#En gang var jeg stolt over at være dansker

[dunderklumpen]

A man and his dream -- Ud & Se interview (Danish)

Full text behind the cut for archiving purposes.

En mand og hans drøm

Som ung fantaserede han om at arbejde sammen med de bedste skuespillere i verden. I dag må NIKOLAJ COSTER-WALDAU kæmpe sig gennem horder af fans og er selv en, andre gerne vil spille sammen med. Men der er stadig nok at stræbe efter for den viljestærke dreng fra Sydsjælland, der fægtede sig vej ind i Hollywood. For eksempel vil han gerne være med til at redde verden.

TEKST: JACOB WENDT JENSEN FOTO: JONAS BIE

HANS TELEFON RINGER. Det er Nikolaj Coster-Waldaus datter Filippa. I telefonen bliver hun guidet af sin 50-årige far:

”Jamen, den ligger i dåsen, inde på skrivebordet. Eller æsken. Den der ’Game of Thrones’-æske. Der ligger sådan et sort kort. Det er faktisk en bilnøgle. Kan du se det? Har du sko på? Så går du ud til bilen og låser dig ind … Jeg synes, den bipper ret meget. Har du sele på? Er du ved at ramme et eller andet? Bare parker den foran skuret, når du kører den anden bil ud, ikke, og så kør den ind igen. Ellers risikerer vi at få en bøde. Vi ses, hej hej.”

Det er første gang, Filippa skal køre i familiens nye elbil, der snart skal erstatte den 13 år gamle Skoda Fabia. 

Nikolaj Coster-Waldau tænker på miljøet, når han sætter sig bag rattet som privatperson, men også når han optræder som goodwill-ambassadør for FN’s udviklingsprogram UNDP. Med et ansigt gjort verdenskendt af ’Game of Thrones’ er danskeren et nyttigt blikfang at sende ud, når FN gerne vil have pressen til at rette opmærksomheden mod et bestemt land. Dog er det ikke altid, ambassadøren er enig i den turplan, organisationen har lagt for ham.

”De lokale kontorer vil altid gerne vise alt det, de laver. Men i virkeligheden fungerer det bedst, når jeg bare møder almindelige mennesker fra de forskellige lande på min vej. Og glem det med at stikke en tale ud, jeg skal holde. Sådan bliver det ikke med mig. Jeg møder folk i øjenhøjde,” siger skuespilleren med en friskbrygget kaffe i hånden og et stort smil.

Vi møder ham i agentens loftslokaler tæt på Rådhuspladsen i København. Dybt inde i baggården, fire etager oppe ad en kringlet trappe sidder en mand med en rar aura. Det er sjældent at møde en skuespiller, der gider være så meget i øjeblikket, at han ikke kun gør sig umage med at svare på spørgsmål, men også interesserer sig for, hvem han sidder over for, selv om det blot er endnu en journalist i strømmen.

Sidste år bragte ambassadørarbejdet ham til Rwanda. 25 år efter folkemordet i 1994 mødte han et land, hvor man tænker langsigtet, når det gælder miljø og bæredygtighed. Et land, syntes han at kunne se, som er undtagelsen fra reglen om, at det normalt tager mange årtier at komme sig over en borgerkrig: 

”Og hvis et fattigt land i Afrika kan have så store ambitioner, når det gælder klima, er det forbløffende, at vi ikke kan i de vestlige lande. Vi har alle ressourcerne og gør rigtig mange gode ting, men vi gør det alt for langsomt. Og jo længere tid der går, før vi laver de grundlæggende strukturelle forandringer, jo dyrere bliver det.” 

SPRÆNGFARLIG FILM

I Ole Christian Madsens ’Krudttønden’ spiller Nikolaj Coster-Waldau den politimand, der gør det af med enmandsterroristen Omar, der dræbte dokumentarfilmmanden Finn Nørgaard og synagogevagt Dan Uzan i København i februar 2015. Karakteren er en sammenblanding af flere virkelige personer, så han findes ikke i virkeligheden, selv om han godt kunne være en virkelig person. Men kan man overhovedet tillade sig at lave en film om et åbent sår fra i går? Nikolaj Coster-Waldau mener, det vil være en fejl at være for hensynsfuld.

”I Norge er der allerede lavet tre film om, hvad der skete på Utøya, og de er blevet set af rigtig mange mennesker, fordi der var et behov. Jeg tror ikke, man kan lave for mange film om sådan nogle traumer. Tværtimod er der en fare i, hvis man bevidst lader temaerne ligge, så de bliver fortrængt. Det hænger ikke rigtig sammen med vores selvbillede, at vi havde en dansk statsborger, der skød andre danskere, fordi han grundlæggende ikke syntes, de skulle have lov til at leve.

Vi bliver stærke, hvis vi skaber et forum, hvor vi kan tale om alt, og forhåbentlig giver filmen anledning til en god snak og til, at vi ikke glemmer de voldsomme begivenheder i vores historie, og et lille bidrag til, at vi ikke maler os op i et hjørne, hvor ekstreme holdninger, om så de er til venstre eller højre, får fodfæste. Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan filmen bliver modtaget, men det værste, der kan ske, når man laver den slags film, er sådan set bare, at man laver en dårlig film.”

’Krudttønden’ har premiere 5. marts.

FØRSTE SMAG for at spille skuespil fik Nikolaj Coster-Waldau, da han i 5. klasse var med i et teaterstykke på skolen. Stykket handlede om nogle drenge på telttur, og i en bestemt scene skulle de spise smørrebrød. Men på scenen brasede teltet sammen, og kammeraterne gik i stå. Nikolaj sansede, at han skulle improvisere og spille videre. Han kastede blandt andet nogle regnorme ud til publikum, der begyndte at skrige, og hele optrinnet blev kaotisk og sjovt på en uventet facon.

”Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, at nu måtte jeg altså finde på noget. Bagefter kom min lærer Torben hen og sagde, at det var skidegodt reddet. Det husker jeg vildt tydeligt. Jeg var meget stolt,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der til juni træder frem på en teaterscene for første gang i 15 år, når han har titelrollen i en opsætning af ’Macbeth’ på Geffen Playhouse i Los Angeles. 

Instruktøren, Matt Shakman, har lavet et par episoder af ’Game of Thrones’, og Nikolaj Coster-Waldau har længe villet spille teater igen, så da Shakman ringede, tog han det som et tydeligt tegn på, at nu skulle han sige ja.

”Men jeg må indrømme, at jeg er ved at skide lidt i bukserne over det. Jeg har læst stykket nogle gange nu, men én ting er at læse det på dansk, noget andet er bagefter at skulle spille det på engelsk med amerikansk accent.”

Efter Nikolaj Coster-Waldau blev student fra Næstved Gymnasium, flyttede han til København og begyndte at tage privat dramaundervisning. I 1989 kom han ind på Statens Teaterskole, som han blev uddannet fra i 1993. Han debuterede i rollen som Laer­tes i en ’Hamlet’-opsætning på Betty Nansen, men det var hans Bodil-nominerede rolle i Ole Bornedals ’Nattevagten’ fra 1994, der bragte ham ud til et bredt dansk publikum. Den unge skuespiller drømte imidlertid større. Han ville ud i verden og se, om ikke det kunne lykkes at spille sammen med nogle af sine helt store helte. De bedste i verden. De Niro, Pacino, den slags. 

Ved ihærdighed, flid og viljen til at lære nyt er han nu selv blevet en helt for andre håbefulde skuespillere. Vejen derhen har været brolagt med hårdt arbejde, målrettet arbejde med finmekanikken i det engelske sprog og en god portion fantasteri. 

”Selvfølgelig var der et element af total naivitet i den drøm, men jeg skævede til Sverige og tænkte, at når Greta Garbo, Ingrid Bergman, Max von Sydow og Stellan Skarsgård kunne, så kunne en dansker måske også, selv om jeg var nervøs på grund af sprog og accent. Her i landet har vi et enormt mindreværd. Det ville jeg ikke ligge under for,” siger skuespilleren, der i 2011 fik rollen som den lumpne ridder Jaime Lannister i ’Game of Thrones’, fantasy-serien, der blev et fænomen, ingen på forhånd kunne gætte omfanget af. 

”Jeg tvivlede ikke på, at det ville gå. På den baggrund er det ikke sådan, at jeg har lyst til at sige: ’Hvad sagde jeg!’ Jeg var bare nysgerrig og drønheldig.”

 STORESØSTEREN

Dorte Coster-Waldau, den ældste af to storesøstre

”Jeg er otte år ældre end Nikolaj, og min søster Rikke ligger midt imellem os to. For mig var han indimellem bare en irriterende lillebror. Han gik sindssygt meget op i sport. Det ene øjeblik skulle han være cykelrytter, det næste fodboldspiller og senere speedwaykører. Han er altid gået efter det, han brændte for. Mere end mig. Nikolaj kunne være meget temperamentsfuld, da han var lille. Decideret hidsig til tider. I min og min søsters verden var han jo den møgforkælede lillebror, der altid fik sin vilje. Jeg er ikke sikker på, han selv ser sådan på det.

Vores far var alkoholiker og havde måske dybest set ikke lyst til at have en familie. Det var ikke et sted, han kunne give noget. I dag griner vi ofte ad, at vi flyttede så meget som små. Og vi synes, det er ret utroligt, vi ikke er mere rodløse, end tilfældet er.

Da Nikolaj kom i Suså Ungdomsskole, spillede han hoved­rollen i ’Oliver Twist’. Han var 13-14 år, og jeg var med i sminken. Folk, der så stykket, sagde, han havde talent og var rigtig god. Som ung ville jeg selv gerne en overgang ind på Teaterskolen, så jeg syntes, det var vildt sejt, da han kom ind.

Man har altid bestemte roller i en søskendeflok, og de ændrer sig ikke. Jeg ser stadig Nikolaj som min lillebror. Jeg glemmer, han er Hollywood-stjerne. Han er ekstremt ydmyg, synes jeg. Og enormt ordentlig. Selv om han til daglig er et helt andet sted, end vi er.

Efter ’Nattevagten’ begyndte jeg for alvor at tro på ham. Men derudover har jeg ikke set så meget af det, han har lavet. Enkelte afsnit af ’Game of Thrones’, hvor han godt nok er superfed. Jeg er egentlig mest imponeret over hans klimaarbejde. Jeg synes, det er cool, at han er ude og snakke så meget om, at vi bliver nødt til at gøre noget. Det er her, jeg tænker: ’Hey, det der er min lillebror.’

Hvert andet år tager vi tre søskende med vores familier på ferie i Spanien. En stor flok på i alt 26-27 mennesker. På de ture viser Nikolaj ukendte sider af sin konkurrencementalitet. En dårlig taber kan man godt forstå, men en dårlig vinder er sværere at acceptere. Vi spiller brætspil, bordtennis eller badminton og har kæmpestore turneringer. Alle går efter at vinde, men hold kæft, hvor er han irriterende. Han er storskrydende og har sådan en typisk måde at gå væk fra spillet på, når han har vundet, hvor han mere end antyder, vi andre burde have øvet os meget mere.

I mit job som karriereuddannelseskonsulent i HK er jeg i kontakt med mange mennesker, og et par gange om ugen bliver jeg spurgt, om jeg er i familie med Nikolaj. Og jeg svarer gerne. Men når de vil høre sidste nyt, svarer jeg, at jeg ikke ved, hvad han laver. Selvfølgelig vil jeg da ikke fortælle, hvad han har gang i. Heldigvis er han kun kendt for noget godt, og han får jo mange roser. Dem tager jeg gerne imod på hans vegne.”

I DAG kan Nikolaj Coster-Waldau stadig af og til glemme, at han er gået hen og blevet en verdensstjerne. Det skete for eksempel en dag, da han i 2017 indspillede nogle scener til Brian De Palma-filmen ’Domino’ på en lille italiensk ø. På øen var der en biograf, hvor de viste ’Shot Caller’, en lille amerikansk independent-thriller, han også er med i, men som ikke havde fået meget opmærksomhed. Coster-Waldau fik den idé at sende en hilsen til instruktøren, og derfor skrev han på Instagram, hvor han efterhånden har mere end tre millioner følgere, at han ville komme ned i biografen samme aften for at hilse på.

”Jeg tog så derned med ’Domino’s producent, og jeg tænkte nok, der ville komme et par fans, så måske kunne vi sende en sjov video derfra. Da vi hopper ud af bilen, kan vi se, at der er samlet i tusindvis af mennesker. Jeg får med møje og besvær kæmpet mig op på et bord og laver en kort video til instruktøren, og derefter var de nødt til at få fat på politiet. Jeg havde sgu ikke lige tænkt det hele igennem. Men heldigvis var det jo bare glade mennesker.”

Når han spiser på en restaurant, sker der ofte det, at andre gæster omkring ham kigger på ham, begynder at google og derefter af og til henvender sig med noget i retning af ”Excuse me … are you Nikolashh?”

”Jeg lader ikke folk tage billeder, hvis jeg er ude med min familie, for det kan pludselig blive til mange billeder. Det er simpelthen for træls for familien,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der sammen med en kollega fra ’Game of Thrones’ har oplevet at være nødt til at skifte hotel i Spanien, fordi de var blevet spottet af seriens fans. I hotellets lobby havde der samlet sig en stor gruppe af dem, og kun med hjælp fra en af seriens producenter blev Nikolaj Coster-Waldau gelejdet væk fra hoben og tilbage i elevatoren, hvor han kom fra. En lille håndfuld fans slap dog med ind i den.

”På hotellet var de slet ikke vant til den slags ting, og der gik lidt hysteri i den. Så står man der i elevatoren efter skrigen og råben, og der er tre fans tilbage. De kan se på mig, at jeg overhovedet ikke synes, det er fedt, og jeg kan se på dem, at det synes de egentlig heller ikke, når det kommer til stykket. Det var bare akavet.”

Hysteriet omkring ’Game of Thrones’ var nogle gange absurd, særligt op til premieren på en ny sæson, og Nikolaj Coster-Waldau havde svært ved at se sig selv i det. 

”Det virkede jo som en omgang selvskabt hysteri, når det for eksempel tog længere tid at komme igennem sikkerhedssystemet og ind på filmsettet i Belfast end at komme ind i en amerikansk lufthavn. Hvem ville gide lave et attentat på en tv-serie?”

 INSTRUKTØREN

Ole Christian Madsen 

”Første gang, jeg arbejdede sammen med Nikolaj, var i en øvelse, mens jeg gik på Filmskolen, og han gik på Teaterskolen. En polsk instruktør underviste i mise-en-scene, og vi skulle lave en scene sammen med Kim Bodnia, som kommer hjem til sin kone og finder hende i seng med en anden mand, Nikolaj Coster-Waldau. Nikolaj var meget ung, måske 20-21 år, han kom tidligt ind på Teaterskolen. Jeg kan huske, jeg tænkte, at han hurtigt ville komme til at lave film. Hans ansigt var skabt til at være på billeder. Han skulle være halvnøgen, for scenen handlede jo om at blive afsløret midt i akten, og selvom studiet, vi optog i, var afsindig koldt, beklagede Nikolaj sig ikke et eneste øjeblik. Jeg kunne godt lide at arbejde med Nikolaj, vi svingede ret godt, men som det er med øvelser mellem elever, bliver det let kaotisk, fordi ingen rigtig aner, hvad de laver. Nikolaj har altid haft et exceptionelt godt udseende. Han er bare genetisk foran de andre. Der er mange teorier om, hvorvidt det er godt eller skidt for en skuespiller. Grundlæggende er det godt, fordi han så ligner en klassisk filmstjerne som Clark Gable og James Stewart. Man vil simpelthen gerne være til stede i Nikolaj Coster-Waldaus ansigt. Når man er meget smuk, kan det omvendt være en byrde i forhold til at træde ind i et almindeligt ensemble, men det er det ikke for Nikolaj. Han vælger sine roller med hjertet og ikke med karrieren for øje.

Ingen kunne forudse, at ’Game of ­Thrones’ ville blive et fænomen. Den var på vej i 10 år og var længe den evige taber, når der skulle vælges projekter på HBO. Da den faktisk blev lavet, var det tydeligt fra starten, at den var et opgør med mainstream-tv. Den er en af de mest voldelige, pornografiske, incestuøse og voldsomme tv-serier nogensinde. Et opgør med alt, hvad vi troede kunne lade sig gøre at sende i fjernsynet, og forståelsen af mainstream-tv har flyttet sig meget derefter.

Det var også tydeligt, at Nikolaj havde fat i noget, som meget få danske skuespillere har fat på. Han har en varm menneskelig kerne og er samtidig en meget elegant skuespiller, der hele tiden raffinerer sit kartotek af små virkemidler og blikke.

Nikolaj er enormt disciplineret, flittig, pågående og vedholdende. Det er en vigtig del af hans talent, at han bliver ved og ved. Før ’Game of Thrones’, hvor det gik mindre godt med karrieren i USA, arbejdede han også meget hårdt. Jeg føler mig beslægtet med hans flittighed. Vi er begge to fra Sydsjælland og opvokset tæt på en pløjemark, og det gør én pågående. Ønsket om hele tiden at gøre sig gældende og udtrykke sig er underhundens metode. Jeg ved ikke, om han vil kaldes underhund, men det kommer af en bestemt social baggrund.”

 17. MARTS 1997 oplevede Nikolaj Coster-Waldau kærlighed ved første blik, da han mødte Nukâka Motzfeldt under optagelserne til radioteaterstykket ’Ørnekaldet’, hvor han spillede en helikopterpilot, der bliver forelsket i en grønlandsk pige. 

Bagefter skulle han videre til prøver på stykket ’Love Story’ på Mungo Park. Da han kom ind ad døren på teatret, proklamerede han: ”Jeg skal giftes!” Også selv om han på det tidspunkt stadig ikke havde talt med Nukâka.

”Det har helt sikkert givet os en masse problemer senere i vores liv, for jeg var overdrevet forelsket, og vi kendte nærmest ikke hinanden. Nukâka fik derefter rollen i en film, jeg skrev på sammen med Simon Staho, ’Vildspor’, hvor hun spillede min kæreste. Vi blev også kærester ret hurtigt i virkeligheden. Filmindspilningerne i Island sluttede med, at jeg friede til hende.”

6. juni 1998 skiftede Nukâka efternavnet Motzfeldt ud med Coster-Waldau. Op til brylluppet havde Nikolaj Coster-Waldau boet i London i månedsvis, hvorfra han arbejdede på at få foden indenfor på det internationale filmmarked, og han kom til Danmark fra Estland, hvor han havde været med i filmen ’På fremmed mark’, kun tre dage før den store fest. 

”Vi kørte af sted på bryllupsrejse dagen efter festen og havde stort set ikke set hinanden. Vi skulle hele vejen ned gennem Europa, og det hele var bare så mærkeligt. I Prag havde vi et kæmpe skænderi. Hun løb den ene vej, og jeg løb den anden vej. Når jeg tænker tilbage på det i dag, hvorfor skulle det så gå så stærkt? Men det skulle det bare. Jeg var jo helt væk i hende. Jeg husker det som noget, der var ude af kontrol, men jeg var samtidig sikker på, jeg skulle gå hendes vej.” 

Efter skænderiet blev det lidt bedre, og efter en dag i bjergene i Østrig kom de til den første by i Italien, hvor de fandt en restaurant klokken 10 om aftenen og tog i døren. Den åbnede sig, og med sin charmerende hæse stemme sagde ejeren: 

”Hello. Welcome. You are lucky. This is the best restaurant in Italy!” 

Den livsglæde satte stemningen for de næste tre ugers bryllupsrejse. Da de kom hjem, begyndte hverdagen.

”Jeg var sådan en, der hele tiden ville ud, og hun ville helst bo derhjemme. Hun syntes, London var grundforfærdelig. Jeg boede da også et rimelig klamt sted, så det kan jeg godt se, når jeg kigger på det i bakspejlet. Dengang tænkte jeg bare på, at jeg lige om lidt ville få et fedt job.”

I dag har de dannet par i næsten 23 år og har de to piger Filippa og Safina på 19 og 16 år. Selv om det set udefra er Nikolaj Coster-Waldau, der er i vælten i film- og tv-serieland, er det ikke det, han og Nukâka taler mest om.

”Vi deler kun vores arbejdsliv meget lidt. Min hustru har nok kun set omkring halvdelen af det, jeg har været med i. Jeg går virkelig meget op i mit arbejde, så det er egentlig en meget rar modvægt til det. Nukâka har accepteret det og bakker op om det, men hvis det hele kommer til at handle for meget om min karriere, bliver der nedlagt veto.”

Hvad er hemmeligheden bag, at I kan holde sammen?

”Tusindvis af små detaljer. Jeg kan godt lide, at man har delt noget historie. Det har en enorm værdi, at jeg har delt mit liv med Nukâka i så lang tid, fordi mit arbejdsliv er så fragmenteret. Men fundamentet er, at vi elsker hinanden.”

 MEDSPILLEREN

Skuespiller Katrine Greis-Rosenthal

”I Christoffer Boes ’Smagen af sult’, der får premiere i januar 2021, spiller vi et par, hvis drøm er at åbne en Michelin-stjerne-restaurant, samtidig med at vi skal få en familie til at fungere. Nikolaj er kok, og jeg er en slags restaurantchef og interiørdesigner og hende, der også står for at få familien til at hænge sammen. Hun føler, at han glemmer hende. Og så falder parforholdet fra hinanden.

Nikolaj var helt uselvisk og meget generøs til at sætte sig selv i baggrunden og lade mig komme til i de scener, hvor det krævedes. Det er en stor tryghed at arbejde med en, der har lavet så mange film, som han har. Jeg kunne mange gange læne mig op ad ham som en ekspert i, hvad der manglede i en scene, fordi han har et langt større overblik på en filmindspilning. Mens jeg var langt nede i min rolle og stod og krængede mit hjerte ud og ikke havde så meget overskud til det tekniske, havde han styr på alle kamera-optikker og vinkler. For eksempel rykkede han umærkeligt lidt på mig, hvis han mærkede, at man ikke kunne se mig i billedet. Uden at sige det. En sød og fin lille opmærksomhed. I mine øjne er det den slags ting, der gør ham til en rigtig stjerne.”

 SELV OM ’Game of Thrones’-kulten kan være hysterisk, er Nikolaj Coster-Waldau gennem tv-seriens ni sæsoner blevet så fascineret af den, at han har valgt at undersøge fænomenet nærmere i den kommende dokumentarfilm ’Cons’, som han er med til at producere, og hvor han bruger sig selv som hovedperson. Han besøger tre forskellige såkaldte fan-conventions med et filmhold i hælene for at forstå, hvorfor mennesker bruger så meget tid på for eksempel at klæde sig ud som deres idoler og på at stå i kø for at få autografer, selv fra skuespillere, der kun har været med i ganske få scener af ’Game of Thrones’.

”Det er for nemt bare at sige, at de er tossede. Vi finder ud af, at det er mennesker med en hobby, som de går vildt meget op i, og det giver dem en identitet. De har fundet et stærkt fællesskab og har fået dybe venskaber ud af det. Frem for at sidde i chatrooms og være fan synes jeg, der er noget grundlæggende rigtigt i at være fysisk sammen med andre mennesker om interessen,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der i filmen blandt andet besøger en computerprogrammør, der klæder sig ud som Jaime Lannister og tager til fan-convention i Knoxville, Tennessee, med sin kone klædt ud som Superwoman og en ven klædt ud som ’Game of Thrones’-karakteren Jon Snow. 

Ikke alt ved fan-miljøet er dog ren hygge. Conventions er nemlig en voksende industri, med hvad deraf følger af mindre kønne sider såsom skuespillere, der tjener ekstra penge på fan-dyrkelsen, samt arrangører og promotorer, der også får deres bid af kagen. 

”Nogle af dem er hæderlige mennesker, men de seneste fem til syv år er fænomenet eksploderet. Enhver større by har et comic-con af en slags, så der er også brodne kar i branchen,” siger Coster-Waldau. 

I dokumentarfilmen møder han en skuespiller fra ’Game of Thrones’, der betaler det meste af sin husleje ved at skrive autografer og lade sig fotografere med fans, samt Sam J. Jones, der i 1980 spillede hovedrollen i en ’Flash Gordon’-indspilning. Selv om filmen langtfra var et mesterværk, er det blevet en betragtelig indtægtskilde at stille op som Flash, når og hvor der er publikum til det. 

 NIKOLAJ COSTER-WALDAU er ikke bange for kun at blive husket som Jaime Lannister. For tiden har han mange roller i mindre amerikanske filmproduktioner og også igen i danske film, lidt som det var før ’Game of Thrones’-eksplosionen. På den måde mener han ikke, at serien har betydet alverden for karrieren. Til gengæld har den givet økonomisk ro. Huset i Lyngby er betalt ud ligesom sommerhuset på Orø. Et hus på Grønland er kommet til, og en lejlighed tæt på Hollywood er en praktisk form for pensionsopsparing. Samtidig har den solide bund i bankbogen givet større kunstnerisk frihed. 

”Når jeg vælger en rolle, spørger jeg altid mig selv, om det er en sjov rolle at spille. Det er det vigtigste,” siger Nikolaj Coster-Waldau, der dog aldrig bliver en Leonardo DiCaprio eller Daniel Day-Lewis-type, der sparer på sig selv og kun spiller én stor rolle en sjælden gang imellem.

”Michael Caine har sagt, at man forsøger sit bedste hver gang, og hvis man er heldig, bliver en ud af 10 film gode. Fire ud af de 10 bliver måske okay, mens fem bliver dårlige. Sådan er det. Og det er i orden. Jeg elsker bare at arbejde.”

 GAME OF ROLES

Fem karrierevalg

’Nattevagten’ (1994) I sin anden rolle efter uddannelsen på filmskolen bragede Nikolaj Coster-Waldau igennem i en sjældent godt gennemført dansk genrefilm instrueret af Ole Bornedal. Gyserfilmen blev set af 465.529 danskere, og herefter var ingen i landet i tvivl om, hvem Coster-Waldau var. Her kom en ung fyr med energi og ambitioner.

’New Amsterdam’ (2008) Efter mindre roller i store internationale film som ’Black Hawk Down’, ’Wimbledon’ og ’Kingdom of Heaven’ blev det til hovedrollen som udødelig kriminaldetektiv i en habil tv-serie, der dog kun levede en enkelt sæson. Den slags irriterende beslutninger er uden for en skuespillers rækkevidde.

’Game of Thrones’ (2011-19) Som Jaime Lannister fik Coster-Waldau sin mest iøjnefaldende rolle som skuespiller, fordi ’Game of Thrones’ fra at være en fantasyserie over gennemsnittet blev til et verdensomspændende fænomen. Ud over en saftig rolle førte det verdensberømmelse og en god løn med sig.

’Gods of Egypt’ (2016) Der var lagt op til et dommedagsdrøn i biograferne, da Gerard Butler og Nikolaj Coster-Waldau tørnede sammen i en storfilm om de gamle egyptiske guder i en sovs af vilde special effects. Var filmen blevet en kunstnerisk eller kommerciel succes, havde det ført i alt mindst tre film med sig, men sådan gik det ikke. Spillet i Hollywood er ikke let.

’Selvmordsturisten’ (2019) Rollen som deprimeret mand med stålbriller, der bestiller et selvmord, stikker en ny retning ud for Nikolaj Coster-Waldau. Filmen bliver et symbol på en tid, hvor skuespilleren kan og vil vælge mindre filmprojekter i grøftekanten langt fra Hollywood, om så de er danske eller internationale.

 I DAG ville Nikolaj Coster-Waldau ikke sætte alt på standby for i én enkelt scene at komme ind med et brev til Robert De Niro. Det gider han ”sgu ikke”. Men selv om han er forbi det punkt, hvor han selv var fan, nærer han stadig professionelle fantasier. For eksempel at få lov at arbejde sammen med store jævnaldrende stjerner som Christian Bale eller Joaquin Phoenix. 

”Hold kæft, hvor er de gode, altså.”  

Og så er der det andet projekt. Projektet med at bremse fattigdom, skabe lighed mellem kønnene og skabe en mere sikker verden, som er den forkromede forhåbning bag arbejdet som FN-ambassadør.

”Jeg kan ikke rigtig se noget alternativ til FN,” siger Nikolaj Coster-Waldau nede i baggården, mens han finder sin racercykel, som han er ankommet på, og som han skal videre på til et frokostmøde med en filmproducent ude i byen:

”De, der er størst, stærkest og rigest, har et ansvar over for dem, der er svagest. Nu har jeg så fået den her globale genkendelighed gennem en tv-serie, og den bruger jeg gerne. Også selv om der er meget lang vej at gå. Man kan jo også vende situationen om og sige, at netop fordi der er så lang vej at gå, så er det vigtigt at gøre noget.”

[danskstil2018]

Nu skulle vi jo derhen

Fra 31. maj til 4. Juni 2017, kunne man hver dag stå op til de muntre gader da Distortion var tilbage for 19. gang. 

Jeg skulle følges med tre af mine bedste venner, vi havde alle glædet os længe, også selvom der som sædvanligt var en fest fredag og klub lørdag. Distortion er bare ikke det samme som enhver anden fester. Til Distortion oplever man styrken af hundredevis af danskere, som alle bare vil have det fedt. Som sagt havde vi set frem til det længe, vi havde selvfølgeligt forberedt os med et smut over grænsen, både for hyggens skyld, men også for at spare et par skillinger på de grønne hyggeinstrumenter. Det var som altid Carlsberg, INTET slår en iskold græs grøn Carlsberg. Der er bare ikke en eneste anden øl som glider bedre ned end den!

Den 31. Maj havde mine venner og jeg taskerne fyldte med gode grønne Carlsberg, og nogle røde Prince til at fylde lungerne. Humøret var som sædvanligt højt, når vi igen kunne se frem til at opføre os som små børn med hjernen forgiftet og alkohol flydende i blodet. Vi trådte med stolte skridt ud på gaden, og kastede os ud i det. Så tidligt som allerede ti varme skridt udenfor døren, kunne vi høre den dybe bass i distancen, med Genre Police kørerne på fuld styrke. Det var ligesom juleaften om igen, da folkemængden starter og den tykke dyne af malt lugt fyldte luften. Det tog kun et fælles blik fra os, til at vi vidste der skulle bundes en lille håndbajer, og det gjorde vi. Så med musikken skrålene i mængden, røg den første genstand ned med rekordhastighed, når vi alle sparkede vores stemning et niveau op.

Måske alt for stiv lidt for tidligt

Den danske sommer var som sædvanligt knapt så varm, men alligevel skinnede solen snildt igennem skyererne og havde et varmende skær. En øl blev hurtigt til 2, og 2 blev til 4, og flere endnu gled trygt ned i maven på os, imens vi hørte en skallet ukendt dj sætte klassikere på med et nyt twist af en bass, men man kunne jo ikke klage, for taskerne blev dog lidt lettere sammen med hovedet. Musikken var høj og rungede de helt rigtige steder, det var svært at holde humøret nede, og selvom klokken kun var slået de 2-3 stykker, så var vi da oppe på en 8-9 genstande hver, det kunne både mig og vennerne sku nok mærke. Vi står og fester videre, med massere gift i hovedet, da en stor gut, som vi bare kan kalde Anders (Jeg fangede sku ik hans navn), spørger min ven Emil (1.90 og konkurrerer sku nok med stankelben om at være tyndest.)

“Hvem fanden tror du at du er?!” Anders får sku et lidt runget blik tilbage af knap så ædru Emil “Du skal da kraftædme ik’ spille dum!”

Straks får Emil sku et ordentligt slag lige i ansigtet. Anders går så sin vej, og vi kigger undrende rundt. Det viste sig at Emil havde i sin fuldskab slået en drink ud af hans hånd. Til undsætning kommer en sød pige hurtigt hen, hun hjælper Emil med at komme op på benene igen, og hiver ham ud i øltæltet. Han kommer fjoget og smilene ud omkring 2 minutter senere, med en tampon i næsen, til at stoppe næseblodet. Det var sku nok det dummeste vi havde set længe, men han virkede i godt humør så, vi grinte bare, og nød at se ham hoppe op og ned i takt med musikken, lignende en halv imbecil idiot.

Kan vi drikke? F--k, ja vi kan!

Det bliver senere og senere, vi er efterhånden godt stive, hvis man kan kalde det det. Klokken er vel omkring de 5-6 stykker og musikken bliver kun bedre, med både live optræden fra forskellige kunstnere og DJs, der alle ved lige præcist, hvordan man får Danmark til at trampe (Selvom vi nok kunne trampe til Ralle Seebach i denne her tilstand), og man kan heller ikke ligefrem sige at humøret er faldet, det er ihvertfald kun blevet højere hvis det er.

Vi fandt os godt tilpas i en større gruppe med godt 10 andre flinke mennesker, de var alle ligeså fulde som os og omkring samme alder. De kunne bunde som det gjalt deres liv, både som shotgun, ølbong og direkte fra dåsen, så selvfølgeligt skulle vi da også vise, hvad vi kunne, og man kan sige meget om mine venner og , men vi kan bunde bedre end nogen andre, og det fik de da hurtigt at se, da jeg flækkede en dåse grøn Carl på lige omkring 3,5 sekunder. Der gik ikke længe før jeg havde ramt den 12 genstand, og fuldstændigt tabt overblik på hvor meget mine venner havde drukket, men ville skyde på at de nok havde det som mig. 

Vores tilbageværende opmærksomhed blev fanget af en form for breakdancer som rullede rundt på nogle mindre yogamåtter, vores små hjerner var fuldstændigt målløse og det var på det tidspunkt noget af det fedeste vi nogensinde havde set. Han holdte en kort pause fra sin lille dans, og vi fik flødet os en smule ind og snakkede lidt med ham, han fik nævnt at Gulddreng skulle spille, og hvis vi ikke var imponerede nok før, så var vi det nu! Det bliver sjældent tørt til Gulddreng koncerter, så mon ik’ det nok skulle blive fedt her (Spoiler alert: Det blev pisse fedt). 

Tror kun det bliver vildere her fra

Aftenen falder langsomt på og klokken rammer snildt de 9 stykker, vi moshpitter til blandt andet Lidt i fem (sagde jo at vi kunne), Humble og et dusin flere sange, som alle er lige gode til at få os til at smadre ind i hinanden med et smil på læben og en sprøjtende dåseøl i hånden. Nu sker det, legenden, verdensmanden, drengen lavet af guld, Gulddreng træder ud på scenen, og en velkendt melodi fylder ørerne. Han starter ud med klassikeren Model, en sang som ikke kan andet end at få folk til at synge med i skrål. Flere hundrede mennesker hopper og tramper ind i og i mellem hinanden, som resulterer i smil på læberne og blå mærker over det hele, præcist som et moshpit skal være. Med selvtilliden højere end rundetårn vælger kære Gulddreng at springe ud og crowdsurfe som slut på sin gyldne optræden. 

Folk er stivere og bedre humør end jeg længe har set og hele København føles som en stor fest. Vi står og holder en lille pause til at lege skorsten og ryger en lille rød. Undervejs falder mig og Emil i snak med to ganske nydelige piger, de fortæller at de har taget hele vejen fra Århus til København for at opleve Distortion. De var ikke helt ligeså stive som os to, men de var meget ivrige, og blærede sig med at en af dem havde rørt Gulddreng røv under crowdsurfingen. I stemningen så lød det faktisk ret meget mere imponerende, end som sådan når man egentligt tænker over det, men vi var da ganske målløse øjeblikket. 

I’et i sengetid

En pisse fed aften, slutter jo desværre altid når solen står op, og det gør den jo altid på et tidspunkt. Klokken lidt over 4, er vi sku forbi de 20 genstande og er totalt smadrede, vi bliver enige om at vi nok snart skulle smutte hjemme af og ende en pisse fed aften (selvom at Emils aften næppe er slut, da han lige scorede en af skorstenene, og hun skal med hjem). Vores skridt føles tungere og mindre stolte end på vej derud, men vi er vidst alle godt enige om at hele dagen havde været et stort brag af en fest!

Det er nu her vi slutter af, og siger at vi skal tidligt ud i morgen, og gøre det hele endnu en gang.