#opfindsomt

[sjuft]

Den uforlignelige @dualistisk har tagget mig med den opgave at lave en liste over 10 sange jeg ikke kan stoppe med at lytte til og jeg vil gøre det på @slugerafmyrer måden, hvor der kommer en forklaring med på vejen

1. Hold The Line-Toto fordi den var finale-nummeret i den teaterkoncert jeg var med i på mit gym og jeg er lavet af cirka 82% nostalgi og 18% kærlighed til firserne

2. Clean Slated State-The Altogether fordi den er god til gåture

3. Please Never Fall in Love Again-Ollie MN fordi den er en god blanding af trist og sjov og det er de to eneste ting jeg kan føle mig

4. Material Girl-Madonna fordi jeg kan se mig selv gå ind af mit gymnasiums døre om morgenen, med en lyserød tyggegummiboble og høretelefoner med den her sang i, som mine eneste accessories

5. Alone-Heart fordi den får mig til at føle mig som det jeg burde have været; en teenager i firserne, hvis kæreste lige har slået op med dem så de har farvet deres hår sort

6. Girls-The 1975 fordi den minder mig om en 

7. Strangelove-Depeche Mode fordi jeg skamlytter til ‘Music for the Masses’-pladen på vinyl og fordi jeg ville ønske at jeg lignede Martin Gore i 1987

8. Ask-The Smiths fordi linjen “Spending warm summer days indoors, writing frightening verse to a bucktoothed girl in Luxembourg” er så fucking god (selvom Morrissey er en bitch) 

9. Mamma Mia-Austin Webber fordi jeg elsker et opfindsomt cover OG den her video

10. See the Day-Brian David Gilbert fordi den beskriver en meget specifik fornemmelse af at være fuld af forhåbninger, som jeg tænker på hele tiden

Jeg tagger @agurketid og @bareenpige :)) 

[filmniller]

Love and Monsters

3 ud af 5 postapokalyptiske uhyrer

Civilisationen er gået under, de overlevende er gået under jorden, og overfladen vrimler med monstrøse dræbermutanter. Alligevel beslutter en naiv ung mand at drage ud for at finde sit livs store kærlighed syv dages fodrejse borte. Man kan se historien som en kondenseret udgave af Odysseen eller opdateret kopi af Hobbitten ("ud og hjem igen” er temaet). Den er lavet med et forsonende glimt i øjet, men dens påtaget finurlige humor og temmelig tynde historie prellede af på undertegnede, som til gengæld var ganske glad for de opfindsomt udtænkte og professionelt udførte uhyrer, der dukkede op undervejs. 

[episodefriis-blog]

Serier jeg opdagede i 2017

// Lidt ekstra anbefalinger til din påske.

Det rigtig lækre ved serier er, at de ikke rigtig forældes. Derfor er denne lille ret blandede liste over mine opdagelser i 2017 stadig aktuel for dig. Den bedste står øverst.

Godless (Netflix) er en rigtig perle af en fortælling, der er set før, men stadig giver. En meget lang western-film i 6 episoder, hvor stemingen bliver i dig. Kig efter den lange anbefaling her på bloggen. Og nyd den.

StarTrek Discovery (Netflix) er sidste skud på stammen for dette nørdede univers. Meningerne er delte som altid, når excentrikere får pillet ved deres helligste, men jeg synes det fungerer rigtig godt. Det er flot scifi, komplekst, opfindsomt og rimelig voldsomt. Race, identitet og ære behandles og castet er forfriskende og rigtig godt. Et par af episoderne er nærmest fuldendte, lækkert, lækkert. Hvis du er til scifi, skal du helt sikkert se denne her.

Punisher (Netflix) har jeg også skrevet lidt om før. Men den kan klart anbefales som underholdende action. Og volden er ikke for meget. Man mærker virkelig hovedkarakterens krigstraume og forstår smerten, der driver ham. Skurken er systemet og dets fordærvede aktører. Helten er er selvtægtsmand, meget dygtig og kynisk. Og midt i alt det er der tårer og ømme følelser. Flot sat sammen og rent psykologisk en del mere interessant end de andre superhelteserier.

Velkommen til Villefrance (Zone blanche) (DR) dumpede ned i skødet på os midt i julefreden. En lille lækker fransk ting, der er mørkere end Twin Peaks, mere realistisk end Stranger Things og skylder nordic noir en del. Fedt at se ukendte og rigtig dygtige skuespillere i plots, der er lidt skæve. Det er så hemmeligt det hele og spændingen er god.

Dark (Netflix) er stemningsmæssigt helt i forlængelse af Ville France, men nu med et twist, du ikke ser komme. Det er tysk og dejligt befriet for cast man har set før. Og så bliver det lidt mere troværdigt uhyggeligt at f�� chok i en mørk tysk skov. Se den fordi du ikke har prøvet det før og fordi du elsker når andre traditioner inden for stilarterne viser sig.

Preacher (ViaPlay) handler om en præst, der er besat af guds kraft, der møder en vampyr. De bliver venner og jagtes af to ærkeengle. Der er en ekskæreste (Oscarnominerede Ruth Negga), en psykopatisk fabriksejer og masser af gore-humor. Der er simplethen det bedste serie-guilty plessure der findes - hvis du kan lide Dawn of the dead, Fargo og roadmovies. Om den tager pis på Gud eller om den nuancerer debatten, er helt op til dig.    

Iron Fist og Defenders (Netflix) kommer kun lige akkurat med som anbefalede her. De er begge det tynde øl i samarbejdet mellem Netflix og Marvel. Iron Fist ligger først i kronologien og præsenterer det mere overnaturlige i dette univers. I Defenders samles NewYork-heltene i forlængelse af plottet i Iron Fist, desværre er det tyndt. Jeg kan ikke forstå at de serier er så vage og at niveauet er så meget lavere end i de andre marvelserier. Nogen giver hovedforfatter Scott Buck skylden, han har også lavet en forfærdelig udgave af Marvels Inhumans (HBO) og er siden blevet fyret. Men altså; det er stadig to svage sæsoner.

[og-2]

(D)in h(u)nd er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set

Det er (s)gu opfindsomt (a)no(n) - (d)u er helt sikkert også en beaut(y)!