andrewcollinsblr-blog

[andrewcollinsblr-blog]

Du Har Haft de Samme Par Underbukser i Mange År

Som du ligger tøj her til morges, stopper du op og kigger på dine underbukser som du folder dem sammen. En tanke dukker op i dine tanker; ”Det er mange år siden jeg har købt disse underbukser”. Det er ikke et melankolsk minde som; ”Jeg kan huske en skøn sommeraften da jeg, et ben ad gangen, tog disse underbukser på, og kiggede ud over den skinnende sol som den reflekteres i vandet!”, eller hede minder delt med folk som du har elsket. Det var en mere… logisk tanke. En tanke som de fleste ville tænke hvis de kiggede på dine underbukser: ”Disse underbukser er købt for mange år siden, og var sikkert i lige så dårlig stand, for halvt så mange år siden!” Her begynder selv personer med den mest fortabte af forstande at overveje, om det er på tide at anskaffe sig nogle nye underbukser. Du ligger underbukserne i deres bunke og begynder at folde videre. Men så let er det selvfølgelig ikke. For hver gang at du skal til at folde et nyt par underbukser, skal du igennem samme den samme overvejelse: ”Skal jeg putte dem i bunken for foldede underbukser, eller skal jeg putte dem i bunken for tøj som skal smides ud?”. Din bunke med udsmidningstøj er tom. Jo flere gange du overtaler dig selv om at ”lige netop dette par, ikke er så slemt igen”, vokser tvivlen sig større. Det hjælper selvfølgelig heller ikke at der engang imellem kommer et helt nyt par underbukser, og viser just HVOR slem en tilstand de gamle er i. De nye par er selvfølgelig ikke nogen du selv har købt, men kun en konsekvens af diverse kæresters opdagelse af dine gamle, dine dybeste dysfunktioner, og med det samme køber et mere… funktionelt par til dig. Kontrasten mellem nye og gamle par er dog ikke stor, og mere som tis i en svømmingpool; vi ved det er der. Vi har ikke selv gjort noget for at det er der. Vi ignorerer det gladeligt.            Nu er det jo selvfølgelig heller ikke kun når du vasker tøj at du opdager disse ’sko i køleskabet’. Hver morgen er endnu et møde med dine underbukser i skabet. En tidlig morgen med søvn i øjnene, hvor du igen og igen stikker højre fod i hullet som er til ingen af benene, i stedet for hullet lavet til at stikke højre fod igennem. Det er jo ikke optimalt. Eller en fredag morgen, med aftenens muligheder lang væk, men stadig indenfor et enkelt underbukse-interval. For hvem gider kysse på dig som ikke engang kan finde ud af at gå med underbukser fra dette årti? Et almindeligt sige går på at man kan læse en persons karakter ud fra deres sko. Hvis dette er sandt, hvad kan man så ikke læse ud fra dine underbukser? Nu er det jo sjældent at du bliver bedt om at trække bukserne ned midt i et jobinterview, eller taber bukserne på dansegulvet. Men frygten for at nogen, hvem som helst, fanger et glimt af den manglende elastik, eller numsen gennem det enorme hul, er evigt nær.            Jo mere du gennemgår emnet, jo tydeligere bliver det for dig at man ikke kan gå rundt i så gamle underbukser. Men hver gang du når denne konklusion, står en ting skræmmende klart: Du har mistet evnen til at købe underbukser. Dit liv er slut, du bliver for altid kendt som personen uden hele underbukser og du kommer aldrig til at opnå noget med dit liv.            …Altså med mindre du spørger din mor om at købe nogle til dig.