad for, jeg gjorde. Jeg når knap nok at få maskinen ned på gulvet, før den har røget ind i væggen på den anden side. Mine hænder ryster stadig voldsomt, og jeg holder så hårdt om håndtaget på maskinen, at mine knogler bliver hvide, jeg er overrasket over, at de kunne blive mere hvide. Efter 5 minutter føler jeg mig selvsikker, og klar på, at gå igang. 

Far, siger jeg, jeg tror jeg har ødelagt maskinen. Jeg kigger igen på hans profil gennem min mors facetime. Det er umulig, svarer han, det er en arbejdshest det der, den kan du ikke ødelægge så nemt. Jeg ved ikke, hvad der skete, siger jeg, men den lavede en sindssyg lyd, og så fløj flækket slibepapir hen over hele værelset. Så var det nok bare det, det lyder også rigtig voldsomt, når sådan noget går i stykker, svarer far. 

Jeg kører maskinen ud i gangen, og piller den fra hinanden, så meget jeg kan, parterer den, så den på ingen måder kan startes, eller kortsluttes eller hvad fanden den nu kunne finde på at gøre. 

Min veninde banker på døren, og jeg klatrer over de forskellige maskinedele for at åbne for hende. Hvad fanden laver du, griner hun, og klatrer ind i lejligheden. Jeg har angst, svarer jeg, så jeg havde brug for et konkret projekt. Nå, det giver også god mening, siger hun, og lægger sin taske på en stol. Kunne du tænke dig noget vin? Jeg har måske lige ødelagt den fucker her over, siger jeg, og peger på liget af maskinen jeg nåede at bruge, i ca 10 minutter. Stensikkert, svarer hun, og griner mens hun samler håret i en hestehale. 

Jeg går til køleskabet, finder vinen frem, og har store problemer med at forflytte mig, da ledningen jeg har draget igennem alle mine trøjer stadig sidder i stikket. Rundt om halsen har jeg de beskyttelse-briller igenduggede af støv fra gulvet. Du ser ud som en cyborg, siger hun, hvad sker det for alt gear, men jeg kan fandeme også godt lide det. Hvor er det fedt, du gør det selv, siger hun, og jeg tænker at det måske vil ende med at være det dummeste projekt jeg nogensinde er gået igang med. Ej, jeg mødte den vildeste fyr på vejen her over, fortæller hun, jeg var lige lidt lost og fandt en ensom mand der sad udenfor et sted der hedder Mamma Mia, som jeg tænkte jeg ville spørge. Uha, siger jeg, man skal lige passe på med Mamma Mia, det nogle mærkelige typer, der hænger ud der. Jamen han var skidesød, fortsætter hun, jeg siger hejsa, hvad, ved du hvor skoleholdervej ligger, ja, for fanden, sagde han, det bare ned ad vejen her, hvaså, skal du til skolen, nah, jeg skal besøge en veninde, der bor her over. Nåå, svarer han så, jamen hvis du har brug for et sted at bo, kan du jo bo hjemme hos mig, ahh du, tak for tilbudet, siger hun, hvis ikke det fungerer med min veninde, så kommer jeg tilbage og finder dig, hun smiler stort og blinker. Nåå, nej nej, det var nu også mest menet som en joke, svarer han så, mens han skruer lidt på sig i stolen, og kigger nervøst på min veninde. Nåå, nu har du jo ellers tilbudt, siger hun, og blinker igen, og han smiler ikke længere, når hun går videre. Vi griner. Du finder sgu altid de mærkeligste typer, siger jeg. Men nu kommer det bedste, siger hun, griner, og slår sig over låret mens hun fortæller videre. Jeg var nået måske 20 meter væk, da han, stadig helt alene, læner sig frem i stolen og råber, til ingen, til fuglene, ud over søen; BÆVER. 

Vi drikker en flaske vin, det går hurtigt, og vi når at starte på næste indenfor kort tid. Den er bedre, men det er så meget støv i luften, at det føles som der er blevet lagt et filter i luftrørene, som at den luft ikke rigtig kan komme igennem. Der ligger en hinde af støv over vinen, i vores glass. 

Jeg spørger hvis hun ville være okay med at flytte ind i slibe-værelset, jeg føler jeg gerne vil prøve maskinerne, mens der er nogen i lejligheden. Jeg er bange for, jeg vil komme til at skade mig selv på dem. Til trods for, alle de youtube-klip jeg har set, om hvordan man sliber gulve. Vi når ikke at slibe sammen, hun sidder på en stol ved det åbne vindue, og drikker vin, og jeg sætter mig hen til hende. Vi snakker lidt om, det med kommunikation. At kommunicere med folk, der er svære at kommunicere med. Solen skinner ind gennem vinduet, skinner på os, og det er en dejlig, rolig stund. 

Når jeg lukker døren efter hende, er jeg varm i kroppen af vinen. Jeg er afslappet, afdæmpet. Jeg overvejer hvilken sindstilstand der er værst, mest farlig, for mig selv. At ryste af adrenalin, eller at være afslappet af alkohol. Utallige gange har jeg læst, at man ikke må bruge maskinen påvirket af noget som helst, ikke en gang af søvn, den er så lang, den brugsanvisning, og jeg kommer til konklusionen at det jeg mister i fokus, vinder jeg i ro. 

Jeg arbejder frem og tilbage over gulvet med kantsliberen, min næse er teppet af støv, og jeg begynder at få krampe i mine ben. Jeg har stået og gået med bøjet ryg nu i et par timer, og føler det er tid for en pause. Jeg retter mig meget langsomt op til stående stilling, kroppen opfører sig som om den har glemt, hvordan man gør det, og med maskinen i hånden, fordi jeg vil jo ikke grave et hul i gulvet, slukker jeg for den. 

Den slukker ikke. Knappen virker ikke. 

Jeg får panik, jeg oplever at alle mine muskler på samme tid giver op, og jeg føler ikke at jeg kan stå op i et sekund mere. Jeg kan umulig slukke for maskinen, mens jeg holder i den, og prøver at læne den ned mod gulvet for så at få en hånd fri, til at hive stikket ud med. Den lugter af brændt elektricitet, den lugter som de bile der havde kørt for længe på bilbaner man havde når man var lille, hvordan var det nogensin sjovt, det skete jo aldrig noget nyt. Maskinen hugger fat i gulvet, danser i cirkler videre mod væggen, og jeg når ikke, at hive stikket ud, inden den har klaret det selv. 

Jeg hader alt. 

Facetime. De sidder på en café på vejen. Min far har fået kaffe, og hans hår står ret op. Nu har vi bare halvandet døgn tilbage, siger min mor. Far, maskinen slukker ikke, når jeg slukker for den. Hvordan fuck har jeg lykkes med at ødelægge yderligere en maskine, spørger jeg. Måske skal den bare hvile lidt, siger han fraværende, mens han spiser en kanelbulle. Jeg ser frygtelig ud på skærmen. Håret ligger klistret mod panden, og de gennemsigtige beskyttelsebriller som sidder på min næse, er helt dugget til. Mundvigene hænger sørgeligt nedad. Jeg har lyst til at give op. Kom nu far, hvad skal jeg gøre, den lugter af brændt elektricitet. Det er altså ikke dig, siger han. Men du kommer fra en dårlig familie, vi har altid uheld med maskiner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den informationen til, og jeg tænker at de ikke er nok engagerede i min krise. De forstår ikke, vidden af krisen. 

Jeg skal have en stationcar, for at fragte to maskiner. Gulvslibemaskiner, siger jeg. Jeg er forpustet, det var endnu værre at få dem ned ad trappen, end op. Jeg står ude i haven, og gider ikke. Vi sender en bil til dig, god dag, siger pigen, som er lidt bedre 

Jeg finder en gammel fribillet i lommen på min jakke. Det er til den blå planet, og jeg tænker, at jeg skal til en anden planet. Det er koldt i lejligheden, og sådan næsten lige så koldt, i mit sind. Jeg har lige skrevet under kontrakten til et værelse på 31m2. I Nexø. 

[amakeupchaos-blog]

Månedens Favoritter: August´16

Så er det igen tid til månedens favoritter. August er for mig fløjet forbi, fordi jeg har ligget syg, men der er dog alligevel et par ting, som jeg ikke har kunnet holde fingrene fra.

L’oréal Pure Clay maskerne

Det er ikke lang tid siden, jeg skrev om dem sidst, og selvom det måske ikke er de store mirakelmagere, så har jeg virkelig haft det sjovt med at bruge dem og multimaske. Min favorit er den grønne maske, og jeg er helt vild med, hvordan min hud føles, når jeg har brugt den - helt ren og mat. Jeg har brugt dem ca. to gange i ugen, og jeg synes overordnet, at min hud er forbedret, men hvorvidt det skyldes stort brug af maskerne eller blot mindre makeup, end jeg er vant til at bruge, er jo svært at sige.

NYX Butter Gloss Angel Food Cake

NYX's Butter Gloss er blevet hypet meget på de sociale medier af diverse gurus og med god grund. De er nemme at påføre, supersmidige på læberne og så er holdbarheden fin taget i betragtning, at det er en gloss. Lige netop farven Angel Food Cake har nærmest været fast inventar på mine læber denne måned, fordi den er nem og neutral men stadig rigtig pæn på sådan en effortless måde.

Dior Rosy Glow blush

Denne blush har jeg været stor fan af længe, men som alt andet ryger den af og til bagerst i køen og bliver glemt. Denne måned fandt jeg den frem igen, og den er altså bare perfekt til sommeren. Det er egentlig meningen, at den skal ændre farve baseret på hudens pH-værdi, men på mig er den pink uden at være for opsigtsvækkende, og den giver det perfekte "blushed" look til sommer. Det er enormt svært at beskrive, men der er noget virkelig magisk over den. Derudover dufter den af roser, hvilket er fuldstændig unødvendigt men også lidt sødt på samme tid. Den kan bl.a. købes i Matas men er ikke at finde på deres hjemmeside.

Sigma F25 Tapered Face Brush

Jeg har haft denne børste i en evighed, men den er også blevet glemt til fordel for nyere, mere spændende ting. Nu er den heldigvis tilbage i min hverdag igen. Den spidse form gør, at du kan få en forholdsvis præcis påføring af blush, og den er perfekt til at definere æblekinderne. Den skal desværre bestilles fra USA, og du kan derfor risikere at blive taget i tolden – det gjorde jeg, og det var en dyr fornøjelse, selvom det har vist sig at være alle pengene værd. Det er flere år siden nu, og børsterne holder altså stadig.

Barry M Gelly Hi-Shine Nail Paint i ”Prickly Pear”

Denne flotte pastel lilla har været på mine negle hele måneden igennem (se her!). Den minder mig om sommer og gør mig i godt humør, så jeg har forsøgt at få så meget som muligt ud af den, mens sommeren stadig er her. Holdbarheden er god – ikke som gel negle – men efter min erfaring stadig bedre end almindelig neglelak. Den er nem at påføre, og tørretiden er normal, selvom lakken har en mere gelagtig konsistens.

[astralsecrets]

2018-12-11 Biblical surgery and alien eviction - communication with stomach

Non-lucid – Notes – lucid – Interpretation – wake/dream visuals/visions 2018-12-11 Biblical surgery and alien eviction leads through death to a search for stronger communication with my stomach, realised through talking to a white horse/camel. This entry will be written in Danish as I intend to use it in therapy. Drømmen starter med at jeg ser et opslag på Facebook. Dette er et som Casper Møller har delt og er et billede og en tekst af 1:1 revelations (kan ikke huske navnet) med en mand der ligger på en mellemting mellem en sarkofag og et operationsbord. Det har en meget stærkt tema om Lucifer, hans fald og periodiske genopstandelse før Jesus vender tilbage. Billedet er også en video og jeg klikker på den og en stemme går i gang med at læse teksten op. Mens teksten læses op suges jeg ind I scenariet. Jeg bliver til en dæmonisk skikkelse, der ligner en klassisk grå alien fra diverse film. Det er mig der opererer på manden der ligger på bordet. Der er en forholdsvis ondskabsfuld stemning, som dog skifter I løbet af forløbet. På en eller anden måde stopper den her alien/jeg op og får ændret situationen og gennemfører ikke operationen. Faktisk kommer en anden alien ind I billedet og ser ud til at glæde sig til at deltage, men den første begynder at slå sig selv I stykker og på grund af et eller andet han har lavet på operationsbordet betyder det at den nye tilkommer også begynder at gå I stykker. Dette får dem begge til at flygte. De flygter ud af lange og smukke gange, der er rødlige og har et royalt udseende, og mens de flygter ses der billeder af maget muskuløse mænd og kentauere der bliver vækket – på en eller anden måde med fornyet gejst på grund af rumvæsnernes flugt – og jager rumvæsnerne ud. Scenariet skifter hurtigt til at se paladset udenfor. Det virker til at finde sted på en anden planet, men det er lyst og det ser meget æstetisk og majestætisk ud. Ud fra det sted hvor den lange gang ville være kommer nu et gylden sfærisk fartøj, som er rumvæsnernes. Det beskyder byen under det med nogle gyldne laser stråler, men besvares så rigeligt af byens blå laser stråler og forsvinder til sidst. Der skippes. Jeg ligger udenfor ved en svømmepøl, jeg ved blot at jeg ligger og der er en fornemmelse af at ting “stopper”. Dette finder sted et par gange. Vejret er grålig og det virker til at det trækker op til regn, selvom det har en sydlandsk feriestemning over sig. Der sidder fire mennesker foran mig, hvor en af dem er min mor. Muligvis min kusine, min far og en fjerde ubekendt. Min mor fortæller. “Nåh, han er i gang med hans døds-process” og insinuerer at det bare skal have lov til at fortsætte. Jeg er meget forvirret hver gang jeg vågner og det er svært helt at beskrive hvad der sker. Min bevidsthed fortætter ligesom og jeg føler mig stadig som mig selv, men det er som om der er noget der stopper og som om at det hele stivner til og jeg falder ind I mig selv. Da det er ved at være overstået vender min mor sig imod mig og krammer mig, på en kvælende og klam måde, som gør at jeg bliver nødt til at skubbe hende væk. Hun spørger mig: “Du gennemgik din døds-process, det var meget spændende, hvor mange gange døde du?” hvortil jeg svarer “Det ved jeg ikke helt, måske 3-5”. Da jeg svarer dette er vi nu indenfor I et hotel, med et meget ru gulv med små sten der har en gummiagtig karakter at gå på. Det hele er meget blåligt og jeg siger. “Jeg ved ikke helt hvor jeg er, det er enormt forvirrende det hele, det eneste jeg kan se er at jeg er I et blåt hotel, jeg aner ikke hvorfor eller hvor lang tid vi har været her.” Jeg kan ikke huske om min mor rent faktisk spørger mig om jeg kan huske mit værelsesnummer, men jeg siger I hvert fald “jeg bor på værelse 422”, hvortil min søster og mor griner en smule og en af dem siger: “Nej du bor på værelse 527”. Jeg føler mig ikke stødt over deres latter, men finder en trappe jeg kan gå op af der kan tage mig til mit værelse. Den første trappe går ikke højt nok op, mens den anden faktisk går højt nok op og også indikerer at mit værelse ligger lige rundt om hjørnet. Problemet er blot at der er en glasplade der fungerer som et bord lige overfor trappen I hjørnet der blokkerer, eller I det mindste gør det enormt besværligt og måske endda lidt farligt, min vej. Endvidere når jeg kigger hen til venstre I retningen af mit værelse kan jeg se at vejen er spæret af en glasdør og bagved dem står der nogle lamper der indikerer at den vej er brugt som et hyggehjørne og vil gøre det hele endnu mere besværligt. Så jeg vælger i stedet at gå ned igen. Jeg går udenfor og har min madras med som jeg normalt sover på. Den skal børstes af og det går op for mig at der er nogle eller en person(er) der ofte går over den og efterlader en masse sand på den, så den skal rystes. Jeg kan også mærke en smule irritation omkring det, men ved ikke helt hvem det er. Herefter skifter scenen til at jeg nu ligger på min madras på mit værelse I hovedgård, som det ser ud. Kaiseren – eller I hvert fald en mørk skikkelse med hans energi – kommer ind og giver mig en dåse danskvand. Jeg åbner den og begynder ivrigt at drikke da jeg er super tørstig. Kaiseren siger “Pas på med at drikke for meget, det kan være giftigt”. Jeg drikker – lidt trodsigt – halvdelen af dåsen hurtigt, og sætter den fra mig og siger “Det gør ikke noget det gør ikke noget for mig det her” og kan mærke at jeg stadig er ekstremt tørstig og tør om munden. Jeg hopper ud af sengen og går ud af en dør og befinder mig nu I en baggård. Der er en have-lignende stemning, det er lidt mørkt og der står en palme I midten af græsset. En ældre kvinde med kort krøllet gråt hår og store runde briller – mens jeg skriver dette kommer en tredje association ind – som minder om min Moster og Kirsten, min terapeut, men også en klient jeg har – Lotte. Hun siger “Dennis du bliver nødt til at forbinde dig med din mave, den kan nok være lidt svær at komme I kontakt med fordi du putter så meget lort I den.” Jeg svarer: “Jamen det lyder mega fedt, jeg vil vildt gerne I mere kontakt med min mave” og tænker straks på de nylige spændinger, smerter og ukendte emotionelle påvirkninger jeg har oplevet. Jeg begynder at blive lucid her da jeg begynder at kalde “Mave! Mave!” hvor den kvindelige figur stopper op og siger: “Du skal følge vinden, hvis du vil finde hvad du søger”. Hun får implicit fortalt at jeg blot skal finde den retning hvor der er direkte modvind hvis jeg vil etablere kontakt til min mave igen. Jeg er vildt begejstret for dette trick og kan mærke at jeg kan bruge det I fremtidige drømme også. Jeg drejer mig rundt – imod uret – og finder ud af at der hvor vinden blæser mig lige I fjæset er der en lille sti imellem to bygninger der leder ud til vejen. Jeg begynder at gå derhen og ser en strandpromenade, som minder om den jeg har været på så mange gange I Thailand, og mens jeg går råber jeg “Mave!” gentagen. Jeg ser en Raptor gå forbi udenfor og bliver en smule skeptisk. Jeg snupper en kort pause og fortsætter så. Nu kommer jeg ud og kan se ned på vejen – jer er pludselig I et hotelværelse – og der går en masse spændende mennesker, dyr og andre objekter jeg kunne interagere med dernede. Jeg råber igen “Mave!” og ser til venstre, hvor der går en T-Rex, som jeg jo har historie med, og træder et skridt tilbage. Jeg står nu I et relativt lille og mørkt hotelværelse, foran vinduet der er firkantet og med klart sol lys skinnende igennem. Jeg beslutter mig for at hvis det er T-Rexen jeg skal snakke med for at komme I kontakt med min mave, så må det være sådan det er u-anset hvor bange jeg måtte være for det. Så jeg træder ud på taget og ser pludselig at der er længere ned end jeg havde regnet med. Jeg bliver lidt bange for bare at hoppe ud I det, så sætter mig ned I lotus stilling indtil jeg begynder at svæve ned. Jeg kan mærke på vej derned at der er lidt meget fart på, det er nok til at hjertet lige slår et ekstra slag uden jeg er bange for at slå mig. Dog fornemmer jeg at jeg har mistet overblikket så meget at den vej jeg gerne ville ned på med de mange dyr og mennesker ikke vil være der, fordi jeg har mistet mit fokus. Jeg tænker dog også at det ikke vil gøre noget. Da jeg endelig lander ser jeg at den vej jeg var på er væk. Den jeg står på er mindre befærdet og det er pludselig blevet nat, men det er faktisk stadig den samme strandpromenade. Jeg tænker at de nok skal gå og råber igen “Mave!” og spinner mellem 270 og 360 grader rundt om mig selv imod urets retning. Her ser jeg en stor hvid hingst komme løbende og mens jeg råber “Mave!” begynder den at ride hen imod mig. Jeg spørger den om den er min mave og I det jeg gør det bliver den til en hvid kamel, med tre pukler, hvor den forreste af de 3 er delt I 2, selvom det ser sundt og raskt ud, som om den egentlig blot bærer en genetisk mutation der giver den denne tredje to-delte pukkel. Den svarer at den er min mave og jeg knæler for den, hvilket den svarer med at lægge dens venstre hov på mit tredje øje. Derefter skifter den til at blive en venlig og varm 44-årig mand, med kort gråt hår. Jeg spørger “Hvad skal jeg gøre for at komme I bedre kontakt med dig” og han svarer “Din mormor kom til at trykke en lille knogle I stykker hernede (inde I højre hofteskål, hvor psoas løber) da du var 3 år gammel, det var ikke med vilje, men det kan man også se på billeder.” Der er en implicit besked der handler om at denne skade/traume ikke har været kendt og at noget kropsterapi kan have forværret det, men også at der ligger noget derfra der stadig rumsterer. Jeg svarer “Ah, jamen jeg har jo også fået scannet indersiden af mine hofter, så der vil man kunne se det?” han svarer “Jaaa, jooo.” med en tudelig intonering om at det ikke er helt rigtigt, men at det heller ikke er helt ved siden af. Drømmen Ender og jeg vågner med en meget rolig, afslappet og rar fornemmelse I kroppen. Det var tidligt, men jeg stod op og fik mediteret med min mave som fokus, fik lavet yoga, danset og TRE og fik mig noget morgenmad og følte mig godt tilpas. Non-lucid – Notes – lucid – Interpretation – wake/dream visuals/visions

from RSSMix.com Mix ID 8297989 https://www.dreamviews.com/blogs/vesterguard/2018-12-11-biblical-surgery-alien-eviction-communication-stomach-85877/

[astralsecrets]

2018-12-11 Biblical surgery and alien eviction - communication with stomach

Non-lucid – Notes – lucid – Interpretation – wake/dream visuals/visions 2018-12-11 Biblical surgery and alien eviction leads through death to a search for stronger communication with my stomach, realised through talking to a white horse/camel. This entry will be written in Danish as I intend to use it in therapy. Drømmen starter med at jeg ser et opslag på Facebook. Dette er et som Casper Møller har delt og er et billede og en tekst af 1:1 revelations (kan ikke huske navnet) med en mand der ligger på en mellemting mellem en sarkofag og et operationsbord. Det har en meget stærkt tema om Lucifer, hans fald og periodiske genopstandelse før Jesus vender tilbage. Billedet er også en video og jeg klikker på den og en stemme går i gang med at læse teksten op. Mens teksten læses op suges jeg ind I scenariet. Jeg bliver til en dæmonisk skikkelse, der ligner en klassisk grå alien fra diverse film. Det er mig der opererer på manden der ligger på bordet. Der er en forholdsvis ondskabsfuld stemning, som dog skifter I løbet af forløbet. På en eller anden måde stopper den her alien/jeg op og får ændret situationen og gennemfører ikke operationen. Faktisk kommer en anden alien ind I billedet og ser ud til at glæde sig til at deltage, men den første begynder at slå sig selv I stykker og på grund af et eller andet han har lavet på operationsbordet betyder det at den nye tilkommer også begynder at gå I stykker. Dette får dem begge til at flygte. De flygter ud af lange og smukke gange, der er rødlige og har et royalt udseende, og mens de flygter ses der billeder af maget muskuløse mænd og kentauere der bliver vækket – på en eller anden måde med fornyet gejst på grund af rumvæsnernes flugt – og jager rumvæsnerne ud. Scenariet skifter hurtigt til at se paladset udenfor. Det virker til at finde sted på en anden planet, men det er lyst og det ser meget æstetisk og majestætisk ud. Ud fra det sted hvor den lange gang ville være kommer nu et gylden sfærisk fartøj, som er rumvæsnernes. Det beskyder byen under det med nogle gyldne laser stråler, men besvares så rigeligt af byens blå laser stråler og forsvinder til sidst. Der skippes. Jeg ligger udenfor ved en svømmepøl, jeg ved blot at jeg ligger og der er en fornemmelse af at ting “stopper”. Dette finder sted et par gange. Vejret er grålig og det virker til at det trækker op til regn, selvom det har en sydlandsk feriestemning over sig. Der sidder fire mennesker foran mig, hvor en af dem er min mor. Muligvis min kusine, min far og en fjerde ubekendt. Min mor fortæller. “Nåh, han er i gang med hans døds-process” og insinuerer at det bare skal have lov til at fortsætte. Jeg er meget forvirret hver gang jeg vågner og det er svært helt at beskrive hvad der sker. Min bevidsthed fortætter ligesom og jeg føler mig stadig som mig selv, men det er som om der er noget der stopper og som om at det hele stivner til og jeg falder ind I mig selv. Da det er ved at være overstået vender min mor sig imod mig og krammer mig, på en kvælende og klam måde, som gør at jeg bliver nødt til at skubbe hende væk. Hun spørger mig: “Du gennemgik din døds-process, det var meget spændende, hvor mange gange døde du?” hvortil jeg svarer “Det ved jeg ikke helt, måske 3-5”. Da jeg svarer dette er vi nu indenfor I et hotel, med et meget ru gulv med små sten der har en gummiagtig karakter at gå på. Det hele er meget blåligt og jeg siger. “Jeg ved ikke helt hvor jeg er, det er enormt forvirrende det hele, det eneste jeg kan se er at jeg er I et blåt hotel, jeg aner ikke hvorfor eller hvor lang tid vi har været her.” Jeg kan ikke huske om min mor rent faktisk spørger mig om jeg kan huske mit værelsesnummer, men jeg siger I hvert fald “jeg bor på værelse 422”, hvortil min søster og mor griner en smule og en af dem siger: “Nej du bor på værelse 527”. Jeg føler mig ikke stødt over deres latter, men finder en trappe jeg kan gå op af der kan tage mig til mit værelse. Den første trappe går ikke højt nok op, mens den anden faktisk går højt nok op og også indikerer at mit værelse ligger lige rundt om hjørnet. Problemet er blot at der er en glasplade der fungerer som et bord lige overfor trappen I hjørnet der blokkerer, eller I det mindste gør det enormt besværligt og måske endda lidt farligt, min vej. Endvidere når jeg kigger hen til venstre I retningen af mit værelse kan jeg se at vejen er spæret af en glasdør og bagved dem står der nogle lamper der indikerer at den vej er brugt som et hyggehjørne og vil gøre det hele endnu mere besværligt. Så jeg vælger i stedet at gå ned igen. Jeg går udenfor og har min madras med som jeg normalt sover på. Den skal børstes af og det går op for mig at der er nogle eller en person(er) der ofte går over den og efterlader en masse sand på den, så den skal rystes. Jeg kan også mærke en smule irritation omkring det, men ved ikke helt hvem det er. Herefter skifter scenen til at jeg nu ligger på min madras på mit værelse I hovedgård, som det ser ud. Kaiseren – eller I hvert fald en mørk skikkelse med hans energi – kommer ind og giver mig en dåse danskvand. Jeg åbner den og begynder ivrigt at drikke da jeg er super tørstig. Kaiseren siger “Pas på med at drikke for meget, det kan være giftigt”. Jeg drikker – lidt trodsigt – halvdelen af dåsen hurtigt, og sætter den fra mig og siger “Det gør ikke noget det gør ikke noget for mig det her” og kan mærke at jeg stadig er ekstremt tørstig og tør om munden. Jeg hopper ud af sengen og går ud af en dør og befinder mig nu I en baggård. Der er en have-lignende stemning, det er lidt mørkt og der står en palme I midten af græsset. En ældre kvinde med kort krøllet gråt hår og store runde briller – mens jeg skriver dette kommer en tredje association ind – som minder om min Moster og Kirsten, min terapeut, men også en klient jeg har – Lotte. Hun siger “Dennis du bliver nødt til at forbinde dig med din mave, den kan nok være lidt svær at komme I kontakt med fordi du putter så meget lort I den.” Jeg svarer: “Jamen det lyder mega fedt, jeg vil vildt gerne I mere kontakt med min mave” og tænker straks på de nylige spændinger, smerter og ukendte emotionelle påvirkninger jeg har oplevet. Jeg begynder at blive lucid her da jeg begynder at kalde “Mave! Mave!” hvor den kvindelige figur stopper op og siger: “Du skal følge vinden, hvis du vil finde hvad du søger”. Hun får implicit fortalt at jeg blot skal finde den retning hvor der er direkte modvind hvis jeg vil etablere kontakt til min mave igen. Jeg er vildt begejstret for dette trick og kan mærke at jeg kan bruge det I fremtidige drømme også. Jeg drejer mig rundt – imod uret – og finder ud af at der hvor vinden blæser mig lige I fjæset er der en lille sti imellem to bygninger der leder ud til vejen. Jeg begynder at gå derhen og ser en strandpromenade, som minder om den jeg har været på så mange gange I Thailand, og mens jeg går råber jeg “Mave!” gentagen. Jeg ser en Raptor gå forbi udenfor og bliver en smule skeptisk. Jeg snupper en kort pause og fortsætter så. Nu kommer jeg ud og kan se ned på vejen – jer er pludselig I et hotelværelse – og der går en masse spændende mennesker, dyr og andre objekter jeg kunne interagere med dernede. Jeg råber igen “Mave!” og ser til venstre, hvor der går en T-Rex, som jeg jo har historie med, og træder et skridt tilbage. Jeg står nu I et relativt lille og mørkt hotelværelse, foran vinduet der er firkantet og med klart sol lys skinnende igennem. Jeg beslutter mig for at hvis det er T-Rexen jeg skal snakke med for at komme I kontakt med min mave, så må det være sådan det er u-anset hvor bange jeg måtte være for det. Så jeg træder ud på taget og ser pludselig at der er længere ned end jeg havde regnet med. Jeg bliver lidt bange for bare at hoppe ud I det, så sætter mig ned I lotus stilling indtil jeg begynder at svæve ned. Jeg kan mærke på vej derned at der er lidt meget fart på, det er nok til at hjertet lige slår et ekstra slag uden jeg er bange for at slå mig. Dog fornemmer jeg at jeg har mistet overblikket så meget at den vej jeg gerne ville ned på med de mange dyr og mennesker ikke vil være der, fordi jeg har mistet mit fokus. Jeg tænker dog også at det ikke vil gøre noget. Da jeg endelig lander ser jeg at den vej jeg var på er væk. Den jeg står på er mindre befærdet og det er pludselig blevet nat, men det er faktisk stadig den samme strandpromenade. Jeg tænker at de nok skal gå og råber igen “Mave!” og spinner mellem 270 og 360 grader rundt om mig selv imod urets retning. Her ser jeg en stor hvid hingst komme løbende og mens jeg råber “Mave!” begynder den at ride hen imod mig. Jeg spørger den om den er min mave og I det jeg gør det bliver den til en hvid kamel, med tre pukler, hvor den forreste af de 3 er delt I 2, selvom det ser sundt og raskt ud, som om den egentlig blot bærer en genetisk mutation der giver den denne tredje to-delte pukkel. Den svarer at den er min mave og jeg knæler for den, hvilket den svarer med at lægge dens venstre hov på mit tredje øje. Derefter skifter den til at blive en venlig og varm 44-årig mand, med kort gråt hår. Jeg spørger “Hvad skal jeg gøre for at komme I bedre kontakt med dig” og han svarer “Din mormor kom til at trykke en lille knogle I stykker hernede (inde I højre hofteskål, hvor psoas løber) da du var 3 år gammel, det var ikke med vilje, men det kan man også se på billeder.” Der er en implicit besked der handler om at denne skade/traume ikke har været kendt og at noget kropsterapi kan have forværret det, men også at der ligger noget derfra der stadig rumsterer. Jeg svarer “Ah, jamen jeg har jo også fået scannet indersiden af mine hofter, så der vil man kunne se det?” han svarer “Jaaa, jooo.” med en tudelig intonering om at det ikke er helt rigtigt, men at det heller ikke er helt ved siden af. Drømmen Ender og jeg vågner med en meget rolig, afslappet og rar fornemmelse I kroppen. Det var tidligt, men jeg stod op og fik mediteret med min mave som fokus, fik lavet yoga, danset og TRE og fik mig noget morgenmad og følte mig godt tilpas. Non-lucid – Notes – lucid – Interpretation – wake/dream visuals/visions

from RSSMix.com Mix ID 8297989 https://www.dreamviews.com/blogs/vesterguard/2018-12-11-biblical-surgery-alien-eviction-communication-stomach-85877/