loberliv-blog1

[loberliv-blog1]

One of the beautiful things about running is that it is direct and elegant. The formula is simple: put one foot in front of the other. It doesn’t take much to figure out that if you want to improve sprint speed, you run faster. If you want to improve distance-running performance, you run farther.

Bernd Heinrich, Why We Run: A Natural History

[loberliv-blog1]

Anything the Tarahumara eat, you can get very easily, [...]. It’s mostly pinto beans, squash, chili peppers, wild greens, pinole, and lots of chia. And pinole isn’t as hard to get as you think. Nativeseeds.org sells it online, along with heritage seeds in case you want to grow your own corn and whiz up some homemade pinole in a coffee grinder. Protein is no problem; according to a 1979 study in The American Journal of Clinical Nutrition, the traditional Tarahumara diet exceeds the United Nations’ recommended daily intake by more than 50 percent. As for bone-strengthening calcium, that gets worked into tortillas and pinole with the limestone the Tarahumara women use to soften the corn.

Christopher McDougall, Born to Run: A Hidden Tribe, Superathletes, and the Greatest Race the World Has Never Seen

[loberliv-blog1]

As a sport, most track coaches ranked ultras somewhere between competitive eating and recreational S&M.

Christopher McDougall, Born to Run: A Hidden Tribe, Superathletes, and the Greatest Race the World Has Never Seen

[loberliv-blog1]

You ran to eat and to avoid being eaten; you ran to find a mate and impress her, and with her you ran off to start a new life together. You had to love running, or you wouldn’t live to love anything else. And like everything else we love—everything we sentimentally call our “passions” and “desires”—it’s really an encoded ancestral necessity. We were born to run; we were born because we run. We’re all Running People, as the Tarahumara have always known.

Christopher McDougall, Born to Run: A Hidden Tribe, Superathletes, and the Greatest Race the World Has Never Seen

[loberliv-blog1]

Only recently have we come up with the technology to turn lazing around into a way of life. We've taken our sinewy, durable, hunter-gatherer bodies and plunked them into an artificial world of leisure.

Christopher McDougall, Born to Run: A Hidden Tribe, Superathletes, and the Greatest Race the World Has Never Seen

[loberliv-blog1]

Everyone thinks they know how to run, but it’s really as nuanced as any other activity, […]. Ask most people and they’ll say, ‘People just run the way they run.’ That’s ridiculous. Does everyone just swim the way they swim? For every other sport, lessons are fundamental; you don’t go out and start slashing away with a golf club or sliding down a mountain on skis until someone takes you through the steps and teaches you proper form. If not, inefficiency is guaranteed and injury is inevitable. Running is the same way, […]. Learn it wrong, and you’ll never know how good it can feel.

Christopher McDougall, Born to Run: A Hidden Tribe, Superathletes, and the Greatest Race the World Has Never Seen

[loberliv-blog1]

That was the real secret of the Tarahumara: they'd never forgotten what it felt like to love running. They remembered that running was mankind's first fine art, our original act of inspired creation.

Christopher McDougall, Born to Run: A Hidden Tribe, Superathletes, and the Greatest Race the World Has Never Seen

[loberliv-blog1]

Every morning in Africa, a gazelle wakes up, it knows it must outrun the fastest lion or it will be killed. Every morning in Africa, a lion wakes up. It knows it must run faster than the slowest gazelle, or it will starve. It doesn't matter whether you're the lion or a gazelle-when the sun comes up, you'd better be running.

Christopher McDougall, Born to Run: A Hidden Tribe, Superathletes, and the Greatest Race the World Has Never Seen

[loberliv-blog1]

WeGo Activity Trackers are perfect for tracking calories, steps and distance are the perfect choice for those active people out there and those who are always on the go. Shop online at www.aa-sports.co.uk

Her et et mærke, som jeg aldrig har fået afprøvet. Men jeg tænker, at jeg klart skal have dem testet. Om end jeg ikke umiddelbart er fan af looket. 

[loberliv-blog1]

The reason we race isn’t so much to beat each other, [...] but to be with each other.

Christopher McDougall, Born to Run: A Hidden Tribe, Superathletes, and the Greatest Race the World Has Never Seen

[loberliv-blog1]

Wearable Tech

What’s all the hype? Tory Burch for Fitbit is a chic accessory that tracks your activity, exercise, food, weight, and sleep so that you can achieve your fitness goals. More Details >

Jeg er stor fan af integrationen af design og wearables til motion og aktivitet. Her er det Fitbit, der har fået lækker indpakning. Trés chic!

[loberliv-blog1]

Running is perhaps the most fundamental of all sports, and it is economically the least costly to perform. As a consequence, it is the most democratic and most competitive of all sports because individual merit can prevail despite economic equality. It is a sport for everyone, the whole world over.

Bernd Heinrich, Why We Run: A Natural History

[loberliv-blog1]

Om doping, ekstreme sportsmennesker og optimering af træning

Jeg må jo indrømme, at jeg er lidt af en sportsnørd, når det kommer til at se sport på tv. Jeg ser rigtig meget sport. Atletik, formel 1, cykling, fodbold, håndbold, triathlon, tennis, badminton, svømning - og selvfølgelig alle de store konkurrencer; størst af dem alle OL. 

Lige for tiden ser jeg Tour de France ligesom så mange andre. Og jeg elsker det. Den korte prolog. Brostensetapen. Enkeltstart. Holdløb. Og selvfølgelig bjergetaperne. Men når man siger cykling og i særdeleshed Tour de France, så siger man jo også doping. Cykling er notorisk kendt for at være en sport præget af doping. Ligesom atletik i øvrigt. 

Men doping er jo ikke noget, der alene findes i disse sportsgrene, det findes derimod i stort set alle sportsgrene. Det har blot forskellig form afhængig af sporten. Doping har til formål at forbedre sportsudøverens præstationer. Det samme formål har almindelig træning i øvrigt også. For nogen er det eksplosivtieten, der er vigtig. For andre er det udholdendehed. Muskelopbygning. Klarhed i hovedet. Ekstra energi. Hver sportsgrene har sin store udfordring. Og hver sportsgrene sin dopingform. Det er blot ikke alle sportsgrene, hvor doping er ulovligt (se bare fodbold, hvor mange spiller på gigtmedicin. Er det doping?). 

Jeg (gen)læste en artikel i går om tidligere eliteroer og olympisk guldmedaljevinder Eskild Ebbesen, der beskriver, hvordan Eskild præsterer lige så godt som 40-årig, som han gjorde, da han var i 20'erne. I artiklen beskriver de resultaterne af årlige test gennem 21 år. I den årlige test fik Eskild målt sit maksimale iltoptag, sin maksimale puls og mængden af mælkesyre i blodet under fysisk træning. Og konklusionen er altså, at Eskild er i ligeså god form som 40 årige, som han var i midten af 20′erne. Hvordan er det muligt? Har han også brugt doping? Nej, det har han ikke. Til gengæld har han arbejdet ekstremt målrettet med sin træning. 

I artikel er Eskild citeret for at sige: 

Jeg er blevet bedre til at sætte mig op til en træning, så jeg giver mig selv mere og dermed får mere ud af min træning. Jeg er også blevet mere opmærksom på at indrette mit liv, så jeg ikke skal knokle så meget rundt mellem træningspassene. Det gør, at jeg også restituerer bedre. Jeg tror ikke, at man kan holde sin form i så lang tid, uden at udvikle sig og optimere på sin indsats. 

Det interessante ved Eskild Ebbesen er hans fokus på optimering. Og på at han gennem 20 år har arbejdet på at optimere sin træning med henblik på at fastholde sit høje præstationsniveau. Det handler om planlægning, og om at vide en masse om, hvordan man skal træne. 

Lige nu hagler kritik og mistro ned over cykelholdet Team Sky, hvor manden i den gule føretrøje i Tour de France har hjemme. Britiske Chris Froom bliver mere eller mindre åbenlyst anklaget for at være dopet. Som svar på denne anklage påpeger cykelholdet deres videnskabeligt funderede træningsmetoder, hvor intet er op til tilfældighederne, og hvor alle sten bliver løftet for at se, om der er noget, der kan gøres bedre. 

I min optik er Eskild og Team Sky to alen af samme stykke. Det handler om optimering af træning, hverdag etc. Intet overlades til tilfældighederne. Og netop den måde at dyrke sin sport på, tror jeg, vi kommer til at se meget mere af. 

De danske europamestre i fodbold fra 1992-holdet siger jo næsten alle, at hvis de skulle kæmpe med på det niveau, som nutidens unge fodboldspillere befinder sig på rent trænings- og formmæssigt, så ville de ikke stå distancen. Ofte bliver det oversat til, at elitesport er blevet (endnu) mere professionelt. I virkeligheden tror jeg blot, at det er blevet (endnu mere) optimereret. 

[loberliv-blog1]

Polar has today announced the release of a new version of its activity tracker, dubbed the Polar Loop 2 it has been designed to compete directly with the Fitbit Charge and Jawbone Up. The Loop 2 is still about passively tracking your activity during the day as it was before, showing your…

Read more at: http://tchnt.uk/1fJNiC5

Denne her drømmer jeg også om. Wow, hvor ser den lækker ud. Glæder mig til at læse reviews. 

#onsdagsteknologi

[loberliv-blog1]

You don't stop running because you get old, [...]. You get old because you stop running.

Christopher McDougall, Born to Run: A Hidden Tribe, Superathletes, and the Greatest Race the World Has Never Seen

[loberliv-blog1]

Er det vildt at løbe marathon?

Det med at folk gør marathon til et eller andet helt vildt. Det synes jeg ikke, det er. Jeg synes, folk får det kørt op til noget, det ikke er. Selvfølgelig er 42 km langt at løbe. Men så er det altså heller ikke vildere. Vildt er, hvis du tager et  løb, hvor de løber en fem-syv marathonløb nede i Sahara. Det er sindssygt. Ikke så meget det at de gør det, men at deres krop kan holde til det. Det, synes jeg, er vildt fascinerende. Eller eliten, som er under de der 2.20 eller 2.10 i tid. Det er helt ufattelig, at der er nogen, der kan løbe så mange kilometer i det tempo. Men at løbe marathon på under tre timer, det, synes jeg ikke, er vildt. Måske hvis du er 70 år. Ellers synes jeg ikke, det er imponerende på nogen måder. Fordi jeg synes, det er nemt.

Endnu et udsagn fra et af mine interviews. Er det vildt at løbe marathon? Det var bl.a. det, vi talte om i interviewet. Udsagnet kommer fra en løber, der efter eget udsagn “nok er genetisk disponeret for løb”, og som i sine unge dage løb dyrkede rigtig meget sport. 

Svaret på spørgsmålet er naturligvis relativt, hvis du spørger mig. Og det er faktisk også den nuance, som min løbeinformant har med i sit citat ovenfor. Hvis man er 70 år, er det måske imponerende at løbe en marathon. Men for os andre, der hverken er meget unge eller meget gamle - eller løber de meget ekstreme løb, så er det i virkeligheden måske ikke så vildt. Og dog! For hvis du går fra næsten fuld inaktivitet til at løbe marathon på kort tid, er det naturligvis en imponerende bedrift. Eller hvis du har en overvægtig krop, og starter et løbeeventyr der munder ud i en marathon, så er det måske også ret godt gået. Alt er relativt. 

Der er ingen tvivl om, at de seneste to årtier har har stor betydning for vores opfattelse af, hvad det er for en bedrift at løbe et marathon. For så mange af os har allerede prøvet kræfter med distancen, og derfor bliver det selvfølgelig mindre og mindre mytisk. Og dermed mindre vildt, når vi gør det. 

Annette Fredskov, som jeg har skrevet om før, bliver kaldt marathonkvinden bl.a., fordi hun løb 366 marathonløb på et år. Et løb hver dag. Det var vildt, hvis du spørger mig. Hun løb, som du måske ved, ikke i imponerende gode tider. Til gengæld løb hun hver evig eneste dag. Og den bedrift er relativt set ret imponerende, når vi sætter den i forhold til, hvad vi ellers bruger vores krop på i vore dage. 

Når min løbeinformant siger, at han ikke synes, at 42 km er vildt, så har han ret. Vores kroppe er uden tvivl ‘designet’ til at bevæge os (løbe) den distance dagligt. Men det er nu alligevel sjældent, at vi gør det. Og set i lyset af det moderne liv, er marathonbedriften måske alligevel imponerende. 

[loberliv-blog1]

Har jeg det dårligt?

“En dårlig livsstil, det er noget, som kommer snigende. Det er jo ikke noget med: Nu vil jeg leve usundt. Det kommer snigende. Når man er ung, så kan kroppen jo holde til de der ting. Men efterhånden, som du bliver ældre, så kan kroppen ikke holde til det. Men du opdager det ikke selv, fordi det er noget, som kommer ligeså langsomt. Så selvom jeg rent faktisk havde det af helvede til, så vidste jeg det ikke selv. Jeg vidste ikke rigtig selv, hvor dårligt, jeg havde det.”

Udsagnet her er fra et interview, jeg havde på et tidspunkt med en mand midt i fyrrerne. Han havde været inaktiv i over 20 år og kaldte sig selv for tyndfed. 

For mig er det skønne ved hans udsagn, at jeg faktisk synes, at han rammer plet i forhold til det her med at ende på et “livsstilssted”, der er rigtig skidt. For vi har så svært ved at opdage det. “Det kommer snigende”, synes jeg siger det så fint. Vægtøgning eller en usund livsstil er ikke noget, der dukker op fra den ene dag til den anden. Det tager tid at blive usund. Det glemmer vi bare, når vi skal den anden vej. For det tager om muligt endnu længere tid at komme tilbage på sporet og ind i en livsstil, der er god for dig og din krop. Tid og træghed er bare ikke det, vi forbinder med en sund og aktiv livsstil. Men det skal vi nok til i endnu højere grad.

Sener og muskler kræver tid, hvis du begynder at løbe. Selvom du har masser af gåpåmod og energi, og gerne vil avancere dit løb, så skal du udvise tilbageholdenhed for at få din krop med. Selvom vi mentalt er klar til at kaste os ud i en aktiv livsstil, så skal kroppen jo med. Og det er her, at træghed i høj grad er toneangivende.

En anden meget interessant del af udsagnet ovenfor er det her med ikke at være helt klar over, hvor skidt man har det. På en eller anden vis er vi bare utrolig dårlige til at mærke, hvordan vores krop har det. I morges hørte jeg en radiovært omtale danskerne som “kropsforskrækkede”, og det udsagn hænger måske i virkeligheden rigtig godt sammen med pointen om, at vi nogle gange har svært ved at vurdere, hvordan vi egentlig har det. “Jeg vidste ikke selv, hvor dårligt, jeg havde det.” Det samme tror jeg desværre, at mange danskere kan sige om sig selv.