#den grænseløse

[greaseonmymouth]

I dag afleverede jeg DVD’en for Marco effekten og lånte Den grænseløse med hjem i stedet, og har nu set den også

Jeg…ved ikke hvad jeg skal mene om den?? Den var sygt mærkelig?? Jeg vidste godt der var noget kult halløj og var forberedt på det, og det syntes jeg sådan set ikke var så mærkeligt igen - måske lidt tamt af en kult at være - men så sendte de Rose ind i kulten?? og hun endte med at blive super forført af den?? Og i mellemtiden leverede Rasmus Bjerg en forestilling af en psykopatisk kunstner som ingen anden, og hvad fanden var det der med Carl og en 30årig søn ud af det blå som selvfølgelig også lige døde før Carl overhovedet vidste det, fordi den mand har åbenbart ikke traumer nok. (Jeg fatter stadig ikke CarlxMona og slet ikke denne version af dem…men i det mindste var Mona ikke gravid i denne film ligesom hun var i bogen, så havde jeg hoppet helt af)

Til gengæld var Rose en hel del mere interessant i denne film end den forrige. Det bedste øjeblik i hele filmen var da hun rev pikken af ham den klamme pedel 🙌🏻

[lambentwarg]

People I’d Like to Know Better

Tagged by: @kanirou-crosshack

* Last song: VNV Nation- At Horizon's End

* Last book: All That the Rain Promises and More

* Last movie: Den Grænseløse

* Last show: Jentry Chau vs the Underworld

* Last thing I googled: .....If blunt force-induced pneumothorax/collapsed lung has different symptoms/care from other variants of that injury.

* Last activity: A night walk in the woods

* Favorite color: Bioluminescent blue

* Sweet/savory/spicy: spicy savory

* Looking forward to: further resurrecting and developing clone OC stories/fic/art maybe??

* Current obsessions: Clone troopers, A Way Out, finding and learning how to identify mushrooms

Tagging: @goofy-raccoon @inoankin @dreki-reblogging @jailbreaxis @bulletproofskoll @aifastic @pvtpuma

(no pressure to answer if you don't wanna!)

Also, I like the idea of expanding on the bullet points like you did Kanirou, so here I go with doing the same.

I assume this question probably intends to mean proper novels and the like. But I'm gonna count any type of book. Mushroom mushroom

Just oof. One really shouldn't bother with any Afdeling Q movie after Journal 64. Movies 1-4 are Ultra Chefs Kiss thanks to the cast and crew. But 5 & 6? that recast/studio change really created quite the smoldering wreckage with 6 confirming that 5 wasn't a one-off dud.

Definitely a good watch from the animation style to the mythology. A little slow at times in some episodes but worth it to see it to the end. Banger of a theme song too, not hitting "skip intro" on that one.

Listen. It's for science fic. And is further complicated by questions like "but would a bacta dunk even help with that?" I assume no since it's not surface damage and people are attached to respirators when they're in the ol' miracle goo tank rather than made to breathe it in. But also maybe it *can* have some effect if the "puncture between the ribs to drain air" method is used? yeah I may or may not be back on my clone trooper bullshit and revisiting and fleshing out the complicated web of OC backstories. Uh. Anyway-

Gotta stretch the pack's legs. Perfect star gazing weather tho, a nice bonus given the below freezing weather.

Nature made an ultra banger with this one.

Tbh though, salty is more of a winner over the other options. But not too much higher than the delicious combo of spicy/savory.

I'm falling hard back into clone troopers, lads. And A Way Out is holding strong especially because of all the RP AUs a friend and I are playing around with. And yeah, it's been below freezing a lot lately and yet there's still a bunch of coral mushrooms around 🤔 no such luck tho with finding things like winter chanterelles.

[sonicziggy]

"Snowdrop (From The Motion Picture “Den Grænseløse”)" by eee gee https://ift.tt/kr7Ub5f

[newmusicdk]

eee gee – Snowdrop (From The Motion Picture “Den Grænseløse”)

String Arrangement: Lasse Ziegler, Nicolai Kornerup.

[nils-elmark]

De tog originalen og gav os en kopi

Nye universelle digte fra Arash Zadeh, som udstiller magthavernes plagiater og menneskers vilje til at købe dem

Det er lidt sjovt; inden jeg skulle møde Arash Zadeh, gik jeg ned gennem Købmagergade og det slog det mig, hvor mange nye butikker, der er dukket op, som sælger billige småting, vi ikke behøver: Normal, Tiger, Søstrene Greene – konverterede dollar butikker – der tiltrækker stadig mere forbrugsafhænge moderne mennesker.

Det er sjovt, fordi oplevelsen falder i tråd med Arash’ nye digtsamling ”Vores Kunstige Paradis”, som jeg ikke vidste, han ville forære mig, da vi et kvarter senere sad og drak kaffe uden for Torvehallerne. Arash tilhører en truet race. Han er dansk digter og han henter inspiration på en kæmpeflade, som omfatter den halve jordklode fra Persien over Lilleasien gennem Europa til Norden og strækker sig over tusind år. Han har gendigtet Omar Khajjâms persiske Rubâijât, som han læser fra bladet, som det blev skrevet i det 11. århundrede og han læser og har genoptaget nordisk rune-digtning. Hele dette næsten grænseløse rum i tid, sted og sprog er hans, og han søger hele tiden for, at rummet holdes i orden, senest med ”Vores kunstige Paradis” der består at to snese digte ligeligt opdelt i ”Indgang” og ”Udgang”.

Digtene er Arash' poetiske aftryk af den tid, vi lever i. To gange tyve velordnede selfies af hans tankebaner, når omverdenen får hans opmærksomhed. Det er det gode ved digte; de giver sig selv plads og blander ubesværet tanker og følelser.

De tog din jord og gav dig en æske. Du røg på deres virksomhed. Du møder mennesker på en skærm. Familien blev arbejdskolleger.

Arash’ inspiration til digtsamlingen og titlen er hentet hos Charles Baudelaire, der i 1860 udgav et værk ”Les Paradis Artificiels” altså ’de kunstige paradiser’ hvor forfatteren beskriver og forkaster troen på, at verden kan forbedres gennem henholdsvis hash og opium. Arash gør da en direkte afstikker til sin franske kollega i digtet ”Kunstigt Paradis”, hvor han efter at have gennemgået tidernes store religioner, politiske og økonomiske blændværker slutter:

Et gedemarked, disse kunstige paradiser, overset af Baudelaire på hash og opium.

En fin reference til butikkerne på Købmagergade.

Arash digte taler Rom og Teheran midt imod samt hele samfundsmaskineriet med den fjerde statsmagt, som i ”Det gamle Normale”:

Udbasuneret hjernevask i konstante daglige gentagelser har altid været mere effektivt end den solgte vare. Bed fem gange om dagen og kom i himmelen! Gud bevare fjernsynet, og journalisterne, nærsynet.

Arash Zadeh vier i de første tyve digte til det 21. århundredes maskinskabte paradis, de tog originalen og gav os en kopi, og i de næste tyve træder han ud af rammen, som Mette Frederiksen, Lars Løkke og butikkerne på Købmagergade har sat for et sekund af evigheden - og digteren bevæger sig ud i det store intellektuelle rum som kun Arash Zadeh behersker. Alle de falske paradiser hånes og gøres til skamme og sættes i evighedens perspektiv.

Sidste linje i bogen: Guderne kommer altid tilbage.

Vores kunstige Paradis er brillant digtning, som skal læses og studeres flere gange, før de kommer under huden, men det er derfor, de kommer i en bogform og ikke som Snapchats.

[filmniller]

Journal 64

3 ud af 5 tvangssteriliseringer

Jeg er enig med Jussi Adler Olsen i, at Zentropas filmatiseringer er mislykkede og ikke får bøgernes nuancer med. Assad, som er fejemand på Politigården og tidligere Saddam-torturbøddel, er i Zentropas udgave fuldbefaren dansk betjent med politiskilt, og Carl Mørch er en meget endimensional, sur gammel mand. Det fungerer ikke særlig godt, og jeg forstår godt, at Jussi har skiftet til Nordisk Film og ønsker Kaas kasseret.  Når det så er sagt, er Hr. Boes filmatisering af Journal 64 pænt vellykket, om end lovlig fjernt fra bogen, dog ikke i så grel en grad som den mislykkede filmatisering af Flaskepost fra P. Vi får både den barske historie om pigerne fra Sprogø samt biljagt og skuddueller, en romance med Politigårdens kantinedame og en håndfuld plothuller som fx en sejltur med en Sverigesbåd, der ikke findes længere. Var det måske en forvokset udgave af Hvenbåden?  Nå, pyt. Filmen er seværdig, især på billedsiden, der viser København fra nye og interessante vinkler. Og Nicolas Bro glimrer som (berettiget) paranoid Sprogø-opsynsmand, som jeg slet ikke husker fra bogen. Journal 64 var Jussis sidste gode bog, og det bliver spændende at se, om Nordisk Film rent faktisk kan få gode film ud af hans sidste tre trætte bøger, Marco-effekten (min bindestreg!), Den grænseløse og Selfies, som næsten kun kan blive bedre på det hvide lærred.

[kulturformidlet]

Digitalt selvmordsdrama derhjemme

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Teater Nordkraft kalder det et ’formmæssigt one take-eksperiment’, når de prøver kræfter med at spille deres succesfulde opsætning af ’Dig og mig ved daggry’ digitalt. Som et andet konferencekald er publikum med som tavse mødedeltagere, og skuespillerne sidder hjemme hos sig selv hver især og bruger kamera og mikrofon på deres private computere. Det er på en gang imponerende nøgent og effektfuldt. Nød lærer nøgen kvinde at spinde og man må som bekendt sno sig i disse vilde corona-tider. Det har Teater Nordkraft i den grad gjort ved at lancere en digital opsætning af deres Reumert-vindende forestilling, 'Dig og Mig ved Daggry' (Årets Børne-/Ungdomsforestilling 2019, red.). Man logger på via en kode, og snedigt nok er både video og lyd slået fra hos én selv. Det er god service, og hvis det øvrige publikum ligner denne anmelder en smule, er de både taknemmelige for initiativet og temmelig teaterhungrende. Teknikken virker – gode effekter At teknikken så oven i købet virker, forstærker kun forventningerne hjemme i stuen. Kun enkelte steder undervejs er der lidt lydforsinkelse, som forstyrrer fiktionspagten. Det er minimalt. Vi mødes af en split screen med fire vinduer. Fem ansigter præsenterer sig. De to hovedpersoner Liam (Alexander Clement), og Louise (Jela Natius Abildgaard) sidder sammen, fordi de bor sammen, forklares det, inden vi når at tænke mere over, om det nu også smittemæssigt er forsvarligt. Efter præsentationen skal de alle ret fint lige gøre sig klar. Som om det hele ikke allerede er i gang. Som publikum føler man sig med backstage, som de lægger make-up, klæder om, drikker vand etc. Det er et fint stunt, og allerede her tænker man, at de udnytter det nye format godt. Noget der yderlige understreges undervejs, hvor nærbillede og bip-lyde problemfrit bliver til et hospitalsleje, og et frøperspektiv med åbent skab i baggrunden ganske overbevisende agerer trang, klaustrofobisk campingvogn. Undertegnede smiler også over Liams fjollede leg med diverse baggrunde af Golden Gate Bridge o. lign. midt i Louises forsøg på at råbe ham op. Lidt flad nordjysk Romeo og Julie Stykket starter for alvor med, at én skærm overtager hele billedet. Ansigtet af Louise tæt på med vådt hår og udtværet mascara viser med al tydelighed, at noget er helt galt. Det hele er allerede for sent. Hun er druknet. Lænket til sin elskede Liam med håndjern og dødsromantik har de sammen begået selvmord ved at hoppe ud fra Limfjordsbroen. Nu er der kun tilbage at forstå, hvordan det hele kom så langt ud. Den dramatiske kærlighedshistorie er hørt før. Usikker og almindelig forstadspige drages af den intense og ganske grænseløse Liam, der er halvt irsk og ikke kan blive mere eksotisk i Louises unge, romantiserende øjne. De to tager konsekvent håbløse livsvalg, involverer sig med de forkerte og er svære at f�� ordentligt ind under huden. Måske er det delvist formatets skyld, men det store drama de to imellem falder lidt fladt ud. At Louises bedårende uskyld og manglende evne til at sige fra grænser det irriterende, er i og for sig flot gået af Jela Natius Abildgaard. Men at man ikke for alvor gribes af deres stormende forelskelse – fordi man aldrig selv forføres af Liams energiske udadrettethed og har svært ved både at føle og følge Louises valg – det er en regulær skam.Lærke Schjærff Engelbrecht som hhv. bedste ven og veninde til de to turtelduer gør heller ikke meget væsen af sig. Til gengæld rammer det én lige i mellemgulvet at se den døde Louise kigge på sin mor sluge piller og magtesløst prøve at få hende til at lade være. Bifigurer og dobbeltroller til UG I det hele taget er sorgbearbejdelsen hos forældrene aldeles gribende. Og det, at hver skuespiller har flere roller, fungerer i det henseende fremragende. Jacque Lauritsen får yderst imponerende spillet to meget forskellige knudemænd frem i hhv. Liams og Louises fædre. En dåseøl, lidt irsk accent og kropsholdning adskiller fornemt den ene fra den anden.Med helt modsatrettede tilgange til livet er de begge slet ikke til at stå for eller ryste sig fri af. Stakkels sørgende mænd er de. Impulsivt har man bare lyst til at trøste og lade dem græde ud ved sin skulder. Petrine Agger er også fabelagtig som træt, skuffet mor, der er hæmmet i alt, hvad hun gør. Har man læst Leonora Christina Skovs ’Den der lever stille’, kender man typen. Derfor er skiftet til hendes opblomstring mod slut også noget af et kunststykke - for slet ikke at tale om den forvandling der foregår, når hun med et lille hvidt overskæg tager rollen som Johannes på sig.Ansigtstrækkene ændrer sig umærkeligt. Pludselig er den spagfærdige kvinde kontant, perfid og decideret farlig i sin fremtoning. Perversiteten lyser ud af øjnene. Det er ren teatermagi direkte ud gennem computerskærmen. Det er på den måde nogle andre ting end forventet, der løfter denne forestilling. Men anbefales skal den. Også i digitalt format. FAKTA Teater Nordkraft: Dig og Mig ved Daggry -Instruktør og dramatiker: Minna Johannesson. Lyddesign: Ditlev Brinth. AV-tekniker: Mikkel Ove Hansen. Lydtekniker og afvikler Mikkel Munk Iversen. Produktionsleder: Louise Kirkegaard. Medvirkende: Alexander Clement, Jela Natius Abildgaard, Lærke Schjærff Engelbrecht, Petrine Agger og Jacque Lauritsen.  Alder: Ungdom/voksen (egnet for 8. klasse og op). Varighed: 2 timer og 20 minutter inkl. pause. Set som digitalt betalingsteater mandag 4. maj 2020. www.teaternordkraft.dk

[signaldk]

Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021

Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021

Komponisten Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021 ved en koncert den 5. juni 2021 i DR Koncerthuset.

”Med en musik rig på flimrende lysvirkninger og et uendeligt farvespil er Unsuk Chin en komponist, der dyrker det grænseløse. Født i Sydkorea og bosat i Berlin komponerer Unsuk Chin i dag en musik, der har gjort sig fri af…

[biografdk]

Breathe

PREMIERE DEN 31. MAJ

Den succesfulde Robin (Andrew Garfield) har hele livet foran sig, da han bliver lammet af polio. Eksperter og læger ønsker at påbegynde behandling og holde ham på sygehuset, men hans hustru Diana (Claire Foy) nægter at lytte til lægernes råd og beslutter at tage ham med hjem. Med hendes grænseløse hengivenhed, nærvær, humor og beslutsomhed formår hun at skabe rammerne om et…

[andrupsbookshelf]

“Kære Rikke – kunne du tænke dig at komme til Meet ‘n’ talk med Jussi Adler-Olsen i forbindelse med udgivelsen af hans 6. bog i serien om Afdeling Q – Den grænseløse?” Øhhh… så pyt! Og således gik det altså til, at jeg rejste til København for en dag og sammen med en lille sluttet flok mødtes Jussi Adler-Olsen.

Programmet for Jussi’s dag var spækket med intet mindre end 11 interviews i løbet af dagen, men det lod han sig slet ikke mærke af, da han bød os indenfor i hans kontorhus i Allerød.

“Jeg stoler på bloggere og vil allerhelst tale med dem, når jeg kommer rundt omkring. Faktisk er det bloggerne, der har magten i USA og i England, og speciel i de lande er det deres anbefalinger, som læserne følger.”

Og det var selvfølgelig også grundlaget for, at vi blev inviteret, men det var fedt at opleve, at ens ‘arbejde’ bliver taget alvorligt og respekteret.

Og netop denne holdning afspejler faktisk ret godt, hvor down-to-earth den populære forfatter egentligt er. Jeg oplevede ham, som en interessant og meget alsidig person med et enormt overskud. Han fortalte, at han var blevet kaldt for ‘selvfed’, men det var i hvert fald ikke en del af hans personlighed, som jeg stiftede bekendtskab med. Han lyttede interesseret og besvarede alles spørgsmål og havde efterfølgende god tid til at vise os rundt i huset, signere bøger og tage billeder.

Den grænseløse

Titlen dækker over rigtig mange ting og åbner op for forskellige vinkler til historien. Den grænseløse kærlighed, den grænseløse jalousi, den grænseløse hævn og så videre… I følge Jussi var det en sand fornøjelse at skrive bogen, som gled en hel del lettere end den foregående bog “Marco effekten”. Lige præcis hvad det skyldes kan være svært at sige, men muligvis det faktum at “Marco effekten” blev skrevet hen over vinteren, hvor imod “Den grænseløse” blev skrevet over sommeren, kan jo have en vis indflydelse.

Jeg var meget betaget af, at Jussi kun kan skrive, mens han lytter til musik, og det skal ikke være stemningsbestemt musik, bare noget det passer godt til ham selv. Jazz er tydeligvis en favorit.

“Hvis jeg nogensinde bliver døv, så er jeg færdig som forfatter.”

Jeg mangler endnu at læse bogen helt færdig og kommer selvfølgelig med en anmeldelse så snart det er gjort. Men allerede nu kan jeg løfte sløret så meget, som at sige, at vi går ned i tempo i forhold til de foregående bøger, men at det indtil nu ikke skader serien.

10,5 bøger

‘Den grænseløse’ udkom i fredags og er den 6. bog i serien om Carl Mørck og Afdeling Q. De næste bøger er selvfølgelig allerede planlagt: 7. bog handler om Rose, 8. bog om Assad, 9. bog om Carl og i 10. bog går det hele op i en højere enhed :-) Og så den halve…det er vist mest en joke, fordi han altid bliver stillet spørgsmålet “Hvor mange bøger udkommer der i serien?” Ni bøger er for lidt til at blive færdig, elleve bøger er en efterligning af Arne Dahl og ti bøger er bare for kliché, så derfor 10,5 bøger…

På TV

Der har været meget omtale af den danske filmatisering af Afdeling Q, men det var ikke den udgave, som Jussi havde mest at fortælle om. Faktisk var det hellere den amerikansk TV-serie, som er planlagt til at ramme seerfladen om 2 år, der optog hans opmærksomhed. Det har længe været et stort ønske at filmatisere bøgerne som en tv-serie og da Scott Frank tilbød at lave filmmanuskriptet, var Jussi bestemt ikke sen til at takke ja. Scott Frank er pt i gang med at skrive 1. sæson.

Spændende at se hvad der kommer ud af det projekt, men jeg er i hvert fald sikker på, at det er en serie, som jeg skal se.

En stor tak til Jussi Adler-Olsen og hans forlag Politiken for invitationen og en unik oplevelse. – Rikke

  This slideshow requires JavaScript.

#gallery-0-4-slideshow .slideshow-slide img { max-height: 410px; /* Emulate max-height in IE 6 */ _height: expression(this.scrollHeight >= 410 ? '410px' : 'auto'); } Meet ‘n’ talk med Jussi Adler-Olsen… "Kære Rikke - kunne du tænke dig at komme til Meet 'n' talk med Jussi Adler-Olsen i forbindelse med udgivelsen af hans 6.

[greaseonmymouth]

biblioteket havde DVD’en for Marco Effekten så jeg tog den med hjem og så den og det var vist to timer af mit liv jeg ikke får tilbage. mest af alt fordi den bare var kedelig.

den var lidt spøjs også. jeg vidste godt den havde en temasang for der ligger en fan video på YouTube der bruger den (men til Nikolaj Lie Kaas versionen af Carl lol) men da filmen gik i gang havde jeg det sådan lidt “prøver de at efterligne Skyfall?” hvis de gjorde, så lykkedes det ikke. jeg vidste også godt at den her film skulle ligge tættere op ad bøgerne og det tror jeg også den gør. Jeg har kun læst den første bog, men Carl i denne her film var ligeså usympatisk og irriterende som han var i bog 1. han var ikke ligeså doven (man må da håbe han er kommet sig over den karakterbrist siden bog 1) men Ulrich Thomsen spiller ham på sådan en måde at han bare ser ligeglad ud med alt. det er ligemeget hvilken situation han er i så ser han bare ud som han er ligeglad. keder sig. ja tak, jeg kedede mig også ved at skulle se på det. Assad var jeg faktisk lidt positivt overrasket over - på filmplakaten er han sat i skygge og ser hård og ond ud, men sådan var han slet ikke. han var høflig, kompetent, venlig, med lidt kant. jeg kunne godt lide at han gav sin mening til kende overfor Carl når han var urimelig. Rose var dødkedelig og måske jeg havde haft en mening om Gordon hvis han havde haft mere end 50 sekunders skærmtid. plottet var ok. lidt rodet men whatever.

jeg kommer aldrig til at se den film igen lol

[greaseonmymouth]

the relevant bits:

- Men så kan vi jo tale om, at jeg glæder mig til at se "Kvinden i buret" som tv-serie. Den kommer formentlig på Netflix om et års tid, siger han.

Det er den amerikanske filminstruktør Scott Frank, som for syv år siden købte tv-serie-rettighederne til alle 10 historier fra Afdeling Q-serien.

- Serien bliver nu tilrettelagt til 10 sæsoner med otte episoder i hver sæson. Og lige nu er forberedelserne i gang i Edinburgh, fortæller Jussi.

Scott Frank er manden bag så forskellige film som "Little Man Tate", "Marley & Me", "Logan" og "No Exit". Og tv-serier som "Queens Gambit" og "Godless",

Hvem spiller Carl Mørck?

- Det ved jeg ikke. Det kan være, at han skal være skotte, lyder det kryptiske svar.

- Men Scott Frank vil personligt instruere de to første afsnit.

Jussi Adler-Olsen kunne ikke have ønsket sig en bedre person i front for en tv-serie, siger han og kalder instruktøren for en ven.

Samme begejstring gav han ikke udtryk for ved Zentropas film baseret på de fire første bøger. Heller ikke selv om nogle anmeldere og en del af biografpublikummet er glade for dem. Han var mere positiv i forhold til samarbejdet omkring "Marco Effekten", der er produceret af Nordisk Film, som har filmrettighederne til resten af serien.  Men her har hverken publikum eller anmeldere til gengæld vist sig særlig begejstrede.

Nu ser forfatteren frem til den kommende filmatisering af "Den grænseløse".

Alle film er formentlig for længst færdige, inden Netflix-serien når til de sidste bøger i serien.

- Og når det sker, så er jeg gammel og forhåbentlig i live, siger Jussi tørt.

Men Skotland? 

- Det er Scott Franks valg. Jeg ved det ikke. Måske handler det om, at han synes, at produktionsforholdene i Danmark er blevet for vanskelige.

[kulturformidlet]

Ingen kære mor

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk Alt det usagte ulmer under overfladen på pigehjemmet Himmelbjerget i en intens, psykologisk forestilling, hvor den hårde hakkeorden børnene imellem tangerer det reelt uhyggelige i sin grænseløshed. 'Mælkebøttereglementet' er overbevisende teater, der tager sit publikum alvorligt. Pigeuniformer, jernsenge og tissespande gør det klart, at det her er gamle dage – de rå af slagsen. Vi er på et børnehjem, og her er ingen kære mor, eller nogen nærværende voksne overhovedet for den sags skyld. Hesten, kaldes forstanderinden af grunde, der aldrig helt står klart. Vi ser hende ikke, hører kun stemmen, de tunge, rungende skridt på gangen og nøglens drejen, når hun låser pigerne inde om natten. Karen, en af pigerne forstår vi, har begået selvmord ved at drukne sig selv i søen. Stykket starter med, at der skal siges ordentligt farvel, og igen er de voksne, her i form af præsten, kun til stede som en stemme. Det er enkelt og effektfuldt. Disse piger er ganske alene i verden og må selv redde sig selv. Barskt børneteater Hvorfor Karen tog sit liv, og hvem der er skyld i hvad, skal ikke hudflettes her, men det er unægtelig et hårdt miljø, og pigerne er hårde ved hinanden. Og trods skyldfølelse over Karens skæbne er de ikke just imødekommende overfor den nye pige, der prompte bliver hendes erstatning. Samtidig er deres sammenhold det eneste, de har, og trods løgne, jalousi, traumer m.v. dannes der efterhånden en fælles front mod de voksne og mod alt det trøstesløse. En stædig insisteren på drømmen om noget bedre spirer frem, og det bliver vejen frem for pigerne såvel som for stykket, der ville have været ubærligt uden denne kampgejst – og den humor, der trods alt også hele tiden sniger sig ind via dialogens bramfri børnelogik. Det er godt balanceret. Stærkt skuespil, god drejescene og elegante sceneskift Det hele er gribende, dramatisk sat i scene med flashbacks til klavertoner og skarpt projektørlys, der dykker ned i de enkeltes fortid og effektivt afbryder handlingssporet på børnehjemmet. Med snak om moralsk defekte og løsagtige mødre er der endda hårde nik til kvinders kår på denne tid. Dette understøttes af elegante sceneskift med god brug af drejescenen - og andre steder endnu mere enkelt; Et klæde over kisten bliver eksempelvis på et sekund til et blafrende lagen i en vasketøjsscene med lidt ændret lyssætning og en dialog, der troværdigt vælter udover stepperne. Auteurprocessen har gjort meget godt for denne forestillings flow, fornemmer man tydeligt.  Samtidig er der imponerende stærkt skuespil over hele linjen. Ikke mindst Cecilie Josefine Bangsgaard Glæsel tager pusten fra en som den nyankomne Lille-Marie, der rørende evner at få lige dele uskyld og barsk attitude frem i sine renskurede, unge ansigtstræk. Sjældent har man set en så stærk kombination af trodsighed og håbefuldhed. Tydeligvis er der knubs med i bagagen, men har hun overhoved forstået de største svigt endnu, undrer man grædefærdig. Smukke mælkebøtter og referencer Mælkebøtter projiceres poetisk op på bagvæggen med smukt lysdesign, som en subtil påmindelse om titlen. Referencen til John Irvings ’Æblemostreglementet’ ligger lige for, men stemningsmæssigt er det oplagt også at lede tankerne henimod Susanna Kaysens ’Girl, interrupted’ om forfatterens ophold på en psykiatrisk afdeling og sågar Michael Hanekes gysende gode film, ’Det hvide bånd’, om en anden børneflok, der er svær at blive klog på. ’Mælkebøttereglementet’ er særdeles overbevisende teater, der tager sit børnepublikum alvorligt uden at lægge fingre imellem, og de kvitterer ved opslugt at sidde musestille i det mørke teaterrum og grue for det næste. For børnehjemmet er et ubehageligt sted og det grænseløse i pigernes hakkeorden tangerer det decideret uhyggelige. Aldersgrænsen på syv år kunne af samme grund godt sættes lidt op måske. Hvordan det hele ender skal selvfølgelig ikke afsløres her, men det er ikke for meget at sige, at det kan gå alle veje, og at det også er barsk kost – for ih, hvor man dog håber lykken venter forude for disse prøvede piger. De har mit hjerte hver og en. Ligesom stykket får det uden forbehold.  FAKTA Teatret Zeppelin: Mælkebøttereglementet - Manuskript og instruktion: Mie Brandt. Dramaturg: Niels Lehman. Scenograf Johanne Eggert. Lyd: Peter Edward Rasmussen. Lys: Martin Danielsen Barning. Kostumier: Maria Ipsen. Medvirkende: Theresa Hedelund Jensen, Maria la Cour, Rebecca Rønde Kiilerich og Cecilie Josefine Bangsgaard Glæsel. Alder: 7+ Varighed: ca. 90 min. uden pause. Set til premieren lørdag den 28. september 2019 på Teatret Zeppelin, hvor den spiller til 9. november. http://www.zeppelin.dk

[kulturformidlet]

Junk-tv i teaterform

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på teateravisen.dk 'Generation Håbløs' på Teater V kæmper med klichétunge figurer og et format, der hylder overflade og nem forløsning, hurtige replikker og konflikter snarere end vedkommende alvor. Momentvis er der dog noter af rørende ungdomsteater. Man håber alt det bedste for et stykke som ’Generation Håbløs’. Dramaturgen Sofie Diemer er et lysende ungt talent, og ideen er både god og modig: Tænk sig at tage en så tarvelig del af popkulturen så alvorligt, at man inviterer den ind på de skrå brædder. Med de afgrundsdybe generationskløft-fælder, og hvad der ellers ligger af udfordringer i sådan en skæv idé, må det så absolut give nogle sejheds-point overhovedet at turde at give sig i kast med foretagendet. Genrens hulhed bliver stykkets egen De fire deltagere ’Generation Håbløs’-showet er udvalgt, fordi de alle har taget mindst fire sabbatår, og præmien er intet mindre end en firedobling af karaktergennemsnittet. Det er i sig selv ret komisk, og at de selvfølgelig også er latterligt forskellige, udstiller yderligere genrens koreograferede, kunstige hulhed fint. Det er junk-tv i teaterform. Det kan man vel, uden at fornærme nogen, godt vove at kalde især denne Paradise Hotel-gren af reality-tv, som stykket sætter i scene. Og selv om der er god sarkasme ift. tv-konceptets grænseløse sensationslyst, så dikterer genrens præmisser samtidig hele forestillingens stemning og drive – på godt og ondt. På godt, fordi letheden kaster mange grin af sig. På ondt, fordi stykket af gode grunde ikke kan levere det, der netop fungerer som ’guilty pleasure’ ved genren; illusionen om, at man ser noget, der er ægte. Et eksempel er det varierede arsenal af personligheder. Typisk giver den slags ’godt konfliktfyldt’ tv, men i sin originale form fascinerer de uvægerlige sammenstød jo i høj grad, fordi der netop er tale om ’rigtige’ mennesker. Selvsagt bliver det en svag afglans i et teaterrum, hvor fiktionspagten er en anden, og hvor vi alle ved, at hver en replik er indstuderet. Fint skuespil til karikerede figurer Debutanten Maria Cordsen spiller Mariel, en selvoptaget skønhed, der ser eksponeringstiden foran kameraet som et mål med tilværelsen. Hun mestrer Instagram til UG og er umådelig hård i filten. Gang på gang griner vi af hendes grænseløse krævementalitet og absurde facade, men godt skuespil til trods forbliver hun en flad, temmelig utroværdig figur. Det samme kan man desværre også sige om den kiksede skildpadde-nørd (ligeledes fint spillet af debutanten Mathias Bøgelund), der dog har meget godt trivia om sine skildpadder, hver eneste gang han føler sig presset. Og som nørd i et følelseskaotisk rum  er det ret tit, det må man give ham.De to andre figurer får lov at sætte lidt flere følelser i spil. Emil Prenter er lækker og ligetil som den kække Sebastian, der i smug tumler med både angst og forvirret seksualitet. Og den vrede feminist Vita (Luise Skov), er heldigvis ikke kun skidesur. Hun er også forsigtig og charmerende over-analyserende med en følsom fortid som offer for hævnporno. Skiftene mellem den ydre facade og den indre tumult får de begge troværdigt frem, og her tager stykket fat i lidt alvor, der fungerer. Hurtigt er vi dog videre i teksten. Stykket holder nemlig også i sin egen opbygning hårdt fast i reality-genrens. Scenografisk fungerer det iscenesatte fornemt med et enkelt hvidt scenerum og fire døre, og kostumedesignerne har også fået meget ud af den absurde udklædning til showets mange fester. Men samtlige situationer er skarpt klippet til, og vi får kun lov at se highlights. Det er selvfølgelig også en pointe i sig selv, men tempoet er for højt til at dvæle ved noget som helst. Vi hopper således fra et skænderi til et andet, en rutineret speakerstemme opsummerer og sørger for spænding til de følgende afsnit eller borer, hvor det gør rigtig ondt. Mest gement, da den stakkels Vita kan vælge at få point ved at vise hævnporno-videoen med sig selv. Momenter af ømhed Eneste brud på dette overgearede drive er korte spots på den enkelte deltager, hvor de i bedste kameraboks-stil, som det hører sig til i genren, kan være alene og fortælle hvordan de rigtigt har det. Eller i andre alt for korte sekvenser, der giver lidt baggrundsforståelse til figurerne. Bl.a. er Ellen Hillingsø skøn som Mariels forfærdelige, fortravlede mor i telefonen. Ligesom sin datter ynder hun at holde fokus på det ydre: ’Du græder ikke vel Mariel? Du er så grim, når du græder'. Disse afbræk i alt det sjove er ret hjerteskærende, og hvis bare det dog havde fået mere rum og plads. Hvis bare stykket havde turde tage sine figurer og dermed også sig selv mere alvorligt, havde der været flere roser herfra. FAKTA Teater V: Generation Håbløs -Manuskript: Sofie Diemer. Instruktør: Pelle Koppel. Musik: Nicolaj Tøth Andersen  Lys og videodesigner: Flora Brandt. Lyddesigner: Mikkel Larsen. Medvirkende: Luise Skov, Emil Prenter, Mathias Bøgelund og Maria Cordsen. Alder: 15+ Varighed: ca. 65 min. Set fredag den 13. september 2019 på Teater V, hvor den spiller til 22. september - og igen 14.-25. april 2020. www.teater-v.dk  

[filmniller]

Offer 2117 (kriminalroman af Jussi Adler-Olsen)

3 ud af 5 minerede kørestole

Jussis bøger er lidt svære at genredefinere, men de er generelt en blanding af police procedure og howcatchem (den type, hvor man fra begyndelsen ved, hvem morderen er). Højdepunkterne i Jussis forfatterskab var efter min mening “Flaskepost fra P” og “Journal 64″, hvorefter metaltrætheden satte ind med “Marco-effekten” (Jeg har selv indsat bindestreg, når forlaget nu ikke kan finde ud af det), “Den grænseløse” og “Selfies”. Med “Offer 2117″ bliver der dog omsider lagt nyt brænde på fanbålet med Assads baggrundshistorie, som er noget anderledes end forventet. Jeg troede faktisk, den mystiske araber var tidligere Saddam-torturbøddel, men nej ... og så siger jeg ikke mere. Selv om det vrimler med forbrydere, er bogen alligevel ikke en rigtig krimi, men snarere en agentroman, da det er internationale terrorister, der jages, og vi ved lige fra starten, hvem de er. Som et plaster på såret har forfatteren dog indlagt en sidehistorie med en af sine sædvanlige skabelonpsykopater, denne gang en 22-årig gamer, som pønser på at halshugge sine forældre. Sidespringet virker påklistret og irrelevant, selv om der forsøges skabt en sammenhæng via tallet 2117, men det er godt nok temmelig søgt. Hovedhistorien derimod er elementært spændende, dog uden mysterier eller overraskende twists af nogen art.

Jussi skriver pletvis godt, men han har nogle rædsomme sproglige unoder som for eksempel at bruge “sådanne” i stedet for “den slags” (”Sådanne mennesker kan man ikke stole på.”) Det er der altså ingen, der siger i dag. Det myldrer også med fjollede chandlerismer og metaforiske inkvitter, og han bruger udtryk som “åbne op” og “lykkes med”, hvilket trækker mindst ½ point ned i min bedømmelse. Forfatteren trænger kort sagt til en kyndig redaktør, der kan befri os for sproglige kimærer som “Huset hørte til et af de mest mondæne i kvarteret” men både forlaget og deres guldgås tror åbenbart, han kan gå på vandet. De har i deres bestsellerrus heller ikke fundet ud af, at Politigården ikke længere huser Københavns drabsafdeling, som i 2013 flyttede ud på Teglholmen sammen med alle de andre efterforskningsenheder. På Gården sidder der i dag kun administrativt personale tilbage.

[andrupsbookshelf]

Spænd hjelmen...for nu går det stærkt...

Spænd hjelmen…for nu går det stærkt…

Forpustet, begejstret, forvirret, ekstatisk… og stolt! Følelserne vælter ind over mig for tiden, og der er fuld fart over feltet.

Siden jeg har begivet mig ind over Betalæser-feltet, hvor jeg læser, vurderer, redigerer og kommenterer råmanuskripter, vælter jeg lige pludselig i spændende opgaver.

Forlaget Facethar taget mig med på råd til flere manuskripter, og det er vildt fedt at få lov til at…