mikkelbechshoeft

[mikkelbechshoeft]

Del 2: Sydafrika - advanced level

Vi forlod Tsitsikamma nationalparken med en venlig hilsen til aberne, som havde holdt os med selskab hver dag. Vi troede på det her tidspunkt, at abernes sådan set var ret uskyldige beboere i nationalparkerne i Sydafrika, men vi skulle blive klogere. Meget klogere. GPS’en var sat mod byen George på The Garden Route, som ikke har noget med en have at gøre, men har fået navnet fordi området er meget grønt med bølgende bakker og brusende hav. En smuk og vild køretur med havet på den ene side og bjergene på den anden. Undervejs gjorde vi holdt i Jeffreys Bay, kendt for utrolig gode surf-bølger, men det sprang vi lige over for de bølger var nu altså alligevel lidt mere end en 5-årig kan klare på et surfboard…Heldigvis fandt vi en fantastisk café i byen og her nød vi endnu engang den fantastisk gode og billige mad, som Sydafrika grundet den meget svage rand kan tilbyde. En rigtig god Cafe Latte, 15 kr., milkshake, 20 kr., et glas sprød hvidvin 15 kr., en stor og frisk burger med fritter og det hele, 45 kr. Så er det altså ret svært at klage over noget som helst, når man bliver serveret god mad til de priser – mens solen varmer luften op til godt 30 grader. Jo, vi er blevet forvente.

I George tjekkede vi ind på en nærmest øde campingplads. Og det var vores første clue til en overraskende konklusion på hele rejsen: Der var simpelthen ingen andre rejsende, nærmest hvor end vi kom hen. Hjemmefra var vi overbevidste om, at vi ville møde mange andre børnefamilier på tur og at Jacob nemt ville finde legekammerater. Men det viste sig, at sydafrikanerne virkelig kun holder ferie i skolernes ferie (og den sluttede midt i januar), mens udenlandske turister hovedsageligt besøger Cape Town og Kruger nationalparken. Og altså ikke alt det ind i mellem. Vi fandt nogle legekammerater et par steder, skal det siges, men det var lidt en streg i regningen og for Jacob ind i mellem noget frustrerende at skulle trækkes med de voksne hele tiden. Så vi opfandt ’voksenting’ og ’børneting’ – og prøvede at inddele dagene sådan, at der var noget til begge parter. Og så spiste vi virkelig mange eftermiddags-is og drak Appletiser, ren æblejuice med bobler, som vi ikke har i Danmark, men som virkelig var et hit, når de voksne fik vin, øl eller G&T ud på eftermiddagen. Helt naivt havde vi talt om hjemmefra, at vi jo nok ikke burde drikke alkohol hver dag…jeg tror, at vi sprang én dag over! Ups.

’Far, jeg er svimmel’, nåede Jacob lige at sige før han kastede op. Jeg lagde to og to sammen og panikkede. Havde natten i sulfurdampe alligevel påvirket Jacob og kom der en efterreaktion her 2-3 dage efter? Den panik førte til en eksprestur til skadestuen efter konsultation med forsikringen. Og så er det jo altså privathospital, for sådan fungerer sundhedssystemet efter amerikansk forbillede. Jacob blev ret hurtigt undersøgt og konklusionen var en lokal infektion – intet farligt. Puha – vi forestillede os alt det værste. Helt utroligt hvor mange tanker om, hvad man måske har udsat sit barn for, uforvarende, som kan nå at løbe igennem ens hoved før lægen beroligede dem igen. Men børn er seje og Jacob tog det i stiv arm – efter lidt juice var han helt klar til at tage på jordbærfarm, plukke jordbær, gå igennem en kæmpe hæk-labyrint og bare hygge. Sådan, slut med sygdom.

”Mind the trucks, dear” De kører virkelig anderledes i Sydafrika. For det første kører de i venstre side. Det er så, hvad det er. Og ret nemt, egentligt, når man kører med automatgear. Men så har de to spøjse opfindelser: Den ene er, at de har sparet lyskurvene væk og i stedet opererer med, at den som kommer først til krydset må krydse først. Dér skal man altså lige have et blik på de andre billister i krydset, før man møver sig ud. Det andet er, at deres hovedveje ofte kun består af et spor i hver retning, men med en meget bred rabat med en gul stribe. Den rabat bruger de så til at trække ud i, når bilen bagved vil overhale. Og det vil man ret ofte, skal jeg hilse og sige, for hold nu op hvor kører de laaaangsomt i det her land. Lastbiler med 20 km. op ad egentlig ikke særlig stejle bakker og pas, gamle smadrekasser der trisser af sted og så faktisk næsten igen, som kører hurtigere end det tilladte. Det er den omvendte verden, men faktisk endnu mere farligt end i Danmark, hvor foden ofte hviler tungt på speederen. Der dør rigtig, rigtig mange i trafikken i Sydafrika hvert år. Måske også fordi de har en vane med at sidde 6-8 mennesker, også børn, på ladet af deres elskede bakkies, trucks med åbent lad.

Fra kysten tog vi turen ind i landet med et kort stop i byen Graff-Reinett, langt fra alting, for at se de smukke bjergformationer i området. Vejret var ikke helt med os, men vi fik da gået en tur i ruskende vind og regn – er det ikke kun ’dumme danskere’, som gør sådan noget? Næste dag gik turen videre over sletterne og landbrugslandet – langt, varmt og øde flere steder. Vi overnattede i Bloemfontein på vores vej mod Drakensbjergene. 

Bloemfontein er ikke nogen specielt spændende by, men den giver anledning til lige at kradse lidt landets ret vilde og ubehagelige historie. Sydafrika er som samlet nation ikke engang 100 år gammel. Før nationen blev samlet bestod den af forskellige kongedømmer for de oprindelige folk, britisk kontrollerede områder og Afrikaans dominerede/kontrollerede områder. Og grundlæggende var alle i krig med alle. Indtil starten af dette århundrede, hvor nationen blev samlet, men hvor afrikaan-mindretallet fik held til at overbevise det britiske overherredømme, at apartheid var en god idé og den fuldstændig vanvittige raceopdeling tog fart for virkelig at kulminere omkring 1951, hvor alle i Sydafrika nærmest natten over blev identificeret som en bestemt race og dermed fik begrænset eller udvidet adgang til alt fra skolegang, sundhed, jobs, offentlig transport, etc, etc. Og senere hvor regeringen besluttede at tvangsforflytte over 1,5 mio. sorte til town-ship områder som i de fleste tilfælde hverken havde vand, strøm eller sanitet. 

Bloemfontein er i dag stadig domineret af afrikaans talende sydafrikanere og på den måde er landet faktisk meget opdelt i, hvor der hovedsageligt tales engelsk, afrikaan, zulu eller xhosa (eller et af de øvrige syv nationale sprog). Selvom det er mere end 25 år siden at apartheid formelt ophørte, har landet stadig lang vej til ægte integration blandt folk. Befolkningen udgøres af kun 9% hvide, mens resten er sorte, farvede eller af anden oprindelse (fx indisk). Men stadig sidder de hvide på langt størstedelen af rigdommene – og dog - for i dag er situationen den, at hvide faktisk ofte har sværere ved at få jobs end sorte fordi der helt legalt adviseres efter sorte i fx offentlige jobopslag, ligesom sorte udgør hovedparten af ministrene (hvis der overhovedet er nogen hvide?) og vi hørte flere gange om ’omvendt racisme’ rettet mod hvide frem for sorte.

Vejen til forsoning er lang, meget lang – og man fornemmer tydeligt hvorfor efter et besøg på apartheidmuseet i Johannesburg, som starter med, at man på billetten bliver tildelt en hvid eller sort identitet. Vores lille familie på tre blev splittet ad via to forskellige indgange, og jeg skal love for at lille Jacob syntes det var meget, meget mærkeligt, at far pludselig var på den anden side af hegnet. Sådan skete det også for mange familier i virkeligheden. Museet var voldsomt – for voldsomt for en 5-årig – men vi har godt nok haft mange snakke om, hvordan man skal opføre sig, hvorfor de hvide var dumme, hvad det vil sige at være fattig, hvordan vi skal være taknemmelige, hvordan alle er lige, osv. osv. Forhåbentligt er det med til at tone Jacobs væsen og holdninger på langt sigt i en positiv retning.  

Dragebjergene Og nu når vi snart til det med naturoplevelserne. For Drakensbjergene er da noget af det mest imponerende natur, jeg nogensinde har set. Smukkere og grønnere bjerge skal man lede længe efter. Vi snørede vandreskoene, alle tre, og begav os ud på 7-10 km. ture mellem brusende floder, vandfald, drivende skyer på en knaldblå himmel og masser af små, forbandede myre som hele tiden ville ombord på vores sko. Vandreturene går langs ’amfiteateret’, som er en massiv, lodret bjergvæg der virkelig kan tage pusten fra én.  Hemmeligheden i området er at komme tidligt afsted, for hver eftermiddag, med stor præcision, rullede store tordenskyer ind over bjergene. Og jeg skal love for, at de kunne lyne, tordne og give vand. Så vi sad og lunede os i vores hytte med varm kakao, mens regnen silede ned. Næste morgen? Blå himmel og 30 grader.

Vi brugte fem dage i Drakensbjergene og trillede så vores wannabe-firehjulstrækker (sådan én mænd ønsker sig, når de nærmer sig 40 – ups, dér pegede pilen vist på undertegnede) ud mod kysten igen. Men denne gang i provinsen KwaZulu-Natal, hvor varme havstrømme gør havet rart at bade i (24 grader) og luner luften, så palmer og tropisk vegetation kan vokse. Største by er Durban, og dén er der ærlig talt intet at skrive hjem om. Vi var ret skuffede. Det var vi desværre også over området syd for byen, hvor vi boede tre dage i håbet om bare at tulle rundt og nyde strandlivet. Men havet er voldsomt på de kanter, om end lunt, så badning foregår i vandkanten under konstant overvågning. Vi havde stranden for os selv, selvom vejret nu var lunt nok. Om aftenen fik vi uventet besøg i hytten, hvor en kakerlak havde besluttet at gøre os selskab – skal love for fruen ikke var tilfreds (det var jeg sådan set heller ikke). Da der så også var en kakerlak på badeværelset, som vi dog fik fanget, så havde vi ligesom fået nok af krybdyr indenfor.

Så var det hele meget bedre nord for Durban, hvor byen Ballito danner rammen om sommerturisme langs den enorme kystlinje. Her med lidt bedre muligheder for badning, da der er mange naturlige pools mellem klipperne. Vi fik snorklet og set på mange flotte fisk, Jacob fandt en død koral, vi fandt store krabber på stenene, far fik gourmet-kaffe og gourmet-is og så prøvede vi kræfter med mountainbike. En 16 km. tur over små og store bakker klarede Jacob i nogenlunde god stil, selvom kæden på hans lille og ret udtjente mtb-cykel sprang af 10 gange. Men det var en sjov og god oplevelse for hele familien og bestemt noget, vi vil gøre igen.

Nu var vi også ved at være klar til at se nogle rigtige dyr. Og med rigtige dyr mener jeg Afrikas farligste! Flodheste.

Mit navn er Hippo. Hippopotamus.   I den søvnige og noget turistede flække St. Lucia er der hver nat et særligt besøg i byen. Der kommer flodhestene nemlig op fra det omgivende floddelta og vandrer lige ind i byen. Derfor er der også advarselsskilte på alle indfaldsvejene: Beware of the hippos! Og ganske rigtig – ved 21-tiden kom vores vagt på Sunset Lodge forbi med lommelygten og så stod vi der lige uden for lågen og kiggede på tre store flodheste, som stille og roligt græssede. En bil kom til syne, bremsede op og trillede så meget, meget stille forbi. For man skal ikke genere de tilsyneladende rolige væsner. De dræber mellem 3000-5000 mennesker årligt i Afrika!

På en sejltur rundt i floddeltaet så vi flodhestens store tænder helt tæt på, og jeg skal love for at man ikke ønsker at få sådan én igennem sig. Så er man færdig, som kaptajnen på båden sagde ganske tørt. Sejlturen bød også på nærkontakt med flere fiskeørne og var i det hele taget en stor oplevelse. Resten af dagen kunne så spenderes i vores pool på lodgen, hvor de kære flodheste åbenbart også yndede at græsse midt på natten – kunne vi se på billeder fra overvågningskameraet, som vores vært viste os. Så vi blev pænt i vores seng ud på de små timer.

Canada? Sverige? Nej, Sydafrika! Fra St. Lucia tog vi en ordentlig køretur nordpå til Nelspruit (udtalelses noget i retning af ’Nælsprit’ – eller bare ’prutbyen’, som Jacob hurtigt døbte den.) Her lå Francolin Lodge, hvor vi brændte en ordentlig omgang stakater af på to dejlige overnatninger og en rigtig god middag i anledning af fars fødselsdag. Så sang tjenerne også fødselsdagssang og skrev happy birthday med hindbær-coulis. Jo, jo. Først og fremmest var der en utrolig smuk udsigt over byen fra lodgens restaurant og en virkelig imponerende botanisk have med store vandfald og en kunstigt skabt regnskov (udendørs) midt i byen.

På vejen mod Nelspruit passerede vi gennem et forunderligt landskab, som i høj grad lige så godt kunne have været Canada eller Sverige. Store graner på rad og række, bølgende bakker og bjerge og utrolig store mængder regn. Faktisk har jeg aldrig prøvet at køre i så meget regn. Man kunne absolut intet se. Og vandet forlod ligesom ikke vejbanen, så bilen planede flere gange. Tænder man så lige lygterne? Ja, tænker du nok. Nej, åbenbart ikke. Hvorfor? Aner det ikke. Måske virker knappen bare ikke i den gennemsnitlige taxi-minibus i Sydafrika. Don’t know. Men det gjorde unægtelig kørslen noget nervepirrende. Uanset så måtte vi bare igen konstatere, at naturen i Sydafrika er helt utrolig foranderlig, mangfoldig og smuk. Dén er simpelthen hovedgrund og grund nok i sig selv til at besøge landet.

Kruger, here we come Ingen Sydafrika-tur uden et besøg i Kruger National Park. Og det vil jeg så gerne udfordre med det samme, for vi havde mindst lige så gode og næsten bedre naturoplevelser andre steder i landet. Men, vi havde også fantastisk gode oplevelser i Kruger. Det var måske bare ikke helt så overvældende, som vi havde hørt flere omtale den enorme nationalpark som.

Krüger består, i modsætning til hvad man måske skulle tro, af en meget stor offentlig del og så af en lang række private game reserves. I den offentlige del kan man selv køre på safari i sin egen bil, mens man i de private områder altid sidder i lodgens jeep eller er gå gå-safari. Det er to meget, meget forskellige safari-oplevelser. I de private områder kan man køre direkte ind i bushen, helt off-road, og følge efter dyrene. Det er forbudt i de offentlige områder, hvor vi så var mere heldige at se større flokke af dyr og hvor oplevelsen af selv at spotte dyrene også er ret fed. Bl.a. var min kære kone og Jacob så heldige og dygtige at spotte først gribbe højt i luften, så et bytte i et træ og dernæst en leopard, som sad for foden af træet og vogtede nidkært over resterne af impalaen i træet. En helt speciel oplevelse for dem begge.

Vi boede i camp’en Berg-en-Dal i en lidt bedaget men ok hytte, som bookes gennem SANparks – Sydafrikas nationalpark-enhed. En virkelig velfungerende service med adgang til virkelig gode overnatningsmuligheder i parkerne i hele landet (bortset fra KwaZulu-Natal, hvilket ikke giver nogen mening overhovedet). Bortset fra en abe, som meget gerne ville ind i vores hytte (konen havde lige vendt ryggen til et øjeblik) og en skolopender på godt 20 centimeter på badeværelset (faktisk en ret klammo sag, der åbenbart godt kan bide rimelig meget), så havde vi nogle virkelig gode dage i camp’en, hvor vi også slappede af den ret store pool mellem safariturene. Vi spottede rigtig mange elefanter, kunne ikke passere vejen for en stor bøffelflok, talte i hundrede af impalaer, så utrolig mange fugle og på et night-drive, i en jeep, så jeg to store hanløver helt tæt på, som langsomt luntede rundt på vejen. Dém havde vi også hørt de andre nætter gøre tydeligt opmærksom på, at de var i området.

På ’luksus’ lodge Efterfølgende kørte vi til Gomo Gomo Game Lodge i den midterste del af Kruger, og var nu altså i et privat område af den enorme park. Vi havde tre rigtig gode dage på Gomo Gomo, og Jacob elskede de to daglige safariture i den åbne jeep, hygge i poolen og socialisering med de andre gæster – selvom han var det eneste barn. Heldigvis tog alle sig rigtig godt af ham – han fik endda et par nye venner i et britisk ægtepar, som både spillede Ludo, tryllede og hyggede med ham. Virkelig fedt. Vores lille hus/hytte var fint indrettet og i pæn stand – det manglede også bare. For safari på privat game lodge er dyrt! Vi gav ca. 3700 kr. pr. nat inkl. forplejning for os tre. Og det er bestemt i den billige ende, skal jeg hilse og sige. Ikke så mærkeligt, at de fleste på safari er ældre mennesker, der nyder deres otium.

Sådan et dansk par mødte vi første dag – et sandt safari-ekspert-par. De havde været afsted ti gange – men kun til Kruger, hvilket vi i vores stille sind undrede os noget over. Men vi måtte desværre forstå, at Gomo Gomo ikke var særlig godt. Desværre. Alt for få dyr og trackerne virkede ikke så rutinerede, åbenbart. Hmm. Ikke lige den bedste start, og heller ikke så fedt at få at vide fra andre, når man lige er ankommet (note to self).

Nå, men i løbet af de tre dage fik vi nogle rigtig gode dyreoplevelser. Særligt en helt tæt oplevelse med to store hanløver, som dovent lå og slikkede sig og kiggede nysgerrigt på os (særligt på Jacob…) var rigtig fedt. Og en stor han-elefant, som rejste sig på bagbenene og tydeligt markerede, at vi godt kunne skride fra hans område fik det til at gippe i os alle. Ind i mellem de to særlige oplevelser var der vilde hunde i leg og slåskamp, store næsehorn, et par flodheste, smukke giraffer, zebra og impala i dusinvis og store rovfugle. Alt sammen i en fantastisk natur, hvor vi ofte kørte direkte ind i bushen for at følge dyrene.

En stor oplevelse men også sammenlagt over 18 timer i safari-jeepen på meget bumlet og ujævne grusveje. Man skal ikke lide af tendens til køresyge eller lignende, hvis man overvejer safari. Tre dage er nok.

Den sidste aften blev det store bål tændt i camp’en, og vi spiste siddende som på restaurant rundt om ilden. Med stjernerne som bagtæppe. Det var en smuk og uforglemmelig oplevelse, om end maden måske samlet set ikke svang sig helt op på gourmet-niveau.

Gomo Gomo afsluttede vores dyreoplevelser og markerede også, at der nu kun var én uge tilbage af vores store eventyr.

Vandfaldsparadis I området omkring byen Sabie findes der over tyve vandfald, heraf fem-syv rigtig store. Det er simpelthen et vandfaldsparadis. Samtidig er byen et godt udgangspunkt for en dagstur til Blyde River Canyon, verdens tredjestørste kløft (tænk Grand Canyon) som også mange safarirejser inkluderer en dagstur til. Vi indkvarterede os på campingpladsen Sabie River Lodge i en spøjs kombination af et telt med et fast tag, tilbygget toilet/bad og et betongulv. Sådan ét havde vi godt nok ikke lige set før. Men det viste sig at være et godt valg, for hold da op hvor gud åbnede for sluserne. Det stod ned i lårtykke stråler alle tre nætter. Så meget at jeg da lige måtte op og tjekke gulvet. Men teltet og taget holdt tæt.

Sabie er vel det tætteste på et hul i jorden man kan komme, men de havde en fin cafe, så på trods af regnen, som også drillede os lidt om dagen, fik vi nogle gode dage ud af det. Blyde River Canyon var et spektakulært syn med underlige stenformationer og storslået vue ud over dalen. Og vandfald er altid sjove – også for en lille fyr på fem, som kom helt tæt på det ene vandfald med regnjakken godt oppe om ørerne. Jo, der var virkelig smæk på! Og vi var nærmest de eneste turister, hvilket gjorde oplevelsen endnu mere speciel. Et par dage i området kan varmt anbefales.

Storbysafari i Johannesburg Afslutningen på vores eventyr nærmede sig med hastige skridt. En køretur til Johannesburg og tre nætter i byen var sidste kapitel. Vi havde jo godt nok hørt ganske mange historier om (u)sikkerheden i Joburg eller Jozzie, som byen kærligt kaldes. Og forsøgt at springe Lonely Planets afsnit om sikkerhed over. Uden held. Så det var lidt med bankende hjerte, at vi kørte ind i byen. Men vores bekymringer blev gjort fuldstændig til skamme. Der skete absolut ingenting og vi bemærkede absolut heller intet underligt, ubehageligt eller bekymrende. Intet.

Vi boede i bydelen Melrose på Melrose Place (meget sjovt for os der er så gamle, at vi kan huske 90’er serien). Et ganske udmærket guest house med sådan en rigtig Mrs. Bucket, som vartede os op hver dag i morgenmadsrestauranten og spurgte til, om vi havde oplevet noget spændende. Og som, viste det sig, aldrig havde sat sine fødder i nogle af de mest trendy områder af byen. Kun 4 km. væk. Jo, det er et virkelig opdelt og fordomsfyldt land.

Dagene i Joburg brugte vi på at spise godt, være på marked, besøge et shoppingområde lavet af containere og med en super fed vandlegeplads til ungerne, og, ikke mindst, opleve ’The Cradle of Human Kind’ en time uden for byen. Sidstnævnte er en kombination af oplevelsescenter, eksperimentarium og limstenshule. Virkelig et besøg værd! Vi fik serveret hele menneskeheden historie, indsigt i verdens grundelementer, forsøgt at presse os igennem et meget lille hul i jorden som arkæologerne og set rigtige skeletter af meget, meget gamle mennesker. Og så bevægede vi os over 60 meter ned under jorden i selskab med en ganske munter guide og én mormor for meget, som måtte helt ned på alle fire for at kravle igennem hulens smalle rum. Mormor klarede det, alle klappede og Jacob var dybt optaget af historien om dykkeren, som engang i 80’erne var faret vild i de underjordiske søer i hulen og omkommet efter seks uger alene i mørket. Not fun.

Sådan en tre nætter i Joburg kan godt anbefales. Og så heller ikke mere.

White or rosé, sir? Og så tikkede den ind. Mailen. Fra Qatar Airways. ’Do you want to upgrade to business class?’. Altså ikke gratis, forstås. Men til en meget, meget billig penge. 3400 kr. pr person. Bevars, stadig mange penge. Men slet ikke nærheden af fuld pris. Vi hoppede på. Og jeg skal love for, at det var en oplevelse vi sent vil glemme.

Vi kom først ombord på flyet og fik pladser absolut helt forrest. Række 1A. Satte os i de magelige stole, klappede fodskamlen ud – med knapperne altså – og blev spurgt, om vi ville have hvid eller rosé champagne til at starte turen. Jo tak. Det blev rosé. Jacob fik de støjreducerende høretelefoner på og forsvandt ind i et tegnefillmsunivers i hvad der vel nærmest var en personlig biograf – skærmstørrelsen taget i betragtning. Vi andre blev forkælet med et overdådigt menukort, vinkort, drinkskort, toilettaske proppet til randen, nattøj, pude og tæppe og en stol, der kunne blive til en helt flad seng. Så vi bestilte selvfølgelig alt for meget at drikke og alt for meget at spise. Tog billeder af det hele og opførte os sikkert helt forkert på business class. Men vi hyggede os gevaldigt og sov meget, meget bedre end klemt sammen på monkey class. Om det var pengene værd? Ja bestemt – men ikke, hvis det havde været til fuld pris. Helt sikkert ikke.

I øvrigt en lille bemærkning om Qatar Airways. Vi var godt nok ret skuffede over maden på economy både ud og hjem (Doha – Cph). Det var seriøst ikke noget at skrive hjem om. Smagløst, tørt brød, små serveringer, ingen frugt eller sundt til morgenmaden, langsom servering. Mmmm nej, det spillede altså ikke. Men sæder, skærm og flyene var i topklasse.

Og således kom vi hjem i god ro og orden, lidt mere udhvilede end vi først havde regnet med, og heldigvis stod farmor og farfar klar i Kastrup med flag. Gensynsglæden var stor! Om vi var klar til at komme hjem? Ikke hvis du spurgte de voksne, men for Jacob var to måneder nok meget passende. Han var klar til børnehave, venner og familie igen. Det var vi andre sådan set også (altså klar til venner og familie), men hold nu op hvor er det en gave, at kunne være så intenst sammen med sin familie og helt opløse dagligdagens små og store gøremål, bekymringer, sociale medier, ligegyldige nyheder og forbrugssamfundets totale overflod. Vi er SÅ klar til at gøre det igen.

Eftertanker De sidste linjer af denne rejsebeskrivelse skriver jeg her tre uger efter vores hjemkomst. Og hvad står så tilbage? Hvad er det for en fortælling, som vi har delt med venner, familie og kollegaer? Har vi rykket os som mennesker? Var det svært at komme tilbage til arbejdet? Og til børnehaven?

Helt grundlæggende står den samlede tur stadig som en 100% fantastisk oplevelse, som vi er virkelig taknemmelige over at have fået mulighed for at få. For Jacob fylder dyreoplevelserne rigtig meget. At have set en leopard, spottet løver og elefanter og selvfølgelig at have spist et kæmpe antal is er oplevelser, som han nævner igen og igen. For Michaela er de mangeartede naturoplevelser det centrale minde. Vandreturene i Drakensbjergene, det brusende hav ved Tsitsikamma og elefantflokkene i Addo Elefant Park. For mig er det et stort sammensurium af mange små oplevelser. For dét er måske netop Sydafrika i en nøddeskal: Der er ikke ret mange ’eiffeltårne’, men i stedet en lang perle af små særheder og unikke forhold, som samlet langt overgår et eller to ’vidundere’.

Sydafrika er et dilemmafyldt land. Et land hvor man bliver tvunget til at forholde sig til race, klima, økonomiske forhold, levestandard, materialisme, korruption, dyreudryddelse, naturbeskyttelse, sikkerhed, ytringsfrihed – ja, jeg kunne blive ved. Og det er egentlig ikke en dårlig ting som rejsende og som børnefamilie at destinationen også tvinger én til svære samtaler og til refleksion. Så længe den grundlægende sikkerhed er i orden. Det følte vi at den var, og vi oplevede absolut intet negativt.

Jeg tror, at jeg er blevet mere bevidst om, hvordan også rejseadfærd, flyrejser, forbrug, etc. påvirker miljøet. Hvor meget fordomme overfor ’det ukendte’ påvirker vores medmenneskelighed og tolerance, og hvor vigtigt det er, at vi også i Danmark bekæmper korruption, stort som småt, med næb og klør. For på sin vis kan man nemt tænke, at hver ’lille’ sag i Danmark kan være et skridt i en deroute, der kunne ende i Sydafrikanske tilstande. Og det ville være fuldstændig ubærligt.

Så jo, rejsen har skubbet til os som mennesker. Har gjort os (lidt) bedre til at lægge mobilen væk, når vi spiller Uno lørdag eftermiddag, fået os til at overveje tog til sommerferien (første skridt), fået stresspanikken over arbejdsudfordringer til at dæmpe sig lidt og også mindet os om, hvor vigtigt det er at prioritere sin tid på aktiviteter, familie og venner, der gør én gladere, klogere, roligere. Det gør det uendelige nyhedsflow, facebook-feedet, hovedløs shopping eller det seneste # sjældent.

Undervejs på turen udformede jeg en lille huske-liste med adfærd, som det overordnet set lykkedes mig at gøre på turen. Listen skulle minde mig om ikke at falde helt tilbage i gamle rutiner, når vi kom hjem. Jeg skrev:

Det skal jeg huske, når vi kommer hjem:

• At huske mig selv på at være grund-glad og grund-tilfreds med tingenes tilstand (hvad har været dagens gode/rare/behagelige/dejlige/etc. oplevelse?) • At grine noget mere • At være reelt tilstede i de små familiestunder (fx sluk mobilen, når vi spiller Uno) • At lade arbejdet vente • At Jacob ikke skal se iPad om morgenen, men at vi finder Anders And frem • At tage Jacob med ud i den danske natur og gå på opdagelse • At bruge flere penge på gode råvarer og bedre vin (lidt men godt) • At invitere flere venner på middag • Aktivt at prioritere hvem og hvad jeg bruger min fritid på • At bruge færre ressourcer på brok – for hvad er problemet lige…? • At blive ved med at træne – to-tre gange om ugen • At droppe det daglige nyhedsflow og Netflix-zapperi. Læs en bog, Zetland, et magasin. Dybde.

Her tre uger senere er jeg allerede faldet i på flere af punkterne. Men hvor er det godt at genbesøge listen. I dag har den bedste oplevelse været teaterforestilling med farmor og farfar. Og solskin. Og hjemmelavet gulerodskage. Og at spille myretuen. Jo, det er nu ikke så tosset det hele. Næste orlov? New Zealand. Eller Japan. Nej, Australien. Åh ja! Eller Argentina. Hmm���godt der er mange år at tage af :)

[mikkelbechshoeft]

Del 1: Helt ned i gear...

Disse linjer skriver jeg efter at have knappet en Cape Brewing Company Krystal Weiss øl op på skraldespanden uden for vores luksushytte i Addo Elephant National Park. For selvom hytten har den mest utrolig udsigt til naturparken og elefanterne regelmæssigt vandrer forbi lige uden for, så fulgte der altså ikke lige en øloplukker med. Men op skal øllen her i eftermiddagens 30 graders varme. Prøv den øl – hvis du kan finde den i din lokale gourmetbutik. Virkelig forfriskende og velsmagende.

Jeg, min kone og vores dreng, Jacob, på 5 år er taget på ’Den store Sydafrika-tur’, som vi har døbt vores to måneders orlov i mangel af mere poetiske titler, som stadig siger præcis, hvilken tur vi er på. For hen over to måneder zig-zagger vi os gennem et af de ubetinget smukkeste, mest diverse og mest kulturelt ’loadede’ lande i verden.

Turen startede i Cape Town med fjorten dages klassisk turistferie. Og så alligevel ikke. For vi valgte at bo ’på den forkerte side’ af down town. Godt 30 minutters køretur rundt om Table Mountain til forstaden og strand-byen Muizenberg. Det viste sig at være et hit. For vi havde booket os ind på Bluebottle Guesthouse og boede med storslået udsigt til havet og byen og vågnede op hver morgen til dejlig hjemmelavet morgenmad. Bluebottle drives af ægteparret Andrew og Taryn, og de har skabt en lille oase med hjemlige omgivelse, hvor Jacob hurtigt fandt sig til rette og gik på jagt efter den lokale skildpadde, som holdt til i haven. Vi fandt den dog aldrig…

Selvom vi startede med klassisk turistferie, så var ambitionen at prøve at føle, hvordan den mon ville være at bo og leve i eller omkring Cape Town. Hvordan er det at handle ind, hvilke varer kan man få, hvordan hilser folk (eller ikke), hvordan er trafikken, hvad er prisniveauet, føler man sig sikker (et spørgsmål, som alle venner og familie stillede os tusind gange inden turen) og kunne Jacob måske finde en legekammerat eller to?

Cape Town fra den anden side Den sydafrikanske skoleferie går helt frem til 15. januar, så vi landede midt i højsæsonen. Dét kunne mærkes på mængden af mennesker i Cape Town, ved Table Mountain, på vingårdene og restauranterne. Vi prøvede at booke frokostbord på en vingård til nytårsaften, men det var fuldstændig umuligt at opdrive tre ledige pladser. Og det lykkedes os heller aldrig at komme op på Table Mountain, på trods af at vi prøvede tre gange - tidligere og tidligere på dagen. Men køen var hver gang to timer lang i bagende sol. Glem det! Omvendt gled trafikken de fleste steder fint, prisniveauet på restauranter og kaffebarer var halv pris af Danmark (og portionerne ofte dobbelt så store) og vi oplevede aldrig noget usikkert – faktisk intet som helst.

Men, det var ikke det samme som, at tankerne ikke fløj rundt i hovedet om, hvad der kunne ske. For konfronteret med den enorme mængde pigtråd, elektriske hegn og advarselsskilte alle steder – samt et par avisforsider og Google-søgninger, som vi burde have undgået – så kan man altså ikke lade være med at tænke, at det her land må være totalt, hamrende farligt at rejse i. Og ja, der er helt sikkert dummebøder til dem, som lader værdier ligge fremme i bilen, tager de dyre smykker på eller er meget lidt opmærksomme på deres omgivelser. Men vi oplevede kun venlige mennesker og sydafrikanere, som levede et tilsyneladende helt almindeligt liv med at gå i biografen om aftenen (det gjorde jeg også), tage til marked på vingårde fredag aften med livemusik, mad og vin i stride strømme og generelt gå ud i byen. Så det kan man altså godt.

Og de fjorten dage fløj afsted. Jacob var på skov-klatrebane nytårsaftens dag, og selvom han kun kunne få gloser engelsk, så hyggede han gevaldigt med sin guide, som sloges for sjov med ham på banen og udfordrede ham lige tilpas. Et kæmpe hit! Vi fandt Blue Bird Garage, fem minutter fra vores guesthouse og spiste fantastisk mad på deres fredagsmarked. Tænk Papirøen, da det var på sit højeste – bare halvpris og meget mere lokalt. Superb vegetar-pizza, samosaer, Pinotage, friskpresset juice og nybagte donuts røg lige ned. Der var også en indendørs legeplads i den gamle garage, så Jacob fandt sig sin første legekammerat – en lokal pige, der var lige så vild med rutsjebaner som Jacob.

Vingårdene omkring Cape Town er et kapitel for sig. Men hold da op, hvor de levede op til forventningerne. Vi researchede lidt for at finde de mest børnevenlige af slagsen, og det førte til, at Jacob fik sig en ordentlig dukkert i et springvand på Warwick estate sammen med en række andre børn, mens vi nød en overdådig picnic-kurv fyldt med lækkerrier og naturligvis et bredt udvalg af stedets vine. Spørg ikke, om vi var i stand til at køre bagefter. Hjem skulle vi jo.

Nytår i Cape Town er ikke helt som i Danmark. Man fyrer ikke fyrværkeri af selv, men der er stor fest ved havnefronten og mange tager på Signal Hill for at yde picnic og udsigt. Ingen af delen passede rigtig til os, så vi købte sushi og bobler og hyggede på værelset. I silende regn. Hvor uheldig kan man lige være, at det netop i år skulle regne i Cape Town på nytårsaften. Godt vi ikke sad ude med picnic og det hele.

Men faktisk var det med regnen nu egentlig meget godt. For Cape Town er i kæmpe vand-krise. Virkelig! Hvis alt går helt galt, og det ser det faktisk ud til lige nu, så løber vandhanerne simpelthen tørre i april-maj måned i år (nu udskudt til 9. juli). De har ikke fået nær regn nok i deres vinter, vores sommer. Måske bliver området det første i den udviklede del af verden, som reelt løbet tør for vand. Store planer var for 15 år siden på bordet for at lave en næsten 1500 km lang vand-kanal på tværs af landet, men den plan blev skrottet som for dyr. Og nu bøder byen for det. Så jeg skal love for, at vi sparede på vandet, brugte ’gråt’-vand (regnvand), undlod at skylle tis ud hver gang, tog bad på få minutter og flere offentlige steder, fx i indkøbscentret, var der simpelthen ikke vand i hanerne. Sprit eller ingenting. Virkelig alvorlige sager – mens andre dele af landet var oversvømmelser. Jo, klimaforandringerne er reelle nok, skal vi hilse og sige.

Og så kigger jeg lige op fra skærmen et øjeblik. Og dér kommer en flok på otte elefanter langsomt og majestætisk vandrende ud af bushen ad deres sædvanlige sti ned mod lodgens vandhul. Nej vent, der er 14 elefanter! Han-elefanten fører an, hunnerne efter og mindst fire unger. Gad vide hvor langt de har vandret i dag? Nu er det i hvert fald drikke og badetid. Ja, det minder jo lidt om os mennesker – min øl er i hvert fald tom og før jeg satte mig til tasterne, hoppede vi rundt i poolen.

Efter Bluebottle Guesthouse rykkede vi en god time længere mod vest til Gordon’s Bay. Stadig i omegnen af Cape Town, men alligevel for langt til at køre til bymidten. Herfra handlede det mere om natur – og vin. Vores første virkelig fantastisk naturoplevelse fik vi i Kogelberg Nature Reserve, som er en del af landets mange nationalparker. Vi havde købt et ��rskort hjemmefra, så det var bare at køre ind. Vi gik en smuk tur gennem den helt særprægede vegetation, fynbos, som kun findes i dette område i hele verden. Helt utrolig mange planter, vi aldrig havde set før. Turen endte ved floden, hvor vi både soppede og spiste den medbragte mad. Havde vi haft lyst, så kunne vi sagtens have taget en dukkert også. Det gjorde vi i øvrigt et par dage senere på en anden kort gå-tur, hvor vi var helt alene og floden derfor blev indtaget, som gud skabte os. En unik oplevelse for både voksne og barn.

Ved Gordon’s Bay boede vi i et lille sommerhus højt oppe på en stejl klippeskrænt lejet via Airbnb. Huset havde sin egen lille pool med frit udsyn ud over den store False Bay og en helt igennem imponerende solnedgang hver aften. Lige neden for huset lå hvad der enten havde været eller var på vej til at blive et hus – et syn, man ser med mellemrum i Sydafrika. Fx også midt i Cape Town, hvor en af de store motorvejsbroer pludselig stopper midt ude i ingenting. Man løb simpelthen tør for penge. Opholdet i det lille sommerhus var et perfekt eksempel på, hvad det er Airbnb gør så godt. Ejeren havde stillet både blomster, chokolade og vin frem til os, huset var hjemligt og hyggeligt, men alligevel gjort helt rent og klar til os og vi følte virkelig, at vi levede som lokale på sommerferie.

Kontrasternes land Og når man er lokal på sommerferie, så skal man jo også handle som de lokale. Så vi kørte til det lokale butikstorv og fandt slagteren, der ifølge det store skilt over døren var etableret i 1972. Sådan så damen bag skranken også ud. Noget træt i det, lad os sige det sådan. Men boerwoerst’en (den lokale pølsespecialitet) og lammekoteletterne smagte upåklageligt, og det til en yderst rimelig penge. Fødevare er dog en spøjs størrelse i Sydafrika. Det er voldsomt billigt at spise ude, men i supermarkedet betaler vi hurtigt 20 kr. for én avokado, 20 kr. for ét kilo havregryn, 25 kr. for én liter yoghurt, der intet økologisk overhovedet (heller ikke i det dyre supermarked Woolworths) og så er stort set alle forarbejdede fødevarer fyldt med e-numre og konserveringsmidler. Selv helt almindelig juice er umulig at få uden smagsforstærker, tilsat vitamin, konserveringsmidler og anti-skummemiddel! Hvad skete der lige for 100% æblejuice…Så dér kan man se, hvad det betyder at have en stærk forbrugerkultur og et Forbrugerråd.

I det hele taget bliver man dagligt konfronteret med den enorme forskel mellem rig og fattig, som landet er eksponent for. På køreture forsøger sælgere at komme af med alskens ragelse ved rødt lys (selvom de aldrig er pågående eller ubehagelige) og de store townships er at finde uden for alle større byer. Ret svært at forklare en 5-årig at ’der bor de fattige’ og så lige køre hen og få tre kugler fremragende is for 20 kr. På den måde rykker landet ligesom hele tiden i én – på den ene side er det bare at læne sig tilbage og nyde og på den anden bliver man bare nødt til at forholde sig til, at langt størstedelen af landets godt 90% sorte indbyggere lever langt under en rimelig standard. For slet ikke at tale om den politiske situation, som er kørt helt af sporet med nu heldigvis ex-præsident Zuma ved roret. Mængden af korruptionsanklager, misligholdelse af det offentlige skolesystem, kontrol med de offentlige medier, etc. vil ingen ende tage. Måske der er små forandringer på vej, men der er lang vej tilbage til et Sydafrika, som for alvor lever op til Mandelas ære. Hvilket er dybt, dybt tragisk og har ansporet flere meningsdannere til at fare i blækhuset og slå alarm over, at der er risiko for no way back.

Beretningen om den multi-defekte autocamperen Hovedparten af vores Sydafrika-tur skulle tilbringes i en autocamper, og efter grundig research efter en tilpas lille model faldt valget på tre-personers forlænget varevogn med både aircondition, toilet og dobbeltseng. Fint skulle det være. Vi overførte det fulde beløb en måned før afhentning og følte os i gode hænder hos det familieejede Helderberg Camper Hire. Vi tog fejl. I den grad. Først var der problemer med pengeoverførslen, som først nåede frem tre dage før lejen begyndte og hvor vi i mellemtiden var blevet anklaget for ikke at have styr på tingene, så modtog vi en halvtræt autocaper med 170.000 km på tælleren, defekt A/C, et par læselamper der blinkede, diverse skræmmer mv, og beskeden om, at de jo altså ikke kunne holde bilen i perfekt stand for det ville blive for dyrt. Som om det var vores problem. Vi aftalte at tage i mod bilen og få fikset A/C’en tre dage senere, hvor vi alligevel skulle forbi Cape Town. Og Jacob blev forelsket i bilen med det samme – præcis som vi havde håbet. Bilen skulle jo være vores hjem i 46 dage, så vi glædede os bare til at pakke ud og flytte ind. Men tingene gik hurtigt mere galt.

På turen til Cederberg Mountains blev det tydeligt, at bilen trak kraftigt mod venstre, hvilket gjorde det ret tungt at styre. Vi kunne heller ikke få gang i radioen, så det blev en lidt stille tur på dén front. Efter at have tilsluttet strømmen gik der ikke længe før en underlig lugt af rådne æg meldte sig lige under A/C’en i siddeområdet. Vi tænkte, at det nok bare var A/C’en, der trængte til rengøring. Så gik vi ellers i gang med at ringe og skrive til udlejningsfirmaet, for at få fikset tingene – alt i mens i luftede ud. Det lugtede fælt, skal jeg hilse og sige. Næste dag stod det klart, at når alt andet fejler, så er Google din eneste ven. Og på den måde fandt vi ud af, at A/C’en i førehuset ikke virkede pga. et løst kabel, som bare skulle lirkes på plads. Således så gjort. Og radioen virkede ikke grundet et løst frontdæksel. Fikset. Og den underlige lugt? Ja, den skyldtes så to overophedede batterier, der ellers skulle drive køleskab, lamper, vand, mv. Ikke godt og ikke let at fikse. Der var ingen vej uden om en tur tilbage for at få skiftet batterierne. Og dejlig tanke, at vi havde sovet en helt nat med sulfur-dampe og boblende batterier. Vores tålmodighed var brugt op. Næste dag klarede vi os uden køleskab, men tro det eller ej, da vi kører over et mindre pas, så lyser motorvarmelampen pludselig, så vi fluks må ind til siden for at undgå en sammenbrænding af motoren! Vi fik kølet af, også motoren, og humpet tilbage til campingpladsen. Som ellers faktisk var virkelig fin og gav både nogle flotte gåture og afslapning i den naturlige varme kilde, som området er kendt for.

Tilbage i Cape Town blev camperen kørt på værksted. Fem timer senere stod det klart, at den først ville være klar til os om yderligere 2-3 dage. Men vi kunne da låne en anden camper imens og så kunne de køre til os og bytte om igen, når vores var klar. Det kunne de glemme. Vi havde virkelig mistet tilliden. Så der blev lavet en aftale om halvdelen af betalingen retur (selvom det med småt sagde, at de aldrig betalte tilbage), vi lejede en SUV i lufthavnen og så sadlede vi hele turen om, så den nu stod på ophold i hytter frem for ren camping. Ikke populært hos mindstemanden, men vi kunne bare ikke tage chancen, når først vi kørte langt ud i bushen. Lej altid bil og autocamper fra et stort og respektabelt firma. Lad være at overføre (fuld) betaling på forhånd. Forlang at bilen er 100% i orden, når du overtager den. Og frem for alt: Stå i mod, at du ikke har andre muligheder end at acceptere vilkårene. Der er altid en anden mulighed. Så standhaftige var vi ikke, og det var nok turens dyreste og mest ærgerlige lektie.

Men heldigvis kom der også rigtig gode og behagelige ting ud af det uforudsete skifte af transportmiddel.

Afsted mod den uendelige horisont Et lille kuriosum når man lejer bil i lufthavnen er aldrig bare at gå hen til skranken og bede om en pris. Selvom man skulle tro, at det så ville være den billigste pris eller i det mindste den samme pris som på nettet. Snydt igen. Hos Thrifty skulle de have 35.000 kr. for leje i 46 dage, mens vi hos Avis blev anbefalet at booket online til afhentning én time senere, så var prisen 10.000 kr.! Samme bil – samme periode. Valget var let.

Faktisk ok fedt at sætte sig ind i en næsten ny bil, der med automatgear bare gled afsted ud ad motorvejen med plads til al bagagen bagude. Når man lige kom fra en stor, rystende autocamper. Vi besluttede med det samme, at vi måtte indrette os i bilen, så vi ikke skulle slæbe al ting med ind ved hvert overnatningssted. Købte også en køletaske og element, så vi kunne transportere kølevarer mellem hytterne. Der er heldigvis gode hytter på stort set alle campingpladser og i nationalparkerne, hvor kvaliteten faktisk er meget høj. Gennemsnitligt gav vi vel 750 kr. pr. nat, men ofte kun omkring 500 kr. pr. nat, for tre mennesker i en ret stor hytte med fuldt køkken, bad, toilet, grill og god plads. Og så blev der lige gjort rent og ret seng hver dag som på et bedre hotel. Intet at klage over.

De kører ret anderledes – tenderende til vanvittigt - i Sydafrika. På nogle overraskende måder. Fx kører de ofte for langsomt, som i meget langsomt, i forhold til hastighedsgrænsen på motorvejen. Så ligger der pludselig en eller anden smadrekasse og kører 80 km/t, mens alle andre drøner afsted med 120. Motorvejene har en gul sikkerhedsstribe, hvor kutymen er, at man trækker ind over linjen for at lade de andre overhale. Overhaler man, så giver man lige to blink med advarselsblinket mens man så får to forlygte-blink retur som tak. Tak, tak. På de lange veje med kun ét spor er det helt afgørende med overhalingsmuligheden, da lastbilerne kører meget langsomt. Men man ser sig selv med livet i hænderne kaste sig ud i overhalingerne mellem lastbiler både i ens egen bane og modsatkørende. Ret nervepirrende – men så er det jo godt at finde ud af, at vores lejebil havde en særlig ’sport’-knap, som lige gav en omgang flere hestekræfter. Tosset opfindelse – hvorfor er der er ikke bare fuld power hele tiden?

Første del af turen gik til Garden Route øst for Cape Town. En strækning på 350 km. med grønne bakker og bjerge ned til vandet. Vi boede bl.a. i nationalparken Tsitsikamma, som ligger helt ned til det brusende hav. En fantastisk oplevelse at se de enorme bølger (vesterhavet go home), mens temperaturen ligger stabilt på 25 grader og kroppen derfor slet ikke kan finde ud af, hvad den skal indrette sig på; råt og koldt eller lunt og sommerligt. Vi fik gået en fantastisk tur langs vandet hen over klipper, sten og tæt skov til en badesø helt ud til havet, hvor vi tog en svømmetur. 

Og dagen efter fik vi snorklet, sejlet i speedbåd, gået over en fantastisk hængebro på 77 meter, set rokker i vandet og bare hygget ved stranden. En helt igennem særlig oplevelse. Maden blev tilberedt på en braii, den lokale version af grill/bbq, med indkøbt brænde til formålet, hvilket i sig selv var en stor oplevelse for Jacob at være med til at tænde et rigtigt bål – ikke bare med briketter – og lave mad over ild. Og næste morgen kunne vi så vågne op til lyden af det brusende hav, abernes højlydte snakken i skoven og solens dansende stråler.

To be continued…