#det det der er ved december der får mig til at tro der kan være håb selv for mennesker

[femb0td111ary]

Jeg får aldrig hvad jeg ønsker mig

Det jeg får er altid meget bedre

[myheadlove]

8 December

Jeg ved snart ikke om jeg kan mere med ham. Jeg er dum jeg ved godt hvad han vil mig. Han gider mig kun når han er liderlig er gider ses. Jeg gør mit for at skrive og tage kontakt og de sidste par gange vi har ses der har det været sent på aften hvor vi kun har haft sex og set en film eller to. Han forsvinder langsomt, jeg kan mærke det i den måde han skriver på, jeg tror han har fundet en anden, men ikke helt vil dumpe mig før han er 100% sikker på hende her Eller er det bare fordi han ikke gider have en kæreste, på trods af at han skrev at han var træt af at være single efter 1 1/2 år. Men med han arbejde, gutterne og alt det alkohol han drikker hver weekend. nogle gang skulle man ikke tro at manden var 28 for han drikker sig hammer lam hver weekend og bruger så derefter resten af weekend på at ligge med tømmermænd.

Vi fik ikke snakket i morges da vi stod op, men han skulle også hurtigt ud af døren, han kyssede mig dog farvel og sagde at viv ses, men har altid på fornemmelsen at når vi skilles så er det sidste gang jeg ser ham. Jeg er fundstædig dum at jeg bliver ved, men jeg går med det lille fucking håb at han en dag gerne vil mere og det er hyggeligt når vi er sammen. Den måde han grinte af haj filmen i går aftes fordi jeg synes den var så skræmmende det var sødt og at han egenlig blev liggende ved siden af mig et pænt stykke tid efter vi havde haft sex. Men jeg ved godt der ikke liger noget i det fra hans side.

Han har forandret sig meget på en måned, jeg kunne så nemt pirre ham bare via et billede og vi sende billede af os selv til hinanden hvor vi var nøgene, men det er ikke sket i flere uger nu... Jeg synes det er så træls for det er en af de måder hvor på jeg virkelig kan mærke at han trækker sig.

Hjertet er væk fra han ved snap, det er forsvundet i løbet af aften... det var et slag i maven for det første jeg tænke var at det var fordi han er begynde at snappe med en ny pige og det nu er hans “BFF” Det er noget dumt noget at tænke på i en alder af 23 burde det ikke spille ind, det er fucking snapchat...

På samme måde kan jeg ikke få Jacob ud af hovedet, han skriver sådan en gang i måned for at høre hvordan jeg har det. Jeg ved godt det er fordi at vi lavede en aftale tilbage i juni om at vi godt kan være venner som også knalder og det gik faktisk fint, men han er begyndt at komme for meget frem i mit hoved, det køre hele tiden... victor vs Jacob. Begge er nogle der er røv ligeglad med mig og mine følelser, Jacob prøver at være en ven, men jeg ved godt hvorfor det er kun fordi han vil have sex og det får han ikke så længe jeg også er sammen med Victor.  

[maja-kirstine]

Aalborg og alt jeg har kært

Aalborg lidt i 8 en fredag morgen dagen før december.

Altid har jeg hadet Aalborg. Jeg kan huske at jeg var 5 da jeg første gang spurgte min far, om vi ikke kunne flytte til København, og skældte ham ud over nogensinde at være flyttet derfra. Jeg har altid hadet Aalborg. Følt at jeg skilte mig ud som en rådden banan der får al den lækre, friske og eksotiske frugt til at stinke af rådden banen. Folk der gloede, eller jeg bildte mig ind gloede, på mit tøj, og på mit hår, min hud og væmmes, og jeg ligner også bare en på 12 i en alder af 19, og hvor kan vi dog alle hade os selv hvis vi virkelig vil, og Aalborg hvor du kan bidrage til selvhad, bildte jeg mig ind. For alle gik med ralf og ingen fest uden hest, og hvorfor ejer du ikke en dunjakke og hvor er din MacBook? Og jeg ved at der er folk der er uenige, ja endda kan finde gendrivelser, eller hvad det nu skal hedde på det faglige danske, der halvt består af latin, når jeg siger at Aalborg ikke er en storby, men blot en stor provinsby. Og jeg forstår det mere nu, hvorfor visser kalder det en storby, end jeg nogensinde har gjort, men den er ikke købt, ikke helt.  Og forstå mig ret når jeg siger at grunden til min påstand, er at jeg ikke følte mig hjemme, da jeg ikke så den mangfoldighed jeg søgte, og for mig er mangfoldighed storby, og det havde Aalborg ikke, og det var ikke mit hjem, og jeg følte mig ikke hjemme, men alting går. Men Aalborg, ja, tilbage til dig, for ja jeg har hadet dig, men da Nadias flyttede blot 100 meter længere væk fra havnen, og Slotsbageren flyttede til Boulevarden, kunne jeg mærke at jeg blev vred. For tingene ændrede sig, og den by jeg altid havde bildt mig selv ind at jeg hadede, ændrede sig, og jeg hadede det, for det var jo mit hjem, og du flytter ikke bare sådan rundt på folks hjem uden at bede om lov, og hvor vover du, og hvor er den nye Nadias bygning dog også bare pisse grim, og grøn og orange, og se hvor de kan, og Slotsbageren med deres store rum og borde der aldrig er blevet pakket ud, og ingen fatter hvad der sker, og om det er meningen man selv skal pakke dem ud, en form for interaktive dining i et bageri, hvor man selv står for at bygge sit bord. Med dette opdagede jeg at jeg måske ikke hadede Aalborg så meget som jeg bildte mig ind, det er som et modermærke midt i panden, du egentlig altid har ønsket dig for uden, men en dag opdager du at den er en del af dig, og dig en del af den, og hvem ville du være og være blevet uden, og hvem skal du dog blive til? Aalborg udvikler sig, som vi alle nu engang gør, og der er ikke lang tid til at jeg kan tage benene på nakken, og spæne, og jeg glæder mig.

Men jo tættere på jeg kommer på at være længere væk, desto mere vokser min kærlighed til den by jeg altid har hadet, ville væk fra, med begge ben på nakken og så spæne med al sin kraft, men tiden går så hurtigt og jeg kan knap løbe fem kilometer, så hvordan skulle jeg nogensinde kunne løbe væk? Løbe væk, og forlade, for gader er bare beton, og bygninger mursten om det er grimme eller smukke facader, men skønhed er over det hele, det er ikke det er skræmmer mig men mine venner. Alle dem jeg elsker, og gør mig til mig, om jeg har kendt dem siden 3. klasse, efterskole, eller først lærte dem at kende fra et par år tilbage. For de skaber min hverdag og derved mit liv, og gør mig til mig, og et bedre jeg, og jeg er bedre i morgen end jeg var i går og i dag, fordi de er der, gør mig til mig, og mig til et bedre jeg, jeg kan dele med andre og forhåbentlig med dem, også når vi får hue på og går ud af hoveddøren, og vi ender i forskellige dele af landet og verden, og håb og drømme skal søges og prøves af. For mine venner, dem jeg elsker, men vidst kun får sagt når jeg er lidt for fuld, og glemmer halvt, og vi griner af det og mig næste dag, hvor jeg bliver så rød i hovedet og slår mit hoved ned i bedetæppet i religion, for jeg kan da ikke andet, og hvem skulle også tro det, og det er da sjovt, og jeg håber vi ikke mister det vi har, på trods af de intrigere der har været, og hvem der nu har være uvenner hvornår, og uanset hvor mange gange jeg har haft lyst til at droppe ud, og tænkt at det også var ligemeget, for hvis man nu allerede har overbevidst sig selv om at denne gang var den gang du fik ret og ingen kunne lide dig længere, fordi du gjorde noget du ikke kan huske, eller måske fik de bare nok, og det sker og det er okay, og folk må gerne hade mig selvom jeg foretrækker det anderledes, og hvad ved jeg, også selvom de bliver ved med at sige at nej de hader mig ikke og de kan jo godt lide mig, så vi griner bare lidt af det, og jeg bliver endnu en uge, og endnu en og når aldrig at droppe ud, fordi hvordan skulle jeg kunne forlade det jeg har her, om det så kun er for nogle år, forhåbentlig flere, selvom vi ikke bliver i Aalborg hver og en, men mon ikke.

Aalborg jeg har hadet dig og elsket dig, men mest af alt er jeg taknemmelig, fordi du huser så mange af mine venner, dog med et ønske om at du ville passe bedre på dem, for mange har det hårdt eller svært eller bare dårligt, og jeg vil have du skal hjælpe dem, for om at være ung ikke er hårdt nok i sig selv, kliché eller ej, og ødelagte kunstner sjæler der gør kunst så smuk, og om vi ikke har hver vores er jo rigtigt, men nogles vores burde bare ikke være, så mit håb må være du gør tilværrelsen nemmere, og passer på min venner, så vil jeg love at passe på mine minder, om de er fra sommer i Vejgård og koncerter i de lyse nætter, eller druk i "gaden" med brækfyldte fadølsglas og bake-off i vor kære ghetto-netto, kaffemoduler med brætsspil eller mærkelige diskussioner og kommentare der altid gør dagen god, og lange fjerde moduler hvor vi alle koger som æg, og låget koger over og man lærte ikke andet end at det nok skal gå, for der er gode mennesker og det er jo rart, så tak til Aalborg for at jeg fik mødt dem jeg gjorde, og må jeg møde dem igen.

[fantasifuld]

Jeg fik hormonspiral i september, så det er 9 måneder siden. I starten havde jeg virkelig den der ide “p-piller er forfærdelige, man putter så mange hormoner i sin krop, og der er så mange bivirkninger” til at gå over til “hormonspiral snakker alle om, og alle anbefaler den, så den må da være perfekt”. Jeg havde egentlig ikke nogle problemer, da jeg var på p-piller, pånær at når jeg havde mens hver tredje måned (jeg spiste igennem), så var mit humør meget påvirkeligt. Men i bund og grund ved jeg ikke om det var p-pillerne eller bare sådan jeg er. For jeg er stadig lige så følsom og med lige så mange humørsvingninger hahah. Nå tilbage til spiralen, først og fremmest fik jeg det fucking dårligt da jeg fik sat den op, at jeg måtte blive en time ekstra hos gynækologen (ret pinligt egentlig). Men det er jo fordi livmoderen er så følsom osv. jeg synes nu mest af alt det var mega pinligt. De første fire måneder går, og der blødte jeg mega ofte, sådan to gange om måneden. Og fra at gå til at have mens hver tredje måned, til nu to gange på en måned, og hverken må bruge kop eller tampon, så er det altså ret stramt. Jeg lovede mig selv at jeg ville give det i hvert fald et halvt år. Og hen i februar og marts der fik jeg kom mens én gang om måneden og blødte ikke så meget. Der tænkte jeg fedt, nu er det nu den viser mig, at den er det værd og god og alle de ting. Så hen i april, har faktisk stået på i super lang tid, nok siden december, jeg har bare ikke tænkt over det før april. Men i hvert fald i april får jeg super mange knopper i ansigtet men primært på min ryg. Og eftersom jeg spiller håndbold og har meget svedigt sportstøj på mange gange om ugen, så troede min mor, det godt kunne have noget med at min hud ikke kan ånde og få luft (knopperne sidder nemlig primært i sportsbh-området). Jeg tænkte ja det giver ret god mening. Men nu er vi i juni, jeg har ikke spillet særlig meget de sidste par måneder og slet ikke i juni måned, og jeg har dem stadig. Jeg troede først det er fordi min krop renser ud fra alle de år på p-piller, det kan jeg tildels stadig godt tro, men er ved at blive sindssyg over det. Jeg har virkelig været i vildrede, om jeg bare skulle gå tilbage p-piller, og jeg skulle få taget min spiral ud, og bare ikke være på noget. Jeg synes alt det her med prævention er vildt svært. Og det gør mig vildt usikker at have de knopper på min ryg. Det blev et langt skriv og meget detaljeret, men havde brug for at komme ud med det.